Oktoberfest

Hvis man hører til den gruppe mennesker, hvis opfattelse af Tyskland primært er dannet ud fra folkeskolens forældede undervisningsplan, så er der ikke noget at sige til, at den hovedsageligt består af store, sørgelige betonbygninger, intens skam og bundesligahår. Det er arven efter 2. verdenskrig og Christiane F.

I virkeligheden er Tyskland så meget mere end det, hvilket tydeligt kunne opleves på Alexanderplatz, mens Frode og jeg var på besøg. Oktoberfest. Oktoberfest for fuld smadder! I virkeligheden til dels spildt på os, da vi begge synes, øl er noget skrækkeligt stads, men der var heldigvis også uanede ting, der ikke var ølrelaterede.

Hele Alexanderplatz var omdannet til en slags marked. Enorme mængder forskeligt mad, der inkluderede alt fra den klassiske currywurst til oldschool eisbein med sauerkraut. Der var kandiserede æbler, hjemmelavede flødeboller og tyske kager en masse. Karuseller, kæmpetrampoliner og langborde, hvor tyskere sad side om side med turister og drak øl så store som rundetårn.

God, gedigen tysk hygge. Bestemt anbefalelsesværdigt!

Verdens gladeste bodejer, der insisterede på at blive fotograferet!

Kommentarer (4)

Der er lukket for kommentarer.