En uventet bonus

Jeg havde lidt blandede følelser, da jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle alene på pressetur. Positive, fordi det betød, jeg havde en at hægte mig på og tale mit modersmål med, hvilket trods alt er lidt mere afslappende på en tur, der ellers kræver, at man er enormt opsøgende og “på”. Negative, fordi min sidste USA-tur gav mig blod på tanden med alenerejseriet, og det bliver selvsagt lidt forpurret, når man ikke længere rejser, well, alene.

Jeg var lettet, da jeg fandt ud af, at min medrejsende ville blive Matilde. Godt nok havde vi kun mødt hinanden et par gange eller tre, men jeg vidste, at jeg godt kunne lide hende, og at vi var i stand til at føre en samtale med nogenlunde succes. Hvad, jeg ikke havde regnet med, var, at vi ville klikke så gnidningsfrit, som vi gjorde. Jeg tror ikke, jeg kan tælle en eneste akavet stilhed eller snert af kurre på tråden, og det på trods af at vi lagde ud med en seriøst lang rejse med tre forskellige fly, og hvis der er noget, der forvandler mig til en sur kælling, så er det den slags udmattende træthed, der følger med en sådan tur.

Da vi endelig nåede frem til vores hotel i Burlington, havde hotellet ikke helt styr på, hvad de lavede, og vi blev placeret i et fællesværelse med to senge, selvom det senere viste sig, at vi faktisk skulle have været i individuelle king size(!)-værelser. Men det gjorde intet. Faktisk gjorde det os kun godt. For vi blev godt og grundigt rystet sammen, og jeg tror måske ikke, turen havde været lige så stort et hit, hvis vi havde fået tildelt vores oprindelige værelser.

Sagen er den, at Matilde og jeg tilsyneladende er to alen af et stykke. Vi har samme humor, samme livssyn og til dels også samme smag i mænd. For ikke at nævne sko. Dag et var vi inde i en Payless, hvor jeg var på jagt efter et par nye sandaler, og jeg stod i en gang for mig selv og beundrede nogle par mules med et asiastisk inspireret mønster, da Matilde kom rundt om hjørnet for at vise mig et par dødpæne sko, hun havde fundet. Det var den samme sko, vi havde i hånden. Og ja, vi købte dem begge to.

I går tog vi afsked i lufthavnen, for Matilde skulle hjem, og jeg skulle hente den bil, jeg skal cruise rundt i de næste fem dage. (Han er en stor, kluntet motherfucker, så i den nystartede Beverly Hills-traditions navn har han fået navnet ‘Steve’). På trods af at jeg virkelig er tosset med at rejse alene, så var det alligevel en snert vemodigt at sige farvel, for hold kæft, det har været en god tur. Og der er slet ingen tvivl om, at vi gør det igen. Hvis der skulle være en ting i verden, der var federe end at få en gratis tur til USA med yndlingsis ad libitum, så skulle det da lige være at komme hjem med en ny veninde.

PS: Gruppeselfieskillsne arbejder vi lige på.

PPS (og reklame): Der skal selvfølgelig nok komme udførlige Ben & Jerry’s-indlæg ved lejlighed, men det kræver en hulens masse billedesortering og -redigering, og lige nu er jeg mest opmærksom på den morgenmadsbuffet, der venter mig ovre i hovedbygningen.

PPPS: Man kan med fordel følge med på Instagram, hvor jeg opdaterer helt dumt meget – i særdeleshed på stories.