Man skal ikke kaste med sten, når man ikke selv ved, hvor langt der er til Lissabon
Har I nogensinde siddet under “Hvem vil være millionær?” og skreget “DET ER B!!!” ad fjernsynet, mens den stakkels person i stolen har svedt noget så eftertrykkeligt, fordi det var et spørgsmål til 3.000 kroner, og alle ved, man skal op på i hvert fald 5.000, før det er acceptabelt at bruge en livline? Har I så nogensinde tænkt over, hvordan det må være at sidde i den stol og få stillet et objektivt nemt spørgsmål og være helt på røven, fordi det rammer lige midt ned i et massivt hul i ens paratviden?
Jeg vil vildt gerne være med i “Hvem vil være millionær?” Altså, virkelig vildt gerne. (Og ikke kun fordi Christian Degn er blevet vært). Men ikke om jeg tør sidde i den stol alene. For selvom jeg egentlig føler, jeg er indehaver af en helt habil omgang ligegyldig viden og også noget, der er okay brugbart, så er jeg samtidig uhyggeligt opmærksom på, at der, hvor jeg mangler, der mangler jeg fælt. På den lidt pinlige måde.
Tag fx geografi. For at blive i genren, skal man som bekendt i starten af programmet liste fire ting i en eller anden rækkefølge, og den, der så svarer hurtigst, bliver ophøjet til reel deltager. Det er altid en nem opgave, fordi idéen er kæmpe på tid, ikke at svaret skal være svært. Well, engang gik det på, at man skulle liste fire storbyer efter, hvor tæt de lå på København, og ikke om jeg med en pistol for panden havde kunnet svare rigtigt. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan placere Lissabon på et kort, men hvor langt Lissabon ligger fra Danmark i forhold til, hvor langt Sankt Petersborg ligger fra Danmark? Glem det. Jeg ville skyde skylden på, at jeg aldrig rent faktisk har haft geografi i skolen, men realiteten er nok mere, at jeg simpelthen ikke besidder skyggen af logisk intelligens, når det kommer til noget som helst geografisk.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er svært begejstret for konkurrencer og spil. Men jeg er samtidig fuldstændig skrækslagen for at gøre mig selv håbløst til grin, og I ved bare, det ville ske for mig, at der kom et spørgsmål om befolkningstallet i Luxembourg, og jeg ville være pissestædig og nægte at bruge en livline og ryge ud på røv og albuer. Ergo er jeg kommet frem til, at jeg gerne vil derind med min mor. Og det er nok et ret dumt valg, for vores viden overlapper en del, og man burde jo nok også generelt vælge Lasse Rimmer, men det er samtidig en universel sandhed, at man ter sig mindst åndssvagt, når ens mor kigger på, og det kunne jeg godt bruge, hvis jeg skulle spille fandango på nationalt tv.
Men altså, det er scary shit, at man nogle gange sidder hjemme i sofaen og cruiser fejlfrit op til 100.000 og andre gange mentalt har brugt alle tre livliner et par gange, før de 50.000 er i hus. Så jo, jeg vil stadig ret gerne være med, men det ville være fint, hvis man lige kunne få lov til at ekskludere visse kategorier på forhold, hvor man ved, at man intet ved. Som fx geografi. Og erhvervsliv. Og politik. Og sport. Al sport (måske med undtagelse af NFL og ridning i grove træk).
Men så er jeg også klar!
Susanne
You are not alone, når det kommer til geografi ??
MiriamsBlok
Det falder bare ligesom ikke på plads i mit hoved! 😀
Susanne
Du skal spille Primetime, der får du brugt al din viden og du kan vinde penge. Det er en app, du henter. Det er sjovt og det er hver aften kl 20
MiriamsBlok
Det må undersøges!
Camilla
Det var først i 2018 det gik op for mig, at Egypten ligger i Afrika.
Har faktisk aldrig helt været klar over det var..
Behøver jeg at sige, at jeg er virkelig dårlig til geografi?
MiriamsBlok
Okay, men det er også ret uretfærdigt, for vi har jo ALTID lært, at Egypten er i Mellemøsten! Altså, måske ikke officielt, vel, men alt andet!
Thea
Ha ha, kender det så godt.
Har en gang råbt faretruende højt, da en kvinde omtrent min egen alder (på det tidspunkt vel omkring 30), var helt og aldeles blank på spørgsmålet til en halv (freaking) million, der helt enkelt lød noget i retning af “hvilket skomærke er hovedpersonen, Carrie, særligt glad for i tv-serien Sex and the city”.
Ps. Hun endte med at bruge 2 livliner før hun trak sig ?
MiriamsBlok
Hahaha, åh, det er det allerværste, når det er lidt et nichespørgsmål, og man bare kender svaret SÅ godt! 😀
L
Min morfar var med i Hvem vil være millionær i 2001, og han snakker stadig om det spørgsmål han stoppede ved. Han kom dog hjem med 32 000 🙂
MiriamsBlok
Det ville jeg også gøre! For evigt være irriteret over, om jeg skulle have satset! 😀
Trine
Jeg føler virkeligt den her! Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret godt begavet, har en god paratviden og jorder normalt alle jeg kender i quiz-spil, men når det kommer til geografi er jeg også HELT blank.
Da jeg læste dette indlæg og prøvede at visualisere et kort, hvor Lissabon var på, tænkte jeg på Letland, Litauen og det tredje land, som jeg aldrig kan huske. Ved nærmere eftertanke ved jeg selvfølgelig godt, at Lissabon ligger i Portugal, men det er som om min hjerne forråder mig, når jeg tænker på geografi.
MiriamsBlok
Hahaha, jeg føler dig! Det er, som om det bare ligger LIGE uden for rækkevidde!
Tania
Hvem vil være millionær, Disney edition. Det må være noget for dig. Hvis den fandtes??
MiriamsBlok
Jeg har Disney Trivial Pursuit! Det er genialt!
M
jeg blev glad af at læse det her indlæg. Eller ihvertfald mindre trist. På en lidt træls dag. Tak 🙂
MiriamsBlok
Det er jeg glad for at høre!