Når man matcher med sit kendis-crush på Tinder…

omg_zpsfd54e805

Jeg kunne godt huske at have set ham derinde, da jeg sidst var på Tinder. Men det er jo immervæk lang tid siden, og da han ikke dukkede op blandt mine matches, skød jeg en hvid pind efter at tale med ham. Ikke med min gode vilje, men man kan jo ikke tvinge folk til at synes, at man er knaldbar. Og kort tid efter slettede jeg så Tinder igen.

I går bukkede jeg under for behovet for en efterårsflirt og geninstallerede app’en. Det var der, jeg opdagede, at min Tinder-profil i mellemtiden ikke var forsvundet – den havde bare ligget i dvale, og det var stadig muligt for mænd at like mig. Meget mystisk. Endnu mere mystisk var det, at jeg i løbet af min Tinder-pause tilsyneladende havde matchet med mit kendis-crush. Og ikke bare det: Han havde skrevet til mig.

Lynhurtig hjertebanken efterfulgt af let panik, da jeg opdagede, at hans besked var tre uger gammel. Taget i betragtning hvor mange måneder, jeg har været Tinderløs, kunne det have været meget værre, men alligevel: Kan man godt tillade sig at svare på en besked efter næsten en måned?

Op i røven med Emma Gad. Visse muligheder kan man ikke lade gå til spilde, og vi har jo konstateret, at jeg stadig er 15 år, når det kommer til kendisser. Jeg har tydeligvis ingen skam i livet.

Mig: “Hej Kendiscrush. Er tre uger for lang tid at spille kostbar?”

Og så ventede jeg. Ret overbevist om, at jeg havde misset min chance, og at han måske alligevel kun havde liket mig efter at have swipet sig igennem alle Københavns piger tre gange, og hans standarder var faldet tilpas. (Don’t lie, vi har alle været der!)

Men tre timer senere var den der:

Ham: “Det er vel op til ens temperament? Personligt plejer jeg kun at spille kostbar en dag eller to. 😉 ”

Og så kørte snakken. Han er meget sød og kæk, og jeg blev fluks sendt tilbage til min etværelseslejlighed i Århus, hvor jeg første gang så ham i mit tv og konstaterede, at han kunne lidt mere end de andre. Klokken 00.30 spurgte han, om jeg ville komme forbi og fejre lille-fredag. Og altså, det er ikke, fordi jeg ser mig for fin til et bootycall, men ikke efter så få timers snak… Og slet ikke, når jeg allerede har fjernet min makeup. 😉

Om han så kan finde ud af at invitere i ordentlig tid en anden gang, det vil tiden vise…

Kommentarer (52)

Der er lukket for kommentarer.