Fuck, fuck, fuuuuuuuck! – Del to.

Jeg havde drønende mange planer i dag. Nogen har af mystiske årsager inviteret mig til gallapremieren på en film, og den slags kræver forberedelse. Jeg ved selvfølgelig godt, at når man får invitationen en uges tid før eventet, så er det, fordi omkring alle de andre har sagt pænt nej tak, men det er jeg bedøvende ligeglad med. Gallapremiere, mand! Designersko og gratis champagne. I’m so there!

Det første, jeg gjorde, var at bakse dagens tidligere konkurrence-indlæg sammen. Jeg har glædet mig helt åndssvagt til at dele den, fordi præmien er så vanvittig og deltagelsesprocessen så sjov. Så gider man altså godt reklamere, man gør. Derefter blev jeg som skrevet selv lidt selv fanget i skattejagten, og da jeg endelig rykkede mig fri af busfinderiet – jeg skulle jo både have Louboutins forsålet og ned at træne, så jeg kan nå at blive tynd og lækker inden på onsdag – mærkede jeg en velkendt smerte i maven.

Are you fucking kidding me?! Har jeg ikke lige været igennem sådan en omgang? Jeg plejer altså at få nogle flere måneders pause mellem mine smerteanfald. Jeg har ikke engang snakket sammen med min læge om resultatet af ultralydsscaningen endnu! Det gode var selvfølgelig, at jeg ikke denne gang følte mig stærk og modig nok til at komme igennem alene kun for at have Nemesis komme og bide mig i røven et par timer senere. I stedet ringede jeg fluks til min læge, hvis telefontid naturligvis var slut, men telefonsvaren henviste til en anden læge, som var måske verdens sødeste, selvom jeg aldrig har talt med hende før. Hun kunne godt høre på min stemme, at det ikke stod helt godt til og skyndte sig at smide en recept af sted til mig. Fordele er der trods alt ved at blive ramt om dagen og ikke om natten.

Jeg cyklede op på apoteket nogenlunde velfungerende, men lige så snart jeg havde sat mig i en ventestol, begyndte sveden at pible ned ad ansigtet på mig. Shit, jeg var presset. Underligt foroverbøjet i stolen talte jeg sekunderne til de tre mennesker før mig blev betjent. Stadig foroverbøjet vaklede jeg op til ekspedienten, der kiggede lidt mærkeligt på mig, men skyndte sig at finde mine piller frem. Jeg var nu temmelig meget gennemblødt af sved og temmelig lykkelig for, at hele ekspeditionen var ved at være ovre, da den ellers meget søde dame kastede sig ud i den sædvanlige: “Har du fået de her piller før? Hvad sagde lægen om dem? Har du nogen spørgsmål?” Og jeg ved selvfølgelig godt, at det både er obligatorisk og meget betænksomt at spørge ind til situationen, men på det tidspunkt var jeg faretruende tæt på at skulle bruge en brækspand, så jeg mumlede i stedet noget afvisende og sikkert ret uforstående og stak med møje og besvær mit dankort i terminalen.

Jeg brast ud af apoteket som en ko, der kommer på græs for første gang efter vinteren, (ja, jeg sammenlignede lige mig selv med en ko, men jeg er også ret dopet, okay?!) og gik først et par runder rundt om mig selv for at finde ud af, om der var et hjørne eller en gyde et sted i nærheden, hvor jeg lige kunne ørle, I ved, sådan helt diskret. Jeg befandt mig imidlertid midt på Østerbrogade, så der var der selvfølgelig ikke en skid. I stedet hoppede kravlede jeg forsigtigt op på cyklen igen og satte kursen hjemad.

Jeg nåede lige at lukke døren bag mig og smide den svedige sweater, før jeg måtte stikke hovedet i kummen. Det lettede længe nok til, at jeg kunne rette fokus mod de nye piller, og fem minutter senere var jeg tilbage i min seng i den velkendte, foroverbøjede position. Jeg forberedte mig på timer med skrig og skrål, men Himlen være lovet, jeg havde rent faktisk fået udleveret nogle piller med styrke nok til at gøre mit liv udholdeligt. Jeg er stadig øm, og jeg får stadig nogle et par minutter lange anfald ind imellem, hvor smerterne tager til, og jeg ynkeligt jamrer: “Hvorfor mig, Jesussss?”, men for det meste er det okay, så længe jeg sidder helt stille i den helt rigtige stilling.

Om anfaldet allerede er ved at stilne af igen, eller om pillerne bare er en slags mirakelmiddel, det ved jeg ikke, men jeg forventer en nogenlunde rolig nat. Så må vi se, om jeg kommer at sted til Louboutin-aflevering og træning i morgen. Jeg har heldigvis stadig fire dage til at nå at blive tynd og lækker i… 😉

PS: Frank er stadig en topfesen sygepasser!