En knap så super superhelt

tumblr_lln90ab1aj1qaowel

For tre uger siden blev jeg ramt af en solid omgang mellemørebetændelse, der gjorde mig noget nær døv på højre øre. Det er jeg stadig. Jeg var ellers ved lægen, men hun sagde, at den slags skulle fikses hos en ørelæge, og det havde jeg på daværende tidspunkt overhovedet ikke tid til at ligge og bøvle med, (som vi siger i Jylland,) så jeg traf den meget ansvarlige beslutning at ignorere problemet væk.

Nu ved jeg godt, I allesammen spekulerer på, om der er sandhed i det der med, at ens andre sanser styrkes, når man mister en. Og altså, nu har jeg selvfølgelig kun mistet en halv, men jeg kan siger med absolut sikkerhed, at det passer! Dog ved jeg ikke, om jeg ligesom formår at udnytte det på samme måde som sådan en som Daredevil gør. Jeg er en knap så super superhelt. Faktisk synes jeg nok nærmere, det er lidt irriterende. Fx kan mine øjne pludselig se, hvor meget jeg trænger til at få støvet af. Og hvor godt vejret er, når jeg hellere vil sidde indenfor og nørde serier. Jeg kan ikke længere abstrahere fra de krummer i sengen, der stammer fra min uhyrligt dårlige vane med at spise morgenmad der. Jeg er blevet prinsessen på ærten. Derudover kan jeg kan lugte alt. Når Frank går på kattebakke, når viceværten slår græs, når mine naboer griller. Især sidstnævnte går mig på, for jeg fucking elsker at grille, men jeg kan overhovedet ikke finde ud af at manøvrere det monster af en fællesgrill, vi har stående i gården. Men værst af alt er det selvfølgelig gået ud over min smagssans, der nu insisterer på at blive taget i brug konstant, fordi alting smager så godt.

Og på den måde er det jo faktisk slet ikke min skyld, hvis der lige ryger lidt aftenchokolade indenbords ind imellem. Det er mit døve øre, der er ansvarlig. Og hvis man bare vælger en mørk chokolade, så er det jo faktisk også så sundt, at det næsten er det samme som at spise en gulerod…

…Ikke?

PS: Ja, det går skidegodt med at blive tynd, tak, fordi I spurgte. 😉

Kommentarer (8)

  • Hvis den der døvhed fortsætter, så ville det være en super idé med en ørelæge – faktisk sådan lidt ASAP. Hvis du ringer og forklarer dem problemet, så tror jeg også du får en akut tid. Sådan noget mellemørebetændelse kan godt være et træls bekendtskab, især fordi det godt kan gøre langvarig skade. Men jeg tror nu ‘bare’ det er lidt væske i dit mellemøre – prøv eventuelt noget næsespray. 🙂
    God søndag! Kh. Audiologisten

    • Jeg har prøvet med næsespray – det hjalp ikke! Min egen læge sagde, at der skulle “trykudlignes”, men det bliver altså ikke lige nu. 😀

  • Hej M.

    Det er godt nok rigtigt at ens sans styrkes hvis man ikke har den anden. Jeg er døv – og er derfor ekstra visuel og “ser/lægger mærke til” mere da den manglende hørelse ikke er der.
    Men det er en god ide at få tjekket så det ikke ender med kedelige konklusioner 😉

    Og tak for en rigtig god blog med lækker humor.

  • Og hvis du så lige tilføjer et glas rødvin til den mørke chokolade, så er du sikker på at blive 90 år. Skål

Der er lukket for kommentarer.