Små bidder af mig

Skrevet d. . Uploaded i mænd,mig,personligt.

Jeg havde tænkt mig at starte det her indlæg med: “Ved I, hvad det mest irriterende ved dating er?” Og så gik det op for mig, at jeg har stillet og selv besvaret det spørgsmål efterhånden rigtig mange gange. Og hver gang er svaret anderledes, for hvor det der med at date for folk i langtidsforhold kan virke helt spændende, sexet og eksotisk, så er realiteten, at det i virkeligheden ofte er en topfrustrerende oplevelse.

Jeg har været i gang igen i et stykke tid nu, og der har været nogle virkelig fine oplevelser. Men ikke kun gode, desværre. Jeg har allerede påtalt det der med den absurde mangel på respekt, man kan opleve. Og udover at man selvfølgelig føler sig lillebitte og ret trådt på, når den slags sker, så er jeg kommet på en anden grund til, hvorfor det går mig så meget på.

Jeg har nogle seriøst dybe ar på mit hjerte; det kan vist ikke længere komme som en overraskelse for nogen. Jeg har også virkelig massive svigt-issues i baggagen. I kombination betyder det, at det trækker ret mange tænder ud for mig at skulle åbne mig for et andet menneske. Det kan måske lyde lidt fjollet, når man tænker på, at jeg gerne blogger om overordentligt personlige ting, men måske er I bare lidt lettere at stole på end halvfremmede mænd, der hvert øjeblik det skulle være kunne beslutte sig for, at der må være bedre fisk i havet. For mit problem er så, at jeg har gjort mit bedste. Og når det ikke er en af de der ting, der ender med ord i enighed og et venligt farvelhåndtryk, og jeg i stedet bliver slettet eller ghostet eller det viser sig, at manden er lidt af en røv, så føles det virkelig som spild af arbejde. Spild af tid. Spild af indsats.

Det her kommer til at lyde super barnligt, tror jeg. Så er I advaret. Men jeg bliver lidt resigneret ved tanken om, hvor mange mænd, der render rundt i København, som ved ting om mig. Når vi taler relativt korte relationer, er der selvfølgelig ingen, der når helt derind, hvor det er farligt, men hvis man oprigtigt vil forsøge at lære en mand at kende, så er man trods alt nødt til at give noget af sig selv. Så i Gentofte sidder der en mand, der ved detaljer om mit problematiske forhold til min far. På Nørrebro sidder der en mand, der kender til min svære frygt for at fejle. På Østerbro sidder der en mand, som ved, hvad mine allerstørste drømme i livet er. Og jeg ville virkelig ønske, de ikke vidste de ting. Små bidder af mig. Jeg synes ikke, de har fortjent dem.

Barnligt, sagde jeg jo. Måske lyder jeg endda lidt bitter? Det er jo ikke, fordi jeg ikke ved, hvordan gamet er. Man er nødt til at give for at få igen, og nogle gange, de fleste gange, går det ikke. Og den del gør mig ikke noget. Den del er jeg indforstået med. Men shit, min mavefornemmelse er virkelig defekt, og jeg har vist mig at være lidt en magnet på mænd af tvivlsom kvalitet. Og den type mennesker, dem ville jeg virkelig ønske ikke fik lov til at tage noget med sig, når vores veje skilles.

Dating er på mange måder et spil, og jeg er nok bare bedre til Bezzerwizzer.

Related Posts:

Kommentarer (26)

  • Sinnet

    Jeg er også pissegod til Bezzerwizzer (alle versioner). Og TP (alle udgaver). Og Hint (både den blå og den røde). ?

  • Pernille

    Det er altså en fin måde at beskrive det på i min optik. Man giver lidt af sig selv til et fremmed menneske, som så viser sig, ikke at være tilliden værd. Dét er sgu en træls følelse – og så kan man ikke engang få deres viden tilbage.

  • @jubival

    Men det eneste spil, hvor du på forhånd taber, hvis ikke du deltager ❣️ og det er sagt i den bedste mening, for kan så meget følge dig?

  • JC

    Jeg holder pause fra dating pt. og har gjort det i snart et år – og jeg er på ingen måde på vej ud i gamet igen, langt fra! Men jeg tror at man skal holde sig for øje, at internetdating generelt foregår på fasttrack niveau for de fleste. Duer/duer ikke. Det går alt for stærkt! Og græsset er hele tiden grønnere på det næste swipe. Og det gælder i øvrigt også den anden vej rundt, jeg har en kammerat der bliver ved med at rende ind i den ene håbløse kvinde efter den anden.

  • Marie

    Åh hvor er jeg enig. Jeg er for en måned siden blevet dumpet af min kæreste på 8. måned, og selvom det ikke lyder som lang tid, åbnede jeg op for ham på en måde jeg aldrig har gjort før. Han var så nysgerrig og interesseret i mig og min fortid, og det føltes dejligt at dele ting, som jeg aldrig har turde sagt højt før. For eksempel, at jeg engang kæmpede med selvmordstanker og nåede meget langt ud. Han lyttede til det hele. Og så, fuldstændig ud af det blå, slog han op med mig. Og nu ved han alt det her. Av mit hjerte.

  • Josephine

    Generelt forstår jeg ikke den manglende lyst til at sikre sig en pæn “closure”, uanset relationens kaliber og varighed. Ja, det kan være svært at skulle såre et andet menneskes følelser. Men de følelser bliver sgu ikke mindre sårede af, at man ghoster vedkommende eller bare skrider efterladende sig en sms, en Messenger-besked, en Post It eller hvad man nu kan finde på. Forklar dog vedkommende, at du ikke har de rigtige følelser. Det er langt mere værdigt. Det ER svært. Konfliktfyldt. Måske føler man sig som et møgøre. Men man kan nu engang ikke gøre for, hvad man føler, men man kan styre sin egen adfærd. Desværre tror jeg ikke engang, at andre måder end dating at mødes på er en garanti for en pæn afslutning. Desværre er det for mange omkostningsfrit. Hvis man mødes igen, ville man så stille sig hen foran manden og sige:”Hey….du forsvandt uden et farvel….” Mon disse mennesker trods alt indeni føler et svirp af dårlig samvittighed, eller er de bare videre i teksten?

  • A

    Jeg åbnede mig for første gang op for en mand fornylig. Jeg har egentlig altid set mig som en meget åben person, men han fik mig til at åbne mig op på en helt anden måde. Han fik mig til at tage paraderne ned og lukke ham helt ind. Det føltes så rart, men desværre var der en fysisk afstand i mellem os, som holdt os adskilt, men vi aftalte at mødes så snart det kunne lade sig gøre. Jeg ændrede mine planer for at få det til at gå op og glædede mig til vores møde. Desværre, så aflyste han kort tid før vores møde. Hvilket jeg naturligvis havde forståelse for, hvis der var opstået en akut situation, men sandheden var, at han havde vidst til ændringen i en måned uden at fortælle mig det og aflyste først vores møde få dage før (vi kunne nok godt have arbejdet os udenom ændringen, hvis han havde gidet) . Jeg er tidligere blevet svigtet af min far (hvilket han godt vidste), så det gjorde bare så ondt, at han også svigtede mig og hold nu op, hvor følte jeg mig dum, at jeg havde gået og forestillet mig vores fremtid sammen.. ?

  • M

    Jeg synes overhovedet ikke, det lyder barnligt! Jeg har ikke selv været i situationen, men jeg kan fuldt ud følge dig, sådan som du beskriver det. Der burde være en delete-knap!

  • sofie

    nu bliver jeg nysgerrrrrig. please endelig ikke udgiv denne her kommentar hvis det kommer for tæt på. men din far??? troede virkelig i havde et fantastisk forhold 🙁

  • Marie

    Er det ikke en risiko i de fleste relationer?
    Hvad end det er dates, kærester, familie eller venner, så er en del af relationen jo at åbne op – med risiko for, at relationen ikke forbliver det samme – og at de faktisk ved en masse, som man godt ville være foruden! Det er jo en del af det med at stole på hinanden og lære hinanden at kende.
    Jeg håber, at du en dag finder en, der er værd at dele alt med – og som værdsætter din tillid og bevarer dine “hemmeligheder” tæt på kroppen for altid! ?

    • MiriamsBlok

      Det synes jeg ikke. Det er de færreste relationer, der ender så ofte og på samme måde som dem i datingsammenænge.

  • S

    Input fra det filosofiske hjørne;
    “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” K.E. Løgstrup
    Jeg tænker det er ganske legitimt at tænke som du gør – vi gør os sårbare og blotter os når vi møder andre mennesker. Vær glad for din følsomhed, det er en egenskab at være stolt af❤️

  • Line

    Selvom jeg har været i et fast forhold i mange år og aldrig rigtig datet, rørte det her indlæg mig virkelig. Jeg synes, det er et enormt fint, men også trist, billede, hvordan der sidder folk rundt i byen med bidder af dit inderste.

  • Diana

    Jeg kan ikke andet end nikke genkendende til hele det her indlæg! Den energi, det kræver at åbne sig op. Den energi, det kræver at lære et nyt menneske at kende. Jeg synes det er svært. Og jeg kan mærke på andre, at de ikke forstår, jeg synes det er svært.

    Jeg var i sidste weekend på min første date siden i vinter. Jeg var så nervøs. Vi havde skrevet sammen i en uges tid og alt virkede til at være et match. Da vi mødes er der noget, der er “off”. Jeg kan ikke helt beskrive det. Det kunne han tilgengæld. Over SMS til sin kammerat. Foran snuden på mig, mens han ville vise mig en video på sin mobil poppede en besked ind: “Nedern, var det hendes ansigt?”. Og de fortsatte endda samtalen.
    Jeg siger dig, Miriam, min krop frøs til is. Jeg følte mig så ydmyget. Og så kommer man hjem, og lidt som i det indlæg, du henviser til, så står man bare der og har delt en bid af sig selv. Den får man ikke tilbage. Og der er heller ikke nogen, der skriver godmorgen længere. Din killinge-spam hjælper dog mere end du aner, så tak for dig & Herbert! ❤️

    • MiriamsBlok

      Fuck. Fuck, hvor er jeg ked af, at du har haft den oplevelse, Diana. Det er så svært ikke bare at opgive alt håb og isolere sig selv totalt. Men mænd, der allerede MENS de er på en date, begynder at råbe op om, hvor dårlig en date, det er? Fuck dem. Det kan vi gøre meget bedre.

    • Mette

      Hold nu op! Det der gør mig SÅ vred og ked af det! Det er mig en gåde, at man kan være så kold og opføre sig sådan! Det er jo lige netop sådan der, man IKKE får blod på tanden og har lyst til at komme ud og møde nye mennesker 🙁
      Jeg kender godt den med, at der går lang tid mellem dates’ene, for for helvede, hvor trækker det altså bare mere i en at blive hjemme i nattøjet i varmen og dermed udelukke risikoen for at møde sådan en ass-hat, som du mødte Diana. Fuck ham som Miriam siger! Han skal ikke have mere af din energi og en eller anden dag rammer det ham forhåbentligt lige bagi!

  • Josephine

    Edderrasende. Bliver jeg ved at læse om den date. Det er så let at skrive fuck ham, men fuck ham. Jeg synes faktisk, at du er i din gode ret til at skælde ham hæder og ære fra.

  • Stine

    Det er præcis spot on, at man giver bidder af sig selv til mennesker der ikke fortjener det. Jeg har pt. mødt en mand, hvor jeg netop har fortalt det som du har skrevet.
    At jeg er påpasselig med at fortælle ting, lukke ham helt inde, da jeg vil være sikker på at han ikke løber afsted med mine små bidder.

  • Stine

    … og så kommer jeg lige til at tænke på dit billede, små bidder af sig selv som en lille bid kage. Men i virkeligheden er alle mennesker en gigantisk stor stykke lagkage (?), og forhåbentligt løber vi ikke tør for stykker at give ud.

  • Karen

    Det lyder hverken bittert eller barnligt. Jeg synes, at det er en rigtig fin måde at formulere det på, at små bidder af dig opholder sig i sindene hos forskellige mennesker, du måske havde håbet at bygge en relation med. Samtidig gør tanken mig helt trist…

Der er lukket for kommentarer.