Tjek, dobbelttjek, trippelttjek: Historien om, hvordan jeg kom til at skylde en (unødvendig) halv million væk

Skrevet d. . Uploaded i personligt,visdomsord.

Jeg begyndte at tage SU-lån, da jeg boede i Århus. Det var egentlig ikke strengt nødvendigt, for min lejlighed var lillebitte og huslejen tilsvarende, så jeg kunne godt få det til at køre rundt. Men det var en noget skrabet tilværelse, og livet er nu engang sjovere, når man kan tage i biffen ind imellem eller kigge forbi fredagsbaren. Så jeg begyndte at låne, velvidende at de skulle betales tilbage en dag. Men det var okay. Mit lån blev aldrig alt for voldsomt.

Og så flyttede jeg til København. Stadig studerende, men alle mine udgifter steg pludselig drastisk. Og det blev rigtig svært at få tingene til at hænge sammen selv med det maksimale SU-lån hver eneste måned. Hvad værre var, at jeg på dette tidspunkt sad på omkring tredje år i en svær, klinisk depression, og det var urealistisk for mig at få et arbejde. Scratch that, det var umuligt. Min læge forbød mig det direkte, fordi jeg i forvejen kæmpede med næb og klør for at færdiggøre hvert eneste semester (og dertiltrods fejlede ofte), og hvis jeg skulle lægge et arbejde oveni med forventninger og krav, så ville læsset helt hundrede vælte. Det var noget hø, for at sige det ligeud. Ofte var jeg nødt til at få tilskud fra min mor sidst på måneden. Jeg prøvede at få det hele til at fungere, men når der er knas med psyken, hjælper økonomiske bekymringer ikke ligefrem på noget.

Det var her, jeg begyndte at blive foreslået at undersøge muligheden for at få handicaptillæg. Som studerende er det rigtig mange penge, og det er lige præcis designet til mennesker, der af helbredsmæssige årsager ikke har mulighed for at arbejde ved siden af studiet. Jeg bad om et møde hos studievejledningen, forklarede dem min situation i deltaljer og bad om råd til at søge den her hjælp. De sagde nej. Eller, det, de rent faktisk sagde, var, at jeg ikke skulle spilde min tid på at lave en ansøgning, for jeg kvalificerede ikke. For at modtage handicaptillæg skulle jeg være kronisk syg, og det var jeg ikke. Da dette møde fandt sted, havde jeg bevæget mig ind i år fire af en fuldstændig absurd invaliderende sygdom. Jeg havde intet socialliv, oplevede ingen bedring trods intens behandling og eksisterede mest i kraft af, at jeg trak vejret. Det føltes temmelig fucking kronisk. Men ifølge kvinden i studievejledningen var der ikke noget at gøre. Reglerne var helt klare.

Så jeg fortsatte så godt, jeg nu kunne. Efter fiasko på fiasko gik jeg til sidst ned på halv tid på uni, og med halvdelen af den normale arbejdsbyrde, skete der omsider noget. Efter seks år (i stedet for de normerede to) blev jeg endelig færdig. Det var så stor en sejr! Det var også en pænt stor gæld. For selvom de rare SU-mennesker havde givet mig en del ekstra klip undervejs takket være min uendelige stime af lægeerklæringer, lukkede de til sidst kassen i, og det sidste stykke tid måtte jeg tage slutlån for at komme i mål. Og da alle tallene var blevet lagt sammen, stod jeg tilbage med en gæld på lige knap en halv million kroner.

Okay, så er det prisen på min uddannelse. Det kunne være værre. Jeg kunne bo i USA og skulle betale for at gå i skole frem for at blive betalt for at gå i skole. Alligevel var jeg naturligvis lidt tid om at sluge den ret massive gæld, jeg skulle starte mit arbejdsliv med, men sådan var det nu engang. Jeg havde jo ikke haft så meget valg. Indtil jeg en dag mødte en pige, som fortalte mig, at hun havde været i præcis min situation. Svær depression, ingen mulighed for arbejde. Og hun havde sendt en ansøgning om handicaptillæg og fået den. Uden problemer. Siden da har jeg mødt flere i samme båd. Andre med depression, angst, PTSD og lignende sygdomme, der forhindrer muligheden for at arbejde ved siden af studiet. Alle ansøgt om og godkendt til handicaptillæg.

Om jeg ligeledes var blevet godkendt, kan jeg selvfølgelig kun gisne om, men jeg vil mene, mine muligheder var på lige fod med de modtagere, jeg har talt med. Men jeg søgte aldrig. Fordi jeg blindt stolede på, hvad jeg blev fortalt inde hos studievejledningen. Hun var fuldstændig skråsikker i sin udmelding, og det faldt mig aldrig ind at tjekke op på, om hun havde ret. Men det skulle jeg havde gjort. Selvfølgelig skulle jeg det. Det var mit ansvar. At tjekke, dobbelttjekke og trippelttjekke. Og derefter sende en ansøgning uanset hvad jeg havde fået at vide. Det værste, der kunne ske, var, at jeg fik et afslag.

Jeg sidder nu med en gæld, der potentielt kunne have været i hvert fald et par hundrede tusinde mindre. Det har jeg selvsagt brugt meget tid på at ærgre mig over. Jeg begyndte at betale den tilbage i januar i år, hvilket fik mine faste udgifter til at stige med omkring 30%. Yawsa, det gjorde naller. Og sådan kommer det til at være de næste 15 år, med mindre jeg undervejs bliver smårig og får mulighed for at smide nogle større afdrag. Det er lidt af en pris at betale for at have (for meget) tillid til en dame på et kontor ude på Amager. Og ikke så meget til sig selv. På den positive side tjener jeg rent faktisk penge nu og har mulighed for at betale mine afdrag. Og dét er jeg virkelig lykkelig for! For så lykkelige har mine fremtidsudsigter bestemt ikke altid været. Og i bund og grund er jeg rigtig glad for der, hvor jeg er nu, så jeg fortryder ikke turen herhen. Jeg ville bare ønske, jeg havde tænkt liiiiidt længere dengang for seks-syv år siden. 😀

In before kommentarer om at jeg er snotforkælet og bare skal være glad for at have adgang til en uddannelse: Det er jeg også. Meget. Og hvis man synes, SU og handicaptillæg er noget lort, og man stemmer for at indføre brugerbetaling på universiteterne, så er det også cool. Pointen her er mere, at jeg endte med at skylde masse penge væk, som jeg måske ikke havde været nødt til at skylde væk. Og det, kan de fleste nok sætte sig ind i, er lidt nederen. Og nej, der er desværre ikke noget at gøre ved det på nuværende tidspunkt. Det er min bøf, det er mig, der hæfter. Så dagens lektion er udelukkende følgende: Tjek, dobbelttjek og trippelttjek, når noget kan have seriøs indflydelse på dit liv. Det er for dumt at lade være.

Related Posts:

Kommentarer (57)

  • D

    Jeg er så mega fucking glad for, at jeg er bevilliget handicaptillæg! Jeg har svær adhd, og min daværende psykiater mente, at hvis jeg ikke blev godkendt, kunne ingen. Jeg er dog også nået op på næsten 100.000 i SU-lån, fordi jeg har skulle låne op til mine praktikker, så jeg havde noget at leve af. Jeg føler mig så priviligeret, men jeg er dog samtidig SÅ ked af, at jeg er nødt til at afvise tilbud om vikararbejde, og at jeg bare ikke kan det samme som alle andre. Men det er okay.

  • L

    Det var et spændende indlæg! Og meget sandt. Har desværre oplevet lignende hos min studievejleder på uni, og er selv blevet fejlvelledt. Det kan koste rigtigt dyrt! Men ærgerligt at man er nødt til at tjekke efter selv, ved et system som man burde have tillid til. Har ligeledes oplevet lignende sager hos andre medstuderende. Desværre lader det til, at nogle af studievejlederne derude er inkompetente. Har flere gange overvejet at skrive et læserbrev. Måske tiden er den rette? 😉

    • MiriamsBlok

      Ja, men omvendt er de selfølgelig også kun mennesker, og systemet er kludret og laves om hele tiden. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig, at man ikke udtalte sig med 100% sikkerhed, med mindre man reelt var så sikker. Jeg følte ingen grund til at tvivle på hendes ord. :-/

  • Anna

    Jeg hørte først om det da jeg var færdig med at studere. Det var også lidt ærgerligt for jeg tror jeg kunne have kvalificeret mig til det en stor del af tiden. Men jeg satser stadig på at vinde i eurojackpot en dag ?

  • Sille

    Det er ikke til at vide om du havde fået afslag alligevel. Jeg har under mine 2 uddannelser døjet med angst og depression og fik sidenhen konstateret ADHD, hvilket er rimelig kronisk. Jeg har en psykologudtalelse om at jeg ikke kan holde til at arbejde ved siden af studiet. Og jeg fik alligevel 2 x afslag på ansøgning om handicaptillæg (anden gang ankede jeg, men fik afslag igen).

    • MiriamsBlok

      Sandt – det skriver jeg også. 🙂 Men med både læger, overlæger, psykologer og psykiatere inde over min behandling havde jeg et ret fint bagland til at underbygge min ansøgning. Jeg vil dog sige, at en psykologudtalelse i min erfaring ikke er nok. Der skal som regel en medicinsk uddannelse til, før en anbefaling er tilstrækkelig. Systemet er mærkeligt på den måde.

      • C

        Jeg fik også afslag. Er kronisk syg og havde 3 gange læge udtalelser (hvoraf én var landets førende indenfor forskning på det område) samt to fra psykiatrien. Jeg har kun kendskab til at bevillingen er gået igennem ved diagnoser som skizofreni eller muskelsvind.

  • Karen

    Det kender jeg godt. Jeg sidder også (af alle mulige grunde) med en pænt stor studiegæld. Men jeg er en lille bitte smule ældre end dig, og har derfor også betalt af på mit lån i længere tid. Og jeg kan meddele dig ude fra fremtiden, at de der 15 år går lige så stille sin gang, og pludselig kan man begynde at planlægge fejringen af den dag sidste rate bliver trukket fra kontoen. Det er også en reason to drink – og den slags skal man slet ikke kimse af!

    • MiriamsBlok

      Jeg blev også ret sent færdig i forhold til gennemsnittet. Så synes 15 år som lang tid! Men jeg gætter på, det med tiden bare bliver en udgift som alle andre, man ikke behøver tænke over. Forhåbentlig!

      • Karen

        Det gør det nemlig, selvom det lyder mærkeligt. Der er så mange udgifter, som man ikke kan gøre noget ved, og dette er en af dem. Den trækkes automatisk, og jeg glemmer lidt at det er penge, jeg ikke har. Kun når jeg taler med andre med samme løn og uddannelse som mig, kommer jeg i tanke om at nårh ja, der ligger en stor udgift der og æder mit rådighedsbeløb. Jeg lover dig, det bliver bedre med tiden!

  • Line

    Jeg søgte handicaptillæg på min bachelor da jeg fik en kronisk sygdom 1/2 år før jeg var færdig. Trods udtalelse fra min neurolog fik jeg afslag. Dette ankede jeg, og fik måneden før jeg færdiggjorde uddannelsen medhold. På kandidaten søgte jeg igen. Min tilstand var blevet forværret, jeg havde været igennem stor hjerneoperation, men voldsomme daglige smerter som følge af operationen. Derudover fik jeg en blodprop i hjernestammen. Trods udtalelse fra neurolog samt neurokirurg afslog de den da deres “eksperter” mente jeg godt kunne arbejde lidt. Denne afgørelse ankede jeg, og 1 år efter, da den havde været i Ankestyrelsen blev jeg det tilkendt med tilbagevirkende kraft. Det var så lang og sej en proces og på trods af alle mine “skavanker” skulle jeg igennem det år nærmest sende min sjæl ind til dem som de kunne trævle op. 🙁

    • MiriamsBlok

      Shiiiit, hvor lyder det crazy! Og frustrerende at det for nogen åbenbart er en dans på roser at få tillægget, mens andre skal kæmpe sejt og længe!

      • C

        Problemet i dét er blot at meget meget få har kræfterne til at tage den kamp – og jo især endnu mindre når man er syg samtidig med. Det er så trist.

        • Tanja Maria

          Endvidere opstår problemet også i, at det er en konkret og individuel vurdering hver gang. Altså handler det enormt meget om det menneske, der skal træffe beslutningen.
          Lovgivningen er oftest sådan indrettet, at det handler om øjnene, der ser. Det er næsten altid muligt at give folk medhold med hjemmel i lovgivningen. Der er ‘smuthuller’.

  • Christiane

    Jeg har også været nødt til at tage su-lån, fordi jeg lider af svær tilbagevendende depression og ikke har kunnet arbejde, mens jeg studerede. Jeg kendte godt til handicaptillæg, men har altid tænkt at jeg alligevel ikke ville få det, for det er jo ‘bare’ en depression jeg lider af og jeg ville bare få at vide, at jeg skulle tage mig sammen og få et arbejde (det er først i det seneste år jeg har lært at acceptere at jeg har en psykisk sygdom, men det er en anden historie).
    Men jeg er så glad for alle dem der har fået godkendt handicaptillæg for det er altså rart at der er den mulighed her i Danmark!

  • D

    Jeg har arbejder i den styrelse, der dengang hed SU styrelsen. Det er ret svært at få tilkendt handikaptillæg. En når der sagt, så vil jeg opfordre alle, der tror de kan være berettiget til at prøve at søge tillægget, for det er en hjælp for mange, som betyder at de gennemfører deres uddannelse. Det er dog ikke et tillæg man bliver rig af.

    • MiriamsBlok

      Rig bliver man vist aldrig af noget SU-relateret, men når man har meget lidt at gøre med, så er lidt mere en stor hjælp!

      • Nanna

        Helt ligemeget for diskussionen (ja, eller en diskussion er det jo ikke engang – men en næsten tragisk historie, som alt for mange tilsyneladende har oplevet i en eller anden form), men måtte lige tjekke satsen for tillægget. 8662 kr før skat. Altså en ekstra SU oveni hver måned! Det er da virkelig højt og meget mere end jeg tjener på mit studiejob ved at arbejde ca. 40 timer/måned. Way to go, Danmark! At det så skal være så umuligt for nogle at få, er jo en anden snak. Der står faktisk specifikt inde på su.dk at langvarig og tilbagevendende depression er en berettigelse.

  • Louise

    Hold kæft hvor jeg synes at det er uretfærdigt! Alt det du skulle igennem, og al den gæld.
    Lige inden din sætning med at folk måske ville tænke at du var forkælet, der tænkte jeg “hold kæft hvor er det røv, kan jeg mon mobilepaye hende?!?! Måske bare 100 kr?!”.
    Trykker på alle dine links fremover! Fandme røv altså..

    • MiriamsBlok

      Haha, du er sød! Men hvis bare I bliver ved at læse med, så skal jeg nok få arbejdet den af lige så stille.

  • Helene

    Som gammel KUA studievejleder gør det ondt at høre, at du i den grad er blevet fejlvejledt. Specielt da ét af vores mantraer var, at SU måtte vi overhovedet ikke udtale os om, men altid henvise til SU-kontoret. Netop fordi det kunne have kæmpestore økonomiske konsekvenser, hvis vi fik sagt noget forkert.
    At jeg så selv blev fejlvejledt af SU-kontoret, og ingen indkomst havde da jeg skrev speciale, gør det ikke mindre ærgerligt at høre at kollegerne åbenbart havde rod i vejledningsetikken.

    • MiriamsBlok

      Det er skod. Kæft, hvor ærgerligt for dig også! Men i det hele taget er systemet temmelig forvirrende for alle parter, tror jeg. Jeg synes altid, man rendte fra Herodes til Pilatus uden rigtigt at ane, om man gjorde tingene rigtigt.

  • Rikke

    Øv hvor er det ærgerligt, kan godt forstå du er bitter! Synes i princippet kravet om at sygdommen skal være “kronisk” er tosset. Man kan vel være rigtig syg i en periode, og det må stadig alt andet lige være bedre økonomisk for samfundet, at man kommer igennem en uddannelse, så man kan returnere til skattekassen efterfølgende. Det er især ærgerligt at psykiske sygdomme ligesom ikke ligeså anerkendte, som fysiske sygdomme (og det gælder også i mange andre situationer i samfundet).
    Jeg modtog selv tillæg grundet en led/bindevævssygdom. Der findes mange typer, og lægerne har tit lidt svært ved at identificere undertypen. Nogle er tillægsberettigede, andre er ikke. Jeg var heldig, at mit label blev anset for kronisk. Idag kaldes sygdommen noget andet, og er det ikke længere. Tosset. I dag er jeg ansat i en ret høj stilling og sender en god sjat tilbage til staten. Tror det er win-win for begge parter 🙂

    • MiriamsBlok

      Ja, jeg tænker det samme som dig. Er man syg, er man syg. At man ikke kan arbejde lige nu, betyder vel ikke, at man ikke kan arbejde senere. Jeg føler også, jeg giver mit tilbage til samfundet nu, og det er jeg rigtig glad for. Og jeg vil hjertens gerne bidrage til, at folk, der ikke har mulighed for at arbejde ved siden af under uddannelse, kan få handicaptillæg, så de stadig kan få deres uddannelse. Ellers sidder man jo for alvor fast.

  • Mette

    Uh, har selv en historie omkring dårlig studievejledning, dog med noget mindre økonomiske konsekvenser.
    Jeg skulle til udlandet på et kombineret studie- og praktikophold under min bachelor og undersøgte derfor hvad der fandtes af legater. Nordeafonden var ikke til at komme udenom, men jeg fik af vide at studievejlederen, at det var spild af energi, da der aldrig før var bugen fra mit studie, der havde fået det tildelt.
    Jeg valgte heldigvis ikke at lytte til hendes “råd” og den sommer var vi to, der fik det tildelt. Bum bum.

  • Mette

    Ej det kan jeg så meget genkende. Bøvlede også med svær depression nogle af mine studieår og da jeg havde brug for at blive sygemeldt blev jeg af studievejledningen rådet til at udmelde mig og så søge ind igen når jeg havde det bedre. På et studie der er vildt svært at komme ind på. Jeg synes det lød mærkeligt og fulgte derfor (heldigvis) ikke rådet. Fik senere at vide at hvis jeg dengang havde meldt mig ud var jeg sandsynligvis aldrig kommet ind igen.
    Søgte også handicaptillæg og blev af SU styrelsen sendt til en voldsomt nedladende psykiater, der mente at jeg nok ikke var egnet til at studere og bare skulle droppe ud og få et arbejde i stedet for. Noget der er guf for alt det depressionen i forvejen prøvede at bilde mig ind. Det gør mig stadig arrig at tænke på selvom det er over 10 år siden. Jeg færdiggjorde også mit studie på forlænget tid og ved hjælp af ekstra SU klip og et kæmpe SU lån. Men jeg blev færdig og har det godt i dag og er så glad for at arbejde i mit fag.
    Men for dælen det gør mig sur når et system der skal hjælpe en kun får en længere ned og som i dit tilfælde med unødvendig stor gæld..

  • Sofie

    Jeg tror desværre, med det offentlige, at tilgangen altid bør være, at man skal prøve det af. Desværre, fordi det er min stærkeste overbevisning, at mange instanser vil forsøge at hægte en af.
    En situation der er en realitet for mange – og så er det kun de insisterende og vedholdende der får det de skal i sidste ende. Fordi de ikke lod sig hægte af.

  • Charlotte

    Jeg håber ikke, at du synes det her, er en mærkelig kommentar på et indlæg som dette. Men jeg elsker virkelig at følge din blog, du er så autentisk og ægte, og det er en fornøjelse at følge dig.

  • Sara

    Øv det er simpelthen bare så sure penge at skulle af med ☹️
    Har selv prøvet at blive vejledt forkert af SU vejlederen, og mistede dermed retten til ca 10.000kr som jeg i god tro var blevet vejledt om, at jeg kunne overføre fra bachelor til kandidatudd. Det kunne jeg så ikke viste det sig…Øv øv øv!

  • Ida

    Måske ikke sådan helt vildt relevant kommentar på det her indlæg, men: Du gør det virkelig godt, Miriam! Du virker som sådan et rart, sjovt og relatable menneske, og dine skriverier er så gennemarbejdede, både i indhold og form. Der er altid en meget tydelig Miriam-signatur gennem dine tekster, og det gør det trygt at læse om emner, som jeg ikke er ret bekendt med – fx psykiske lidelser og hvad der kan følge i slipstrømmen af dem. Det er godt gået. Tak for det.
    On another note: Hvis nu jeg gerne vil støtte bloggen ved at shoppe via dine links, kan jeg så stadig bruge apps? Fx asos-appen? Jeg får lange løg af at bruge deres site på mobil.

    • MiriamsBlok

      Årh, det er jeg glad for at høre! Tak, Ida! Apps er desværre lidt noget hø, fordi affiliate fungere pga cookies, og apps ikke har sådan nogen. Men brug du bare apps – det er tanken, der tæller! <3

  • Josephine

    Når man har så stort et ansvar som vejleder, skal man da være meget forsigtig med at slynge ud, at en ansøger ikke er kvalificeret. Det ville jeg da personligt aldrig gøre. Tsk. Men som en anden skrev, så vænner man sig til at skulle betale af på gæld – been there, done that – oven i købet inden for en rimeligt overskuelig fremtid.

  • T

    Har selv arbejdet hos su-styrelsen (dog ikke i den afdeling, der stod for handicaptillæg), men kan i hvert fald huske, at rigtig mange fik afslag, pga at der ikke var tale om, hvad der blev vurderet som kronisk sygdom – så noget har der i hvert fald været om det. Og det virkede som et helvedes sagsforløb med endeløse krav til dokumentation – men derfor kunne det selvfølgelig godt have været, det var lykkes, så det er nok ingen trøst?

    • MiriamsBlok

      Det er svært, ja, ingen tvivl om det. Men eftersom der er adskillige, der er blevet tildelt handikaptillæg med den diagnose, og jeg havde al dokumentation i verden, så at decideret fortælle mig, at jeg slet ikke skulle prøve. Den er altså ikke god! :-/

  • Anne

    Æv, hvor ærgerligt for dig. Men jeg håber da, dit indlæg gør, at andre i samme situation som du var i, nu søger. Det er fedt at du deler, for det er også meget privat, så jeg tror ikke alle ville have delt deres erfaringer.

  • Nafisa

    Jeg burde være BA nu, men mangler 10 ECTS som jeg skal til eksamen i til december. Studievejledningen mente ikke, at jeg kunne få SU det næste halve år, og jeg troede på det. Fast forward til, at en kammerat får forlænget sin SU (han mangler også 10 point).. det tog mig 1 opkald til SU kontoret, og så fik jeg tildelt SU! Og på 2. semester fik jeg en sindssygt jobtilbud på, som man skal være dum for at sige nej til, men var det muligt at få orlov? Ikke i følge min studievejleder. Så jeg arbejdede fuldtid i København samtidig med jeg havde fag i Aarhus… Lige da jeg blev færdig med jobbet fandt jeg ud af, at man altid kan prøve at søge dispensation og få orlov……. Dårli vejledning og (tomme) trusler om udmelding førte til unødvendig stress og 50 ECTS point på ét semester. så nu gider jeg ikke læse kandidat foreløbigt #studietræt #systemtræt

  • Nanna

    Jeg var så mega heldig at have en enormt dygtig læge (en ud af mange, der er desværre ret stor udskiftning ) da jeg var tilknyttet psykoterapeutisk klinik i København. Hun havde 2 samtaler med mig og foreslog så at vi lavede en ansøgning om handicaptillæg. Jeg troede ikke på at jeg ville få det for man tror jo generelt ikke så meget på sig selv når man er deprimeret.. ikke engang at man er syg nok til at være well syg. Meget ironisk. Men som hun sagde “hvis ikke du skulle få det, så ved jeg ikke hvem der skulle”. Og hun fik ret! Det var enormt rart med luft i økonomien til ikke også at skulle stresse over det.
    Jeg bliver sur og ked af det over at du har fået så dårlig vejledning. Jeg ved at der skete nogle ændringer omkring hvor kronisk vs. langtidssyg man skulle være for at blive godtkendt til handicaptillæg ikke så lang tid før jeg fik det i 2015, det kan måske være derfor. Men stadig. Øv øv øv!
    Jeg får virkelig meget ud af dine indlæg om din sygdom, fordi jeg kan spejle mig i SÅ meget. Sjældent kan jeg overskue kommentere fordi det ville blive sådan nogle kæmpe svadaer og jeg bliver helt træt på forhånd. Men får lidt lyst til at lave en klub hvor vi mødes og forbander depression og alle dens ækle venner ad helvede til og drikker nogle shots!
    Du er sej Miriam! <3

  • Mie

    Vigtigt indlæg, Miriam. Jeg krydser fingre for, at det når ud til nogen af dem, der har brug for det. Jeg fik konstateret en kronisk sygdom året efter jeg startede på uni. Jeg nærmest blev opfordret til at lægge mine studiejobs på hylden af overlægen, når jeg nu havde mulighed for tillægget…. Samtidigt blev der allerede talt om skånehensyn i mit kommende arbejdsliv (!) og mulighed for refusion til arbejdsgiver ved fravær….. Systemet er “sjovt” på den måde. Jeg tænkte, og tænker stadig, at der er folk der har mere brug for det, end jeg havde. F.eks. havde du. Og jeg er så godtroende (naiv?), at jeg tror på, at de fleste kun søger, hvis de har brug for det. For hvem vil ikke gerne arbejde, hvis de kan? Jeg ville. Og så er der sgu bare behov for, at vi efterhånden ligestiller fysiske og psykiske sygdomme i disse henseender. I mit tilfælde var og er en fysisk sygdom ikke invaliderende – for min psyke arbejdede heldigvis med mig. Men jeg blev ikke set – det gjorde min sygdom. Kassetænkningen gør ikke noget godt for os. Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, din gæld vil fylde mindre og mindre for dig med årene.

  • Line

    Da jeg skulle læse til min uddannelse, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne søge om dansk SU da jeg er udlænding. Jeg havde undersøgt sagen, og havde læst at det kunne jeg. Vejlederen nægtet for at det var muligt, og at jeg måtte få SU fra mit hjemland. ( SU er meget bedre her i Danmark ) Jeg søgte alligevel, og fik dansk SU. Så jeg stoler ikke mere på så kaldte vejledere, og undersøger heller tingene selv.

  • Kat k

    Det kan simpelthen ikke være en tilfældighed, at du skriver dette indlæg netop som jeg skal til at søge tillægget om en uge. Jeg krydser fingre for, at det er et godt tegn! ??????

  • A

    Jeg læser faktisk overhovedet ikke dit indlæg som en klagesag, hvilket er skideflot, for det kan så nemt komme til at lyde som en, hvordan man så end har ment det. Så først og fremmest high five for det.

    Second of all, så synes jeg, at der er tre vigtige budskaber at tage med hjem, som bestemt ikke kan siges for lidt.
    1) Tag ansvar for dig selv og lad være med at lade dig affeje af andres råd, når det værste, der kan ske, er et afslag. For helvede det er svært at huske nogle gange, når nogen står der og “ved bedre”. Men man har jo så meget at vinde og intet at tabe. Så ja, tjek og vær lidt fræk og prøv ad. Og lad være med at lade andres ‘nemme’ idioti slå dig ud, hvis det i sidste ende er dig der hænger på lorten. (Gav alt det overhovedet mening??)

    2) Lån for helvede kun når det er nødvendigt og ikke bare til forbrug. Jeg er klar over, at det ikke er det du fokuserer på her, men ikke desto mindre, beskriver du jo netop samtidig hvordan, det hurtigt løber op – og indhenter en på et tidspunkt alligevel. Igen, jeg er fuldt ud klar over, at dette ikke var dit primære budskab, da du ikke havde meget valg. Men nogle HAR et valg, men glemmer at SU-lånet (eller forbrugslånet) skal betales tilbage. Og det er bare så ærgerlig en spiral at ende i..

    3) Mental sygdom, klinisk tilbagevendende depression, angst mv. er faktisk invaliderende i langt større stil, end mange (også os der lider af det) forestiller sig. Jeg sidder da og tænker “Fuck, hvorfor tænkte jeg ikke på det? Og hvorfor nævnte ingen det for mig?” Jeg sidder også med en SU-gæld, dog ‘kun’ på omkring 130.000, fordi min tunge kliniske depression gjorde mig både forsinket og umuliggjorde arbejde ved siden af. Og til trods for ekstra klip oveni de seks års SU (TAK DANMARK!) måtte jeg også køre slutlån ved siden af specialet, da både opsparing og SU var brugt op.

    Det var en hulens masse pladder-respons. Håber noget af det gav mening. Tak for tankerne i hvert fald.

  • Sofie

    Jeg havde en fantastisk studievejleder på Aarhus Universitet, som – udover at guide mig fuldstændig gennem både dispensationsansøgninger, ekstra SU-klip og andet bøvl – spurgte ind til, hvordan jeg havde det og beroligede mig ved at sige, at jeg bestemt ikke var den eneste.
    Uden ham var jeg droppet ud, men i stedet er jeg snart færdig kandidat. Anbefaler ham til alle mine medstuderende, når de har problemer. Han kan virkelig trylle!

  • E

    Ej, for helvede. Det værste ved alt dét er jo, at folk der har det som du havde det, netop IKKE har overskud til selv at dobbelttjekke og trippeltjekke – De er afhængige af rådgivningen. Jeg vidste faktisk ikke, at man kan få handicaptillæg for mentale lidelser. Jeg har en veninde, der i høj grad godt kunne bruge den støtte, til at tage en uddannelse pga. diverse diagnoser og en kommune, der ikke vil hjælpe hende, så tak for dit indlæg her – det vil jeg sende videre til hende.

  • Henriette

    Min datter havde ocd, søgte handicaptillæg til SU. Fik afslag, hvilket vi var forberedte på, ankede og vandt. Så det er ikke kun kroniske sygdomme, der udløser det. Jeg kan blive noget så ærgerlig ved, du ikke prøvede, for det må du åbenlyst have været berettiget til at få. Æv.

  • Vicki

    Don’t feel bad? Jeg fik handicaptillæg og måtte stadigvæk tage slutlån for at kunne gøre kandidaten færdig. Jeg følte mig også tynget af udsigten til gæld i starten. Hader at skylde penge, men som min mor siger: de penge er godt givet ud, for du har fået en uddannelse. Så det er ikke rigtig gæld, siger min mor. I øvrigt finder jeg kæmpe motivation i at gå ind på borger.dk og se tallet falde for hver indbetaling, jeg laver. Det kan anbefales

  • N

    Årha Miriam, jeg fucking elsker din blog, din humor og din tilgang til livet, men lige her bliver jeg lidt træt.. nu er jeg en af damerne ude på Amager og vi får hældt så meget gylle i hovedet af studerende, der slet ikke kan se, at de selv er ansvarlige for deres studie og de fejl de måtte begå undervejs. Ordet ‘studerende’ er netop med til at tydeligegøre, at universitetet ikke har samme ansvar for din læring, trivsel og fremtid som hvis du var elev.
    Vi arbejder benhårdt for at gøre det bedst muligt i et umuligt net af modstridende og rigide regler, og trods vedvarende rygter, så får vi ikke en sær nydelse ud af at gør livet surt for vores studerende. Det bedste jeg personligt ved er en glad studerende, hvor jeg har gjort en positiv forskel, og det ved jeg også gælder mine kolleger.

    • MiriamsBlok

      Jeg er med på, at det ikke er et nemt job. Og jeg skriver også, at det er min egen bøf, at jeg ikke dobbelttjekker, at jeg fik den rigtige information. Men det ændrer ikke på, at jeg kom til en samtale, bad om det bedste råd til at ansøge om handicaphjælp og fik at vide, at det skulle jeg ikke gøre, fordi jeg ikke kunne kvalificere. Og det var simpelthen faktuelt forkert. Hele pointen i, at der findes en studievejledning er jo netop, at man kan bede om hjælp, når man er i tvivl om noget. At I så også kæmper lidt med alle de konstant ændrende regler, det er der ikke nogen, der kan bebrejde jer, men hvis man ikke kan stå 100% inde for, at det, man fortæller den studerende, er korrekt, så er det mindste, man kan gøre, at sige netop det. Fx fordi reglerne er svære at hitte rede i. Det synes jeg ikke er for meget forlangt. I dette tilfælde er der lavet en bøf af en medarbejder, der potentielt har kostet mig et par hundrede tusinde kroner. Det er menneskeligt og har helt sikkert ikke været intentionen. Men derfor synes jeg stadig godt, jeg må ærgre mig over det. Og jeg synes egentlig, jeg gør det på en ret fair måde.

    • Sofie

      Hvad er det for en attitude, når man arbejder med studerende? Gylle ud? Hvad bilder du dig egentlig ind? Du skulle da vist finde dig et andet arbejde, hvis det at arbejde med folk under uddannelse er så frygteligt, at de skal klassificeres som gyllespredere. Jeg er rystet over din manglende indsigt og empati.

      Og Miriam, det er SÅ godt du laver det her opslag, og fortæller din historie, og ikke mindst opfordrer studerende til, at tjekke om det de får at vide også er rigtigt. Der er desværre nogen, som udtaler sig udover deres felt i stedet for at henvise videre og hjælpe med dét.

    • E

      Kære N.

      Jeg synes din kommentar er grov og at du misser en vigtig pointe… Selvfølgelig har man selv et ansvar – man har f.eks. et ansvar for at opsøge en STUDIEVEJLEDER, hvis man har et spørgsmål, man ikke selv kender svaret på, så man kan handle ud fra den vejledning. Jeg synes du skal vende den rundt: En studerende har ansvar for egen læring og for sig selv. En studievejleder har ansvar for den vejledning, vedkommende giver en studerende. Hvis man ikke kender svaret på et spørgsmål, så bør man sige det, og sende den studerende videre i systemet, i stedet for at give fejlagtige svar. Det har man et ansvar for. Punktum. Det er dét, du og dine kollegaer får jeres penge for. Selvfølgelig kan alle begå fejl, men jeg synes der ud fra kommentarfeltet her viser sig en tendens til, at studievejledere desværre også vejleder i ting, som de reelt ikke bør vejlede i – bl.a. SU. I er vejledere. I skal sende de studerende videre til dem, der sidder med del reelle viden og ikke gætte. Det er jeres arbejde. Og det gør du helt sikkert også! Men kommentarfeltet her tyder altså på, at der er mange, der desværre fejler i den henseende (og det kan altså koste rigtigt dyrt).

  • S

    Jeg har haft lignende oplevelse med en studievejleder. Jeg havde gået på læreruddannelsen af to omgange og var begge gange blevet sygemeldt – første år af et halvt års varighed, andet år af først tre måneders varighed og da jeg så skulle til samtale for at få det fornyet, vidste studievejlederen ikke om det kunne lade sig gøre at være “bagud med studiet i to år”. Hvilket jeg jo teknisk set ikke var, takket være sygemeldingen, der jo sætter pause for studieaktivitet. Hun sagde, at hun ville kontakte SU kontoret for mig, men at det var juleferie så hun kunne ikke garantere svar med det samme, og rådede mig til at sætte mig ind i reglerne for kontanthjælp, for hvis min læge var interesseret i at sygemelde mig, var det jo ikke noget problem at blive sygemeldt på kontanthjælpskontoret. Jeg har aldrig været ude for noget lignende, for allerede da jeg kontaktede hende for et møde, var det for at få forlænget min sygemelding, så der kunne hun da forfanden have sat sig ind i det? Selv samme rådgiver mente ikke, at det kunne betale sig at søge om SU handicap, da man nærmest skulle være døende for at få det. Hendes ord, ikke mine. Jeg følte mig altså ret døende, dengang, men det kan man heller ikke rigtig mestre overskuddet til at forklare sådan en tumpe. Det var ikke engang hende, der kontaktede mig for at sige, at min sygemelding sagtens kunne forlænges uden problemer – det var mig, der måtte ringe til hende! Selvom det ikke havde været aftalen. Jeg bliver helt harm på dine vegne.

  • Kat k

    Hej Miriam

    Som jeg skrev i en tidligere kommentar, så skulle jeg lige til at søge tillægget, da du udgav dette indlæg. Jeg var dog i tvivl om hvorvidt jeg “fortjente” det, men dit indlæg gav mig et skub. Det skub betyder, at jeg nu er bevilliget til og modtager tillægget, og der betyder unægteligt virkelig meget for min situation. Det betyder for eksempel, at jeg kan fortsætte på mit studie, som jeg ellers var ved at give op på grundet økonomisk pres og den bekymring, den slags medfører. Så jeg vil bare sige tak. Du har så mange gange inspireret mig, men denne gang har du også været en decideret hjælpende hånd, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Tusind tak for dig.

Der er lukket for kommentarer.