Det er faktisk lidt ligesom at møde en ekskæreste igen

img_2386“This train terminates at … Vestamager.”

Jeg hørte den sætning en del på mine ture til KUA. Når det var for koldt, for vådt eller for blæsende til, at jeg kunne lokke mit korpus op på cyklen, sneg jeg mig i stedet på metroen, stod af på Islands Brygge og gik den evigt foranderlige gang til bygning 24. Foranderlig, fordi KUA ofte mest af alt fremstår som én stor byggeplads og gjorde det i alle de år, jeg gik der. Det gør det i øvrigt stadig, kunne jeg i dag konkludere, og jeg måtte derfor ændre min rute to gange for at nå succesfuldt frem til rette bygning.

Jeg har ikke været på KUA siden jeg afleverede mit speciale for 1½ år siden. Og så pludselig var jeg der igen. Til eksamen, sågar. Det var en lidt sær følelse, for alt var det samme, og intet var det samme. En veninde skulle bruge statister til sin eksamen, så der var intet i situationen, der handlede om mig, og alligevel blev jeg viklet gevaldigt ind i tanker om fortid og bittersød nostalgi, mens jeg sad og ventede i mødelokalet, der havde udsigt over bygningen, jeg i sin tid havde min semidaglige gang i.

Noget af det var savn. Savn efter at blive undervist og udfordret, savn efter uhyggeligt nørdede diskussioner, som jeg ikke vil forsøge at gengive, fordi det unægteligt altid fremstår en anelse prætentiøst. Tænk det der afsnit af How I Met Your Mother, hvor Ted på vamleste maner insisterer på at citere Dantes Inferno på italiensk. Ydr. Det, der ikke var savn, var nærmere tristhed. For jeg gik glip af meget i de år. Jeg var så forfærdeligt syg, at jeg kun ydede det absolut nødvendige og ikke have energi til hverken at være social eller på nogen måde engageret ud over det, der som minimum krævedes af mig. Og man ender med enormt mange ‘hvad nu hvis’-er på den bekostning. Hvad nu hvis jeg havde opsøgt det sociale og fået en helt anden vennekreds? Hvad nu hvis jeg havde haft et relevant studiejob, der kunne have ført til et arbejde, der rent faktisk havde med min uddannelse at gøre? Hvad nu hvis jeg havde fundet mig en sød akademikerkæreste, som jeg stadig holdt fast i den dag i dag? Der er en vis tristhed forbundet med det, fordi det er meningen, at netop de år skal være en glad tid. Man er ung, man er studerende, man lever et relativt frit og ansvarsløst liv. Og det gjorde jeg ikke. Jeg gik glip i stedet.

Heldigvis er slutningen lykkelig. For den nostalgiske tristhed var momentan, og nutiden er god. Nutiden er fantastisk gode venner og et arbejde, jeg føler mig usandsynlig heldig at have. Nutiden er ikke savn og bitterhed og ærgrelse. Nutiden er glæde og frihed til at gå egne veje. Nutiden er det, jeg aldrig havde troet, jeg skulle få igen.

Så tak KUA. For alt du prøvede at give og alt, jeg var i stand tage imod. Jeg håber, du er glad. Det er jeg.

 

PS: Totalt off topic, men i dag er sidste dag med ekstra 30% på Ellos’ udsalg, der også gælder på bolig og elektronik. Jeg havde lovet lige at minde jer om det! 😀

Kommentarer (7)

  • Åh, hvor går dit indlæg lige i hjertet. Uni-tiden er også fuld af bittersøde minder for mit eget vedkommende … og de der mange hvad-nu-hvis’er, der kan gøre så frygteligt ondt! Men nutiden er bedre – langt lykkerligere og fuld af kærlighed!

  • Årh, dét er min bygning på uni, du står foran! Selvom jeg er glad for min tiltrængte ferie, så får billedet mig alligevel lidt til at glæde mig til at komme tilbage til næste semester!

  • Tak for endnu et dejligt indlæg, jeg er efterhånden ret fan.
    Du giver mig lidt ekstra mod på hele uddannelses-forløbet, men dit indlæg får mig også til at indse, at man nogen gange må sige til sig selv, at det hele nok skal gå fint – ja forhåbentlig ende ud med at blive rigtig godt endda – også selvom at man i nogle perioder kun er i stand til at yde det allermindste på studiet. Dét er nemlig nogen gange meget svært at acceptere, især hvis man sammenligner sit engagement, overskud og situation med andre… men det skal man jo altid passe på med. Men meget rart at høre din historie…
    held og lykke fremover og tusind tak. God aften herfra 🙂

  • Som én der (også) brugte sin ungdom på at være syg.. I hear you. Den der følelse af at være gået glip af det hele, af det der med ikke rigtig vide om man overhovedet er blevet voksen midt i al elendigheden… Det er noget underligt noget. Men man kommer jo videre. Og op. Heldigvis op.

  • Årh, jeg forstår godt dit “hvad nu hvis”. Jeg vil bare sige, at jeg evig taknemmelig for, at du netop laver det, du laver nu. For åh, hvor er miriams blok et sandt åndehul!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.