Nashville – Kompromiser, cowboystøvler og barbeque

Det suverænt fedeste ved at rejse alene er, at alting foregår på ens egne præmisser. Program, overnatningssteder, spisetider, alting. Man bliver meget hurtigt forvænt på den front. Når der bare er ét andet menneske med, forsvinder enevældet, og når man er seks, som vi var på den her tur, så skal der gåes en del på kompromis. Nashville var det første sted, hvor jeg selv ville have lagt et markant anderledes program, og hvor jeg rent faktisk følte, jeg gik glip. Det var ironisk nok også det sted, vi havde længst tid (med undtagelse af familievisittet efterfølgende), men vores ønsker stak simpelthen i hver vores retning, og den snedige plan, jeg havde haft hjemmefra, med bare at bryde lidt væk fra flokken og gøre min egen ting, hvis det virkede mere tillokkende, viste sig at være noget mere urealistisk, end jeg havde troet. Det var ikke, fordi jeg var vred og bitter og hadede de ting, vi lavede, jeg havde bare selv truffet nogle andre valg.

Af samme årsag er det lidt svært for mig at lave en top- og bund-liste, som jeg har gjort de andre steder, for det var fx mægtig sjovt at tilbringe en eftermiddag i en arkade – det kunne jeg bare også have gjort i København, så for mig var det lidt spild af Nashville, y’know? På samme måde gik vi selvfølgelig en tur op og ned ad Broadway, som er Nashvilles mest kendte gade. Det er bar på bar på bar med en enkelt cowboystøvle-forretning og turistshop smidt ind hist og her, og selvom vi var der om formiddagen, var der live countrymusik på hver eneste bar. Det var dybt fascinerende, og havde jeg lagt programmet, havde vi tilbragt væsentligt mere tid der. Vi satte os ikke rent faktisk ind et sted og fik den fulde oplevelse, men gik blot forbi, hvilket jeg syntes, var en skam, men igen – programmet var lagt på forhånd, og det var relativt stramt.

På mad-siden kom vi imidlertid godt omkring, og der forlod jeg byen meget tilfreds. Jeg blev introduceret til fænomenet Kentucky Butter Cake, som var en åbenbaring i sig selv, hvorimod rødvins-slushice var jævnt klammo. Det lykkedes os også endelig at finde en seafood-restaurant med et børnevenligt menukort (noget, jeg havde arbejdet på siden New England!), for jeg kan virkelig godt lide skaldyr, og amerikanerne har de lækreste krabber i verden. Derudover var vi forbi Prince’s Hot Chicken Shack, som virkelig kan anbefales. Men når der står på deres menu, at “our mild is spicy”, så mener de det! (Jævnfør det der Bridget-indlæg). Ikke desto mindre noget af det bedste fried chicken, jeg nogensinde har fået. Og så er Nashville selvfølgelig notorisk for deres barbecue, og det må man endelig ikke snyde sig selv for! Brisket og pork shoulder og ribs, der falder af benene efter at være blevet tilberedt i flere timer, end jeg har styr på. Og tilhørende sides som mac’n’cheese og kartoffelmos med sovs. Intet grønt i sigte, som det sig hør og bør. Det var så lækkert, at vi tog forbi Jack’s Bar-B-Que to aftener i træk. (Han har tre restauranter i byen, og skulle man komme forbi, kan jeg klart anbefale at vælge den, der hedder Jack Cawthon’s Bar-B-Que. Den ligger to minutters kørsel fra den på Broadway, men her er det rent faktisk muligt at komme til for mennesker!)

Jeg kunne virkelig godt lide, hvad jeg oplevede af Nashville. Grandvoksne mænd i stetsonhatte og cowboystøvler, tjenere der kalder en “sweety” og “honey”, en generel stemning af liv og glade dage. Og jeg kan ikke engang lide countrymusik! Men jeg gik ikke rigtigt fra byen med en følelse af, at jeg havde set den på samme måde, som jeg gjorde med andre byer, vi var i væsentligt kortere tid. Der var så mange flere ting, jeg gerne ville have stukket snuden i. På den positive side betyder det selvfølgelig, at jeg har en undskyldning for at tage tilbage igen, og jeg så helt sikkert tilpas meget til at vide, at det vil jeg gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.