Benhård businesswoman

collageEller måske bare bruskhård. I hvert fald hårdere end nu. Det er målet.

Det er ikke nogen stor hemmelighed, at jeg synes, det sjoveste ved at leve af bloggen er at blogge. Det siger måske lidt sig selv, for jeg startede jo ikke ud med en formodning om, at jeg en dag skulle gøre det til min levevej. Jeg kunne bare godt lide at skrive. Og det kan jeg stadigvæk. Derfor har jeg også lagt alt det praktiske i hænderne på nogle andre. Alt det, man tjener penge på. Det funker egentlig nogenlunde, og jeg har en gennemsnitlig løn, jeg kan leve for. Men heller ikke meget mere end det. Og det er det, jeg gerne vil efterstræbe at ændre. Så der bliver mere plads til sjov og spas og rejser og nye sko.

Når man overlader sin “business” 100% til nogle mennesker, som ikke helt brænder for den på samme måde, som man selv gør, så kommer det hurtigt til at køre lidt på rutinen. Jeg er jo bare en blog blandt mange. Det kører, bevares, men det udvikler sig ikke særlig meget. Og hvis det skal ændre sig, må jeg selv træde til. Det er nok på tide, at jeg lægger frygten for at fucke op til side og begynder at involvere mig noget mere i alt det praktiske. I sidste ende er det jo trods alt mig, der kender bloggen bedst og ved, hvad den har at tilbyde. Og mig, der ved, hvilke type samarbejder både jeg og I ville få noget ud af. Altså, det er ikke en kringlet måde hvorpå at sige, at jeg skrider fra Bloggers Delight. Det gør jeg ikke. Men jeg vil gerne blive bedre til at netværke, skabe kontakter og lave samarbejder selv. Jeg vil gerne blive klogere på, hvordan branchen fungerer, hvad jeg rent forretningsmæssigt har at tilbyde og lære at bruge bloggens styrker til min fordel. Jeg vil gerne udforske hele den side af bloggen, der gør, at den også er et job, for det er mig bestemt ikke uinteressant. Jeg har bare ikke turdet.

Og blandt andet derfor spiste jeg i dag frokost med yndlings-MM, der i lang tid, hvis ikke altid, har været meget hands on med businesssiden af sin blog. Hun har oceaner mere erfaring, end jeg har, på trods af at jeg vel har blogget i dobbelt så lang tid som hende, og det er eddermame dumt. Bare fordi jeg synes, det er tryggere ikke at kaste mig ud i det ukendte.

Det er frygten, jeg skal til livs. Frygten for ikke at være god nok, for ikke at kunne. Frygten for at fejle. Samme frygt, der også gør, at jeg endnu ikke har købt Boston-billetterne. Men man er nødt til at starte et sted, og jeg starter med en beslutning. En beslutning om at deltage mere aktivt bag min egen blogkulisse og en beslutning om at tage alene til USA. Babysteps. Resten må komme med tiden.

PS: Nederste billede er et glimrende eksempel på, hvor lidt jeg fatter hele PR- og marketingsbrachen. Der står i dag en Hermes-bil ved Amagertorv og deler gratis, orange is ud. Det er selvfølgelig et slags publicity-stunt, men skal det forestille at være rettet mod potentielle kunder? For det slår mig umiddelbart, at folk, der rent faktisk har råd til at købe Hermes, nok heller ikke vil have problemer med at betale for deres egen is… 😀

Kommentarer (22)

  • Når det gælder dig, har jeg faktisk intet imod sponsorerede indlæg osv. Jeg synes altid, du formår at bevare din integritet og troværdighed, så så længe det ikke bliver hvert eneste eller hvert andet indlæg, er jeg on board på projekt benhård business woman! Go be a millionaire!

    • Det er jeg fandme glad for at høre. Jeg gør i hvert fald også mit allerbedste for, at sponsorerede indlæg ikke bare er reklame, men også indlæg, man rent faktisk gider at læse. Med lidt reklame i. 😉 Og hvis jeg nogensinde begynder at lave hvert andet indlæg spons, så må man gerne skyde mig. 😀

  • AFSTED til Boston! Hvis jeg ikke havde haft min datter på 1 år, så var jeg sgu taget med dig. Du er fucking sej Miriam, og du gør det her blog-festivitas på din måde. Med sponsorerede indlæg eller ej.

    Jeg hepper på dig, Boston og penge i kassen 🙂

    • Årh, det er det bedste i verden at have heppende folk i ryggen! Især når man er en bangebuks. Tak! <3

  • Uh, kender alt til det du skriver om i dit indlæg i dag. Derfor håndterer jeg selv ALT omkring min blog, og derfor går det alligevel langsomt, fordi jeg jo er i en evig læreproces, men jeg har sat mit et mål, at jeg VIL kunne leve af bloggen en gang ud i fremtiden:-)

    • Det kan også godt tage lang tid! Jeg havde blogget i 4+ år, før jeg tjente så meget som en krone på min blog!

  • Det er vel netop når man har brugt ALLE pengene på Hermes-klude at man ikke har råd til is? Kun fair.

  • Jeg blev så glad, fordi jeg denne gang huskede at klikke mig ind på Boozt via din blog. Vil så gerne støtte dig, du gør det på helt din egen måde, som er skidegodt! Og jeg købte for 2400 – håber det giver dig nogle penge i kassen 😘
    Jeg håber virkelig du tager afsted til Boston, det er en fed by.

  • Du er skide sej! Jeg ville ønske jeg kunne leve af at blogge. Men det er vidst ret urealistisk. Så jeg nøjes bare med at blogge, fordi jeg (også) knuselsker det🌸

    nouw.com/lillelyng

    • Øvelse gør mester! Du er stadig en ret ny blogger, så det kan sagtens være, det kommer. 🙂

  • Du er meget elskelig, Miriam. Det mener jeg sgu! Du har en kæmpe trofast læser(fan)skare, fordi du er dygtig og humoristisk gennem dine ord, men også fordi der kun er én af dig i Blogland.

    Du er så oprigtig og what-you-see-is-what-you-get-agtig, og det holder folk af. Jeg kan 100 % bedst relatere til dig ud af alle de blogs jeg følger, og det er selvom vi, på papiret, slet ikke er ens. Jeg tilhører mommyblog-segmentet, men det er dit domæne, der altid får smilet frem hos mig.

    Nå. Det jeg egentlig vil sige er: jeg tror du kan fucke op alt det du vil, men vi trofaste læsere vil altid have din ryg og hænge ved.

    Kast dig ud i det!

  • Kære Miriam. Jeg har i et stykke tid synes at dine ord virker anderledes, og når jeg læser dette indlæg, så forstår jeg. At du vil være mere “bussiness” med din blogs, betyder vel også at du vil have mere aktivitet herpå? Jeg synes desværre at det går udover kvaliteten. Jeg har været glad for at læse med her, fordi du har været god til debatter, sætte gang i refleksioner osv. Men på det seneste synes jeg at det er gået over i dagbogsreflektioner om at du vil til Boston, har malet din væg, og din kæde faldt af på vej til papirøen. Og det synes jeg er smadderærgerligt! Men jeg kan jo kun tale på mine egne vegne, og håber ikke du ser dette som et angreb, det var blot mit besyv. Kh

    • Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med “At du vil være mere “bussiness” med din blogs, betyder vel også at du vil have mere aktivitet herpå?” At jeg gerne vil på ferie for første gang i ni år eller at min kæde er faldet er har ingen relation til bloggens businessside? Jeg blogger hverken mere eller mindre, end jeg tidligere har gjort, så der er ingen forskel der. 🙂 Med hensyn til indholdet, så udvikler bloggen sig jo altid med mig. Jeg skriver om min hverdag, mine observationer og de ting, der interesserer mig, som jeg altid har gjort. Og som både jeg og mit liv ændrer sig, gør bloggen det samme. Det er rigtigt, at jeg ikke debatterer så meget om de store, meget kontroversielle emner, som jeg tidligere har gjort, men det handler primært om, at det simpelthen er ubehageligt. Jeg bliver angrebet personligt hver eneste gang, og det er jeg simpelthen kørt død i. Jeg er ked af, at du synes kvaliteten af mine indlæg ikke er, som de var engang, men det er altså ikke en ændring, der er sket bevidst, og jeg lægger stadig lige så meget tid og omtanke i mine tekster, som jeg altid har gjort.
      Hvis jeg kigger tilbage igennem den seneste måned indlæg, så er der i min optik både indlæg, der debatterer og reflekterer. Jeg har blandt andet skrevet om clickbaittendensen, frygten for at kaste sig ud i noget nyt og usikkert/frygten for at fejle, at leve med svær psykisk sygdom, debattonen på Facebook og trenden med uopfordret at dømme og blande sig i andre menneskers kærlighedsliv.
      Jeg får ind imellem en “du var bedre i gamle dage”-kommentar, og jeg bliver selvfølgelig altid ked af dem, men jeg tror i bund og grund, det handler om, at både bloggere og læsere ændrer sig, og får man ikke længere det ud af en blog, man ønsker, så skal man måske overveje at bevæge sig videre. For selvom jeg selvfølgelig gerne vil gøre alle glade, så kan jeg ikke det, ligesom jeg ikke kan skrive min blog ud fra, hvordan andre mennesker ønsker, den skal være. Så ville det pludselig være drøntrist at være blogger, og jeg ville totalt miste mig selv. Jeg vil rigtig gerne tage imod konkrete idéer som fx mine tanker omkring René Fredensborgs syn på danske kvinder eller flere overvejelser om kropspositivitet, men “jeg savner sådan, som du var før” er en lidt umedgørlig størrelse, fordi jeg som skrevet aldrig ændrer noget bevidst og derfor ikke selv ser en mærkbar forskel. Jeg kan kun gøre mit allerbedste, og det betyder, at jeg skriver om lige det, der falder mig ind. 🙂

      • Hej! Jeg er altså ikke enig i, at kvaliteten er faldet… jeg synes stadig, at det er lige så velskrevet og indholdsfyldt (kan man sige det?!) som tidligere. Feks er der hele historien om dit forhold. Det er enormt nuanceret og sætter i hvertfald også nogle følelser igang hos mig.
        Derudover vil jeg sige, at når du laver sponsorerede indhold er det faktisk de eneste jeg ikke pr automatik springer over… jeg tror faktisk på, at du ikke har solgt din sjæl 😉
        Kram!

        • Det er jeg glad for at høre, Viola. Business-delen er jo i princippet også begrænset til de sponsorerede indlæg. Resten af indholdet er jeg 100% herre over.

Der er lukket for kommentarer.