Det barnløse liv

Skrevet d. . Uploaded i familie,visdomsord.

268103_10150231128591567_7931607_nJeg er overordnet set ret vild med det, det barnløse liv. Ingen bleskift, morgenvækning eller meltdown i Netto i ulvetimen. Væsentligt færre mængder vasketøj og uforklarlige pletter på samtlige ejendele. Nærmest uendelige mængder frihed. Men når man har ramt de 30, medfører barnløsheden også, at man føler sig en del udenfor. Især hvis man ikke bare er barnløs, men oven i købet er det ganske frivilligt og ikke har planer om nogensinde at udvide familien med andet end firbenede børn og måske en sugardaddy.

I dag er de nominerede til Børn i byen-prisen for bedste blog fx blevet offentliggjort, og min indre stræber er inderligt frustreret over ikke engang at kunne være med i kapløbet om at blive nomineret. Børn i byen, Miriam. Det ville være helt sort, jo. Ligesom at være mopset over ikke at blive nomineret til en hardcore modebloggerpris. Men jeg er bare lidt irrationel på visse punkter. Jeg kan fx heller ikke helt lade være mere at blive en lille smule pigesur over ikke at blive valgt som fadder eller gudmor, hver gang nogen tæt på mig har børn, der skal døbes. Nej, okay, jeg er ikke så god til børn, men jeg kan ret godt lide dig og dermed i forlængelse også dit afkom. Plus, jeg er er herregod i kirkesammenhænge, og jeg sværger, jeg ville gøre mit allerypperste for ikke at tabe barnet ned i døbefonten!

Men faktisk så tror jeg, en af de største ulemper for mig er alt det, man ikke kan komme af med, når man ikke har børn. Og her taler jeg ikke om latent moderkærlighed eller en uforløst trang til at forme den kommende generation. Jeg taler om behovet for at være barnlig. For vi er det selvfølgelig alle til en vis grad som voksne, men det er bare lettere at dyrke den side, hvis man har nogle børn at gøre det med. Jeg kan snildt tage mig selv i at gå surmulende igennem H&Ms børnetøjsafdeling og mukke over, at de ikke laver t-shirts med glitrende enhjørninge i min størrelse. Og jeg ved også godt, at jeg måske engang burde investere i noget nattøj, der ikke har Disney-figurer på. Og Lord knows, der må være en lignende grund til, at de her er designet til voksne og ikke 6-årige piger. (Reklamelink)

I bund og grund kan jeg godt savne at være et barn nogle gange. Det ved jeg, når jeg tager forhindringsbanen i Skandinavisk Dyrepark med mine nevøer og er helt stolt, glad og svedig, når jeg gennemfører. Det ved jeg, når jeg stadig får lidt optur over det uartige i ind imellem at spise chokolade som det allerførste om morgenen. Det ved jeg, når det er jul, og jeg trofast sætter mig ned og ser et afsnit julekalender hver dag.

På det område kan jeg godt være lidt misundelig på dem, der er forældre. Fordi de på en måde får lov til at gå i barndom igen igennem deres børn. Og selvom børn selvfølgelig altid ville ønske, de var større, og synes, det er nederen ikke at måtte bestemme noget selv, så ved vi jo godt allesammen, at lykken er at være barn. Men der er heldigvis også lykkestunder ved at være voksen. Som fx at blive oppe til efter klokken 20 og se sine Disney-film på originalsproget uden nogen til at fortælle en, at man ikke må spise mere slik. Så det tror jeg, jeg vil gøre i aften: Dyrke min barnlighed på den voksne måde… Og i øvrigt nyde at ingen vækker mig klokken 5.30 i morgen! 😀

 

Related Posts:

Kommentarer (39)

  • Tine

    Tak fordi du lige mindede mig om noget af det gode ved at være mor. Der er ingen der kigger sært på mig når jeg danser og synger i netto fx. Altså i hvert fald ikke hvis jeg har barnet med 😂 Med et barn der pt står op kl 5 hver dag, var det tiltrængt med lidt positivt

  • Anne-Sofie

    Men Miriam, du har helt misforstået – når man blir’ forældre, er der sgu lidt lang mellem overskud til at lege og være barnlig, fordi man hele tiden er tvunget til at være sådan rimelig voksen. Men med nevøer og niecer og venners børn kan man skide på regler og opdragelsen osv og bare give den gas. Sådan har jeg det i hvert fald lidt…i hvert fald i hverdagene. Er ellers ret så barnlig egentlig 😄 Så tror ikke du går glip af det store på den front❤️

    • MiriamsBlok

      Jeg er selvfølgelig indforstået med, at man ikke altid har mulighed for at lege på børnenes niveau. Men jeg tror alligevel, de fleste forældre finder tid og mulighed til at lege med deres børn – det er jo en helt naturlig del af forældrerollen. 🙂

  • Malene

    Jeg har det som dig – frivillig barnløs. Je har ingen ønsker om nogensinde at blive mor, men jeg elsker at være faster! samtidig er jeg også barnlig af sind, men nu er jeg også snart færdiguddannet pædagog, så jeg kan ligesom være barnlig og alt sådan noget, når jeg er på job :p
    Men det er også en ting jeg har lagt mærke til – hvor meget folk kommentere på hvordan jeg dog ikke ønsker børn, når jeg nu skal være pædagog? For mig er det bare to VIDT forskellige ting..

    • MiriamsBlok

      Jeg er også til tider ret barnlig af sind. Tænker nogle gange at jeg har rigeligt barn i mig selv! 😀

  • Louise, Morher

    Sindssygt fint og interessant skriv, især for en med uforklarlige pletter på tøjet og søvnunderskud.
    Du er velkommen hos mig til en togbane eller Prinsesse-Klæ’-ud anytime 😃😃

  • Skalotteløg

    Spot on! Hold kæffer, hvor er det vanvittig fedt at genopdage verden gennem sine børn. Men hold kæffer, hvor gad jeg godt snart prøve det der med at være længe oppe og/eller sove længe om morgenen!!

  • Michelle

    Det er så fint beskrevet – jeg er helt klart blevet mindet om hvor fedt det er at være barn efter jeg selv blev mor sidste år. Min datter og jeg brugte fx dagen i går på at bade ved stranden med regntøj og hele vejen hjem hoppede vi alle de vandpytter vi kunne finde. Og ingen kigger mærkeligt da jeg jo har et barn med mig – det er helt perfekt 😁
    Og nåh ja – min datter har altid sovet mellem 12 og 14 timer hver nat. Lige fra hun var fem dage gammel. Jeg ringede grædende til lægen da vi kom hjem fra hospitalet – hun måtte jo fejle noget når hun kunne sove 12 timer i træk. Men alt var helt som det skulle være. Den slags børn hører man ikke så tit om, men de findes altså. Så jeg er altså meget sjældent oppe før 9 😉

  • M

    Jeg er vild med din blog! Men også nysgerrig: hvorfor har du valgt ikke at få børn? Helt okay, hvis det er for privat :_)

  • Mette

    Det der med aldrig at blive valgt som fadder og lign.
    Vi er 4 søskende, mig og 3 storebrødre. Da min nevø nr. 3 skulle døbes, skulle mine 2 storebrødre (onklerne) stå fadder, og min kusine…
    Ikke hele søskendeflokken, men min kusine i stedet for mig. Og jeg er pisse god til børn. Jeg kan virkelig sætte mig i din situation 🙂

  • Janni

    Jeg er også frivillig barnefri og udlever mit indre barn som spejderleder for en flok 6-8 årige piger, det kan anbefales 🙂

  • Pernille

    Jeg har selv børn, men jeg forstår ikke menneskers behov for at få en forklaring på, hvorfor andre ikke ønsker børn.

  • Stine

    Min mor har en veninde i midt-50’erne som har fravalgt børn. Hun låner dog ofte veninders børn, for hun elsker at bygge sandslotte og tage i Legoland. Og har veninderne lige et åndehul i mellemtiden, fantastisk deal. 🙂

  • Josephine

    Mennesker spejler sig i hinanden, og alt efter ens personlige perceptionskategorier, så er børn for mange en absolut biologisk nødvendighed, og nogle – heldigvis ikke alle – søger med Bourdieus begrebsverden i hånd at udøve en form for “symbolsk dominans” over de frivilligt barnløse (det er os, der har fundet meningen med livet, du har bare ikke forstået, hvad essensen af din eksistens her på jorden er). Personligt har jeg aldrig haft en overvældende lyst til at få børn. Da jeg var en del yngre, anså jeg det som en mulighed, noget, som jeg måske ville udforske med en partner, hvis vedkommende også havde lyst til at stifte familie. Nuvel….ham, jeg evt. ville have haft lyst til at få et enkelt barn med, ville også gerne have børn. Bare ikke med mig. Jeg var mest ked af, at forholdet ikke bestod, men her flere år efter, hvor jeg fysisk kan få børn, men absolut ville synes, at jeg er blevet for gammel, så er det ikke noget stort tab. Ikke en sorg. I flere år havde jeg måske ikke så mange personlige bekendtskaber at spejle mig i, men levede fint med det. Nu har jeg imidlertid i årevis arbejdet for en virksomhed, hvor jeg har truffet mennesker, der har truffet det samme valg. Der er på min arbejdsplads en overvældende overrepræsentation af mennesker, der trods 15-20 års parforhold ikke vil have børn. Ikke, fordi de ikke kan lide børn. Men fordi de aldrig har følt sig tiltrukket af den familiestruktur og livsform, man med børn er tvunget ind i. Derudover er der også en del singler, der ikke har lyst til at få børn. Har overvejet, om det er typisk for vores faggruppe, for det ER faktisk procentvist meget påfaldende hos os. For mig personligt har jeg flere gange i årenes løb overvejet, om det nu var det rigtige for mig, og om andre livsvilkår – den rigtige mand på det rigtige tidspunkt – kunne have givet et andet udfald. Det skal også nævnes, at jeg ved diverse uheld har været gravid tre gange. De to gange med kærester, den tredje gang med et tilfældigt bekendtskab. Fravalgte alle tre gange, og det uden at kny. Først og fremmest var jeg studerende og i 20’erne og ville nyde mit liv, for det andet var ingen af de tre mænd én, til hvem jeg ønskede en livslang forbindelse, jeg ikke kunne slippe ud af. Jeg er bevidst om, hvad jeg går glip af, men jeg føler faktisk, at jeg har et meningsfyldt og dejligt liv uden børn. Jeg skal ikke besynge frihedens pris, men det ER dejligt at være fri (og løssluppen, haha). Derudover må jeg også sige, at for mig ville en hverdag med stramt planlagte aktiviteter simpelthen ikke passe til det, jeg betegner som “the good life”. Jeg bruger min uddannelse i mit job hver dag, arbejder hårdt – jeg gider ikke hjem og stå for vasketøj og endeløse serveringer og kørsel til fritidsaktiviteter. Helt nede på det basale niveau så viser lykkeundersøgelser også, at forældre ikke er lykkeligere end par uden børn, og hvis singler er ulykkelige, så er det pga. manglende parkærlighed – ikke pga. manglende løbende næser og “moar, moar”. Kender både par med to og tre børn og single mødre – og det ER hårdt arbejde. Hver dag. Man skal virkelig VILLE det for at udsætte sig selv for det. Tit tænker jeg faktisk, at totalt rugesyge kvinder og mænd er mere ofre for deres reptilhjerner end frivilligt barnløse, der har truffet en moden og velovervejet beslutning om, hvad de gerne vil bruge deres liv på.

    • MiriamsBlok

      Jeg vil bare gerne være fri for “man bliver et bedre menneske af at være mor”-kommentarerne. 🙂

  • Frk Pind

    Jeg er selv frivillig barnløs og er nu der hvor alle i min omgangskreds er blevet forældre. Jeg har opdaget at jeg og min partner føler os ensomme, ikke pga vi ingen børn har, men fordi vi føler lidt vi har mistet vores venner. Kender du til fora for sådan nogen som os? Jeg har ledt forgæves i noget tid nu 🙁

Der er lukket for kommentarer.