Mon alle skilleveje fører til Rom?

Jeg er ikke typen, der ikke fortryder ting i livet. I ved, der findes mennesker, der siger, at de ikke ville lave noget om, fordi alle beslutninger, fejltagelser, etc har været medvirkende til, at de er den person, de er i dag. Egentlig kan jeg godt lidt misunde det syn på tilværelsen, men som minimum har jeg bestemt sagt nogle åndssvage ting i en brandert, som jeg stadig cringer over klokken halv tre om natten, hvis jeg alligvel ikke kan sove, og min umiddelbare tanke er ikke, at der kom en livsændrende lærestreg ud af den slags idioti. Det har i hvert fald ikke stoppet mig fra at sige nye, dumme alkohol-relaterede ting siden.

Men jeg kan godt nogle gange tænke over, hvad der var sket, hvis jeg havde ændret nogle af de større beslutninger i mit liv. De der tidspunkter, hvor man befinder sig ved en skillevej og skal vælge enten højre eller venstre.

Jeg havde et pauseår mellem min studentereksamen og universitetet. Dels fordi jeg var lidt skoletræt, og dels fordi jeg ikke rigtigt anede, hvad jeg skulle. Planen var hele tiden at starte på en videregående uddannelse, men hvis nogen skulle være i tvivl, er der eddermange ting, man kan læse, og hvad man vælger har ret stor effekt på ens fremtid. Eller, for mit vedkommende endte det så selvfølgelig ikke med at være sandt, men jeg skulle mene, at flertallet ender med at arbejde med noget, der har en eller anden relation til deres uddannelse.

Gad vide, om jeg var endt et helt andet sted, hvis jeg i stedet for uni havde valgt journalisthøjskolen? Det var oppe at vende et par gange, og jeg kan godt sidde med en tanke om, hvorvidt jeg mon havde gidet have en blog ved siden af, hvis store dele af mit studie handlede om at skrive. Misforstå mig ikke, der er selvfølgelig en god mængde skriftlige opgaver på uni også, men omdrejningspunktet for engelsk litteratur var i væsentligt højere grad at læse end at skrive. Der er selvfølgelig også den mulighed, at det havde haft modsatte effekt, og studiet havde inspireret mig til at skrive mere?

Det helt store ‘hvad nu hvis’ var dog i samme periode, hvor jeg et kort øjeblik overvejede at gå en helt anden vej. Altså nærmest stik modsat. For faktisk var jeg i overvejelsesfasen også til jobsamtale på en rideskole. Det var en beslutning, jeg tror kom ud af en længsel efter lidt mere ukomplicerede tider og ikke så meget andet, for på det tidspunkt havde jeg ikke været på en hesteryg i årevis. Jeg blev bare pludselig ramt af en følelse af, at hvis jeg nogensinde skulle udleve min drøm om at blive Wendy Thorup, så var det her sidste chance. Så jeg sendte en ansøgning og blev kaldt til samtale, hvorefter jeg lånte mine forældres bil og kørte til… ærligt, jeg kan ikke engang huske, hvor det var. Jeg tror, det startede med G? Det var under alle omstændigheder ikke en succesoplevelse. Efter omstændighederne kunne det havde været meget værre, end det var, men jeg blev ret hurtigt konfronteret med, at det ikke var en verden, jeg hørte til i længere. Det var nok mest af alt nostalgi, der havde fået mig til at overveje det. Selvom det var dejligt igen at dufte savsmuld og blive bekræftet i, at det stadig føltes trygt og rart at sidde i en saddel, kørte jeg pænt hjem igen, og jeg tror ikke, jeg har været oppe på en hest siden. I stedet udvalgte jeg tre-fire uddannelser på uni, som virkede interessante og søgte ind på dem.

Af andre skillevejsbeslutninger kan nævnes, om jeg skulle flytte til København (valgte rigtigt, er jeg ret sikker på), og om jeg skulle finde sammen med min (utro) ekskæreste igen (valgte forkert… flere gange). I sidste endte er jeg ret glad for, hvor jeg endte henne, det skal der slet ingen tvivl herske om… Men hvis jeg kunne have haft en lille hest i stuen Tarzan Mama Mia-style, så havde jeg altså ikke brokket mig!