Sygdoms-self-shaming
Jeg vil gerne shame mig selv lidt i dag. I ved godt, hvordan der er den her stående joke med, at mænd ikke kan finde ud af at være syge og ryger helt i knæ ved det mindste ubehag? Hvis vi ser bort fra anklager om hverdagssexisme og fastholdelse af negative stereotyper, så er det mig. Jeg bliver mandesyg. I morges vågnede jeg med hovedpine og følte mig i det hele taget sådan lidt “tæt” i hovedet, hvis andre end mig kan få det ord til at give mening i den sammenhæng. Så jeg tog en hovedpinepille (en skrækkelig smeltetablet med solbærsmag, som jeg ikke vil anbefale til nogen), og det dulmede smerten lidt, men ikke ubehaget. Deri ligger problemet. For jeg er på ingen måde syg-syg, jeg er bare lidt utilpas. Og det driver mig langsomt til vanvid.
Lå man så bare i sin seng med tredive dyner og feberdrømme og et helt ustyrligt usundt forbrug af Strepsils, så kunne man i det mindste overgive sig til sin elendighed og bare dyrke den. Men når man lander der et sted midtimellem, hvor man bare ligner lort og føler sig som lort, men alligevel ikke er helt lortet nok til, at man kan fralægge sig hverdagsansvaret, så man er tvunget til at udføre alle sine pligter, mens man hader verden og bare gerne ville sidde meget stille og drikke varm kakao og se Netflix. Ugh. I kan godt høre, hvor skidt det står til, ikke? Hvis jeg kunne blive ringet hjem á la børnehavebørn, så var det nu, jeg havde trukket en pædadog i ærmet.
Det er lidt, som om der er en del af mig, der mener, at jeg godt må have ondt af mig selv, fordi jeg ikke er syg nok. Som om der er nogen, der gatekeeper sygdom, og jeg ikke kvalificerer, og det er svært for mig at være udenfor. Som om det gør det lidt lettere at håndtere denne absolut minimale modgang, hvis jeg får lov til at bilde mig selv ind, at den er væsentligt større, end den egentlig er. Så jeg tillader mig selv al selvynk i verden. Svælger i den på vidunderlig vis. Og med den selvynk følger fx retten til at arbejde fra sengen. Til at spise emergency-chokoladen i skabet. Til ikke at gå ned med skraldeposen LIGE nu. Og helt sikkert til at se en horribelt klichéfyldt tøsefilm (for ligesom at holde fast i kønsstereotyperne) under dynen i aften.
Jeg er ret sikker på, jeg har det ganske fint igen i morgen, men hvis ikke, er der så ikke nogen, der lige vil ringe 112?
PS: Yes, hello, this was sarcasm.
Maria
Jeg skal ikke negligere din tilstand – blot toppe den. Jeg har 4 børn! Selv med over 40 i feber står Jeg oprejst. Og laver mad. Og smører madpakker. Og skifter lortebleer. Det burde fandeme udløse en medalje! Det burde være en menneskeret at ligge under dynen med Netflix tændt ved al slags sygdom.
Amen.
M
Jeg er i samme båd – masser af små børn. Det er så freaking nådesløst at være syg, når man ikke har mulighed for at restituere!
Kia
Jeg har det på PRÆCIS samme måde som dig, så snart jeg bare fornemmer en forkølelse komme snigende?
Og noget helt andet… så er jeg trofast følger og KÆMPE fan, selvom jeg desværre må indrømme at det er meget sjældent at jeg får kommenteret. Men du skal vide at du er min yndlingsblogger!
MiriamsBlok
Det er jeg virkelig glad for! Tak, fordi du tog dig tiden til at skrive det! <3
Maria
Oh, I feel you!!! Når man har det skidt nok til ikke helt at synes det er sjovt, men ikke syg nok til at melde sig syg fra arbejde… so annoying!
Endnu en Maria
Jeg er så meget med dig! Jeg har fået opereret en tand ud, og det shit gør nas! Alligevel kan jeg mærke, at det ikke helt bliver taget som en legit undskyldning for at blive hjemme fra arbejde – og nu ligger jeg her i min seng med min blå og hævede kind og arbejder, for jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg lader være.
Mette
Du har lige præcis beskrevet mig, når jeg er syg. Det er den følelse af utilpashed og ikke at føle sig “syg nok”. Derfor tager jeg på arbejde og klarer hverdagen som vanligt. Det er så åndssvagt. Jeg burde vide bedre…jeg er læge. Suk!