Du kan selv være sidste udkald
Når jeg er i humør til ligegyldig, eskapistisk underholdning, men gerne vil slappe af i ørene, tusser jeg altid over i bogreolen og finder en chick lit-roman frem. Sætter mig i verdens grimmeste (men mest behagelige) lænestol og slår hjernen fra. I dag faldt faldt valget på Marian Keyes’ “Sidste udkald”. En gammel favorit, som jeg ikke har haft fremme i årevis. Og det blev ekstra tydeligt for mig inden for de første 29 sider.
Da jeg var barn, var jeg en slags besat af Wendy-blade. Det er enhver hestepiges lod at være misundelig på den 15-årige pige, der bor på et ridecenter, har to heste og det perfekte liv. Livet som 15-årig syntes utroligt langt væk, og jeg glædede mig sådan til at blive pseudovoksen og kunne alle de ting, Wendy kunne. Det viste sig selvsagt, at teenagelivet var langt fra så uproblematisk som Wendys, og pludselig virkede det åndssvagt, at jeg nogensinde havde gået og tænkt, at der var hundrede år, til jeg blev så gammel.
Det var lidt samme oplevelse, jeg havde med “Sidste udkald” i dag. Bare med omvendt fortegn. Bogen lægger nemlig ud med Taras fødselsdag. Hun fylder 31 og bruger derfor aftenen på en restaurant med sine venner, hvor hun holder en slags gravøl for sin ungdom. Så sidder de der rundt om bordet og taler om, hvor gamle de er blevet – og kommet til at se ud. Kæmpe krise.
Prøvåhør, jeg har læst de her bøger i årevis. Bøger om nogle-og-tredive-årige-kvinder, der troede, de ville have styr på deres liv nu, og det har de ikke, og nu er deres ungdom væk, og det biologiske ur tikker, og alt er panik. Jeg har jo altid godt vidst, at chick lit er bullshit, men aldrig så meget som det gik op for mig i dag.
Jeg knuselsker Bridget Jones af hele mit hjerte, men hvis man forsøger at reducere mig til single-efter-30-klichéen, så bliver jeg altså hidsig. Jeg kan godt lidt at spille på det og overdrive for komikkens skyld, men det er jo ikke mit liv opsummeret. Jeg bruger ikke alle mine vågne timer på at lede efter potentielle partnere, så jeg kan slå mig ned og efterleve voksennormen. Jeg sidder ikke dagligt med mine veninder i plenum og græder over kommende rynker. Der er bare andre, mere interessante ting at tage sig for. Ind imellem føler jeg mig lidt halvgammel, bevares, men det er mest, når jeg kommer i tanke om, at 90’erne ikke var for 10 år siden.
Så til dem, der endnu har et godt stykke til 30’erne vil jeg gerne sige følgende: Chick lit er bullshit. Dejlig, dejlig, tidslugende, ligegyldig bullshit. Der er ikke en deadline, der hedder 30 år. Ens bryster falder ikke ned til navlen fra den ene dag til den anden, og mænd beslutter sig ikke pludselig for, at man nu er håbløst uattraktiv. Man har stadig ikke styr på hele verden, man er bare bedre til at håndtere, at man ikke har det. Men at hele livet nu stort set omkredser ens alder? Bullshit. Den starter nu med et tre-tal i stedet for et to-tal. That’s it. Resten er bare dit liv, som det altid har været.
Læs din chick lit og nyd den helt ind i sjælen, men husk for Søren at tage det med omkring 5o gran salt. Både starten, midten og slutningen. Inge på 98 og Willy på 95 er lige blevet forlovet. Sidste udkald mig et vist sted.
Matilde
Tusind tak for det her indlæg……..!!
MiriamsBlok
Selv tak! 🙂
Lærke R.
Det er sjovt, i min optik har lige præcis Marian Keyes altid skrevet karikaturer, der udstiller nogle af de mere fjollede aspekter af forventninger og forestillinger som kvinder nogle gange har til sig selv, hinanden og livet. – et slags kærligt oplæg til eftertanke 😊
MiriamsBlok
Interessant teori, men i så fald vil jeg synes, hun fejler gevaldigt ved altid at supplere sine protagonister med lige præcis den traditionelle storyline, som kun styrker de klichhéer, hun forsøger at karikere.
D
Men Son tidligere wendy/penny læser kan jeg nu godt savne illusionen om det perfekte liv, hvor det største problem var, at ens far bedre kunne lide Joy end Dixi (er vildt imponeret over, at jeg stadig kan huske navnene på hendes heste. Jeg er 36 år!).
MiriamsBlok
Det værste er, at de har lavet Wendy helt om. Jeg tror ikke engang, hun har Joy og Dixie længere!
VenterPaaVinBlog
Den bog er min absolut favoritbog, udover Harry Potter. Har vitterligt købt den tre gange – første gang, efter at have lånt Kits, 2. gang da jeg glemte den på en rejse og 3. gang, da pågældende bog blev så slidt, af at være genlæst, at forsiden røg af.
Og belive it or not; den jeg har nu, kunne godt trænge til en udskiftning.
Den har reddet så mange søvnløse nætter, og den betryggende fornemmelse, når Joe kysser Kathrin på stadion, når Tara siger:”Så det er fandme mit sofabord, Thomas”, Liv og hende spiser fritter under voksbehandlingen og Fintan og Den Sorte Pony planlægger årets sommerferie efter hospitalshelved, og Lorcan får røven på komedie, gør mig glad hver gang.
Den er så god og klog.
– A
maj
Har du læst indlægget? :p Eller ja, det har du naturligvis, synes bare det var en sjov kommentar med “den er så god og klog”, når indlægget vitterligt handler om, at bogen gjorde Miriam ‘vred’
MiriamsBlok
God og klog, men meget, meget klichéfyldt!
Anette fra min-servicehund
Elskede Wendy bladet. .. men det var faktisk bedst den gang det hed penny og hverandre gang var en anden historie, ofte kun i det ene blad men nogle gange en serie på flere blade. Nye karakterer, som regel,piger, men også drenge, alle mulige steder i verden. En handlede om en pige (i Ungarn? ) Som ville ride konkurrence i ungarsk post men det var kun for drenge…. og så var der mini serierne bag i… den med søheste var fantastisk….
D
Var også klart mere til bladet da det hed Penny. Og mener faktisk også at kunne huske den historie du refererer til. 😊
MiriamsBlok
Penny var også godt, ja. Jeg tror, de ændrede navn midt i halvfemserne.
anna
Selvfølgelig sker der noget i 30’erne og 40’erne etc, men som du skriver, Miriam, sker det ikke fra den ene dag til den anden. Det gælder også om at man ikke begræder det der sker men tager det helt som det kommer og hvordan man ser på forandringerne med en selv og hvad andre/samfundet forventer bør være op til den enkelte.
Jeg havde samme følelse som dig i dag, jeg ville slappe af med noget der ikke krævede for meget af mig intellektuelt. Jeg gik ind på dr.dk for at se om der ikke var en “let” dokumentar og blev overrasket over det der først ramte mig:hold da op hvor er der meget omkring unge piger, udseende og det perfekte liv. Jeg remser op:
1) de perfekte piger 1:6
2)hvem dikterer hvorman man bør se ud
3) miss perfekt
Jeg undrer mig ikke over så mange unge piger har issues over deres udseende.
Lise
Vil så lige sige DR3 har et tema om at være perfekt og de negative/positive følger det har at stræbe efter dem for tiden. De kører ret tit den slags temaer i deres programflade 🙂
MiriamsBlok
Men de der programmer, handler de ikke netop om presset for at se godt ud og ikke så meget om nødvendigheden i at gøre det?