Jeg er jo Bridget Jones #150
Jeg er født til den rolle, I tell ya!
1. Har endelig fået brugt mit Asos-gavekort. Siden da har butikken naturligvis bugnet af ting, jeg gerne vil have. Det er Murphys lov.
2. I tirsdags var jeg lige ved at droppe at tage på uni, fordi jeg pinedød ikke kunne finde det der net, jeg plejer at fragte min computer i og simpelthen er for forfængelig til at tage af sted med en Netto-pose i stedet.
3. Fandt dog nettet til sidst. Havde naturligvis lavet jeg-lægger-det-lige-her-så-jeg-ved-præcis-hvor-det-er-stuntet.
4. Bliver mere og mere overbevist om, at mine overboer boede i hus, før de flyttede ind. Folk, der bor i hus, er nemlig slet ikke vant til det der med at tage hensyn til, hvornår noget larmer for deres naboer. For nylig er de fx begyndt at insistere på at gå rundt indenfor i noget fodtøj med nogle meget heftige hæle. Gætter på, de inden længe begynder at danse riverdance.
5. Aldi er ikke længere den eneste butik, der har fundet juleslikket frem. Netto er hoppet med på vognen. Forbander det der LCHF i øjeblikket. Der er få ting i verden, der er bedre end Cloettas juleskum!
6. Mine brændmærker fra sidste uge var så småt begyndt at hele… Indtil Frank besluttede sig for i bogstaveligste forstand at sætte en klo i mig. Lortekat.
7. Efter jeg havde brugt det mest af dagen på at tage Trendsales-billeder, besluttede mit SD-kort sig lige for at lægge sig til at dø. Før jeg fik dem lagt ind på computeren, vel at mærke. Jamen jeg havde da også lige en ekstrem trang til at starte forfra!
8. I dødsfaldet røg også et utal af andre billeder. Blandt andet fra min seneste Berlin-tur, og hvad der skulle have været det næste Frank chiller-indlæg. Forpulede lorteteknologi.
9. Forstår virkelig ikke, hvordan nogle mennesker altid har en virkelig pæn og rengjort lejlighed. I dag gjorde jeg mit køleskab hovedrent og det var 1) virkelig ulækkert og 2) tog halvanden time. Var totalt kvæstet bagefter.
10. Har i denne uge prioriteret fornuft over lyst og smidt penge efter en ordentlig motherfucker af en oksecuvette i stedet for at købe nyt neglelak. Er stadig ikke helt sikker på, om jeg skal være stolt af eller sørge over den beslutning.
GOWNSANDROSES
Jeg føler virkelig med dig med hensyn til de der husvante overboer. Jeg har husvante naboer, der ejer klaver, banjo, xylofon, guitar, bongotrommer og ikke mindst en 1-årig, der er allermest skrigvågen om natten ved 3-tiden.
Du må forresten nok hellere lige kigge en ekstra gang på din “jeg-ligger-det-lige-her-så-jeg-ved-præcis-hvor-det-er-stuntet”-sætning og udskifte en vokal, hvis ikke jeg skal tro, din blog er blevet hacket 😉
Laura
Uhh – skynd dig at få rettet ligger/lægger-fejlen i punkt 3, inden din fanskare finder ud af at du ikke er fejlfri. 🙂
Laura
Hov, du var lige hurtigere end mig! En hackning var også næsten min først tanke!
Skalotteløg
Yes! Så kom billedet!! Om end jeg ikke forstår, hvorfor du ser så muggen ud, når du har de to herrer i ryggen!?
Og så vil jeg lige sige, at det ikke er okay at love noget væk, der ikke er der! Tog i Aldi i går med høje forventninger, men de havde ikke noget juleslik :'( Joja, jeg kom hjem med Ben&Jerry-is i stedet… Og?? 😉
Juleskummet er lige præcis favoritten!! Og problemet med, at det kun er der i en måned er, at jeg så råspiser det for at kompensere for resten af året!
Smid ikke dit SD-kort ud endnu! Måske kan en it-kyndig nå at redde noget… Da min computer gik ned, meldte min it-supporter, at den var afgået ved døden, og at der ikke var mere at gøre. Pjat, sagde min nørd-ven så… Han reddede ikke alle ferieminderne, men nogen af dem fik han da genskabt 🙂
Alexia
Mine overboer gør det samme, de har to unger som får lov til at råbe og skrige i opgangen og tuder altid helt vildt når de skal trækkes gennem opgangen. Min nab0 som til gengæld netop har fået barn hører man ikke noget til. Har uendeligt meget lyst til at råbe meget højt efter dem, fik jeg nævnt at det her sker HVER DAG??
KirLir
Haha, Miriam – hvornår har det nogensinde været fornuftigt for en studerende at kaste penge efter en cuvette 😀 … Har du skraldet? Hahaha
Alt og Ingenting
For pokker hvor er jeg sur på min lokale Netto lige nu! Jeg fløj naturligvis straks derover efter at have læst punkt 5 (no kidding). Der var ikke skyggen af juleslik. Kun en pakke sølle vaniljekranse (som nærmest var blevet til en slags vaniljekranse-müsli). Der var hverken juleskum eller konfekt. FML.
Live fra Lolland
Det fungerer også den anden vej, det der hus/lejlighed ting. Vi sidder tit på vores gård med 50 meter til nærmeste nabo og skruer ned for fjernsynet om aftenen …
Ditte
Årh det er så ufedt at miste ting – i det mindste kan du trøste dig med, at du ikke har mistet et månedskort til 1290 kr….
Søs / Frk NV
Nr. 3 laver jeg dagligt med mine nøgler. Kæresten er rimelig træt af mig, når jeg starter på sætningen: “Har du set…”
Miriam
Godt spottet.
Miriam
Yes yes, den smuttede lige i korrekturen.
Miriam
Hvorfor jeg ser så muggen ud? Har du læst indlægget…? 😉
Miriam
Nogle forældre ryger bare ind i en helt anden verden, når de får børn. Sådan en underbo har jeg. Jeg skal holde min kæft, så hendes børn kan sove, men hendes børn behøver ikke holde deres kæft, så jeg kan sove. For de er jo børn…
Miriam
Når den er billig og kan mætte mig det meste af en måned?
Miriam
Den må du tage op med din Netto, de slamberter! Mine lokale afdelinger har i hvert fald fundet julemændene frem… 😉
Miriam
Haha, det gør jeg også, når jeg er hjemme hos mine forældre.
Miriam
Av nej, jeg er slet ikke ansvarlig nok til at eje sådan nogle ting!
Miriam
Jeg har en krog, jeg hænger mine på lige inde for døren… Ellers ville jeg lave samme stunt, og Frank er ikke skide nyttig på den front..