Feberdrømme

Skrevet d. . Uploaded i mænd,personligt.

616270_10150964797371567_632751433_oNatten til tirsdag kunne jeg ikke sove. Det var for varmt, jeg var for rastløs. Eftersom mit soveværelse på mindre genial vis er placeret midt i min lejlighed, kan jeg ikke så godt bare åbne et enkelt vindue, hvis jeg vil have kulden ind, så omkring klokken 4.30 gav jeg op og åbnede et vindue i køkkenet og et i stuen, og en times tid efter faldt jeg i søvn til følelsen af blide gennemtræksbriser. Det var himmelsk.

Det var mindre himmelsk at vågne dagen efter og konstatere, at man bliver syg af det skidt. Feber-og-virkelig-meget-kvalme-syg. Spise-Imodium-og-Panodil-som-slik-syg. Jeg tilbragte dagen i går i min seng med min computer og uanede mængder toastbrød. Jeg får en nærmest ubærlig trang til gluten, når jeg er syg på den her måde. Det er også federe at kaste op igen end den der lakseret, der stod på madplanen.

I nat kom feberdrømmene så. I modsætning til almindelige drømme, der altid er sådan lidt flydende i deres udtryk, står feberdrømme knivskarpt. Hvilket måske ville have været meget fedt, hvis min drøm havde handlet om noget andet end Redaktøren. Jeg er ved at skrive på næste kapitel i historien, som i bund og grund er en årrække, hvor jeg blev ved med at klynge mig til ham, selvom jeg vidste, han var skidt for mig, og i nat blev vi atter forsonet. Det hele kom tilbage til mig. Hans duft, hans berøring, hans tilstedeværelse. I drømme befinder man sig ofte i en alternativ virkelighed, hvor alt er konsekvensfrit, men det var ikke tilfældet denne gang. For selv i drømmen tænkte jeg, at det var en rigtig dårlig idé. Hvordan i alverden jeg skulle forklare den beslutning til jer og til alle de mennesker i mit liv, der har været vidne til den ihærdige kamp, det var at befri mig fra ham. Redaktøren er som narko for mig. For lige når jeg giver efter, er der et øjebliks rendyrket lykkerus. Der er ingen, der kender mig som ham. Ingen, der på samme måde kan få mig til at grine, få mig til at føle at jeg betyder noget, at jeg er værdifuld, at jeg er elsket. Men det er som at tisse i bukserne for at holde varmen, for det ender altid med, at jeg bliver smidt på gulvet og må skrabe mig selv op derfra. Og jeg ved det, men jeg var ligeglad, for jeg var så desperat efter den flygtige lykkefølelse, at alt andet var ligegyldigt.

Det er selvfølgelig årevis siden, det sidst er sket, og alligevel er det igen pludselig tæt på, fordi drømmen i nat var så virkelig. Den hev fat i ting fra fortiden, jeg havde glemt. Den rev op i et savn, som jeg længe har ignoreret, og jeg vågnede op i en støvsky af ensomhed og higen efter kærlighed. Som om det ikke er sucky nok at vågne op badet i koldsved.

Det tog lige en time at sunde mig bagefter. At hive mig selv ud af drømmen. Den var ikke virkelig, den var ikke virkelig, den var ikke virkelig. Det lykkedes. Nogenlunde. Nu skal jeg så bare finde ud af, hvad jeg skal stille op med ensomhedsfølelsen.

Related Posts:

Kommentarer (15)

  • Louise

    Imodium? Ikke Ipren? Jeg tænker bare at Imodium ikke ligefrem er så godt at spise mange af, men det er måske bare mig 🙂
    Rigtig god bedring til dig! <3

    • MiriamsBlok

      Imodium og Ipren virker jo mod to vidt forskellige ting. Men overdrivelse fremmer forståelse – jeg spiser selvfølgelig ikke flere, end man må. 🙂

      • Louise

        Haha. Det er bare fordi jeg aldrig selv har haft sygdom på en måde, hvor jeg har taget Imodium mod det, og jeg tænkte hvad jeg normalt selv tager i en feber-situation 🙈
        Og nej, Ipren er bestemt heller ikke noget man skal tage let på, så at sige.

  • Nini

    Åh den følelse! Når man har fået sit hjerte så helt igennem knust, er min erfaring at det nogle gange kommer op til overfladen og svier.. Mine venner fortæller mig altid, at jeg da ikke stadigvæk kan tænke på ham, alle disse år senere.. Meeen det er som om, at han nogle gange dukker op og lige påminder en om en, i hverdagen, glemt tid.. Det er “rart” at høre at jeg ikke er den eneste der oplever dette.. Ikke at jeg ønsker scenariet for nogen, men føler mig så alene med det..

    • x

      Jeg kender det også, selvom det her til sommer er 3 år siden.. Kan slet ikke slippe ham helt, han sidder så dybt i mig og tvivler på følelsen nogensinde går væk

    • MiriamsBlok

      Jeg tror, det er helt normalt. Men derfor er det stadig virkelig hårdt. Men der var engang, jeg havde det sådan hele tiden, så jeg er glad, hvis det i fremtiden holder sig til feberdrømme!

  • NN

    Shit, hvor jeg kan sætte mig ind i følelsen! Jeg er lige midt i skilsmisseovervejelser, samtidig med at min (ikke psykopat, but still..) “redaktør” er begyndt at spøge. Og jeg ved, at det nok er en dårlig idé. Tror jeg. Det er det. Tror jeg. Men åhh, den lykkefølelse. Sgu da altid noget, at jeg i det mindste er sane nok til ikke at gøre noget så længe jeg stadig er i mit ellers meget udfordrede ægteskab…

  • Lenette

    Den rev op i et savn, som jeg længe har ignoreret, og jeg vågnede op i en støvsky af ensomhed og higen efter kærlighed. Som om det ikke er sucky nok at vågne op badet i koldsved.

    Ovenstående sætning (emoji med hjerter i øjnene).
    Jeg synes simpelthen at du skriver så godt og så smukt! Det er på en måde nemt at leve sig ind i din fortælling og dine følelser – selvom vi nok aldrig helt kommer til at mærke din smerte. Jeg ved godt det ikke er den ensomhed du mener, men vi er her i hvert fald <3

  • .

    Det er underligt, hvordan en person fra fortiden pludselig kan dukke op og trigge ens følelser igen – som man lykkeligt havde fortrængt. Man føler sig så lille og ensom i sekundet, for man ved også, at han er pisse ligeglad – og mindre ligeglad når han er fuld.

Der er lukket for kommentarer.