Aldrig mere Martin, del 2

Skrevet d. . Uploaded i fuck,mænd,mig,personligt.

Jeg mødte Martin nummer 2 på den traditionelle måde: Gennem en fælles ven. Jeg læste på universitetet sammen med en pige, der havde den der type vennekreds, man ellers kun ser i fjernsynet. De var en gruppe på 8-10 mennesker, der var vokset op sammen og alle forblevet venner på trods af internt drama og dating på kryds og tværs. Hvis det havde været i dag, havde de garanteret fået deres eget realityprogram.

En aften var jeg med uni-veninden på gruppens stambodega, hvor Martin også befandt sig. Mit første indtryk var, at han var skidesød, men så absolut uinteressant i romantiske henseender. Jeg skulle nok have holdt mig til den indskydelse, men da han efter et par timer og omkring 7 shots meddelte mig, at han havde planer om at kysse mig senere, virkede han pludselig noget mere interessant. Han holdt sit ord, og da vi nogle uger efter gentog successen til selv samme venindes fødselsdag, konkluderede han, at vi nu datede.

Han var skidesød, men jeg var helt ærligt stadig ved det punkt i mit liv, hvor jeg puslede om hullet i mit bryst, der hvor mit hjerte havde siddet pre-ekskæreste. Med andre ord var jeg slet ikke klar til at skulle have en kæreste og var derfor lidt en røv. Ikke bevidst og ikke direkte, jeg var bare enormt uengageret. Jeg skrev aldrig først, og der var aldrig sommerfugle i maven, når jeg hørte fra ham. Jeg afsluttede det dog ikke, for jeg var stadig af den overbevisning, at jeg garanteret på et eller andet tidspunkt kunne tvinge mig selv til at blive forelsket igen. Jeg forsøgte at give det et helhjertet forsøg, jeg havde bare intet hjerte at forsøge med.

Sandheden var nok, at det aldrig var gået mellem Martin og mig. Han var typen med en praktisk uddannelse, der var afsluttet, da han var 22, og nu da han havde fået fast job og bolig, så var det på tide at slå sig ned med en dame og fastsætte den rutine, han ville køre resten af sit liv. Lykkeligt gennemsnitlig og uden for meget fnidder. Jeg var midt i min bachelor og havde vilde ambitioner om at skulle til hovedstaden og blive en noget herrevigtigt. (Hva’, en ud af to er vel heller ikke skidt.) Jeg mærkede for alvor forskellen mellem os, da han en dag insisterede på at komme og lave mad til mig. Hans uddannelse var inde for fødevareindustrien, og da jeg ynder at kalde mig selv gastronominørd fra tid til anden, havde jeg vilde forventninger om jomfruhummere og et eller andet rødvinsbraiseret. Resultatet var imidlertid kyllingefileter fyldt med Philadelphia og bådkartofler, og det var nok i virkeligheden der, det gik op for mig, at vi næppe så ens på noget som helst.

Vi blev ved med at ses noget tid, indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke havde hørt fra ham i en måned… Og at jeg ikke havde registreret den manglende kontakt. Han havde givet op, og jeg havde aldrig rigtig forsøgt, og sådan gik det i sig selv igen med lige så lidt passion, som det var startet. Det lykkedes ham inden længe at finde en pige, han var lidt mere på bølgelængde med, og han bor i dag ganske rigtigt samme sted med samme job, men kan nu også skrive “far” på CV’et. Og jeg? Jeg flyttede til København et års tid efter, men kæmper nu stadig lidt med at blive noget herrevigtigt…

Hvis du gik glip af historien om Martin nummer et, kan du læse den her.

Related Posts:

Kommentarer (14)

  • Anonym

    Skal vi ikke snart høre om ekskæresten? 😉 Synes man hører ham omtalt meget, men uden en historie bag… pleeease

  • Skalotteløg

    Jeg har valgt det forkerte navn til min dreng, kan jeg fornemme 😉
    Øv, de der praktiske typer.. Sådan et par stykker har jeg også været igennem på tidspunkter, hvor jeg bare var alt andet end klar til at slå mig ned. Har det på samme måde med dem, der er klar til at slå sig ned som 22-årige, som jeg har det med religion.
    Det må være rart at have fundet vejen i livet, jeg forstår det bare ikke…

  • maya

    “far til resumeet”? Vil mene den rette formulering ville være “og kan nu også tilføje 'far' til CV'et”…
    – bare en lille indskydelse, har bemærket at du selv er lidt obs på den slags… 🙂

  • Miriam

    Jeg har ikke skrevet “far til resumeet?” At skrive noget på sit CV er et helt acceptabelt idiom. Men ja, jeg fik lige brugt det engelske ord. Det sker ind imellem, når man taler engelsk til daglig. Hermed rettet. 🙂

  • Josefine

    Jeg kender kun én Martin og det er min venindes lillebror = ikke noget jeg har tænkt mig at gå efter.
    Jeg kan til gengæld ikke lade vær med at tænke på ham der Martin, der var med i Paradise Hotel for et år (eller er det to?) siden? Selvom han nu også kan kalde sig “far”, så skulle jeg nødig være kæreste med ham!
    Mht. din første Martin så kan jeg berette om en blind date, jeg var på, hvor han havde udgivet sig for at være 1.75. Da jeg mødte ham, var han kun lige på højde med mig (1.67), og han havde de der populære (for kvinder) sneaker-wedges på. Jeg kan ikke huske hvad han hed, men lad os da bare kalde ham for Martin!

  • Miriam

    Hvis jeg en dag kan få formuleret et indlæg, jeg synes portrætterer sandheden nogenlunde, så ja. Men jeg har ikke haft held med det indtil videre.

Der er lukket for kommentarer.