Man får faktisk lidt lyst til at summe som en bi
Den dag skolernes sommerferie startede, gik jeg tilfældigvis forbi en skole i de minutter, hvor de brølede feriesangen i kor inde i bygningen. I ved, den der “Ferie, ferie, FERIE!” som jeg tænker, jeg ikke er den eneste, der også er vokset op med. Blev lige dele nostalgisk og lidt frustreret over, at man ikke bliver sendt af sted med samme salut, når man som voksen tager sin årlige sommerpause. Det synes jeg egentlig, vi også har fortjent. Men jeg har gået og nynnet den lidt i dag, for jeg kan den selvfølgelig stadig, og når dette blogindlæg ryger ud i cyberspace, lukker jeg computeren for tre uger.
Eller, det gør jeg selvfølgelig ikke helt, for jeg elsker min computer, men bloggen kommer sandsynligvis til at stå bomstille. Min Instagram får jeg nok lidt sværere ved at lade være, for alt det her hejs er jo ikke kun job, men også fornøjelse og en snert afhængighed, og lad os bare være ærlige – det kræver en anelse mindre arbejde at poste et selfie end at skrive et blogindlæg. Så det må være kompromiset.
Jeg har tre ugers ferie. Den første kommer til at foregå herhjemme, hvor jeg har store planer om at gøre min lejlighed hovedrent. Inklusiv alle de der ting, man normalt springer over. Jeg er fx rigtig god til at tørre skabe af regelmæssigt. Udenpå. Og hvad jeg lige kan nå indeni uden at skulle hive alting ud. Men nu skal alting ud. Og der skal afrimes fryser, og skurres badekar, og altangulvet skal olieres. The works. Hvor langt jeg reelt kommer i processen, bliver spændende, for med mit sidste fiaskoprojekt in mente kan jeg også godt forestille mig, det er en noget større opgave, end mit hoved prøver at bilde mig ind. Og hvis temperaturen har tænkt sig at blive hængende omkring de 30 grader, så ved I lige så godt som jeg, at min tid i stedet bliver tilbragt foran blæseren med en Mars-is i kæften. Gad vide, om man kan rette en blæser mod sit puslespilsbord, eller om det vil sende flere brikker på gulvet end Herbert i sabotage-topform?
Uge to skal jeg tilbringe i Strøby Egede, og det glæder jeg mig helt vanvittigt til. Søster + familie er udenlands, og jeg har deres hus for mig selv. Cirka midt på ugen får jeg også besøg der, og så skal den have fuld smadder på god mad og vin og brætspil. Det er jo i princippet et ægte hus og ikke et sommerhus, men det ligger virkelig tæt på både skov og vand, og sommerhusene er alligevel blevet revet væk i år, så det virker helt ærligt som en win hele vejen rundt. Min eneste bekymring har været, hvad jeg lige gjorde rent praktisk med Herbert, for selvfølgelig skal han med, men jeg kan altså ikke både slæbe ham, hans tilbehør og egen bagage. Dertil mangler jeg et par arme. Men så luftede jeg bekymringen for min søster og spurgte, om hun evt. havde en opvaskebalje eller noget, jeg kunne bruge som midlertidig kattebakke, og det havde hun selvfølgelig ikke, for når man er en familie på fem, så er en opvaskemaskine ca. lige så vigtig som ilt. Var begyndt at tænke i alternative løsninger, da jeg modtog et Facetime-opkald fra netop min søster, der stod i et supermarked med en opvaskebalje i hånden og ville høre, om den var en passende størrelse. Altså, hvor er det sødt. Det er stadig en 50/50, om dyret vil bruge den, for han er vant til den fancy slags med låg, men ellers må jeg sgu finde en dyrehandel. Jeg er sikker på, de ligger på hvert gadehjørne på Stevns. Lidt ligesom cykelhandlere i København og solcentre i Randers.
Uge tre ved jeg ikke, hvad jeg skal lave, men med lidt god vilje læner det sig kraftigt op ad absolut ingenting. Jeg har droppet planerne om at tage til udlandet i denne omgang, til gengæld er der noget potentielt rigtig godt under opsejling til september. (Ja, undskyld, jeg er nødt til at være blogger-tease lige på målstregen. Det skal ud af systemet, I ved).
Gorm den gamle var smed i Hobro. Skål i iskold hvidvin. Vi ses på den anden side!
Tanja
Ja noget af det gode ved at være folkeskolelærer, er at gå på ferie med salut. Vi lærere skråler lige så meget med “… slap nu af du har fri og syng en glad melodi…”
Rigtig god ferie til dig😎
MiriamsBlok
Bedste sang, jo! Og tak! 😀
Cille
Gorm den gamle var da født i Hobro? I hvert fald på guldhøjskolen i Ringe. God ferie.
MiriamsBlok
Hvis du tager en tur på Google, var han smed der, og sådan kender jeg den også. Men der er sikkert forskellige versioner. 😀
Stine
Enig med dig Cille, i min barndom var han født i Hobro, men vi sang også at jorden er rund og i dag hørte jeg den hvor de sang flad 🤷♀️
God ferie. Jeg har også ferie de næste 3 uger, omend knap på afslappende, da de to af ugerne er alene med min 3 årige søn og der er denundelynme fut i måsen på den alder 🙈.
MiriamsBlok
Jeg tænker, idéen med teksten er, at den skal være så forkert som muligt, og der fungerer smed måske lidt bedre… Så langt er der trods alt ikke fra Hobro til Jelling. Men altså, jeg så også en, hvor teksten var “en og en er to”, og selvom det lyder helt urimeligt forkert i min ører, så er der nok bare flere versioner. 😀
Maria
Det er sjovt og verden er lille 😊 jeg har gået på Nordager… Men kan skisme ikke huske hvad vi sang 🤔
Sissel
God ferie Miriam ☀️
MiriamsBlok
Tak!
Pernille
God og lang og velfortjent ferie til dig, Miriam.
Starter også tre uger nu, og du har lige sat mig i hovedet, at hovedrengøring er en fed ide – så tak … måske … tror jeg nok 😊
MiriamsBlok
Hahaha, så håber jeg, vi begge kommer i mål med det! 😀
Gurli
Bare heads up. Der er ingen dyrehandler i strøby. Der er en maxi zoo i Køge. Men den er lidt utilgængelig uden bil …
MiriamsBlok
Jeg har heldigvis en bil til rådighed, hvis det er. 😀
Rutsje
God ferie 🏖🌞
MiriamsBlok
Tak!
Helle
Gorm var smed i Hobro. Basta!
Åh syng du bare. Herhjemme skråler min mand og jeg HØJT når vi går på ferie – også selv om det bare er en mindre ferie pga helligdage. Men til sommerferien synges den altid ekstra kraftigt – det hører sig til! 😉
Rigtig rigtig lækker sommerferie til dig ♥
Vil savne bloggen og dine skønne indlæg, men synes bestemt du fortjener lidt ferie.
Håber det løser sig med hr Herbert – og håber, at han, når I kommer tilbage, vil berette lidt om, hvordan HAN oplevede ferien 😉
MiriamsBlok
Jeg har haft Herbert i sele i dag, så han kan opleve lidt haveliv, når vi tager til Køge i morgen. Jeg er virkelig spændt på, hvordan det kommer til at spænde af! 😀
Pernille
Rigtig god ferie til dig !
MiriamsBlok
Tak!
Mia N
Dejligt skriv. Jeg er selv i gang med at tænke, hvad jeg skal lave, når jeg får ferie om 1,5 uge. Ikke rigtigt noget, og alligevel vil jeg ALT MULIGT nice. Helst fra min sofa.
Rigtig god ferie, Miriam 🙂
MiriamsBlok
Jeg er også der, hvor jeg både vil lave alting og ingenting. Indtil videre har ingenting vundet!
Mette
Ungerne og jeg skråler den højlydt på cykelturen hjem gennem Odense C – både når de får ferie, og når jeg gør. Heldigvis synes de endnu ikke, at det er pinligt 😉
MiriamsBlok
Ej, det lyder fandme også hyggeligt!
Siri-Therese
Åh, det er sgu hyggeligt. Mine unger skrålede den også – og om en uge synger de “første skoledag, første skoledaaaaaag” med Hr. Skæg. Det var ikke en sang vi sang, godt nok, men den er på vej til at blive ligeså vigtig som “Ferie ferie ferieeee”.
MiriamsBlok
Den kender jeg (af gode grunde) ikke, men jeg er fan af at fejre første skoledag også!