Gift ved første blik – Recap 9/9

okok

  • Alle deltagerne funderer lidt over det der med, at beslutningen ligger lige rundt om hjørnet. DR smider en fremragende omgang diskret spændingsmusik på imens, så man rigtigt bliver utålmodig efter at få afsløret, hvor parrene står.
  • Jeg bliver helt glad indeni, da Allan og Pernilles flashback-klip bliver afspillet. Alene da de går ind til bryllupsfesten med hver deres dåseøl i hånden. Arhmen. Lev nu lykkeligt til jeres dages ende!
  • Både Nicolas og Camilla udtrykker stærkere tvivl, end jeg havde regnet med efter sidste afsnit. Næh, hov! Det er ikke tilladt at vende om nu. I skal blive sammen, jo!
  • Mette er stadig sindssygt meget i tvivl. Det ville overraske mig meget, hvis hun endte med et ja. Jeg får i hvert fald fornemmelsen af, at det ville være mere for ikke at såre Christian, end det ville være, fordi hun oprigtigt ville det.
  • Beslutningen nærmer sig, og DR opper spændingsmusikken. Så er der fandme big band! 😀
  • Mit hjerte begynder at banke lidt hurtigere, da præsten spørger Allan og Pernille, om de vil forblive gift. Allan kaster sig ud i en længere forklaring, indtil Pernille bryder ind med et grin og siger: “Kort sagt, vi lader os skille. Men vi lader os ikke skille fra hinanden.” Der er lutter god stemning og planer for fortsat at være i hinandens liv, og jeg bliver simpelthen så kisteglad, da Allan siger: “Hvis ikke det er happy ending, så ved jeg sgu ikke, hvad er.” JA MAND!
  • Eksperterne vælger at fokusere på, at de har valgt at blive i skilt i stedet for at fokusere på, at de stadig har det fantastisk sammen. Ej, lad nu vær’. Eksperimentets succes afhænger da ikke af et stykke papir. Jeg synes, det er en klar win!
  • Martin og Birgitte vælger kategorisk at afslutte deres forhold. Martin siger ligefrem, at han “ikke kan se matchet i det.” Det kommer ret meget bag på mig, egentlig. De har jo været enormt meget op og ned, men deres op-øjeblikke har da været nogen af de mest teenageflirtende, der har været. Nå. En win, en lose.
  • Christian erklærer sig all in og efterlader Mette med beslutningen om, hvorvidt de fortsat skal være gift. Hun vælger, at de skal blive skilt, men fortsætte som kærester. Christian bliver ked af, at de skal skilles, men jeg forstår hundrede procent hendes beslutning. Jeg ville også føle, det var forkert at være gift under de omstændigheder. Det er tydeligt, Mette stadig er meget i tvivl, og jeg er meget skeptisk omkring, hvorvidt de bliver sammen permanent. Men stadig – de bliver sammen indtil videre. Forsigtig win.
  • NICOLAS OG CAMILLA FORBLIVER GIFT!! WUHU!! Jeg dør lidt, da Camilla smiler for sig selv og siger: “Jeg sad bare og tænkte på, at han snakker meget. Det gør han.” Ser hun ikke lidt småforelsket ud? Jeg synes det. De er en mega-win! Især da de fejrer det med McDonald’s, og jeg bemærker, at Camilla spiser chili cheese tops. Chili cheese tops er the shit.
  • Status fire måneder senere: Birgitte er blevet forelsket (til anden side, forstås) og ser glad ud. Allan og Pernille er blevet “rigtig gode venner” – jeg håber stadig på kærlighed! Christian og Mette er gået fra hinanden, hvilket vist ikke kommer bag på nogen. De skal begge to finde en, de vil, og som vil dem. Nicolas og Camilla er blevet skilt, men dater stadig og ser virkelig glade ud. Jeg vedholder min mega-win.

Lidt en blandet landhandel resultatmæssigt. Jeg er overordnet godt tilfreds, selvom jeg stadig håber, Allan og Pernille vågner op en dag og er smaskforelskede. Jeg tror, det er for det bedste med de to par, der slet ikke holdt. Hvad tænker I?

PS: Nu hvor det er sidste afsnit vil jeg lige komme med en generel bemærkning til kommentarfeltet til disse indlæg. Det har været lidt en jungle at navigere i som moderator, og nogle vil mene, jeg har været for streng, andre vil mene, jeg har været for mild. Jeg har truffet mine beslutninger ud fra det syn, at GVFB – ulig fx Paradise Hotel – (forhåbentlig) ikke bevidst går ud på at opildne drama og skabe skurke, vi kan hade. Mit primære fokus har derfor været, at jeg ikke vil tillade direkte negative og ukonstruktive kommentarer, for det har deltagerne med garanti fået fra alle sider gennem denne proces, og jeg ved selv, hvor ubehageligt den slags er, så det vil jeg meget nødig lægge platform til. Det har nogle været trætte af – blandt andet hende, der kaldte mig en cunt, fordi hun ikke følte sig fri til at skrive nogle virkelig sårende ting om en af deltagerne uden at få svar på tiltale, og til det vil jeg sige følgende: Hvis man oprigtigt går så meget op i et tv-program, at man har behov for at skrive meget grimme ting om andre mennesker, velvidende at man kun har fået et meget lille indblik i deres person, og at det i øvrigt er blevet klippet helt efter DRs hoved, så vil jeg i stedet anbefale at deltage i snakken på nationen!, hvor reglerne omkring almen pli er lidt mere løse/ikke-eksisterende.  😉

Kommentarer (33)

  • Nettet skriver, at Nicolas og Camilla ikke er sammen mere! Mit hjerte er knust 😭 Pleeease find sammen igen!
    Jeg hepper stadig på Pernille og Allan! Tror på, at der er noget helt specielt mellem de to!

    • øv øv øv, de var SÅ gode i sidste afsnit😔 Jeg er også på heppe holdet for Pernille og Allan😊

    • De gæstede P3 igår, hvor de hverken afviste eller bekræftede om de ville blive et par igen. “Døren er ikke lukket”, sagde Nicolas. Det må da være den nyeste Update af deres forholds-status 😃

    • De er vist ikke rigtigt sammen, men heller ikke rigtigt ikke-sammen, så jeg håber endnu!

  • Ikke bare spiste Camilla chili cheese tops (og ja mega mums!!!!), da de gik over mod bænken kunne man se at hun simpelthen havde fået et Happy Meal #wtf

  • Sorry to say – det var nuggets og ikke chili cheese tops… For de kom fra et happy meal!!! Seriøst! Sker der, mand!
    Men sssch, ikke afsløre hemmeligheden om cheese tops – så er der flere til dig og mig.
    Æhj… nu er jeg nødt til at få fat i sådan en pose (igen) i dag.

  • Kæmpe P.S:
    Miriam, du er simpelthen NØDT til at opstøve den læser, der skrev i sidste uge, at hun havde set et af parrene sammen.
    Hvem, hvem, HVEM?!?

  • Jeg er lidt skuffet over i år – altså ingen af parrene er jo egentligt rigtigt sammen?! Jeg hepper dog stadig på Camilla og Nicolas. SÅ søde.

    Hvis alt går galt har vi dog stadig Randi og Niels fra sidste år <3

    • Er de stadig sammen?? Men har vi ikke også Line og Michael fra sidste sæson? (Iflg Google er de blevet gift i Vegas)

      • De er stadig sammen. Det er så fint! 🙂 Og fedt med Line og Michael de var virkelig også gode 🙂

    • Generelt er der jo ikke så mange af parrene, der holder – sidste år var noget helt exeptionelt! Men jeg synes, parrene gjorde en virkelig stærk indsats, og det er en succes i min bog!

  • Jeg læste dog desværre lige et interview, hvor Nicolas fortæller at han og Camilla ikke er sammen længere. Men han har godt nok kun rosende ord at sige om hende – virkelig fint. De virker simpelthen så søde og rare og gode begge to.
    Jeg så afsnittet sammen med mine forældre, hvor de skændes lidt om hvad den der våde klud (??) skal, på hotellet. Min far syntes Camilla var tåbelig, min mor syntes Nicolas var ubehøvlet, og det gik bare op for mig, at mine forældre er så meget de to typer – den ene lidt rengørings-oprydnings-freak, den anden ét stort rodehovede.. Og de har været gift snart 30 år. Det var der jeg virkelig begyndte at tro på de to. 🙂

    Jeg blev også lidt trist indeni over at de ikke holdt, men på den anden side gør det mig – i slut-tyverne og single – glad at vide, at der er (hvad der virker som) SÅ søde mænd som Nicolas, der går rundt og er single nu.. Hurra. 🙂 Forhåbentlig flere af dem også med skæg og markerede briller.

  • Ja realityportalen.dk har haft fat i alle parrene og mht. Camilla og Nicolas så er de ikke kærester mere, men ses ofte og skriver sammen, så jeg håber altså stadig! Og Pernille og Allan har været 16 dage i Thailand sammen, og Allan udtaler, at han håber at “to kan blive til fire”, altså at de hver kan få en partner og alle fire (for)blive venner. Der må jeg bare sige, at jeg håber at to forbliver to, og at de også snart finder ud af, hvor rigtige de er for hinanden. Vi hepper alle sammen på jer for filan!

  • Martin og Birgittes afsked med hinanden var seriøst den perfekte opsummering af deres forhold. Han forsøger at sige noget poetisk og smukt, og hun siger ham imod og ler. Og de startede ellers så forelskede! Åh ja, ikke alle kan være et lige så perfekt match som Allan og Pernille, hehe 😍

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

  • Søde Miriam – kunne du ikke overveje at melde dig til dette skønne program? jeg tror virkelig det kunne være noget for dig (siger jeg uden at kende dig, men altså, tror bare du ville klare dig godt, og måske ville ramme fuldstændig plet på mand) <3

  • Som jeg læste i et debatindlæg, så er de færreste villige til at koldstarte et forhold. Hermed har programmets præmis jo en alvorlig fejl – uanset, hvad deltagerne har sagt ja til.

    Det er imod det moderne menneskes natur at affinde sig med for meget, hvis formålet alene er ikke at være alene.

    Har selv “givet folk en chance” et par gange, selvom mavefornemmelsen var forkert, selvom vedkommende mest gav tryghed og ikke kriller i maven, selvom vedkommende så var én, jeg kunne lide at knalde, men som jeg ikke var kompatibel med på andre områder….

    Må desværre rapportere, at jeg betragter et par forhold som det rene spild af tid, idioti fra min egen side og på ingen måde menneskeligt berigende for mig selv, kun en overskridelse af mine egne grænser, fordi jeg havde et nærmest alt for åbent sind og desuden ikke ville såre nogen.

    Det er spild af tid, og man kan bagefter bruge megen tid på at tænke over, hvad man hellere ville have brugt tiden på.

    • Programmet er vel netop at udfordret, hvad der lægger en naturligt i romantiske forhold. Men ja, jeg tænker også, det er derfor, der er så få succestilfælde.

  • Endnu engang havde jeg en knude i halsen hele vejen igennem – ved sgu ikke lige, hvad der sker med mig. Uagtet det synes jeg det har været en virkelig god sæson, og jeg ved sgu ikke rigtig om jeg kan undvære programmet – hvad skal jeg nu se, når jeg skal røres inderst inde? ;D
    Anyway. Jeg er SÅ glad for, at Nicolas og Camilla valgte at forblive gift – også selvom de efterfølgende er blevet skilt. De har lige været gæster på P3, og de ses altså stadig – ikke som kærester, men heller ikke som venner. Jeg er lykkelig for det, og jeg blev simpelthen så glad. Jeg elsker deres naturlighed og humor. De virker virkelig som et godt match, og jeg er sgu ret sikker på, det nok skal holde.
    Ift. Christian og Mette, så er jeg lidt ærgerlig. Har heppet på dem hele vejen, men kunne efterhånden godt se, at den ene ville det meget mere end den anden. Personligt tror jeg, at det der gik galt, var at Christian gik alt for hurtigt frem ift. hvad Mette kunne holde til eller var klar til. Var det gået langsommere, havde de måske stadig været sammen.. No one knows, men jeg fik sgu lidt ondt i hjertet af at høre Christian fortælle om sin kærestesorg – hold kæft, hvor må det være svært. Landsdækkende TV. Wup wup..

    • Jeg døde også totalt indeni da Christian så fint og smukt bare erkendte at ja, jeg har nok bare kærestesorger. Det er så reelt og ærligt. No bullshit there..

    • Jeg tror, Christian og Mettes forhold lidt var dødt i vandet fra starten, fordi Mette manglede den der gnist. Havde den været der, tror jeg ikke, det havde været et problem at gå hurtigt frem. 🙂

  • Jeg så Nicolas og Camilla gå sammen ved Vesterport tirsdag eftermiddag, så selvom de åbenbart ikke er gift eller kærester, så ses de i hvert fald stadig 🙂 Krydser SÅ meget fingre for Pernille og Allan, de er da årets sødeste par!

Der er lukket for kommentarer.