Hele historien, del 3

Skrevet d. . Uploaded i personligt,Uncategorized.

manu-schwendener-7567Læs også første og anden del.

Den følgende weekend tog han turen til Århus for at besøge mig. Jeg kan absolut intet huske fra den weekend udover det faktum, at mine dyner var alt for korte til hans lange krop, og at jeg var nødt til at sige nej til at være sammen med en veninde, fordi min kæreste kom på besøg. Min kæreste. Det føltes nærmest bizart at sige det højt.

I august rejste vi lige dele frem og tilbage, men efter jeg startede på uni, faldt vi ret hurtigt ind i en rutine, der hed, at jeg hoppede på et tog mod Købehavn hver torsdag eftermiddag. Jeg havde ingen undervisning om fredagen, og han arbejdede i restaurationsbranchen, hvor det der med at tage fri hele weekender er temmelig ildeset. Hver torsdag aften spankulerede jeg derfor ind ad restaurantens dør, parkerede min kuffert i garderoben, kyssede min kæreste godaften og satte mig til at vente på, han fik fri. Nogle gange fik han kokken til at lave aftensmad til mig – jeg har stadig hede drømme om vagtelsalaten med løgkompot. Ofte drak vi noget vin, mens han lukkede restauranten ned, og så gik vi halvsnaldrede ud i den københavnske nat med min weekendtaske på slæb.

Før ham var mit kendskab til København mere eller mindre begrænset til studieture med kanalrundfarter og Tivoli-ture. Man gik ad store veje, ikke små stier. Redaktøren indtroducerede mig for det rigtige København. Vi slentrede hånd i hånd igennem gaderne, og han pegede og fortalte. Vi fik en stamrestaurant, et stamdrinksted, og jeg lærte efterhånden at begive mig mere end 200 meter væk, når han var på arbejde, og jeg skulle passe mig selv.

Efter måske halvanden måned var vi på vej hjem efter at have været ude at spise. Det havde været en af de der aftner, hvor vi var det kvalmende forelskede par, der ikke lavede andet end at le, mens vi så ind i hinandens øjne, og jeg kan godt undre mig over, at ingen kastede rådne æg efter os. Bare et enkelt. Mit hjerte var allerede ved at briste af lykke, da han stoppede mig lige før, vi nåede hans lejlighed. “Det er alt for tidligt, der her, men…” Og så fortalte han, at han elskede mig. Jeg sagde det tilbage med det samme, for jeg havde tænkt det hele aftenen, men pænt trådt det ned, for det var jo netop alt for tidligt. Men vi var ligeglade.

Jeg har altid været typen, der går forfærdeligt meget op i, hvad andre mennesker tænker om mig. Ikke med min gode vilje, og ikke fordi jeg rationelt set synes, det er vigtigt – jeg kan bare ikke lide, når folk ikke kan lide mig. De skal helst synes, jeg er god nok. Det behov forsvandt med Redaktøren. Hans mening var pludselig den eneste, der betød noget, og han var helt tosset med mig. Jeg hvilede i mig, hvilede i os. Jeg slappede af på en helt ny måde.

Alt var perfekt. Faktisk var det eneste problem, at alt var for perfekt. Han var for perfekt. Jo mere jeg lærte om ham, desto mere vild blev jeg med ham, men jeg blev også pinligt opmærksom på, hvor stor ulighed der var mellem os. Jeg var 21, først lige startet på uni og havde hverken styr på studier, økonomi eller mig selv generelt. Han var fem år ældre, havde fuldtidsjob og virkede umiddelbart til at svømme i penge. Han kendte alle, og alle elskede ham, og der var ikke det, han ikke kunne eller allerede havde gjort. De lyserøde forelskelsesbriller gjorde selvklart deres til mit pletfrie syn på ham, men meget af det handlede selvfølgelig også om, at han løj. Meget. Det vidste jeg selvfølgelig ikke på daværende tidspunkt – i hver fald ikke det fulde omfang – og det er temmelig svært at skulle hamle op med en mand, der kan skabe sig den perfekte identitet.

Jeg begyndte at være angst for, at han ville opdage, hvad jeg allerede havde konkluderet: At han var alt for god til mig. Jeg var så lykkelig, men samtidig var en del af mig skrækslagen. Det kunne ikke blive ved sådan her, det gav ingen mening. Ingen får lov til at bibeholde så højt et lykkeniveau for evigt. På et tidspunkt måtte det hele jo nødvendigvis eksplodere i hovedet på mig. Og det var lige præcis, hvad det gjorde…

Related Posts:

Kommentarer (16)

    • MiriamsBlok

      Haha, det kan jeg godt se! Men den havde nok fungeret bedre, hvis jeg ikke allerede havde afsløret den følgende hændelse! 😀

  • Josephine

    Det er underligt så mange følelser man kan have ved at læse de her historier. Jeg sidder og hepper på jer og bliver helt glad indeni, indtil jeg kommer i tanke om at jeg jo godt ved at det ikke ender godt. Og så får jeg bare lyst til at slå ham oveni hovedet for at være en idiot. Jeg synes det er fedt at du nu er klar til at lukke os ind i den del af din historie. Det binder det hele sammen, og jeg synes du er super modig at du tør lade os komme så tæt på. Jeg håber også at det betyder at du måske er på vej til/har givet slip på de konsekvenser som han har haft.
    Det blev lidt rodet, men det essentielle er: lots of love <3

    • MiriamsBlok

      Jeg har givet slip på ham, men konsekvenserne er jeg ikke sikker på, jeg nogensinde slipper af med, desværre. Måske hvis der kommer en virkelig sød mand, der lærer mig, hvordan man er i et sundt forhold. 🙂

  • Lone

    åh… det der med at have være forelsket og have stam barer og restauranter med min udkårende. Vil du mon afsløre hvilke du taler om? Er Mega nysgerrig 🙂

    • MiriamsBlok

      Det må jeg hellere lade være med. Nogle mennesker har nogle ret imponerende stalker-evner, og Redaktøren skal have lov til at forblive anonym. 🙂

  • Lærke R.

    Tak fordi du deler!

    – Og ja, dem der bygger en “drømmeverden” op omkring en, eller får en til selv at bygge den i mit tilfælde, kan virke perfekte, men det er jo typisk for godt til at være sandt, og ikke helt så perfekt når det ses efter i sømmene.

    Til gengæld kan man også mærke det, når man så endelig finder ham der, som faktisk er oprigtigt vild med en og hvor der er perfekt – for en selv. I mit tilfælde var det (og er stadig efter 5 års forhold, 1 års ægteskab og snart 2 børn) et “telltale sign” at tage ham i at kigge henført på mig med et lykkeligt smil og at langt de fleste ting jeg ser som problemer ved mig selv eller min adfærd slås hen som “du er jo menneske”.

    Jeg tror det hjælper at vi begge påtaler når vi er opmærksomme på at vi lader den anden bære mest i forholdet i en periode, og at vi generelt snakker om alt. Vi bruger gerne en til to timer hver aften på at snakke om dagen, tanker følelser, oplevelser og hvad der ellers falder os ind. Ikke fordi vi “skal”, men fordi vi har lyst til at høre hvordan den anden har det og hvad der har været af oplevelser i løbet af dagen.

    Jeg håber at din ikke-rebound går godt 🙂 Også selvom det lyder lidt som en rebound (i min verden er en rebound en date der tager dine tanker væk fra det sidste forhold du er kommet ud af, og viser dig at du stadig er attraktiv i andre mænds øjne).

    • MiriamsBlok

      Jeg er helt enig med dit syn på, hvad en rebound er, men det er lige præcis det behov, jeg har sluppet, og derfor er han ikke en rebound. 🙂

Der er lukket for kommentarer.