Jeg kan åbenbart ikke rigtigt lade være med at…

– Støvsuge edderkopper op og derefter blive bange for at tømme støvsugeposen, fordi der efterhånden må være en hel koloni dernede.

– Lægge hullede strømpebukser tilbage i skabet.

– Gøre rent og efterfølgende blive frustreret, når der to uger senere er beskidt igen.

– Købe nye sko og lade dem blive i æsken i flere år, fordi jeg ikke kan finde en passende begivenhed at indvi dem til.

– Slå planter ihjel.

– Smadre skinnebenet ind i pedalen på min cykel.

– Pjække.

– Fantasere om at blive rig helt uden at skulle løfte en finger.

– Undlade at udgive et ellers færdigskrevet blogindlæg, fordi jeg ikke kan komme på en titel.

– Tale til Frank med babystemme.

– Blive eksamensstresset flere uger, før det er nødvendigt.

– Købe jordbær uden for sæson i håb om, at de rent faktisk smager af jordbær.

– Smide kuglepenne væk.

– Tvinge hovedpuden ud af dens betræk i søvne.

Kommentarer (10)

  • Haha, alt for mange punkter at være enig i! Især edderkopperne, strømpebukserne og skoene. Hvad skal man lige svare, når kæresten spørger “hvorfor har du så mange sko? Du bruger dem jo aldrig.” Ja, manden har da ret. MEN DET BETYDER DA VEL IKKE, AT JEG SKAL SKILLE MIG AF MED DEM?!
    Hvis jeg nu bare blev rig (uden at løfte en finger), så ville han måske lade mig være (:

    // http://www.moonlitmadness.dk

  • Åh nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne pjække. Den der guilty pleasure ved at blive i sengen og have en hel dag for sig selv. Suk, den slags stopper, når man får sig første voksenjob! Bare tanken om at melde sig falsk syg er simpelthen så patetisk, at jeg ikke kan få mig til at gøre det. For ALLE lægger mærke til det, det er ikke som at mangle i et auditorium.

    Nyd friheden lidt endnn 🙂

  • Jeg er med på den med strømpebukserne. Jeg avancerer den endda til at smide dem til vask, vaske dem for derefter ikke at kunne at overskue at undersøge hvilket (eller hvilke) par, der var huller i. Det var fremtids-Josefines problem. Hver gang.

  • Haha, lige præcis! Han kunne jo tage at invitere til opera eller i teatret, så man havde en anledning til at tage skoene på i stedet! 😀

Der er lukket for kommentarer.