Paris-syndrom

Det ironiske er, at jeg indtil videre har svælget i idyl og amerikansk charme. Og så drog jeg mod destinationen, hvor jeg havde en forestilling om, at den oplevelse ville toppe, og alt kollapsede. Connecticut har givet mig en slags Paris-syndrom, og selvom jeg nok godt kan komme igennem uden psykologhjælp, så skal jeg alligevel lige sluge den. Det er sådan, det er, når man roadtripper til ukendte steder og bliver meget kort tid i den enkelte by. Det er lidt tilfældigt, om man får en given by at se fra sin pæne eller knap så pæne side, og, well, det sidste døgns tid har jeg været uheldig.

Jeg ankom til Hartford i forgårs, og selvom mit hotel er mægtig fint, så ligger det i et meget koldt område. Her er ikke rigtigt nogle butikker eller spisesteder, alt er store veje og betonbygninger. Normalt ville jeg gå lidt på opdagelse i nærområdet, men der lader simpelthen ikke til at være noget at opleve. I går kørte jeg til New Haven for at se Yale, og det gik først op for mig, hvor idylliseret en forestilling jeg havde af området, da jeg var der. For campus selv er fantastisk smukt og virkelig en oplevelse værd. Forårsgrønne farver indrammede de storslåede bygninger, og egern løb fra træ til træ på jagt efter mad. Jeg var pjattet med det. Men da jeg skulle fylde benzin på bilen et par hundrede meter væk, havde byen på mærkværdig vis forvandlet sig til et slumkvarter. Der lå skrald i gaderne, og medarbejderne på tankstationen var buret ind bag et massivt gitter i tilfælde af røveri. Jeg blev råbt og dyttet en del af uden videre grund. Jeg blev catcalled af fremmede mænd. Før første gang i den tid jeg har rejst alene – både denne tur og den sidste – følte jeg mig faktisk utryg. Og der gik ikke længe, før jeg satte mig tilbage i Steve og Google Maps’ede den nærmeste TJ Maxx. Det er mit faste, amerikanske happy place, og da jeg fandt en pink Marc Jacobs-taske til en latterligt lav pris var alt godt igen.

Nu er det atter morgen, og jeg har i princippet en halv dag tilbage i Hartford. Måske tager jeg ud forbi Mark Twains hus. Måske kører jeg forbi Elizabeth Park Rose Garden. Måske napper jeg lige en TJ Maxx mere. Men under alle omstændigheder er jeg glad for, at min næste destination er Concord, New Hamshire. Det er nemlig den eneste genganger fra min sidste tur, og det var en by, jeg var vild med ved første besøg. Jeg skal sågar bo på samme hotel, så selvom jeg kun skal være der et døgn og næppe får oplevet alverden, så ved jeg trods alt, at det er et dejligt område med alt, hvad hjertet kan begære. Og det bliver dejligt at vende tilbage til det USA, jeg kender og elsker.