I går

I går var en dag. Åj, hvor var i går en dag! Ikke sådan på vandt-en-milliard-i-Lotto-og-mødte-Dronningen-måden, men mere på what-the-fuck-is-going-on-måden. Lad os starte fra en ende af:

Jeg vågnede ved lyden af mit vækkeur og var lige ved at falde ud af sengen, fordi jeg havde glemt, at jeg ikke var derhjemme, men befandt mig i Ålum i et gæsteværelse. Kanten af sengen var derfor ikke, hvor den plejer at være. Jeg stod op, jeg gik i bad, jeg spiste morgenmad, jeg pakkede. Klokken 11 satte jeg mig ind i bilen og kørte med min far til Århus, hvor jeg blev sat af på rutebilstationen for at tage en bus hjem til København. Så vidt, så godt.

Men så begyndte det også så småt at gå galt. Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal forklare det næste på en anstændig måde, så lad os bare sige, at min krop besluttede sig lidt akut for, at den virkelig godt kunne bruge et toilet. Umiddelbart ikke et problem, for selvfølgelig er der offentlige toiletter på rutebilstationen tilhørende Danmarks næststørste by. Desværre breder de tyske tilstande sig, og prisen for et toiletbesøg på omtalte sted er derfor den dag i dag to kroner. Det har jeg ikke per definition et problem med, hvis det ikke var, fordi jeg pinedød ikke havde to kroner på mig! Jeg går yderst sjældent med kontanter, og når jeg gør, ryger de som regel videre til den rare, lidt forhutlede mand, der står ude foran min Aldi og letter på hatten, når han ser mig, hvilket får mig til at føle, at jeg er med i en Morten Korch-film. Pyt, tænkte jeg, jeg går bare i kiosken og opstøver en to-krone, men ak! Kiosken er på et tidspunkt i løbet af de sidste otte år (hvilket er hvornår jeg sidst boede i Århus) blevet til en Domino’s, og der kan man ikke købe noget til en femmer og hæve to kroner over. Jeg kunne sikkert havde spurgt nogen, om de ikke lige havde en mønt på sig, men det er jeg helt ærligt for akavet til. Og således måtte jeg bide i det sure æble og gå den der noget karakteristiske jeg-skal-virkelig-på-toilet-gang op til banegården, hvor der både ligger en 7-Eleven og endnu et offentligt toilet. Det holdt hårdt, men det holdt! Hallelujah!

Jeg var heldigvis i god tid, så jeg nåede også min bus, og alt var fryd og gammen, indtil jeg i Odense fik en sidemand, som muligvis aldrig har været med en offentlig bus før. I hvert fald var hun meget uopmærksom på de uskrevne regler om, at man holder sig til sit designerede sæde, og det lykkedes hende sågar at lave en lang rift op ad min venstre læg med den massive papirspose, der konstant skulle fragtes fra hendes skød til hendes fødder. Men okay, hun sagde undskyld, og det er jo en af de ting, man må tage med, når man tager på en 4+ timer lang bustur med fremmede mennesker. Jeg nåede København, jeg nåede Østerbro, jeg købte ind til aftensmad på vej hjem fra stationen, jeg blev lykkeligt genforenet med Frank.

Og så begyndte det at gå lidt ned ad bakke igen. Da jeg havde spist min aftensmad, tænkte jeg nemlig, at det var Netflix-tid, så jeg tændte min computer og konkluderede på batteriniveauet, at jeg hellere måtte finde noget ledningsværk frem og fylde noget strøm på. Og mens jeg sad der på hug og rodede i min kuffert, fik jeg pludselig et ganske tydeligt billede på min nethinde af computerens strømforsyning, der lå på min fars skrivebord. Og som jeg altså ikke havde fjernet fra min far skrivebord og lagt i min kuffert. Fuck. Fuck! Der er få ting i verden, jeg har svært ved at leve uden, og min computer ligger helt i toppen. Muligvis endnu højere oppe end min telefon. Alt blogrelateret fungerer 100% over min computer. Jeg har ikke engang WordPress-app’en. Så på det her tidspunkt begyndte jeg, indrømmet, at panikke en anelse.

Lykkeligvis kom jeg i tanke om, at jeg har en backup-computer til netop tilfælde som dette. Eller, faktisk er det min nyeste, dyre, fancy computer, der ligger inde i skabet og samler støv, for den gik i stykker for nogle år siden og blev sendt til reparation, og i mellemtiden fik jeg en gammel backupbærbar, som er tung og kluntet, men fungerer upåklageligt, og den blev jeg så glad for, at jeg aldrig fik taget dens mere blærede pendant i brug, da den vendte hjem fra PC-doktoren. Men nu skulle det være! Og jeg tog den ud og åbnede den, og den lyste op, og jeg blev helt glad indeni. Men så bad den mig om et password, og jeg har ingen fucking anelse om, hvad for et password den vil have. Jeg prøvede alle varianter af alle passwords, jeg nogensinde har brugt, men den forblev lukket. Jeg konsulterede min far og Google og var faretruende tæt på at hidkalde Fanden selv og sælge ham min sjæl, men realiteten er, at glemmer man sit lokale computerpassword, så er det eneste alternativ at nulstille sin computer. Og så skal man geninstallere Windows, og til det skal man bruge et installationsprogram, og det befinder sig ironisk nok i samme lokale i Ålum, som jeg glemte min oplader i. Fest!

På dette tidspunkt accepterede jeg mit nederlag og begyndte i stedet at søge efter computeropladere på nettet. Jeg fandt heldigvis en i Elgiganten, men min lokale af slagsen lukkede klokken 18, og klokken var nu 19.15. Oh well. Jeg kan godt klare mig 12 timer uden en computer, ikke? Herefter skyndte jeg mig at reservere et eksemplar af opladeren på nettet. Jeg blev informeret om, at den ikke befandt sig i min lokale butik, så jeg ville skulle hente den på Nørrebrogade. Igen, no problem, det går nok. Gad vide, hvornår de åbner på en tirsdag? OH SHIT, det er fucking Grundlovsdag i morgen, de har lukket hele dagen. Panik, panik! Og lige der midt i al min panik, noterede jeg mig på en eller anden måde også, at butikken på Nørrebrogade ikke lukker kl. 18, som den på Østerbrogade gør. Den lukker først klokken 20. Hvilket på dette tidspunkt gav mig omkring 35 minutter til at cykle de lidt over fire kilometer derhen. Ha! I can do this! Victory!

Det var først, da jeg spænede ned ad trapperne i min opgang – to trin ad gangen – at jeg kom i tanke om, at min cykel punkterede to dage før, jeg tog til Jylland. Jeg havde tænkt at trille den til smeden, når jeg kom hjem, og nu var jeg en smule på røven. Lånecykel, måske? Men der var ingen naboer i min gård, og jeg kunne ikke få fat på nogen af de veninder, der bor en spytklat væk, og dermed konkluderede jeg, at der ingen anden mulighed var, end at jeg cyklede på den flade cykel. Eventuelle skader måtte fixes senere. Så det gjorde jeg. Cyklede på den. Og det var som sådan ikke et problem at få cyklen til at bevæge sig, selvom det selvfølgelig krævede lidt flere kræfter end normalt, og det i øvrigt føltes som konstant at køre over brosten. Problemet var, at min punkterede cykel brokkede sig enormt over at blive misbrugt, og det gjorde den ved at sige en meget høj pibelyd, som mest af alt lød som en and, der var ved at blive tortureret. (Det er ikke et rart mentalbillede, nej, men hav in mente, at ingen ænder rent faktisk kom til skade). Alle vendte sig om for at se, hvor lyden kom fra (den kan stadig høres på story, dog i lidt mere diskret udgave), og flere mennesker råbte venligt af mig, at min cykel var flad som en pandekage. Hvilket jeg jo så udmærket var klar over, men der var ikke noget at gøre, hvis jeg ville nå i Elgiganten i tide. Og det gjorde jeg fandme! Det var den pinligste cykeltur, jeg nogensinde har taget, men jeg nåede det!

Og her vendte lykken. For nu var jeg godt nok nødt til at trække min cykel de fire kilometer hjem, men på vejen kom vi forbi en Lidl, og de havde de første danske ærter, jeg har set i år, og hold fast, hvor har jeg ventet på dem! Og det kan godt ske, jeg forsøgte mig med en smutvej gennem Nørrebro og i stedet fór håbløst vild, men så opdagede jeg, at sødeste MM havde smidt mig en anbefaling på Instagram, hvilket havde katapulteret mit følgertal over de magisk 10K!

Jeg var hjemme igen lidt efter klokken 21, og jeg følte mig en smule mørbanket både mentalt (jeg er så dårlig til akutte, praktiske kriser) og fysisk (ikke fordi jeg ikke kan gå fire kilometer, men fordi jeg i skyndingen havde stukket fødderne i mine Marc Jacobs mouse flats, og de er pæne, men bestemt ikke beregnet til længere gåture!) Men nu havde jeg til gengæld både danske ærter og strøm til min computer, og så er en lille detalje som tre nye vabler slet ikke vigtig.

Og ja, det var så i går. I dag har jeg spist ærter og set Netflix uden alt det andet. Det kan anbefales. 😀