Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Kærlighedsfest – med farvel til Serienørden?

For noget tid siden fik jeg en mail fra Cana, om jeg monstro ville med til releaseparty på Thomas (Buttenschøns) nye album. Og dét ville jeg totalt gerne! Eftersom pladen hedder Canas Album og er en hel cd med sange skrevet i kærlighed og overrakt med glæde fra ham til hende på deres bryllupsdag, tænkte jeg, at det var et edderromantisk event og besluttede mig derfor at invitere Serienørden med.

Men det ville Serienørden ikke. Det var ikke lige hans stil. Fair nok, tænkte jeg, men kunne ikke lade være med at overveje i smug, om han mon var klar over, at jeg mest inviterede ham, så vi kunne stå og holde i hånd og ikke så meget, fordi jeg tænkte, at han var kæmpe Thomas Buttenschøn-fan? Undringen kunne jeg til sidst ikke holde for mig selv, så jeg spurgte igen, om han var sikker på, han ikke kunne lokkes med. Jeg lovede faktisk både gratis øl og snav i hjørnerne. Og så sagde han ja.

Eller, det troede jeg, han gjorde. Jeg ved ikke, hvordan man kan gå så himmelråbende galt af hinanden, men da jeg skrev i morges og spurgte, om vi skulle følges eller mødes derinde, fik jeg en besked tilbage om, at han slet ikke kunne. Han skulle spise valgflæsk. Jeg var ellers ret overbevist om, at vi havde en aftale – især efter jeg havde meddelt ham, at jeg havde RSVP’et, at vi kom – men ind imellem kom vi jo så op at skændes, og jeg luftede mine tvivl om, hvorvidt vi nu var et godt match. Det tog han som om, at jeg ikke ville have ham med alligevel, så sådan skete det, at jeg pludselig stod uden date syv timer før eventstart.

Det satte selvfølgelig gang i et nyt skænderi, som i virkeligheden bare var det gamle skænderi fortsat. Han mente, jeg havde presset/guilttrippet ham til at tage med, og jeg kunne (og kan) ved grød ikke forstå dels, hvordan man ikke bare kan sige nej, i stedet for at sige ja og derefter bruge det som ammunition og dels, hvorfor filan man kan have så store indvendinger mod at skulle til så harmløst et event. Men det havde Serienørden. Han ytrede blandt andet, at han ikke havde lyst til at tilbringe sin aften med “dumme wannabes og hipstere” og valgte sågar at sammenligne det med, at han tvang mig til at tage med til DFs årsmøde. Og så stod jeg altså lidt af. Og blev faktisk temmelig arrig.

Jeg skal selvfølgelig berette, at Serienørden har en helt, helt anden udlægning af situationen. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har været så uenig med et andet menneske om noget så relativt ubetydningsfuldt. Som jo selvfølgelig endte med at handle om en helt masse mere. Hvor jeg synes, det var virkelig fjollet, at han ikke vil tage med og se noget af det, jeg håber inderligt på at lave mere af i fremtiden, så syntes han, jeg var dybt urimelig for ikke at respektere, at han ikke gad den slags.

Hvilket jeg kan forstå til en vis grænse. Men derfra og så til at anklage mig for at forsøge at få ham til at gå på kompromis med sine værdier? Jeg skal ærligt erkende, at jeg ikke kan forstå det. I ordets helt oprigtige betydning. Jeg kan simpelthen ikke få min hjerne til at forstå, at man kan være meget imod noget så rart. Med mindre skulle ud i noget med social angst eller deslige, men det er ikke tilfældet.

Nå, men af sted kom jeg naturligvis, om end ganske alene, for jeg havde set grueligt meget frem til at møde både Cana og Elisabeth. Og de var lige så søde og dejlige som forventet. Stemningen var så fin, og der var både fri bar (jeg kværnede en gin & tonic og to dark ‘n’ stormy på en time!) og bland-selv slik, og det hele var en fest. Jeg hookede op med skønne Cecilia, som også var blevet brændt af, og det reddede lidt min aften, for så kunne vi spise labre larver om kap og brokke os lidt i fællesskab.

Thomas gik på scenen og var skidesjov og ganske bedårende, og jeg smeltede lidt, mens den ene kærlighedserklæring efter den anden strømmede ud ad højtalerne, og Cana lykkeligt vuggede i takt til musikken. En kærlighedsfest, som hun selv skrev det til mig, da jeg meddelte, at jeg ville medbringe Serienørden. Og det var det. En aften fuld af kærlighed.

Men da aftenen var slut, var jeg atter kærlighedsløs. Og meget, meget obs på, at et godt forhold nok ikke starter ved, at man råber hovedet af hinanden det meste af døgnets timer, før man overhovedet har ramt anden date. Så jeg skrev til Serienørden, at jeg syntes, det var bedst, at vi stoppede. Jeg er ikke så god til konflikter og slet ikke, når de er så absurde og unødvendige, som den her vel egentlig er. Serienørden syntes imidlertid, at det var enormt åndssvagt at “smide ægte kemi væk for så lidt,” så lige nu skændes vi essentielt om, hvorvidt vi skal blive ved med at skændes…

Jeg er pissegod til det der med mænd.

PS: Har man lyst til at kigge nærmere på det der fine kærlighedsalbum, så kan det købes her fra d. 11. december, og så støtter man endda også Plan!

Kommentarer (36)

  • Hvis han er DF'er, så løb.

    Ellers date ham igen og igen – for kan I skændes så grundigt så tidligt, er der virkelig basis for LOOOOOOOVVVE!!

  • Som en af dine trofaste, mandlige læsere må jeg for en gangs skyld hylde din beslutning om at sige fra i tide. Da jeg selv er en af de mænd der, med en håndværksmæssig baggrund og forkærlighed for skovmandsskjorter, ikke altid kan se det fantastiske i de opstyltede Mr. Grey karakterer du normalt drømmer om, så heppede jeg på Serienørden efter første date. Men det her er en kæmpe deal breaker i mine øjne. Lidt skænderier kan vidne om en stærk kemi, men vedvarende skænderier allerede inden anden date er et stort, rødt advarselsskilt. Desuden er det komplet egoistisk, barnligt og direkte dumt at afslå din invitation på den baggrund. At det ikke lige er hans stil og crowd er irrelevant; det der burde betyde noget, er at du ønsker hans selskab og tilmed til et arrangement der fejrer kærligheden, og at du allerede var parat til at dukke op som “par” på anden date. Hvis det i sig selv ikke engang er nok til at få ham af sted, så burde sammenflettede fingre og snav have gjort det. Jeg stemmer derfor Nej til Serienørden; du fortjener en hvis Image ikke er vigtigere end lysten til at være sammen med dig. Mvh. Lennart

  • Jeg er med Lennart hele vejen (Miriam, spørg om han er single) – hvis et forhold skal fungere, skal man altså kunne gøre ting, man ikke rigtig gider, alene for at gøre den anden glad – og nyde det, FORDI det gør den anden glad. Vi kører på 11. år, og det er en af “hemmelighederne”. Hans udtalelse om “wannabes og hipsters” er da også bare enormt nedsættende, og kunne vidne om arrogance og evt. dårligt selvværd…

  • Jeg er enig med Lennart og Kir og SNOTuenig med Lisa her i kommentarfeltet. Det er bullshit det der med at “ægte kærlighed kræver at man skændes” og bla bla.
    Vi er lige flyttet sammen efter knapt 4 års pendleri, og en af vores hemmeligheder, er at vi stort set aldrig skændes. Vi kan være uenige, og vi kan sagtens diskutere om det, men det er ALDRIG med nedsættende vendinger, råberi og sådan noget. fuck, jeg var blevet sur, hvis han havde kaldt noget jeg gerne vil for “wannabes og hipsters” og sammenlignet det med DFs årsmøde.

    Og derudover som Kir siger: man skal også kunne gøre ting for at gøre den anden glad. Gider jeg reelt glo på de der Xbox-spil? Næh. Gør det min kæreste glad? Ja. Gider han reelt høre om min olaplexbehandling? Nej. Gør han det? ja. Og vi gør det uden at kny. Fordi det gør den anden glad.

    Flere skænderier, der bliver ved og ved, er sgu ikke et tegn på “looooove”. Det er et tegn på, at man trigger noget lort i hinanden. Muligvis også gode ting, men primært lort. Det er opslidende i længden.
    Vi har et vennepar, der har det sådan, og det er enormt anstrengende at ses med dem (selvom de er dejlige mennesker), fordi de flyver i totterne på hinanden hver gang, de er det mindste uenige, hvor vi bare erklærer, at nå, her er vi vist uenige, fint nok. Fordi vi har et fælles basalt værdisæt bl.a. om hvordan man taler til hinanden.

    RUN. Og så find en mand med god kemi, hvor I ikke skændes konstant.

  • Lennert sagde det! Og som Kir siger – spørg lige om han er single. Fandeme kloge mennesker du har i dit kommentarfelt!
    Der kan være mange årsager til at han ikke har lyst til at deltage, men at tale SÅ nedsættende omkring noget, du virkelig gerne vil og som du håber kommer til at fylde mere i dit liv, det er virkelig dårlig stil. Men hold nu op, hvor er det svært bare at stoppe det, hvis man egentlig også tænker at der kunne være grobund for noget godt.

  • Hvis det nu havde været lidt længre henne i forløbet, så kan jeg godt forstå, at du var blevet skuffet. Men jeg ville personligt godt nok heller ikke bryde mig om, at min 2. date med et nyt menneske (og potentiel kæreste), var en semi-offentlig event til noget, jeg som udgangspunkt ikke brød mig om. Jeg ville gerne have chancen for stille og roligt at lære dette menneske at kende. Sidenhen, hvis det fortsat føltes rigtigt, ville situationen være en helt anden. Så ville jeg også deltage i alverdens ting, bare for at glæde min kæreste.

  • Altså det er jo på mange måder helt fair, at han ikke er parat til at tage ud i offentligheden med dig eller se dig anden gange til et event, som umiddelbart gør ham utilpas. MEN at han ikke ka finde ud af at melde dét fuldstændig klart ud, det synes jeg er et KÆMPE minus. Han skal skrive “Det har jeg faktisk ikke helt vildt meget lyst til, men jeg vil altså virkelig gerne se dig igen snart og drikke vin med dig og kigge ind i dine flotte øjne” i stedet for at være SÅ nedsættende om noget, der betyder noget for dig og som du gerne vil. Og så skal han lade være med at give dig dårlig samvittighed over at han har ladet sig guilt trippe. Altså han kunne jo bare sige nej. At du spørger ham to gange er jo et udtryk for, at du rigtig gerne vil HAVE ham med, ikke et udtryk for, at du rigtig gerne vil TVINGE ham med. Øv for ham, når nu han havde potentiale og I havde kemi.

  • Okay, okay, Miriam! Jeg synes egentlig generelt ikke, man kan give andre mennesker særlig gode råd, når det kommer til forhold, da vi i bund og grund er forskellige – og ikke mindst opfører os meget forskelligt, når vi er sammen med andre mennesker. Men nu tillader jeg mig altså alligevel at komme med en beretning fra mit forhold, for jeg kan ved gud nikke genkendende den situation, du beskriver.

    Min kæreste og jeg er forskellige. Meget forskellige, for at sige det mildt. Vi har forskellige holdninger, interesser og på nogle punkter også forskellige værdier, men hold nu op, hvor kan det være fantastisk, hvis man forstår at rumme det. Bevares, det er satme svært, besværligt og skide irriterende nogle gange, hvorfor vi har skændtes og råbt, så naboerne må have overvejet at ringe efter politiet et par gange. Men det er blevet bedre, for nu har vi ligesom lært, hvornår vi misforstår hinanden – for det gør vi stadigvæk næsten på ugentlig basis. Fx forstod han i begyndelsen slet ikke, hvorfor jeg som kontrolfreak har behov for at vide, hvilke planer han har resten af ugen, hvornår vi kan ses, og vigtigheden af, at han melder ud, hvis planerne skulle ændre sig. Han er impulsiv, sætter pris på “frihed” og har et helt andet behov for at komme ud, end jeg har. Det har jeg langsomt accepteret og forsøgt at forstå, imens han forsøger at tage de hensyn, han nu kan, ved fx at være lidt mere vokal omkring sine planer. Så forstår jeg, at et “jeg savner dig” fra ham, ikke nødvendigvis betyder “vi ses i aften”, hvilket det i begyndelsen gjorde i mit hoved, til stor skuffelse, når det så viste sig, at han skulle ud og svinge træbenet eller have lidt alene-tid.
    Nu er forskelligheden en god ting. Det er faktisk virkelig godt. Jeg er blevet så meget klogere på rigtig mange aspekter af livet, har fået udvidet min horisont – og så er jeg blevet fandens god til at debattere, for man skal have sine argumenter i orden, når man er oppe imod ham! Dertil er jeg blevet lidt mere afslappet, og jeg nyder at kunne se lidt mere nuanceret på tingene, fordi jeg har fået præsenteret et andet livssyn.

    Det blev en laaaang smøre, men bottom line er, at jeg synes du lige skal overveje, om det måske kan lære jeg begge to noget, hvis I på trods af uenigheder kan finde noget sammen. For hvis man giver hinanden rigtig meget på alle andre fronter, så er skænderier ikke nødvendigvis det værste, og man bliver et mere tolerant menneske af at møde modsætninger dagligt.
    Jeg siger ikke, det er alle, der mener, at det er kampen værd – det er kun dig, der kan finde ud af det.

  • Jeg ved ikke helt hvordan man lige skal formulere sig, men altså miriam 🙂 Jeg synes egentlig til at starte med, at man må respektere når folk lige skriver, at de ikke kan. Jeg synes så det var mærkeligt nok, at han fik sagt ja i mellemtiden, men ligefrem at komme op og skændes X flere synes jeg måske er lige voldsomt nok. Jeg var hellere ikke taget med til et arrangement ude i byen på 2. date, og kunne måske også finde på at beskylde folk for at være hipstere og det der er værre, for at indikere, at det har jeg ikke lyst til. Jeg synes måske det blive en kende selvhøjtidligt, når du skriver “Hvor jeg synes, det var virkelig fjollet, at han ikke vil tage med og se noget af det, jeg håber inderligt på at lave mere af i fremtiden…”. Altså I er jo ikke gift! Jeg synes i hvert fald ikke det er en bekymring du behøver at have. Det er jo heller ikke sådan at man partout skal ville alt det samme for at være sammen. Baseret på jeres første date forstår jeg i hvert fald godt, hvis du vil se ham igen – og der sidder nogen herude som egentlig synes at det var helt fair at han ikke tog med. Alt det bedste!

  • Det lyder som en rigtig dejlig fest! Men skal jeg sætte mig i serienørdens sko, kan jeg virkelig godt forstå at det ikke var noget han havde lyst til! En ting er hvad i endte med at diskutere/ skændes omkring…men tænk over følgende, 2. Date, en kvinde han føler han har super god kemi med, første date var nede på jorden i en sådan grad at der rigtig var plads til at mærke hinanden, intet opstyltet “date-show”, men 'bare' to mennesker der mødes. Fast forward 2. Date, hun inviterer dig med til en offentlig event, en kærlighedsfest, du mærker et pres – et pres om at nu skal der performes! Tænk hvis du træder forkert til den fest, ikke kan leve op til romantikken, egentlig er bedst på tomandshånd og ikke helt klar til at vise dine mindre stærke sider frem? Panikken sætter ind det kan man jo ikke bare lige skrive, “det ikke lige min stil…noget med hipstere” I skændes… Øv…men du synes jo stadig hun virker super dejlig og ønsker at ses så nu “skændes” i også om det.
    Jeg ville ikke give op, han vil dig jo tydeligvis – medmindre han bare har et underligt behov for at skændes med næsten fremmede… I sidste ende handler det selvfølgelig om mavefornemmelse, men det kan være nemt at tage forhastede beslutninger hvis man føler sig skuffet/ misforstået. Held og lykke!

  • Men Miriam og Serienørden er jo ikke engang i et forhold endnu, måske lige tidligt nok før anden date at tale om at man skal gøre ting man ikke rigtig gider, alene for at gøre den anden glad og samtidig nyde det.

  • Åh, jeg bliver lidt ked, når nogen kalder min type for Mr. Grey, for ham hader jeg ganske inderligt, men resten reflekterer mine tanker perfekt. Jeg er glad for, at finde lignende tanker i et mandehoved, for så er jeg da ikke helt urimelig i min tankegang. Tak for input!

  • Det var præcis mit argument, Kir. Og Anonym, det var præcis Serienørdens argument, men i min optik er det lige præcis i starten, man går skridtet ud af sin comfort zone for at lære noget om den anden person.

  • Haha, kommentarfeltet shipper totalt mig og Lennart! Et nej til eventet havde ikke været en dealbreaker, selvom jeg som skrevet har svært ved at sætte mig ind i tankegangen bag, men som du skriver, så er de nedsættende ord virkelig noget, der går mig på. Jeg bryder mig ikke om fordomme og snæversynethed.

  • Som skrevet længere oppe, så har jeg det personligt omvendt. Jeg synes, det er lige i starten, man går det ekstra skridt for at lære noget om hinanden og sig selv. Når det så er sagt, så er det heller ikke selve nej'et, der er mit problem. Det er måden, hvorpå situationen tackles, og de ord, der bliver ytret i den forbindelse. Det viser noget af hans personlighed, som jeg oprigtigt ikke bryder mig om, og så mister jeg lysten til at forsætte med at date ham.

  • “At du spørger ham to gange er jo et udtryk for, at du rigtig gerne vil HAVE ham med, ikke et udtryk for, at du rigtig gerne vil TVINGE ham med.” Lige præcis det ville jeg ønske, det havde lykkedes mig at kommunikere til ham, men vi blev ved og ved med at tale forbi hinanden, og samtalerne blev til sidst frustrerede og decideret ubehagelige. Det kan jeg altså ikke kapere på nuværende tidspunkt.

  • Jeg synes, der er noget smukt i at være så vild med et andet menneske, at man er villig til at arbejde så intenst for at finde ud af at sameksistere på trods af forskelligheder. Jeg tror bare samtidig, det kræver et fundament at starte arbejdet på, og det nåede jeg aldrig med Serienørden. Jeg nåede aldrig at blive helt pjattet med ham, så jeg var ved at dø efter at få det til at fungere. I stedet fik jeg én virkelig god date, og siden har der været negativ ting på negativ ting, der langsomt har overskygget den ene gode aften. På nuværende tidspunkt har jeg simpelthen ikke lyst til at se ham igen. Måske ændrer det sig, når skænderiet er ude af kroppen, men pt skal jeg i hvert fald have en pause.

  • Han skrev ikke, at han ikke kunne, han skrev, han ikke ville. Stor forskel. 🙂

    Nej, vi er ikke gift. Men der er samtidig en masse kontekst, der selvfølgelig ikke har været plads til i indlægget. Som fx at han mener, PR-events som denne er prætentiøse og latterlige og det samme om folkene, der deltager. Det er ikke fedt at få at vide som blogger, der elsker den slags – og de mennesker. Jeg har ikke tænkt mig at fortsætte at date en mand, der ikke vil bakke op om mine drømme – og så er jeg måske iskold, men jeg er ligeglad med, om det er 2. date eller nummer 22. Det er rigtig fint at have forskellige interesser, men det er ikke okay at tale nedsættende om andres. At være fordomsfuld og snæversynet. Det var det mere end noget andet, der var en dealbreaker for mig.

  • Jeg har som sagt ret svært ved personligt at forstå den tankegang, men jeg kan sagtens respektere, at det er det, han har tænkt. Det er heller ikke det, det står og falder med. Det er samtalerne, der udspringer i farvandet derpå. Det er fordommene, de nedsættende ord, de konstante skænderier. Det orker jeg ikke. Jeg bliver simpelthen drænet følelsesmæssigt, og det påvirker mig enormt meget. Konflikter er naturlige, men jeg undgår dem så vidt muligt, og når der ikke er andet, før vi overhovedet har nået anden date, så smider jeg altså håndklædet i ringen. Det er alt for svært alt for tidligt. Hvis det event ikke havde været der, var det måske gået anderledes. Men lige nu har jeg simpelthen bare ikke overskuddet til at forsætte i samme spor.

  • Miriam> Først og fremmest kommer der lige en undskyldning for Mr. Grey sammenligningen. Det var ikke meningen at træde dig over tæerne eller følelserne. Han er bare et meget stereotypisk billede af den unge, smarte, succesfulde jetsetter med tendens til storhedsvanvid.

    Og så må jeg desværre skuffe nogle af læserne med, at jeg er optaget. Jeg indsendte sjovt nok en hemmelighed (som vist aldrig blev udgivet) for et års tid siden, om at jeg havde lidt af et crush på Miriam og overvejede at lave en Tinder-profil udelukkende for at komme i kontakt med hende. Godt nok har jeg som sagt en håndværksmæssig baggrund, men er i dag mellemleder i en større virksomhed og skriver bøger i min fritid, og jeg har en Hugo Boss habbit i klædeskabet ved siden af skovmandsskjorterne, så jeg tænkte, at vi nok godt kunne finde nogle fælles holdepunkter. Nå ja, og jeg har haft tre katte, så Frank ville bestemt ikke være et minus hos mig. Men nu ville skæbnen det anderledes og jeg er i et godt og stabilt forhold 🙂

    Og så tilbage til sagens kerne: Jeg kan til dels forstå nogle af argumenterne med, at det kan virke overvældende at blive inviteret ud til store selskaber på anden date. Men når det så er sagt, så er der stor forskel på at blive inviteret til et PR-event hvor man skal smile og være høflig og skabe lidt gode kontakter, og ellers er blevet lovet en lidt mere diskret plads i hjørnet med gratis øl og snav; og så til at blive inviteret med til den årlige fætter-kusine-fest, hvor alle lige skal se “giraffen”.
    Og jeg er altså enig med Miriam i, at man bør prøve (og have lyst) til lige at strække sig lidt længere ud over sin komfortzone i starten af et forhold. Det er noget nemmere og mere acceptabelt i min verden, hvis man efter lang tid sammen erkender, at man ikke lige kan overskue at være på og ses med/til dit og dat denne gang, og så må man tage med næste gang i stedet. Da min kæreste og jeg endnu ikke havde haft første date, skrev vi en del sammen på facebook, og en aften beklagede hun sig over ikke at have noget sukker til sin the, så jeg gik 5 km igennem styrtende regn forbi en 7-11 og ud til hendes lejlighed med sukker og en plade chokolade, blot for at have en undskyldning for lige at se hende og give hende et hurtigt kram, inden jeg gik igen. I dag får hun et skælmsk blik og en kunstnerisk tænkepause, hvis hun beder mig række hende fjernbetjeningen, bare så hun ved, at jeg ikke automatisk følger hendes mindste vink (og hun er så sød at lade som om, at hun ikke ved, at det er lige hvad jeg gør).

    Jeg siger ikke, at man skal gøre hvad som helst og gå mod sin egen natur for at feje benene væk under sin udkårne, men at udvise respekt og interesse for deres livsstil og drømme må da være et forventeligt minimum, og fra en der har haft romantiske, omend hypotetiske, tanker om Miriam, så fortjener hun absolut ikke mindre.

  • Sms-skænderier er jo desværre nemme at komme ud i. Ord tolkes anderledes, når de ikke er ledsaget af mimik og kropssprog. Hvis jeg var dig, ville jeg have lukket den og fundet en anden anledning til en 2. date inden det eskalerede. Det er bare så meget mere effektivt at tale om misforståelser ansigt til ansigt. Det er helt naturligt at have forskellige tempi at starte et forhold. Jeg ville som sagt ikke mene, at det at komme ud af komfortzonen er en god starter – jeg har behov for at føle mig tryg i situationen, når jeg lærer et nyt menneske at kende. Jeg har været til mange PR events i mit liv, og jeg synes, at situationen ofte føles stiv og unaturlig, så for mig at se, ville det være en ekstremt dårlig setting til at skulle forholde mig til en ny date – især som ledsager. Jeg er helt med på, at andre (fx du) kan have et anderledes forhold til den slags, og det er også helt i orden. Men jeg kan godt forstå han stejlede, og hvad der efterfølgende skete af ordudvekslinger, ved jo kun du og han. Det kan sagtens være den rigtige beslutning 🙂

  • Nu var det jo sådan set heller ikke et PR-event. Det var Cana og Thomas og deres venner. Under alle omstændigheder, så havde en forklaring som din været fin, men han gav ikke udtryk for, at han gerne ville lære mig at kende under tryggere omstændigheder. Han skrev, at han ikke ville med, fordi han ikke var til eventet eller menneskerne. Det er en indstilling, jeg står af over for og ikke en kvalitet, jeg ønsker i en kommende partner. Men det er jo så også bare min smag. 🙂

  • Ingen grund til undskyldning, jeg ved godt, det er en nærliggende sammenligning. Jeg har bare et personligt og litterært had mod lige præcis den figur, men det kunne du jo ikke vide. 😉

    Jeg kan i øvrigt godt huske din hemmelighed. Jeg har fået tre af sådan nogle i alt, men vist kun udgivet en enkelt, fordi jeg måske syntes, det var lige selvfedt nok at nappe hemmelighedsplads i den forbindelse. Men efter at have læst dine meget indsigtsfulde kommentarer tager jeg under alle omstændigheder din daværende interesse som et kompliment!

    Jeg er (næppe overraskende) helt enig i dine betragtninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.