Om tykke mennesker, tynde mennesker og nederen mennesker

Skrevet d. . Uploaded i debat,visdomsord.

Der er noget, jeg har tænkt meget over på det seneste. Som irriterer mig. Meget. Så nu skal det brokkes blogges ud. Jeg vil som altid lægge ud med at sige, at folk generelt skal blande sig udenom, hvordan andre mennesker lever deres liv. Her tænker jeg fx på, om man ryger, er lidt for tyk/tynd eller ynder at svømme med hajer i sin fritid. Hver mand, sin fornøjelse – så længe man viser hensyn. I dag handler det (igen) om det der med at være tyk. Og hvor nederen forskelsbehandling er. Jeg prøver som altid ikke at jokke nogen over tæerne, men ellers råber I lige op.

Lad os tage udgangspunkt i min yndlingsserie, Gilmore Girls. En af de mest fantastiske ting ved hovedpersonerne, Lorelai og Rory, er, at de spiser. Ofte og meget. Men også virkelig usundt. Vi ser dem praktisk talt aldrig spise frugt eller grønt – faktisk er der et afsnit, hvor Lorelai er sikker på, at hun er gravid, fordi hun har lyst til et æble. For sådan nogen spiser hun nemlig ikke normalt. De laver aldrig mad selv, men lever af restaurantbesøg og takeout… Og ikke sushi og salater, men pizza og hvad som helst friturestegt. Og der er ingen, der siger noget til det! Bevares, engang imellem er der nogen, der ryster på hovedet af dem, men det er altid med et smil på læben og visheden om, at deres madvaner bare er en af deres små finurligheder.

Prøv så nu at forestille jer, at Lorelei og Rory vejede 100+ kilo hver. Pludselig ryger al charmen, og deres livsstil er i stedet usund, ulækker og hele samfundets problem. Hvad er det for en dobbeltmoral?! Og vi behøver ikke engang nøjes med eksempler fra den fiktive verden. Da jeg gik på efterskole, boede jeg på værelse med en pige, der snildt kunne kværne en plade Marabou om dagen(!), og alligevel kunne man tælle alle hendes ribben.

Se, nu har jeg aldrig forstået, hvad det er, der får nogle mennesker til at føle, at de har ret til at fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve deres liv, men det forekommer mig endnu mere forrykt, at risikoen for, at du får sådanne folk på nakken, afhænger af din genetik!

Hvis det er alment acceptabelt at rynke på næsen af tykke menneskers (antagede) livsstil, hvorfor er de samme mennesker så ikke på nakken af de tyndfede? Sundhedsmæssigt er de jo mange steder lige så meget på røven med fedtfyldte arterier og risici for diabetes og jeg skal komme efter dig. Hvis man partout vil præke sundhed, så skal man jo gå efter livsstilen, ikke de overflødige kilo, skal man ikke?

Jeg kommer lidt på afveje nu, kan jeg se. Pointen er selvfølgelig ikke, at vi skal sende folk efter de tyndfede, men snarere at vi for pokker skal lade de tykfede være i fred! Stofskifter er nogle sære tingester. Nogle mennesker spiser lever gennemsnitlige liv med et gennemsnitligt indtag af mad, gennemsnitlig motionsdyrkning og gennemsnitlig vægt. Tænker aldrig over skidtet. Så er der dem, der kan leve af flydende palmin og ikke tage så meget som et gram på, og dem, der tager et kilo på bare ved at kigge på et salatblad. Nogle har været heldige, andre knap så heldige, men hvordan man spiller den genetiske hånd, man har fået (vi er ude en en kortspilsmetafor her, jeg snakker ikke om din reelle hånd), det må da for pokker være op til den enkelte. Om man så vil være veganer eller michelinmand.

Jeg har været en af de mere uheldige, når det kommer til stofskifter. Jeg har altid været tilbøjelig til at tage meget hurtigt på, og da jeg i mine teenageår stoppede min tilværelse som hestepige, forsvandt min primære måde at forbrænde kalorier på, og jeg begyndte at stige i vægt. Og sådan startede hele den der yoyo-vægt-ting, jeg har haft kørende lige siden.

I skrivende stund vejer jeg vist det meste, jeg nogensinde har vejet, men jeg er ikke nær så panikken, som da jeg var 17 og gik fra en 38 til en 40. (Oh God! The horror!) I dag kender jeg både min krop og mit stofskifte meget bedre og ved udmærket godt, hvad der skal til, før jeg kan smide de ekstra kilo. Det bliver bare ikke lige nu. Bevares, jeg spiser da nogenlunde sundt og varieret generelt, men det er, fordi jeg har det bedst sådan, ikke fordi jeg prøver at tabe mig. Og det gør jeg ikke, dels fordi min nuværende medicin påvirker mit stofskifte, og gør det hele temmelig kompliceret, og dels fordi der er fokus på for mange andre ting i mit liv til, at jeg kan mestre den rigtige mængde motivation. Og sådan er det. Jeg vil ikke undskylde for det, og jeg vil ikke sidde julen over og lade, som om jeg bare er vildt sund, når konfekten går rundt, (det er et eksempel, jeg er faktisk ikke så glad for konfekt,) og så gå op på mit værelse hjemme hos mine forældre bagefter og proppe hovedet fuld i smug. Fuck det! Jeg er den eneste, der bestemmer over mig, og det er okay at spise lidt chokolade, når det er jul. Eller lørdag. Eller bare fordi!

Nu kom jeg på afveje igen. Sorry. Jeg bliver hurtigt så entusiastisk! 😀 Min pointe er som sådan meget enkel: Lad nu for pokker være med at dømme folk på deres udseende! Hende den tynde er ikke nødvendigvis anorektisk, måske har hun bare et crazy stofskifte. Måske prøver hun endda ihærdigt at tage på. Din bemærkning om, at hun da “godt lige kunne trænge til en burger” er ikke sjov. Ham den tykke har måske lige smidt 20 kilo, du ved det bare ikke. Måske er han faktisk i meget bedre form end dig. Eller måske er han bare tyk og glad for sig selv, som han er. Og det er også okay. Vi er allesammen okay, som vi er! Og det er jul, for filan! Kan vi ikke udskifte de hurtige fordømmelser og spydige kommentarer med lidt julefred og en rundekrammer? Det tror jeg helt ærligt, vi ville blive meget gladere for i længden…

Related Posts:

Kommentarer (25)

  • Malene M

    Jeg er meget enig med dig, Miriam.
    Jeg er selv overvægtig, og selvom jeg ikke har oplevet hadefulde kommentarer i mit voksenliv omkring min vægt, så oplever jeg, hvordan man snakker om andre overvægtige og deres madvaner. Jeg er forarget. Jeg æder en pose chips, hvis jeg har lyst. Det samme gør en tynd pige. Forskellen er bare, at jeg er tyk i forvejen, og det kan andre mennesker slet ikke tage trykket af.. Det er åbenbart noget andet med den tynde pige, for hun er jo tynd og “smuk” i forvejen, hun kan tåle det – eller hvad? Jeg fatter ikke menneskeheden nogle gange..

  • Helle

    en flot slank ung pige går en sommer dag på gaden og spiser en mega stor softice … alle smiler og tænker, flot pige, skøn is, sommer er dejlig !!!
    en flot stor (tyk) pige går en sommer dag på gaden og spiser en mega stor softice ….. alle kikker (smile ikke) og tænker, ej hun skulle da ikke spise sådan en stor is, hun er ulækker fed, og måske et æble ville være bedst …. sommer er dejlig 😉
    jeg grimmes over andre mennesker og lad nu for helvede andre om hvad de vil putte deres krop … god dag

  • Heidi B.

    Aargh, jeg har skrevet tre forskellige kommentarer, men sletter dem igen fordi jeg, ligesom dig, hurtig bliver meget entusiastisk. Det korte af det lange er: AMEN!

  • Ann-Sophie // mit udtryk

    Word! Mit stofskifte/normalvægt har ændret sig med +10 kr, efter jeg har født og jeg tror ikke umiddelbart at jeg nogensinde kommer ned på min førvægt. Min krp ser bare mere.. 'kvindelig' ud, hvis jeg skal bruge et lidt vammelt, selvforherligende udtryk om migselv. Men ifht. mit eget kropsbillede, har det alligevel været lidt en udfordring, fordi jeg i 10 år, havde haft samme vægt, samme krop, uanset hvad jeg spiste (nok en af de irriterende typer, du beskriver) Jeg har altid spist for tre fuldvoksne håndværkere (jeg er vokset op med tre brødre, nok derfor 😉 ) men som teenager/i starttyverne var det vitterligt ikke til at se på mig, også selvom jeg aldrig dyrkede den fjerneste form for mition.

    Alligevel var det rigtig ubehageligt, evigt og altid at føle sig mistænkeliggjort med kommentarer som “Er du sikker på, du ikke skal have lidt mere? Du bliver jo til en streg i luften” eller “Fie, den tynde pind,” “Fie-stankelben” og blablabla. Især når jeg altid har været en meget madglad type, der spiser lige, hvad falder mig ind. Den der sygliggørelse, er virkelig irriterende. Get off my back, tænker man. Understreger lige, at jeg aldrig været anorektisk at se på, bare lang og spinkel.

    Og nu, hvor min BMI har bevæget sig op i den høje ende af 'normalvægtig,' kan jeg mærke, at jeg lige skal tilpasse mit eget kropsbilelde til den krop jeg har. Altså, jeg er ikke lige fast i kødet, som før (og bliver det nok heller aldrig igen efter at have 15+ kg siddende under mave-huden) og min krop er som sagt anderledes. Jeg prøver egentlig at slutte fred med, at sådan her ser jeg ud, og jeg lever som jeg gør, fordi jeg (stadig) er et mad-øre. Nu har de kommentarer jeg har fået lydt mere i retning af “Hey, har du egetnlig ikke tabt dig lidt?” når jeg ser venenr og bekendte. Det er sgu egentlig også irriterende. Nærmest som om, folk har hæftet sig ved ens vægt før og nu prøver at komplimentere, at “det går den rigtige vej” eller hvad ved jeg. Måske er jeg bare dårlig til at tage imod komplimenter. Summsaummarum, al den kropsfiksering vi selv ligger under for (og tvinger ned over hovedet på andre..) er sgu i bund og grund lidt mærkeligt. Til tider uopdragent.

    Fuck en lang, ligegyldig kommentar, haha. Jeg er træt 😉

  • Anonym

    Det er så godt at du kommer ud med det!!!
    Jeg har været meget overvægtig, men har nu tabt mig 20 kg., og er vel det man betegner som “normal” vægtig – hvad det så end er?
    Der var så mange der kommenterede på min vægt da jeg var “tyk” – men det gjorde mig faktisk slet ikke motiveret til at gøre noget ved det, tværtimod. Jeg tænkte nej fandme nej om de skal bestemme det. Man går ikke i gang med et stort vægttab fordi andre tvinger en til det, man skal ville det selv. Og ja, jeg havde nogle gode år som hende den tykke, for jeg valgte det selv.
    Til alle dem der blander sig: tykke mennesker ved godt de er tykke, og det er ikke motivation at sige: “tykke, er du sikker på du skal have mere”.
    Miriam, du er smuk som du er, med flotte kvindelige former. Hvis du vil tabe dig, så gør det fordi DU vil det, ikke fordi andre mener du skal!
    – Anni

  • Stinna Engdam

    Jeg er helt enig.
    Jeg syens også det er vildt trælst at der hele tiden skal så meget fokus på hvad der er “normalt”, og der hele tiden skal vises i medierne hvad der er “normalt” og hvordan “virkelige” kvinder (lets face it, af en eller anden grund er det altid kvinderne der skal vises frem på den måde) ser ud, og det er både overvægtige som undervægtige, er det ikke nok at man er glad for sin krop – og ikke for noget, man er vel lige “virkelig” om man er tyk, tynd, høj eller lav.

  • Stinna Engdam

    og ps – jeg har været meget undervægtig i mine “yngre” år, og jeg var en af dem der gerne ville tage på. Jeg synes det var helt forfærdeligt, jeg så direkte syg ud, og havde intet der kunne minde om former, det ændrede sig først da jeg kom op i 20'erne.
    Det er altså ligeså træls som hvis man har lidt for meget på sidebenene 🙂

  • godtpolstret

    Godt galet Miriam!
    Som mit “navn” nok antyder, er jeg hvad man kalder “godtpolstret”. Det har jeg været de seneste 10-12 år af mit voksenliv. Jeg ville da gerne være “normalvægtig” igen, men åbenbart ikke nok til at jeg kan finde motivationen til at kæmpe mig ned i vægt. Jeg træner en del og spiser fornuftigt, jeg er sundhedstjekket i hoved og røv og alle værdier er gode, jeg er sund! Men jeg ser ikke sådan ud fordi jeg vejer 30 kg for meget (og ja i længden er det ikke sundt da det slider hurtigere på kroppen, det ved jeg godt).Og jeg ved at jeg bliver bedømt af andre mennesker ud fra hvordan jeg ser ud. Men det er mit valg (mere eller mindre frivilligt)!
    Jeg møder forindtagethed, fordomme, diskrimination og tåbeligheder i hverdagen, fordi jeg ser ud som jeg gør. Jeg er træt af det. Derfor beskriver jeg nogle af de ting jeg oplever på min blog – ikke fordi jeg vil være tynd, ikke fordi det er synd for mig, ikke fordi jeg vil behandles bedre end andre, men simpelthen fordi jeg er røvtræt af den kropsfiksering der er – uanset om det er fordi man er tyk, tynd, kort eller lang eller hvordan fanden man nu ser ud. Vi er mennesker for satan!

  • Camilla

    Jeg er bare helt enig! Og synes det er liiiidt for meget i Gilmore Girls med alt deres junkfood. Det er også én af mine yndlingsserier, men genser den sjældent, da jeg altid ender med at blive sindssygt lækkersulten hver gang jeg ser den 😉

  • Miriam

    Præcis sådan jeg har det! Som regel er der jo en psykologisk grund til, at man overspiser, og hvis man holder op med det for at gøre andre glade, så er man jo lige vidt…

  • Miriam

    Jeg prøvede at inkludere de undervægtige netop af den grund. Jeg kender ikke selv til det, og som evigt “kraftig” kan det være svært at forestille sig, men det er mindst lige så relevant!

  • Miriam

    Hurra! Ja! Man kan nemlig lige præcis nemt føle sig som et mindre værdigt menneske, sådan som folk snakker om en. Ufedt. (No pun intented.)

Der er lukket for kommentarer.