Jeg er jo Bridget Jones #207

1. Kan I huske, de der superlikes, jeg fortalte om, som man kan sende på diverse datingapps? Jeg har lige fået en fra en profil, der bare kalder sig “Trekant”… Såeh, tak?

2. Jeg var så hidsig efter kikseren med Serienørden, (som i øvrigt stadig nægter at give op,) at jeg tog godt 500 gram bland-selv slik med hjem fra eventet og spiste noget nær det hele dagen efter. Man skal vel næsten også tage et par kilo på i december, ikke?

3. Jeg har været enormt meget hjemmefra den sidste uges tid, og Frank er uendeligt træt af det. Faktisk så meget, at når jeg kommer hjem og kollapser i sengen, så sætter han sig midt ude på stuegulvet og bræger i vilden sky, indtil jeg står op og giver ham opmærksomhed. Lortedyr.

4. Var i biffen med en veninde i mandags, da der kom to unge fyre hen og begyndte at lade, som om de kendte mig. Jeg var fuldstændig rundforvirret, indtil det viste sig, at de ville have os til at købe øl til dem. Det er åbenbart den slags, man kan bruges til, når man er næsten tredive.

5. I går blev dagen, hvor jeg for første gang passede mine søsters unger helt alene. Det gik overraskende godt, indtil jeg blev spurgt, om det virkelig kunne passe, at jeg ikke havde en eneste mand? Og efterfølgende hvornår jeg havde tænkt mig at blive gift?

6. Til gengæld opdagede min niece på otte glæden ved Snapchat, og stakkels Kir kom til at stå model til billeder som det meget nydelige vist ovenfor.

7. Da det blev sengetid ville den midterste imidlertid overhovedet ikke makke ret, og jeg fik voldsomme flashbacks til min egen barndom, da jeg for femte gang måtte dirigere ham fra stuen ind i sin seng. Kære tidligere barnepiger, hvis nogen af jer skulle læse med: Undskyld!

8. Man ved i øvrigt, man nu er voksen, når man modtager barnepigebetaling i form af æg fra egen produktion (eller egne høns’ produktion om ikke andet) og kød fra glade frilandskvæg og synes, det er tusinde gange bedre end kontanter.

9. Man ved også, man er voksen, når man sætter sig i toget hjem omkring midnat og bliver tvunget til at følges med alle forstadsteenagerne. Der var alt fra Gajol-shots til højlydte telefonskænderier med sætninger som: “Skat, prønuåhør, jeg gider ikke skændes med dig, jeg ringer i morgen!” efterfuldt af endnu en halv times skænderi.

10. Til gengæld er jeg heldigvis endnu ikke lige så gammel som mine overboer, der holdt julefrokost, da jeg kom hjem og derfor(?) hørte VLTJ på repeat det meste af en time. Glædelig jul, Miriam!

Kommentarer (28)

  • Jeg er 30 år og forstår ikke punkt 10… Hvem er VLTJ? Hvorfor er man gammel hvis man hører det? Er man overhoved gammel, hvis man hører det eller er det ironi?
    Åh, jeg føler mig meget gammel når jeg ikke er nede med forkortelser 🙁

  • Og så er VLTJ vist mest noget man hører i Jylland… Jeg havde aldrig hørt om den, før jeg lærte min nordjyske kæreste at kende, og i øvrigt flyttede til Århus, og så kendte ALLE den bare.

  • VLTJ kender man også på Fyn. Men ja, det er nok bare ret prol og bonderøv 🙂 … Jeg hørte den så sent som i fredags… Med albue og det hele.. 😀

  • Jeg har nu danset meget rundt til VLTJ på Sjælland i mine unge dage 😛 Så det er altså ikke forbeholdt Jylland og Fyn! Nå! 😉

  • Min roomie har også fået en charm fra Trekant – jeg har også krydset veje med profilen, men har ikke fået en. Ved ikke helt om jeg skal være glad, eller ked af at jeg åbenbart ikke er interessant nok…

  • Sidst der var nogen der ville have mig til at købe noget de ikke var gamle nok til selv at købe var en lørdag aften i Netto. Da jeg så sagde nej blev de skidesure og begyndte på en lang smøre om, at det var til deres handicappede mor, der ikke selv kunne komme ned og hente det, og jeg derfor var en nederen kost, fordi jeg ikke ville hjælpe dem. Mocaï er åbenbart et hit hos handicappede kvinder med teenagesønner.

    Det er da i øvrigt også bare verdens bedste betaling! Så er der pludselig noget ved at være barnepige 😀

  • Jeg var nødt til at google den der forkortelse. Og jeg er ellers 33, fra Odense og har boet her i Aarhus i over 10 år uden at støde på sangen. Har dog hørt om Tørfisk, men kender kun Thyborønsangen (den hedder vist i virkeligheden noget andet…?).

  • Årh, man må da aldrig gå ned på VLTJ til en julefrokost, haha!

    De der togture med teenagerne bliver bare aldrig sjove. Især ikke, når man kommer fra en flyver, som var flere timer forsinket, kun lige nåede toget, og i øvrigt skal tværs gennem halvdelen af landet midt om natten og er pænt cranky. Dø!

  • Er VLTJ ikke “Thyborønsangen”? De synger i hvert fald at turen går “ned til Thyborøn”, eller hvordan det nu er og T'et står for Thyborøn…gør det ikke? Efter at være blevet eksiljyde i Kbh, går der meeeeget lang tid mellem at jeg hører den sang 😀

  • Haha, jeg lærte den faktisk også at kende på et lidt sent tidspunkt, men jysk tror jeg ikke nødvendigvis, den er. Bare prol generelt. 🙂

  • Årh… VLTJ! Den bliver man ikke for gammel til – den var fast sang til gymnasiefesterne på mit fynske gymnasium omkring årtusindskiftet, den sang kunne fylde hele gryden (om området blev kaldt) og selv til diverse julefrokoster i foreningssammenhæng i 00'erne (også Fyn) trak den folk på gulvet.

    Åhr… *mimre* må hellere finde den.

Der er lukket for kommentarer.