Jeg er jo Bridget Jones #206

1. I år har det været meget moderne at tage afstand fra Black Friday, fordi det er en unødvendig forbrugsfest… Det kan jeg ikke helt leve op til. Men jeg har jo altså også altid været ret glad for fester.

2. Q8 havde i samme forbindelse et tilbud kørende med Ben & Jerry’s til 39 kroner, hvilket passede mig glimrende, for jeg har kun en halv bøtte tilbage fra, da de var på tilbud i Netto. Cyklede lykkeligt op på min lokale tank (ja, for sådan en ligger der af en eller anden grund midt på Østerbro) kun for at finde ud af, at det faktisk ikke var en Q8, men en Statoil.

3. Købte en donut som trøst. De var godt nok ikke på tilbud, men skuffelse skal spises væk. Det ved enhver.

4. Det er ikke engang den første december endnu, og jeg har allerede slået den første julestjerne ihjel. Why won’t you loooove me??

5. I dag er det til gengæld første søndag i advent og endelig helt acceptabelt at begynde at jule! Jeg har dog glemt Frankens nissehue hjemme hos mine forældre, hvilket jeg er ret træt af, men jeg umiddelbart gætter på, han er meget fint tilfreds med. 😀

6. Jeg vil gerne bede om noget nyt vejr. Mest fordi sadlen på min cykel er utæt og derfor suger vand som ind i helvede. Hver gang jeg har cyklet bare 10 meter, ligner det grangiveligt, at jeg har tisset noget så eftertrykkeligt i bukserne.

7. “Ork, jeg kan sagtens stille et stearinlys her i reolen uden at lav brændemærker på hylden ovenover. Sagtens!” Jaeh, not so much.

8. I går nat drømte jeg, at alle mine tænder faldt ud, og nu kan jeg ikke lade være med at overveje, om min underbevidsthed prøver at fortælle mig, at jeg måske lige skulle slå et smut forbi tandlægen.

9. Der hviler en slags second date forbandelse over mig. I hvert fald har det på trods af stort ønske fra begges sider endnu ikke kunnet lade sig gøre at arrangere en date mere med Serienørden – til gengæld kom vi i dag så meget op at diskutere, at jeg endte med at kalde ham en idiot, og han anklagede mig for at guilttrippe ham til at være sammen med mig. Suuuper.

10. …Så er det godt, der var en pose af Cloettas skumjulemænd i min adventskalender i dag. Skuffelse skal spises væk. Det ved enhver. 😉

Kommentarer (32)

Der er lukket for kommentarer.