12 gode gys, når nu du alligevel er alene hjemme…
Det havde været mere tjekket, hvis det her indlæg havde været ude i går – fredag d. 13. – men jeg fik det altså ikke færdigt i tide, for jeg er ikke en tjekket person. Bedre sent end aldrig.
Jeg elsker et godt gys, men jeg er meget specifik med, hvad det helt præcis vil sige. Jeg kan fx ikke udstå torture porn á la The Texas Chainsaw Massacre, og hvis man bygger sin skræmmeeffekt op gennem jump scares, så synes jeg altså, man snyder lidt. (Plus, jeg får et kæmpe chok, uanset hvor meget jeg havde set den komme!) En rigtig god horrorfilm for mig har gerne et psykologisk aspekt – hvis vi er ude i et slags twisted spil, hvor folk dør en for en, så er jeg solgt på stedet! Andre favoritter tæller zombier og lignende overnaturligheder; gyserfilm må ikke være for realistiske, så skræmmer de bare livet af mig.
Alle film på min liste vil være at finde på Netflix, Viaplay eller C More, fordi det er de streamingtjenester, jeg har pt. Er man i øvrigt hjemme med børn i de her dage, så vil jeg gerne lige afbryde gys-temaet og tippe om, at man kan prøve C More af gratis og uden binding i fire uger, og de har et virkelig stærkt udvalg af børneindhold – inklusiv, men ikke begrænset til nogle af mine favoritter inde for Disney: Løvernes Konge, Frozen, Aladdin, Skønheden & Udyret, Tangled, m.fl. Klik her for at komme til tilbuddet (reklamelink).
Jeg linker til alle IMDB-sider, men tag jer ikke af de generelt elendige ratings. Sådan er det vist bare at være en horrorfilm i en mainstream verden. 😀
Would You Rather? (2012). I et forsøg på at hjælpe sin bror får Iris viklet sig i en noget mere brutal udgave af den klassiske børneleg, hvor deltagerne bliver tvunget til at vælge mellem to stadigt voldsommere scenarier og derefter skal udleve det, de vælger. Man kan selvsagt ikke slippe af sted med at sige nej tak. Ligger på Netflix.
The Purge (2013) + The First Purge (2018). Jeg er pjattet med hele Purge-serien, men det ser ud til, det kun er to af filmene, der pt kan streames uden at skulle lejes separat. Amerikanerne i al deres visdom beslutter sig for, at verden ville være et bedre sted, hvis man én gang om året havde 12 timer, hvor al kriminalitet var lovligt – inklusiv mord. Så det indfører de. Safe to say, der er nogle ret fucked up typer derude. The Purge ligger på Netflix, og The First Purge ligger på Netflix og C More.
A Quiet Place (2018). En af de få storproduktioner på min liste og derfor også i den mildere ende på horror-meteret. Verden er mere eller mindre gået under som følge af en invasion af nogle monstre med super-hørelse, og vi følger en familie, der forsøger at overleve i total stilhed. Ligger på Netflix.
Escape Room (2019). En gruppe fremmede takker hver især ja til en invitation til et escape room, men det viser sig hurtigt, at det ikke er så lige til at komme ud – eller for den sags skyld overhovedet at overleve. Ligger på Viaplay.
Zombieland (2009). Well, der er en helvedes masse blod og mord og zombier, så det er altså en horrorfilm, men det er også en komedie og måske nok den mest let-spiselige film på listen, der med god grund er blevet lidt af en moderne kult-klassiker. Ligger på Netflix.
Truth or Dare? (2018). På en tur til Mexico får Olivia og hendes venner sat gang i en omgang “sandhed eller konsekvens”, der ikke kan stoppes igen, men kun bliver mere og mere ødelæggende, mens antallet af spillere langsomt mindskes. Ligger på Netflix og C More.
In the Tall Grass (2019). En af Netflix’ egne (vellykkede!) produktioner, baseret på Stephen Kings kortroman af samme navn. En bror og søster på vej gennem Kansas går ind i en stor mark, da de hører en dreng råbe på hjælp. Og så kan de sjovt nok ikke komme ud igen. Som ofte med Stephen King virker præmissen lidt tam, men en græsmark kan åbenbart også være settet for en fremragende historie. Ligger selvfølgelig på Netflix.
The Silence (2019). Ja, altså, på overfladen er plottet præcis det samme som i “A Quiet Place”. Verden bliver angrebet af monstre, der hører herregodt, så vær lidt stille. Selve filmene adskiller sig imidlertid en del fra hinanden, men selvom The Silence fløj lidt under radaren, så er den altså ikke helt dum. Det er trods alt en Stanley Tucci-film. Ligeledes en Netflix-produktion.
The Invitation (2015). Will og hans kæreste er inviteret til et middagsselskab hos Wills ekskone, hendes nye mand og alle deres gamle, fælles venner. Akavet nok i sig selv, men det lader også til, at der stikker mere under den middag, og det bliver væsentligt mere ubehageligt at være der, som aftenen skrider frem. Ligger på Netflix.
Us (2019). En familie er på ferie, da deres dobbeltgængere en aften dukker op foran deres hus. Og de er ikke synderligt venligtsindede. Filmen er lavet af Jordan Peele, der også stod bag “Get Out”. Ligger på Viaplay.
Circle (2015). 50 fremmede vågner op stående i en cirkel i et lokale. Hvert andet minut skal de stemme på en, der skal dø. Kun én kan komme ud i live. Nok i princippet mere en psykologisk thriller, da der ikke er så meget vold og blod og den slags, men den sniger sig lige med på falderebet alligevel. Ligger på Netflix.
Ruth
Sjovt den kommer i dag. Var faktisk inde og søge på din blog i går for synes du havde lavet en sådanne tidligere. Men dejligt så vælger vi af dem i aften i stedet for.
MiriamsBlok
Jeg har en del filmanbefalingsindlæg i bagkataloget, men jeg tror faktisk, det er det første med gysertema!
Line
Jeg er ikke selv til gys, men det er fanme god public service i denne tid! ?
Hvis man kan tillade sig at ønske, så ønsker jeg mig en guide til dine yndlings RomComs pt! ? god lørdag!
MiriamsBlok
Det er noteret! Jeg tror, der kommer et par slå-tiden-ihjel-indlæg henover de næste par uger. 😀
Yasmin
Vil lige anbefale midsommar! Jeg ved ikke om nogen har den, men den film er et mesterværk. Elsker at du har a quiet place på og er sindsygt spændt på den nye. Håber ikke de udsætter den helt vildt. Det er et godt mix af film du anbefaler og hey hvis du har lyst så vil jeg gerne have en liste på horror comedy som would you rather.
MiriamsBlok
Der er da ikke meget komedie over “Would You Rather”? 😀 Men jeg tror under alle omstændigheder, det ville blive et lige nichet nok indlæg, gyserfolket er (desværre) en begrænset skare. Jeg er nok bedre tjent med et romcom-indlæg! 😀
Sika
Mange tak for et godt indlæg, bryder mig ikke selv om gys (kan ikke sove)- ændrer dog ikke ved indlæggets kvalitet og gode anbefalinger
Kan eller har du lavet et indlæg om romantiske komedier
God søndag og tak for en fuldstændig fantastisk blog- den er meget værdsat!
MiriamsBlok
Jeg har vist ikke et romcom-indlæg, men det kan være, jeg skulle lave et. 😀
Annette
Hejsa.. Jeg synes det er nogle tamme gyserfilm du har fundet frem der, har set dem alle pånær us.. ?☹️?
MiriamsBlok
Så deler vi nok ikke smag i gyserfilm – jeg synes, de er fremragende allesammen! Forhåbentlig er der nogle andre, der kan bruge mine anbefalinger. 🙂
Sara
Hvis du kan opdrive den (den er gammel!) kan jeg anbefale Candyman. En mellemting mellem gys og 90’er thriller.
MiriamsBlok
Oh no, jeg har stadig traumer fra den i mine teenageår! 😀