Er du ensom?

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt,visdomsord.

Ensomhed er et emne, jeg har været tæt på at berøre flere gange. Det er svært og tungt og enormt meget tabu. Det er, som om at indrømme man er ensom, er det samme som at erklære fallit – at erkende at ingen vil have en.

Jeg føler mig sjældent ensom. Jeg har aldrig været en forhold-for-forholds-skyld kinda gal, og jeg trives fabelagtigt i mit eget selskab. Generelt har jeg svært ved at finde mennesker, jeg ikke har lyst til at gokke i hovedet med en træske efter et par timers samvær, så på den måde er jeg måske også lidt heldig, fordi jeg ikke har et behov for at have mennesker omkring mig konstant.

Det betyder dog ikke, jeg aldrig bliver ramt. Fx stikker det altid lidt, når nogen mener, at “hvordan går det så med kærligheden?” er helt almindelig smalltalk. Dude, nej. Bridget Jones har det faktisk oppe at vende i en af bøgerne, hvor hun sammenligner det med, at man helt casual spørger gifte mennesker, om de stadig knalder. None of your damn business, menneske som jeg kun kender perifert. Jeg oplever også, at folk fortæller mig, at jeg jo begynder at have lidt travlt, hvis jeg skal nå at have mand og børn i en ordentlig alder. Der er det så, at jeg bliver nødt til at fortælle dem, at jeg slet ikke har planer om at få børn, og det starter en helt ny diskussion. Mit biologiske ur tikker ikke, det er ganske defekt. Hvilket jeg har det virkelig fint med til skræk og forundring for mange mennesker. But I digress.

Det kan være træls at være single i sociale sammenhænge. Når man skal til bryllup, går man gerne sammen om en lidt større gave, og jeg er ved at være en smule træt af, at kortet altid lyder “kærlig hilsen a & b, c & d, x, y & z… og Miriam.” Jeg er træt af, at jeg aldrig kan være med til kærlig kærestebashing til fester. Jeg er træt af ikke at have en allieret til familie tam-tam. Jeg er træt af altid at dukke op alene. Jeg er træt af altid at være “jeg” i stedet for “vi”.

Men decideret ensom føler jeg mig stort set kun, når livet er træls. Når alting går mig imod, og jeg kæmper helt alene. Hele verden ramler, jeg er stresset ud over alle grænser, og jeg ligger i min seng i fosterstilling, mens jeg venter på at få vejret. Der kan jeg mærke, at det kun er mig. At der ikke er nogen, der holder om mig og aer mit hår og siger, at det nok skal gå alt sammen. Der er ikke plads til at være den lille, for der er ikke nogen til at tage over. Jeg savner en, der vil tage over. Bare lidt. Bare engang imellem.

Heldigvis ramler verden ikke altid, og i dagligdagen er jeg faktisk nærmest glad for bare at være mig med al den frihed og egocentrering, der medfølger. Det er nemt. Resten kommer, når det kommer.

Related Posts:

Kommentarer (26)

  • Sabrina

    Åhh altså Miriam…Det kunne SÅ meget være mig der havde skrevet det her indlæg. Jeg har heller aldrig været forholdstypen, har det glimrende i eget selskab og har meget sjældent tænkt at jeg manglede en kæreste. Men lige for tiden, for første gang i 1000 år føler jeg mig rimelig alene. Det er altid bare mig. Til familiesammenkomster, familieferier og alle de andre steder og begivenheder man nu engang kommer til. Rimelig ofte får jeg den samme – hvordan går det egentlig med det der kærlighed? og så sent som for en måned siden da jeg var på ferie med min mor – lænede hun sig hen over gangen i flyveren og sagde også noget i dur med: Du skal jo også huske at du ikke bliver yngre, du skal nok til at skynde dig hvis ikke dine veninders børn skal nå at blive voksne inden du kommer igang. Tak for info mor – det havde jeg slet ikke overvejet. Lige dér havde jeg lidt lyst til at hoppe af flyveren igen. Jeg vil gerne have børn, men har ikke haft travlt. Men lige for tiden. Der synes jeg godt nok at jeg føler mig lidt ensom, hvilket er en meget uvant følelse. Det der voksenliv er eddermaneme noget overvurderet noget!

    Med andre ord – you're not alone!

    PS Sig til hvis vi skal drikke trøstevino en dag

    KH

  • Anonym

    Sådan der har jeg også haft det virkelig længe: Ikke ensom i mit eget selskab, men pinligt bevidst om min sociale utilstrækkelighed, når jeg mødte ene single op til fester. Sidste år i sommerhus med hele min familie: “Det er egentlig sjovt vi alle sammen er i et par. Eller… alle sammen undtagen dig.”
    og åh min gud hvor har jeg hasseleret over “Hvad med dig? ser du nogen?” Og man kan se sulten i deres øjne efter saftige historier eller lidt drama, som de kan huske fra den gang de selv var unge/single.
    “Ej men friheden er da også skøn… bare at kunne være sammen med alle du har lyst til”. Mmmm.. de sidste 3 lørdage har jeg set Barnaby lørdag aften og er gået i seng i fosterstilling. vildt liv.

  • Anonym

    Skidegodt skrevet, og det rammer virkelig en følelse, jeg har for tiden. Jeg er midt imellem to lejemål i hhv. Aarhus og København, hvilket gør, at jeg teknisk set er hjemløs sommeren over. Samtidig har jeg fået en god sjat penge tilbage i depositum for den ene lejlighed, og derfor var en tur til udlandet oplagt i år. MEN JEG HAR INGEN AT REJSE MED. Jeg har faktisk en nærmest-kæreste, men vi er ikke helt nået dertil endnu, og han havde allerede den store Østeuropa-tur planlagt med en ven. Og alle andre ser ud til at skulle på kæresteture til Rom, Paris, Florida og så videre.. Selv min mor! Resultatet? Jeg sidder hjemme i min farmors blomstrede sofa og læser og spiser Werther's. Det er min sommeferie. Så kan jeg godt føle mig lidt alene.

  • Anne

    Ja, jeg er ensom. Det er ikke noget, jeg er hele tiden. Faktisk er jeg oftest glad. Men nogle gange føler jeg mig ensom. Modsat dig, Miriam, og de andre kommentatorer, så er det ikke, fordi jeg er single, men pga. min relation til mine veninder. Jeg har en tæt venindegruppe, som jeg oftest ser min. hveranden uge og nogle gange flere gange på en uge. Det er den venindegruppe, jeg har haft siden gymnasiet, så vi har kendt hinanden i ti år. Jeg har også andre veninder udover dette, men de bor ikke i samme by, eller min relation til dem er ikke lige så tæt, så vi deler ikke hinandens hverdag på samme måde.
    Grunden til, at jeg nogle gange føler mig ensom, er, at jeg både føler, at jeg ikke har nok personer i mit netværk, men også at den venindegruppe, jeg har, ikke kender mig så godt, som jeg gerne vil have. Jeg har ændret mig, de har ændret sig, og jeg mangler nogle gange en tæt veninde, jeg har mødt på det trin i mit liv, som jeg er på nu.
    Jeg kan også godt føle mig ensom, når jeg gennem de sociale medier ser, hvor super sociale alle andre mennesker – og det er på trods af, at jeg godt er klar over, at de sociale medier maler et rosenrødt billede af en virkelighed, man selv vælger, hvordan der skal se ud.
    Jeg har det rigtig godt i mit eget selskab, og jeg har det rigtig godt, når jeg bare bruger tid med min kæreste. Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg var mere sociale og mindre reserveret, så jeg har større lyst til at være sammen med andre mennesker og større lyst til at lukke dem ind.

  • Anonym

    Virkelig flot og stærkt skrevet! Hvor er det vigtigt at nogen tør sætte ord på et tabu som ensomhed.

    Jeg elsker at læse din blog, da man altid kan mærke ægtheden i dine indlæg. Jeg synes du er pisse sej, og helt sikkert et af mine forbilleder!
    Hilsen Kathrine – som iøvrigt også føler sig ensom tiltider

  • Skalotteløg

    Måske kan det hjælpe at vide, at græsset – i hvert fald pletvis – er grønnere på den anden side. Når man, som du og jeg, godt kan lide at være alene, kan det være djævlens irriterende med en, der gerne vil have ens selskab. Af og til misunder jeg dig dit badekar! 😉

  • Anonym

    Jeg ved ikke, hvor min anden kommentar blev af, så nu prøver jeg igen.
    Jeg er virkelig glad for, at du har skrevet dette indlæg. Det afspejler nemlig, at selvom man er glad i sit eget selskab, er det stadig skide svært at undgå det udefrakommende pres, der ligger på det at være single.

    Jeg nyder mit eget selskab og min frihed. Og selvom jeg så småt begynder at blive skruk og mister troen på, at der findes en mand til mig, gider jeg stadig ikke date. Jeg vil skide gerne finde kærligheden, jeg ved bare ikke, om jeg vil dele mit liv med nogen lige nu, for jeg nyder min tid og min frihed så meget.
    Min mormor har direkte sagt, at hun godt ved at hun aldrig får oldebørn. Min mor har spurgt om jeg er lesbisk.
    Nej, jeg er ganske heteroseksuel, der er bare ingen mænd som synes jeg er fantastisk nok til at være kæreste med. At dette så også gælder den anden vej, synes folk at overse. Jeg vil gerne have en kæreste, men det skal være den rigtige. Og hvem ved, om han overhovedet findes?
    Problemet opstår der, hvor jeg kigger mig omkring og ser, at jeg pludselig er den sidste single i min vennekreds. Jeg har flest mandlige venner, og de forsvinder som regel næsten helt, når de får en kæreste. Kæresten kan nemlig ikke lide, at han har tætte veninder. Mine veninder plejer at blive, men de får mindre tid, og snakken går fra, at hende og jeg kunne rejse jorden rundt sammen, drikke drinks og se Magic Mike, til at “vi” har været i sommerhus med svigermekanikken, og “vi” overvejer at købe et hus, og hvordan går det mon med mig og mændene?
    Når man når en vis alder, er der bare flere venner der forsvinder, end der kommer til. Og der hvor ensomheden opstår for mig, er at jeg kigger på mig selv og tænker “hvorfor er jeg alene tilbage? Hvorfor vil ingen have mig?”. Der er intet galt med at have sit eget selskab og være glad for det, men det skal være et valg man tager, og ikke noget man gør, fordi man ikke har andre muligheder. Og det bliver meget svært at træffe et aktivt valg om det man gør, når man ved, at vennerne ikke svarer når man ringer, fordi de er på ferie med kæresten. Når man ved, at man ikke længere gider gå i byen, selvom der måske var nogen man kender perifert man kunne gå ud med, og derfor bliver alene hjemme aften efter aften. Og når man føler, at alle omkring en kigger på en og tænker, eller direkte siger: “du er snart 30, du har travlt”.
    Ja, gu' fanden har jeg travlt! Men hvad godt kommer der ud af at skynde på det? Det kommer vel, når det kommer. Jeg har datet hele København, fordi jeg ville finde en kæreste, og det kom der intet konstruktivt ud af. Så hvis han er derude et sted, så finder jeg ham jo nok før eller siden. Og hvis ikke jeg gør, kan jeg jo ikke rigtigt gøre noget ved det, andet end at fortsætte med at skrive “jeg elsker min kat” på facebook, når andre skriver “jeg elsker min skat”.

  • Christina

    Jeg tror, der er forskel på at være ensom – som i ikke at have en partner – og så være ensom, fordi man bare ikke har NOGEN. Eller ikke har venner. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg kan snakke med alt om, og det gør jeg også. Han er min bedste ven på den måde. Og det er meget godt, for ellers har jeg ikke rigtigt nogen. Savner at have en rigtig fortrolig veninde, for sådan en har jeg ikke rigtigt længere. Min gode veninde fik børn, og nu har vi stort set aldrig kontakt. Det får mig til at føle mig ensom. Det er fint, at jeg har kæresten, men når der ingen venner er, efterlader det også et dybt hul af ensomhed i brystet. Det gør mig faktisk lidt ked af det at tænke på, for det er svært at lade være med at føle, at det er, fordi man bare ikke er god nok til, at nogen har lyst til at være ens veninde/ven. Det er så heller ikke blevet nemmere, efter jeg at blevet syg, for jeg kan ikke alt det, jeg engang kunne, og kommer heller ikke rigtigt ud og møder en masse nye mennesker.

    De her tanker om ensomhed har jeg selv vendt nogle gange på min egen blog. Efter det blev taget op i medierne i foråret, kom jeg virkelig til at tænke over, hvor tomt mit eget liv er på den måde. Er så taknemmelig for min kæreste og vores tætte og fortrolige forhold, men jeg kunne rigtig godt tænke mig igen at have en rigtig nær veninde.

  • Miriam

    Mestendels er det virkelig også de sociale normer, der får mig til at være pinligt bevidst om min singlehed. Hvor er det dog nederen, at man ikke kan få lov til at være ok med det.

  • Miriam

    Øv. Hvis du er sådan en, der kan finde ud af at gemme penge, så gem dem til næsten-kæresten er sluppet af med næsten-delen og tag af sted engang i efteråret. Men jeg kender det. Især fordi så stor en del af mine veninder har fået børn og/eller voksenjob og derfor ikke bare sådan lige kan tage på spontan ferie.

  • Miriam

    Jeg har faktisk haft den her diskussion med en veninde, der oplevede at alle hendes veninder flyttede til større byer. Man bliver bare dårligere og dårligere til at lave nye venskaber, som man bliver ældre. Det falder på en eller anden måde ikke en så naturligt længere. Pisseærgerligt, faktisk.

  • Miriam

    I know! Målet er selvfølgelig lidt at finde én, man kan holde ud i længden, men jeg er stadig overordentlig opmærksom på, at jeg kommer til at rende ind i en hel del så-giv-mig-da-lidt-fred-problemer, selv hvis jeg finder sådan en til sidst…

  • Miriam

    Mange kloge ord, og jeg er helt enig. Især omkring vennekredsen, der ikke bare mindskes, men i høj grad også forandres. Jeg kan godt mærke, at der er længere mellem drukture, og middagene i stedet ender ud i noget med en flaske rødvin til deling og alvorssnak om boliglån og pensionsopsparing. Der er jeg bare ikke rigtigt endnu.

  • Miriam

    Jeg tror, du har helt ret i, at der findes forskellige former for ensomhed. Det kan være rigtig svært at danne nye venskaber, når man ikke længere går i skole og helt automatisk møder nye mennesker. Måske der snart dukker nogle vennedating-sites op på nettet? 😀

  • Anonym

    Fantastisk indlæg. På trods af, at jeg har en dejlig kæreste og stor familie kan jeg nikke genkende til meget af det du skriver.
    Jeg er virkelig dårlig til det sociale. Eller, jeg fungerer fint i sociale sammenhænge, men jeg kan ikke særlig godt starte, hvis du forstår. Jeg skal helst inviteres, ellers sker der ikke så meget. Ikke at jeg ikke gerne vil, jeg er bare møg dårlig til at tage initiativ.
    Jeg har ikke rigtig nogle venner, ud over min kæreste og en kollega og det er ikke engang en joke. Jeg har ingen jeg ses fast med eller noget. Jeg har som sagt en kollega derhjemme, som jeg er gode venner med, men ham ser jeg nok ikke så tit det næste stykke tid. Mit sociale netværk lige nu er min klasse, og dem ser jeg ikke rigtig det næste halve år, netop fordi jeg er flyttet langt væk grundet praktik. Om jeg får et socialt netværk hvor jeg er nu, det aner jeg virkelig ikke. Jeg har jo aldrig rigtig kunnet finde ud af det. Jeg er bare en meget stille type (og har tidligere været meget hæmmet af generthed), så jeg virker reserveret og tilbageholdende og hvem gider sådan en type?
    Så er det heldigt at jeg har det fint i mit eget selskab og ikke har behov for at se alle mulige hele tiden. Men lidt oftere ville da ikke gøre noget.
    Jeg har tidligere været enormt ked af det og fokuseret på hvor alene jeg følte mig, men nu tror jeg bare jeg accepterer, at jeg bare er sådan og at det nok ikke bliver anderledes, når jeg ikke gør mere ved det. Og så siger jeg til mig selv, at jeg har et godt liv, en god kæreste og en dejlig familie og så skal det hele nok gå.

  • Miriam

    Åh, det er sucky at være socialt akavet. Det har jeg ellers aldrig været, men er blevet det en del efter sygdom. Pissenederen.

Der er lukket for kommentarer.