Kostumejagt som hjemløs

Hvad, der forhåbentlig bliver et kostume engang.

Kringlet titel, huh? Forklaring følger. Sweet Georgia Brown en dag, det har været! Jeg lagde ud med at vågne op med et bygkorn på det ene øje og lymfekirtler så hævede, at jeg lignede Honey Boo Boos mor. Very charming.

De eneste planer for dagen var sådan set at færdiggøre mit kostume til fastelavnsfesten i morgen. Jeg skal være 80’er-chick. Min plan var at købe en kæmpestor secondhand sweatshirt, klippe halsen af den, så den var off the shoulder og bruge den som kjole. Hvad, jeg lige havde glemt, var, at folk på Østerbro er så fancy, at de nærmest sover i deres jakkesæt, så der var ikke mange valgmuligheder. Hvis jeg gerne ville have noget, der reelt dækkede mine balder, var der faktisk ingen. Så døde den plan.

Det eneste, jeg fik ud af den oplevelse, var rent faktisk indædt jalousi over ikke at være en mand. Sådan nogle genbrugsshopper nemlig tilsyneladende ikke, og som følge deraf var butikkerne stoppet med Burberry, Ralph Lauren, Junk de Luxe og Sand til helt ned omkring 20 kr. Decideret åndssvagt jo.

Nå, men klokken blev mange, og jeg begyndte at gå i panik. Så jeg tog en ubehagelig beslutning: Af sted mod H&M. Ubehagelig beslutning, fordi jeg som altid havde undervurderet opgaven, jeg stod foran, hvorfor jeg havde regnet med et lynsmut op i den nærmeste genner og til den anledning ikke følte behov for anstændig påklædning…

Turen gik altså nu mod indre by iført slaskebukser, vandrestøvler, morgenhår, bygkorn, 3 dobbelthager og ingen make-up. Jeg følte mig som en bondeknold, der lige var kommet ind med firetoget og overvejede bare at gå over til pølsevognen og hænge ud. Det forekom mig umiddelbart at være det eneste sted, jeg hørte hjemme.

Med megen møje og besvær, angstsved og mærkelige blikke fandt jeg endelig en nogenlunde acceptabel sweat i H&Ms herrebutik. Jeg gik op til kassen, hvor den her fine samtale med den selvfølgelig utroligt pæne ekspedient fandt sted:

Pæn ekspedient: “Er det til en gave?”
Mig: “Nej.”
Pæn ekspedient (lidt forvirret): “Øh, okay… Jamen det er jo også okay.”
Mig, der indser, at jeg er i en herretøjsbutik: “Altså nej! Jeg mener… Den er ikke til mig! Eller jo, det er den, men den er til fastelavn, jo! Æh, altså, jeg skal hjem og klippe i den og sådan… Altså, den er til et kostume! Altså den er ikke sådan til rigtig brug, vel??” *maniske øjne*
Pæn ekspedient (stadig lidt forvirret): “Aha… Æhm… Bon’en er i posen.”

Folk kiggede endnu mere på mig på hjemvejen. Måske fordi jeg havde solbriller på (for at skjule mine øjne inklusiv bygkorn), selvom solen var gået ned. Måske fordi jeg lignede en hjemløs, men var iført solbriller fra Marc Jacobs. Måske fordi jeg så utroligt paranoid ud, netop på grund af at jeg var sikker på, alle folk kiggede på mig.

Pointen er, at jeg nåede hjem! Success! Jeg føler mig brugt og stadig lidt hjemløs. Så nu skal jeg have pasta og pesto og et karbad, inden symaskinen skal findes frem, og kostumet forhåbentlig kreeres og ikke fuckes op… Bed om god karma!

Kommentarer (6)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.