Hvis du kun skal læse tre blogindlæg i dag…

Skrevet d. . Uploaded i blogland,tip,visdomsord.

Jeg ved slet ikke, om overskriften fungerer, for normalt ville det vel være “et”, men det kan jeg ikke afgrænse det til, og jeg ved ikke, om man med rette kan skrive “kun”, når der er tale om tre blogindlæg. Er tre meget eller lidt? Jeg har fået oparbejdet en lidt sær rytme, hvor jeg slet ikke får kigget forbi andre blogs i dagevis, og så kommer jeg på magisk vis i tanke om, at der er andre i blogsfæren end mig, og så suuuuger jeg til mig og blier forundret og begejstret over, hvad man kan have på hjerte, og hvordan det kan ramme lige ned i mit liv, selvom det måske slet ikke var hensigtigen.

Så. I dag vil jeg til en afveksling ikke tale om mig selv. Eller, det er jo så løgn, for jeg vil gerne anbefale nogle indlæg, som har ræsonneret hos mig, og som jeg gerne vil give videre, fordi jeg tænker, de kan gøre det samme hos jer. Så lidt handler det stadig om mig. Men mest om følgende tre damer og deres vise ord:

“Det her er ikke et rigtigt blogindlæg. Og så alligevel…” af Hvid Kaffe. Karoline skriver ord, som jeg altid vil læse. Altid. Allesammen. Og i dag får hun på magisk vis ramt noget i sit ikke-indlæg, der passer så fint på nogle tanker, jeg har gået og bakset med at få ned på skrift i månedsvis nu. Fordi. Jeg føler lidt, at tiden er ved at være kommet til at skrive et indlæg om den der spiseforstyrrelse, jeg ind imellem nævner, men aldrig rigtigt snakker om. Jeg snakker ikke om den, fordi jeg ikke har lyst. Og fordi frygten for at dele og blive dømt og misforstået og alt muligt andet fylder enormt meget. Så for første gang måske nogensinde forsøger jeg at skrive et indlæg, som jeg faktisk ikke har lyst til at skrive. Og det er svært. Vi er mest vokset op med kendskab til den slags spiseforstyrrelser, der gør folk tynde. Ikke dem, der gør folk tykke. Og vil folk kunne forstå det? Vil de kunne forstå, at det ikke bare handler om dovenskab og fastfood, men om kontrol og selvskade og indvendigt kaos? Og kan jeg tackle, hvis de ikke kan, eller vil det bare gøre alting værre?

Og så kom Karolines ord om (selv)skadefantasier, og jeg nikkede genkendende, og jeg blev måske lidt modigere. For hvis Karoline kan skrive om de følelser, så må der også være en vej for mig. Så jeg kører på.

“Skriveskole: 8 gode råd til, at din blog ikke læses af (endnu) flere” af I Carried a Watermelon. Karoline nummer to kommer her med nogle virkelig brugbare råd, flere af hvilke især nye(re) bloggere med fordel kan læse. For hold kæft, hvor syntes jeg, jeg var det shit, da jeg startede som blogger. Og hold kæft, hvor tog det mig faretruende lang tid at finde ud af, at jeg skrev en værre omgang bras, og at jeg skrev den type bras, fordi jeg troede, det var det, folk gerne ville læse. Og hvis der er noget, der er en sikker vej til ingen læsere, så er det, når man ikke skriver autentisk. Man kan lave alt PR-arbejde i hele verden for sin blog, men som jeg har sagt før, så nytter det absolut ingenting, at man får lokket folk over på sin blog, hvis de ikke også har lyst til at blive hængende.

“Et godt råd skal leveres kærligt – ikke som en trussel” “…Eller leveres overhovedet” har jeg lidt lyst til at tilføje til RockPaperDresses’ virkelig fantastiske indlæg fra i dag, der handler om alle de her uopfordrede gode råd, man har en tendens til at få, som måske slet ikke er så gode i virkeligheden, og/eller man faktisk virkelig gerne ville have været fri for at have fået. Jeg tror de fleste af os kender til dem, men man får dem nok i lidt større koncentration som blogger. De fleste er selvfølgelig helt harmløse. Som fx dengang jeg nævnte i en bisætning, at jeg havde brændt min risengrød på, og det væltede ind med gode råd til, hvordan man laver den bedste risengrød. Lav den i ovnen, lav den i dyne, lav den i en tykbundet gryde, lav den med sødmælk, hæld vand i først, brug kun frisk mælk, osv, osv. Sikkert fine råd allesammen, men i realiteten havde jeg bare glemt gryden, og så brænder det hurtigt på. Shit happens. Næste gang går det bedre. Men problemet med de uopfordrede gode råd er, at nogle folk har en tendens til at blive fornærmede eller decideret vrede, hvis man siger, tak, men nej tak, jeg var okay med situationen pre-godt råd. Måske fordi det føles som en afvisning? Jeg er blevet meget omhyggeligt med mine formuleringer, fordi jeg ikke synes, den slags situationer altid er helt rare, men de gode råd kommer alligevel. Både i de lette og de svære situationer, og i værste fald føles det meget invaderende og ubehageligt, hvilket forhåbentlig aldrig var nogens intention. Her er det altid lige en god idé at tjekke ind med modtager og give udtrykt for, at man har noget viden eller nogle erfaringer, der kunne være relevante, hvis det kunne have interesse. Så er man sikker på ikke at komme til at træde i noget ømt. For det kan, som overskriften antyder, nemlig altid kun opfattes som kærligt, og det er aldrig uvelkomment.

Related Posts:

Kommentarer (10)

  • Marina

    Jeg er så enig! Har læst alle tre blogindlæg i dag, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde læst andre, så de kunne få lov til at stå for sig selv.

  • Ditte

    Jeg håber du finder modet til det.
    Ud fra det (lidt) jeg har hørt dig omtale emnet, tror jeg det er det samme som jeg har. Så det ville være fedt, hvis der blev lidt åbenhed om det ?

  • Pernille Sørensen

    Endnu et fedt i indlæg fra dine taster! Tak Miriam ♡ næste gang jeg holder pause i solen ved jeg nu, hvad jeg skal læse når jeg er færdig med at læse nyt hos dig ?

  • Julie Mitzie

    Jeg glæder mig til at læse dit indlæg om spiseforstyrelse, du er altid så smadderdygtigt til at sætte ord på følelser. Jeg har netop skrevet et indlæg om hvordan den spiseforstyrelse der i mine teenageår var altoverskyggende, stadig spøger i mit voksenliv. Du kan læse det hvis du får lyst:
    juliemitzie.dk

  • Gitte

    Hej Miriam.
    Kan det passe, at du måske mener ‘resoneret’, ikke ‘ræssoneret’? 🙂
    (Håber ikke, det her opfattes som et uvedkomment godt råd, men du plejer jo gerne at ville have helt styr på det sproglige, og ville bare hjælpe lidt på vej :)).
    God aften!

    • MiriamsBlok

      Muligvis, omend jeg synes, definitionen af “ræssonere” egentlig ligger væsentligt tættere på det, jeg gerne ville udtrykke. (Indsæt selv gruble-emoji). Men det er måske kun med homonymet, man kan knytte et “hos” på? Aner det ikke, det er en lidt udbredt misforståelse, at jeg er så sprogligt pedantisk. Jeg laver et fuckton af sproglige fejl. 😀

      • Gitte

        Altså jeg læste det, som at indlæggene har vakt genklang hos dig, at resonere, altså resoneret – primært pga. din brug af ‘hos’ 🙂 At ræssonere er at tænke/diskutere, og indlæg kan derfor ikke ræssonere hos nogen – men de kan få dig til at ræssonere 🙂 Og så er det selvfølgelig det rigtige ord, så er konstruktionen bare ikke så god 🙂 Når du siger, at definitionen af ræssonere er tættere på det, du vil sige, aner jeg faktisk ikke, hvad du vil sige ud fra den sætning 😉

Der er lukket for kommentarer.