“Vil du ikke have børn?!”

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt.

nyDet bliver ved med at komme bag på mig, at det er 2016, og det stadig kan være kontroversielt at sige. Jeg har aldrig været et børnemenneske. Da jeg var 14, lavede jeg et væddemål med min daværende dansklærer om, hvorvidt jeg ville have børn som 27-årig, for hun var stensikker på, at jeg ville ændre mening. Det gjorde jeg ikke. Inge, hvis du læser med, så skylder du mig en middag!

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det for mange kvinder er en selvfølge. Jeg har både veninder og bekendte for hvem, det at blive mor har været den største drøm, og jeg kan sagtens forstå deres glæde, når jeg ser miniversioner af dem løbe rundt om deres ben. Jeg har bare aldrig haft et behov for at opleve det selv.

Undren er den primære reaktion, når jeg fortæller nye bekendtskaber, at jeg ikke planlægger at skulle blive mor. Sådan, nogensinde. Det er en reaktion, jeg har det helt fint med, og jeg vil gerne forklare og fortælle, hvorfor jeg har det, som jeg har. Men nogle gange mødes man af mindre fede reaktioner. “Jaja, sådan sagde jeg også i din alder” eller “du skal nok ændre mening.” Det er sjældent sagt i en negativ mening, men det ender alligevel ofte med at lyde lidt nedladende. Som om det at få børn er noget, man bare skal i livet, ellers har man fejlet som kvinde. Selvfølgelig ender man med at ville have børn på et tidspunkt. Ellers går man jo glip af meningen med livet? (Seriøst, det er der folk, der har sagt til mig!) Nu er jeg imidlertid fyldt 30, og jeg bliver stadig ikke skruk ved synet af en barnevogn. Eller duften af en nyfødt baby. Eller miniature-sko fra Converse. Mine æggestokke er musestille.

Det er ikke, fordi jeg har planer om at lade mig sterilisere ved førstkommende lejlighed. Jeg er ganske indforstået med, at der er en chance for, at jeg kunne finde på at ændre mening. Hvis jeg nu fx møder drømmemanden og beslutter mig for, at hans gener må og skal videreføres. Men sådan har jeg det ikke nu, og det har jeg det helt fint med.

Der er så meget snak for tiden om, at man skal lade kvinder være mødre på den måde, der nu virker bedst for dem, og med den tankegang in mente synes jeg også, vi skal lade kvinder være ikke-mødre, hvis de har lyst til det. Folk er forskellige. Jeg går ikke og mærker en tomhed i mit liv, som kun et barn kan fylde, og selv hvis det kommer en dag, så ville det være enormt fedt, hvis min nuværende holdning kunne blive respekteret i mellemtiden.

Jeg synes ikke, at få børn er the shit. Det gør du måske. Kan vi ikke blive enige om, at vi begge to er fuldstændige mennesker alligevel?

Related Posts:

Kommentarer (140)

  • Julie

    Tak! Det er præcis sådan jeg har det – også selvom jeg har fundet ham, jeg skal være sammen med resten af mit liv;-) Fra nu af sender jeg folk herind for at læse indlægget istedet for at tage diskussionen. Orker det ikke længere!

  • Louise Brix

    Jeg kunne have skrevet det indlæg selv. Hvert et ord.
    Og jeg er også ret træt af den manglende forståelse, man konstant bliver mødt med. Jeg tror endnu aldrig, jeg har mødt et menneske, som ikke sagde “du skifter mening”, når jeg har fortalt det. Så nu er jeg stoppet med at fortælle det, for den reaktion gider jeg egentlig ikke høre på. Andre skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv.

    • MiriamsBlok

      Nej, det er en helt acceptabel bemærkning at smide, hvilket jeg synes er ærgerligt. Og ret respektløst.

  • S

    Jeg har længe, vist at jeg ikke vil have børn. Min psykiatriske historie er ikke noget at råbe hurra for så jeg ville a) frygte ikke at kunne give dem alt de har brug for og en stabil opvækst og eller b) udsætte dem for de samme umenneskelige ting, jeg har været igennem. Jeg kan så oven i købet slet ikke få børn lige nu, og jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med alle de der behandlinger man bliver tilbudt. Selvfølgelig, hvis dit største ønske i livet er at blive mor skal du da gøre alt du kan, men jeg har aldrig haft trængen. Og når jeg kommer med mine mange grunde, siger folk at jeg kan da altid bare adoptere. Adoption er en smuk ting, men det er ikke noget man bare sådan lige gør. Slet ikke hvis man ikke vil have børn i første omgang. Nej, jeg nøjes med at give den gas som tante (jeg går ud fra det bliver den nemmeste titel som både potentiel faster&moster) og så crazy mange katte.
    Jeg undskylder for min roman og hvis jeg støder nogle.

  • Charlotte

    Jeg er så meget med på hvad du siger der, Miriam.
    Jeg har egentligt altid forestillet mig at jeg skulle have børn en gang. Det får “man” jo … Men, jeg har også altid vidst med mig selv at jeg ikke ville være en gammel mor.
    Nu er jeg gået hen og blevet 31, uden børn og uden en mand at lave børn på.
    Og det er sgu okay!
    Mine æggestokke er helt helt rolige, og det samme er resten af min krop og sjæl.
    Jeg føler ingen afsavn, er helt afklaret og lykkelig med den måde mit liv har formet sig.

    • MiriamsBlok

      Det er faktisk en anden ting, der er fint ved ikke at ville have børn: Jeg er 30 og single, og jeg har overhovedet ikke travlt, for jeg skal ikke nå noget! 😀

  • Charlotte

    Jeg synes faktisk, jeg oplever direkte diskrimination, fordi jeg IKKE har børn. “Du bliver klogere, når du får børn”, “nårh, nej, du har jo ikke børn” (om hvorfor jeg åbenbart ikke holder efterårsferie), “skal du snart have børn? Det er den bedste beslutning i mit liv”, “når du får børn tænker du helt anderledes og er mere afslappet”. Et slag i hovedet hver gang. Jeg slår åbenbart ikke til som kvinde.
    Værst af alt er, at jeg så brændende ønsker mig et barn med min kæreste NU!!!, men ikke kan få det pga. noget medicin, jeg tager (der skulle ikke gå længe endnu, før det forhåbentlig går væk).
    Måske skulle vi også blive enige om, at børn bare er ens helt eget private foretagende og beslutning? Mødre er IKKE klogere eller bedre mennesker – de er bare i en anden situation, tak.

    • MiriamsBlok

      Du har helt ret – den omtalte diskrimination kan du endda finde i dette kommentarfelt. Så ærligt. Det er da på ingen måde konstruktivt, og der leder i hvert fald ikke til god dialog. Det er bare direkte nedladende.

  • Anne

    Jeg er førstegangsgravid, og det er altså heller ikke fordi at jeg har været skruk, eller at mine æggestokke har stået og skreget på børn (hvilket man modsat ofte bliver beskyldt for som kvinde, når man så vælger at få et barn) 😉 Men jeg har fundet mandEN, og han er i den grad skruk! Og så gav det lige pludselig også mening for mig at gå skridtet videre og blive en familie i stedet for “bare” et par – og dét glæder jeg mig til! 🙂 Hvis jeg fx havde været alene, tror jeg ikke, at jeg havde valgt at få børn via donor – jeg har aldrig haft en drøm om at blive mor for enhver pris, og at skulle være alene med et barn ville skræmme mig fra vid og sans..
    Med dette tror jeg bare, at jeg ville sige, at vi der vælger at formere os, altså også bliver mødt med fordomme om, at det nok var os, der pressede kæresten, og at man absolut må være super skruk, når man nærmer sig de 30.. Og selv om jeg er gravid, har jeg ikke lyst til at have sat lige det label på mig. 🙂
    /Anne

    • Lise-Lotte

      Det er præcis den samme situation jeg står i – bortset fra, at jeg ikke er gravid (endnu – det projekt starter vi først næste år)! Min kæreste har altid været MEGA skruk, og da jeg mødte ham var jeg kun 21 og skulle i hvert fald ikke have børn. Det har stille og roligt ændret sig med årene, og nu vil jeg rigtig gerne have en lille familie 🙂
      Dog har jeg stadig tænkt mig at have fokus på karriere, og så får min kæreste lov til at passe børnene mest muligt – det vil han nemlig gerne, så det passer perfekt 😉

  • Cæcilie

    Tak fordi du har skrevet det her og fået alle os frivilligt barnløse frem fra gemmerne. Det kan godt virke som om, man er den eneste til tider. Jeg troede indtil for halvandet år siden, at jeg ville have børn, fordi “det får man jo”, som en ganske rigtigt også skriver, men så mærkede jeg efter, prøvede at forestille mig mit drømmescenario af en fremtid, og guess what, der var ingen børn. Eller jo, niecer og veninders børn, der kommer forbi og synes det er skidesjovt at være på besøg, fordi jeg har en masse dyr, de kan lege med, men ikke mine egne. Det ville faktisk decideret ødelægge mine drømme for fremtiden, hvis jeg blev gravid, for jeg er også imod at få abort, hvis man har midlerne og omstændighederne til at få barnet.

    Men endnu engang TAK for det her. Kunne have skrevet hvert et ord selv på en mindre velformuleret måde.

    • MiriamsBlok

      Jeg vil også helst bare lege med børnene, når de er der, og så efterlade dem hos forældrene, når dagen er slut. Det er rigeligt for mig. 🙂

  • Sofie B.

    For helvede Miriam, tak! Jeg tilslutter mig Louises kommentar, for jeg kan nikke genkendende til det hele. Selv oplever jeg at folk enten har medlidenhed med mig, de syntes simpelthen at det er synd for mig, eller direkte føler, at mit valg og mine føler er en kritik af deres valg, deres liv og (gisp) deres børn. Og så er der så dem, som mener jeg går glip af noget, at det er et fravalg som jeg mister noget på. Rigtig mange er nysgerrige (jeg føler mig som et eksotisk dyr) og de fleste nikker forstående, men tilføjer noget a la ” bare du ikke fortryder når først det er for sent”.

    Jeg har faktisk fundet drømmemanden og han vidste fra starten, at jeg ikke vil have børn og han kan godt forstå det. Rent praktisk kan jeg ikke se mig selv med børn. Tanken tiltaler mig ikke, men næsten vigtigere, så har jeg ikke lyst til at få børn og det har min krop desuden heller ikke. Jeg ved ikke hvordan det føles at være skruk og det rykker ikke i mine æggestokke. Jeg har faktisk ingen fornemmelse for dem og har aldrig haft det.

    Så tak for at sætte ord på! Nu har jeg bare endnu mere lyst til at møde dig irl!

    • MiriamsBlok

      PRÆ-fucking-CIS. Det der med at fravalg er lig med en mangel i livet. Det er så SYND for os. Nej nej. Jeg vælger det lige præcis fra, fordi jeg er GLAD for tingene, som de er.

  • Tine

    Tak Miriam!
    Jeg har længe sagt det samme (at jeg så har ændret mening om børn er noget andet) om børn, men folk tog mig aldrig seriøst. De kan ikke begribe, at børn ikke nødvendigvis er en drøm for alle.
    Tak tak tak!

  • Trine

    … og HVIS du så skulle ændre mening en dag og få et barn, så stopper det slet ikke der. Næ, så begynder folk at spørge hvornår du skal have den NÆSTE. Det oplever jeg og min kæreste konstant, og vores datter er altså kun knap 1 år. Når så vi informerer om at vi altså ikke skal have flere børn, så bliver folk lige så forargede, og har mange meninger om hvorvidt man kan tillade sig at “lade” sit barn være enebarn. Som om det nu skulle være noget omsorgssvigt. Der er bare SÅ mange meninger, og hvis man ikke gør som gængs gør, skal man i det mindste stå til regnskab for det. Fucking verden altså…

    • Anne

      Den situation står vi også i. Min søn er 1 år, bliver jeg gravid igen vil jeg (pga sygdom) ende i kørestol, på trods af det får vi alligevel spørgsmålet 100 gange både af nærmeste familie og totalt fremmede. Og min søster som har 4 børn og venter nr 5 får så det modsatte “er du overhovedet sikker på at have kærlighed nok til en mere”

      Kan vi ikke bare blive enige om at vi hver især har ret til at vælge den vej der giver mening vores liv så længe vi ikke skader andre…

    • MiriamsBlok

      Åh ja, når man først får børn, så begynder folk rigtigt at blande sig, kan jeg jo se på diverse mommyblogs. Det er faktisk bare endnu en grund til, at jeg gerne vil holde mig fra det liv.

    • Hanne

      Jep, det er også os. Vi har en datter på knap 5 år, planlægger ikke flere og har aldrig gjort det. Det blander folk sig også i. Det har dog hjulpet at jeg for nylig fyldte 40. Jeg er i øvrigt ganske åben omkring det, og det hjælper lidt på forståelsen. Man kan godt være en velfungerende familie selv om man kun er 3.

  • Mel

    Helt enig. Jeg er selv 28 og har selv tænkt tanken ‘Skal vi egentligt have børn eller hvad?’. Men seriøst, hvad skal jeg lave, når jeg er 50 år? 70? Måske endda 90? Så har jeg ikke en familie. Hvad skal jeg dog bruge tiden på resten af mit liv. Nok begrænset hvor meget jeg kan tale med min kære mand om. Eller hvad. Jeg kan godt forstå karrieremennesker, som arbejder non-stop, som bare nyder maden og vinen, rejser konstant, ja bare nyder livet generelt – men igen.. Er det fedt efter 50 år sammen?
    Jeg vil gerne have et afkom, og vil ELSKE at lave børn med min fantastiske mand. Det glæder jeg mig til. Sådan sygt meget. Vores egen lille unge. Jamen!
    Og jeg tror, at du ændrer holdning, når har mødt din “one and only”. Så giver det hele bare mening. Måske.. Ikke at det andet er forkert. P.s. kæmpe fan af dig og din bloK

    • MiriamsBlok

      Jeg har mødt min one and only én gang, og det ændrede ikke på noget. Jeg ved godt, du skriver i bedste mening, men du får alligevel smidt en af de sætninger ind, som jeg giver udtryk for er enormt frustrerende at modtage. “Så giver det hele bare mening.” Det er lige præcis det, der insinuerer, at tingene ikke giver mening nu. At man ikke kan leve et fuldendt og lykkeligt liv uden mand og børn. Jeg er dødglad for mit liv lige nu – helt som det er. Jeg har ikke en frygt for, hvad der skal ske, hvis jeg ikke får børn. Jeg har stadig familie. Jeg har sikkert også venner. Jeg oplever intet behov for børn overhovedet, og jeg vil i hvert fald slet ikke have dem af frygt for, at mit liv så ikke giver mening, når jeg er 50. Som jeg skriver: Folk er forskellige. De overvejelser, du gør dig, er slet ikke relevante for den person, jeg er. Og det er også okay! 🙂

    • Tine

      Det var da en forfærdelig negativ tankegang. Man kan da sagtens have et godt liv uden børn og i øvrigt også have en familie når man er gammel, selvom man ikke har børn. Og venner for den sags skyld. Min mormors søster blev aldrig gift eller fik børn og hun havde et fantastisk liv, lige til det sidste. Hun havde sine søskende og hun havde sine søskendes børn og børnebørn. Hun havde sine gode venner og hun havde mange interesser. Hun var i øvrigt på ingen måde karrieremenneske. Det var bare ikke det hun havde lyst til. Og hun levede et lykkeligt, fuldt liv uden mand og børn.

  • Sara

    Jeg har et spørgsmål, som jeg egentlig ville ha’ stillet til spørgerunden, men nu bliver det her. Hvad nu hvis(!!!) du møder drømmemanden – alt er perfekt (For det er mænd jo så ofte), men han VIL ha’ børn. Det er hans store drøm. Ville du så få børn med ham? Hvis vi altså leger at du stadig på det tidspunkt ikke har fest i æggestokkene når du ser en baby.

    Et eller andet sted synes jeg det er meget privat at spørge om, men jeg er bare nysgerrig på hvad du tænker.

    P.s. Jeg synes det er sejt at du ikke bukker under for de forventninger der er. Man skal sgu ikke få børn, bare fordi alle andre gør det.

    • L. Anonym

      Jeg har ALDRIG haft fest i æggestokkene. Mødte en skøn, skøn fyr, som ikke kunne vente med at få børn.
      Hmmm… det var helt seriøst: “Børn – eller vi kan ikke få det til at fungere”. Jeg havde laaaaang betænkningstid. Han var utroligt tålmodig. Og … han havde jo lige så meget ret til at ønske børn, som jeg har til ikke at ønske børn”.
      Jeg kom frem til at børn sammen med ham, ikke var det værste i verden. Det er det heller ikke. Jeg elsker dem – og ham.
      Og når først man har fået ‘skravlet’ inden for dørene (ment sarkastisk – please din’t judge) så kommer man jo til at holde af dem 😉
      Spørger du mig i dag, om jeg fortryder – så nej. Men hvis ikke jeg havde børnene allerede, ville jeg fortsat sagtens kunne se mig selv uden børn resten af livet 😉
      Så helt skiftet mening har jeg vist ikke – trods det jeg har skønne børn.

    • MiriamsBlok

      Det har jeg faktisk tænkt meget over. Jeg er ikke totalt afvisende over for idéen, men det kommer enormt meget an på situationen og manden. Hvis han er typen, der arbejder 80 timer om ugen, så jeg ville skulle være alene med barnet altid, så ville jeg ikke orke det, men hvis jeg ikke kunne leve uden ham, og det var et stort ønske for ham, så ville jeg bestemt overveje det.

  • Iben

    Spot on.Er pt 28 og ret så single, men jeg har ingen planer om børn eller ønsker om at få nogen. De lugter og de larmer.
    Jeg er ikke afvisende overfor at Mr Right endda dukker op og “vækker” den der ur-følelse i mig, men jeg har det ganske fint med -bare- at være mor til to dejlige katte.

  • H

    Er så glad efter jeg har læst dette indlæg! Kunne simpelthen ikke være mere enig! Jeg møder konstant de samme kommentarer, og er ved at brække mig over dem.
    Jeg kan ikke mindes, at det er bestemt ved lov, at børn = lykken. Er glad for at læse, at andre har det som jeg ☺

    • MiriamsBlok

      Vi er jo lidt i undertal, så man møder nok ikke så vanvittigt mange af os, men vi er her alså! 😀

  • rijaH

    Jeg nåede aldrig at blive skruk og har heller ikke været det siden, det passede bare med at få et barn der hvor vi fik det.. 😀 Så det skal man ik altid regne med kommer. Jeg havde dog heller ikke intentioner om at få børn… nu har jeg så et. Skal ikke have flere..det er jo så også noget af det værste, når den første kommer, så er presset med den næste der igen.. Grrr 🙂

  • Winnie

    Jeg er i starten af 20’erne og mine veninder snakker allerede om at de glæder sig til at blive mødre og finde meningen med livet. Jeg kan bare ikke lade være med at synes det er lidt sørgeligt. Selv når man er mor, er man vel andet end mor?

    • MiriamsBlok

      Åh, jeg synes, det er farligt at sige, det er sørgeligt. Så er vi jo ikke bedre end dem, der siger, det er sørgeligt ikke at få børn. Nogle mennesker ser bare frem til det stadie i livet, og det synes jeg er helt cool. 🙂

  • F

    At være i start 20’erne og forlovet skriger tydeligvis til hele verden at jeg ikke kan vente med at komme igang med at reproducere. Jeg mødte bare “the one” tidligt – jeg er stadig min egen person og har ting jeg gerne vil nå, så selv hvis jeg ville have børn skulle jeg godt nok ikke have dem nu. Folk der tror de ved bedre end dig selv hvad du har lyst til er ekstramt trættende.

  • Kristina

    Hej Miriam.
    Det indlæg kunne jeg have skrevet for otte år siden. Jeg har heller aldrig haft lyst til børn, og hold nu op hvor er der mange der ikke har forståelse for den beslutning! Jeg har haft mange diskussioner med andre, der overhovedet ikke kunne forstå man kunne sige sådan. Argumentet var ofte “du ved ikke hvad du går glip af”. Nej det gjorde jeg nemlig ikke, og derfor var der jo ikke noget savn, eller noget jeg synes der manglede.
    Jeg har aldrig haft trangen til børn, eller været i svime over små babyer. Jeg har aldrig brudt mig ret meget om andre folks børn, især ikke dem der fylder meget! Og et barn var altid lig med an veninde man aldrig kunne se, og de var altid et helt andet sted end mig. Men da jeg var 30 mødte jeg manden i mit liv (havde været i et par længere forhold inden), og pludselig var der noget der ændrede sig for mig. Det var pludselig ikke en fjern tanke med børn, og nu har jeg to. Men jeg vil sige at, jeg sagtens kan huske hvordan det var inden unger, og jeg kan sige, at ja børn skaber glæde, men de skaber også en masse konflikter med din partner, de skal hentes,bringes, have mad tusind gange om dagen og det er sgu ikke altid lige sjovt!! De skaber stor glæde, men er også frygtelig irriterende på samme tid hihihihi. Så nogen gange drømmer jeg mig tilbage til dage på sofaen med en bog, eller serie, man kunne læse eller se i fred uden at blive forstyrret tusind gange. Argumentet med “du ved ikke hvad du går glip af” kan jeg stadig grine lidt af, for det jeg går glip af, er en rolig tilværelse uden stress, planlægning, og en masse ting jeg går glip af pga, to små børn der bare har nogle behov de skal have opfyldt, og så må mor vente..!!
    Jeg har ikke fortrudt mit valg overhovedet, men jeg kan godt forstå at der er nogen der fravælger børn. Man skal jo ikke få børn, bare fordi andre får dem, eller fordi man ikke vil være alene når man bliver gammel. Børn er ikke alt i livet, og man kan have et lige så lykkeligt og givende liv uden.
    Kram Kristina

    • MiriamsBlok

      Jeg er også helt åben for, at jeg kan komme til at ændre mening, og du har helt ret i, at der er fordele og ulemper ved både et liv med og uden børn. Så nej, man ved ikke hvad man går glip af, hvis man ikke får børn, men man ved heller ikke, hvad man går glip af, hvis man gør.

  • Baysens

    Jeg er 31 og nygift, og jeg er ikke skruk. Slet ikke. Faktisk bliver jeg lidt sur, når folk hentyder til eller presser på for, at vi skal se at komme i gang.
    Jeg bliver ikke misundelig, når jeg ser venner og bekendte skyde børn ud, jeg glæder mig ikke. Jeg kan slet ikke lide børn, som jeg ikke er i familie med. Jeg elsker mine niecer og min nevø, men jeg elsker også, at de kan afleveres tilbage igen.
    Vi skal da sikkert have børn en dag. Måske. Lige nu har vi det fint, som det er. Jeg kan godt nøjes med bare at være kattemor 🙂

    • MiriamsBlok

      Presset om at gør noget NU er jo næsten lige så irriterende, som presset om at gøre noget overhovedet.

  • Gitte

    Jeg er af den holdning at børn er en gave og ikke et must!
    Jeg bliver 40 i næste måned og har aldrig drømt om børn!
    Jeg kan skam godt li børn og er også hende der sidder og gider lege med LEGO !
    Jeg har fundet manden i mit liv og han har respekteret mig og det har ikke været et must for ham,
    Og jeg har længe hørt på: er du nu sikker ikke du fortryder, hva så når du bliver gammel, pjat du bliver klogere,er du syg osv osv.
    Men hvor står der man ikke kan leve et liv uden børn?
    Jeg får nok mit nusse hygge behov dækket ved min kat, han er mega forkælet og det har jeg/vi det godt med!
    Og vi kan måske gøre nogle ting som vi ikke havde gjort hvis vi havde børn!
    Men det er sådan jeg har det, og jeg har det fint, så man kan sagtens leve et godt liv uden børn!
    Og det ville da være urimeligt for et barn at blive til fordi familie og venner pressede!
    Knus Gitte

    • MiriamsBlok

      Jamen jeg er rørende enig. Jeg har heller ikke brug for børn for at føle, at mit liv er fuldendt. Jeg er faktisk ret glad for det, som det er.

  • Helene

    Forældede ideer om hvad man skal og ikke skal, både som kvinde og mand, skulle rives op med rødderne og smides ad helvedes til!
    For pokker hvor skal vi kvinder høre for meget. Særligt når vi afviger fra det konforme og – gys – måtte prioritere noget, højere end reproduktion.

  • Rose

    Jeg er 30. Jeg er gift. Jeg er pædagog. Jeg bliver spurgt KONSTANT om, hvornår vi skal have børn! Jeg tror også jeg har hørt det hele. “Du bliver klogere”, “du får helt sikkert lyst på et tidspunkt”, “det kommer du nok til at fortryde hvis du ikke får børn…” “nå ja, du hader jo børn” (jeg ELSKER børn, jeg er pædagog for fanden! Jeg har bare ikke behov for at få mine egne) Faktisk er jeg nået dertil hvor jeg ikke engang gider forklare det mere, eller overhovedet synes folk skal have lov at spørge. Altså jo! De må da gerne spørge, hvis de kan acceptere et nej, på spørgsmålet om, hvorvidt vi snart skal have børn. Jeg har endnu bare ikke oplevet nogen, der accepterede dét svar. Jeg kan ikke forklare det – jeg har bare aldrig haft lyst. Og det KAN da være at det kommer, men det kommer bare slet ikke andre ved!

    • MiriamsBlok

      Haha, av, der har du virkelig skudt dig selv i foden med din stilling! Det kan jeg virkelig godt forstå er nederen! 😀

  • M

    Jeg har siden jeg var helt lille pige vidst jeg skulle være mor og nu, i en alder af 26, kan jeg slet ikke vente til det sker. Økonomien og min kæreste er dog ikke klar til det.
    Jeg synes dog det er helt i orden, at nogle gerne vil fokusere på noget andet. Børn kræver utrolig meget, og tror ikke alle har det i sig, at de bare skal have børn! Ligesom nogle, mig selv inklusiv, bare skal have børn.
    Hvis det viser jeg, at jeg ikke kan få børn, vil jeg gerne adoptere eller på anden måde få det til at lykkedes. Og da jeg har så stor lyst til at få børn, forekommer det naturligt, at nogle har det helt modsat – at de aldrig skal have børn.

    Uanset hvad man vælger, og hvordan man nu end har det, skal man have sig selv med, så man enten bliver en super lykkelig barnløs person, eller en mega god mor ❤

    • MiriamsBlok

      Det er lige præcis min pointe – at det for nogle mennesker er lige så naturligt ikke at få børn, som det er for andre at få det.

      • M

        Kender i øvrigt flere der har det på samme måde som dig, og tror det har givet mig en større forståelse for, at nogle har det helt modsat mig. Men for os der sindsygt gerne vil have børn, så er de der kommentarer med “hvornår skal I have børn”, “skal I ikke snart i gang?” også pisse irriterende! Kan folk i det hele taget ikke bare blande sig uden om hvornår og om andre overhovedet skal have børn. Og hvor mange. Det er jo kun noget der vedkommer en selv!

        (Er i øvrigt total starstruck over at du svarede på min kommentar 🙂 Du er en total sej blogger!)

        M – livogflugt.blogspot.dk

        • MiriamsBlok

          Arhmen, hvis folk tager sig tid til at skrive en kommentar til mig, så skal de da også have et svar! 🙂

  • C. Stubbe

    Jeg har lige læst alle kommentarerne igennem, og jeg melder mig også enig. Lige nu er jeg ikke sikker på at jeg vil have børn. Jeg har prøvet at være skruk (tak til nevø og niece for at være sindssygt charmerende), og jeg synes også om børn. Men at have mine egne, er jeg ikke så sikker på. Især også fordi jeg har en sær problemstilling i forhold til, at jeg ikke kan klare tanken om at der lever mikro organismer inden i mig – så at skulle gro et barn i min mave, er ikke den fedeste tanke! Min veninde, som fødte for en måned siden, kom også i sidste uge med “Når du engang får børn…” kommentaren, hvor jeg afbrød hende og sagde, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville have børn. Det overraskede hende vidst lidt, men hun sagde ikke noget til det. Men jeg er af den holdning, at jeg gider ikke høre på sådan nogle kommentarer, når jeg har en helt anden holdning til det. Gør mig til faster, tante eller bonus-moster, hjertens gerne! Men egne børn, nooot so much right now!

    • MiriamsBlok

      Sådan har jeg det også. Jeg elsker min søsters børn og mine venners børn, men jeg har intet behov for at skulle have min egen.

  • Idun

    Jeg har børn. 2 dejlige styk. Men jeg har aldrig været skruk. Jeg har aldrig haft et behov for at få børn. Faktisk har jeg brugt mange år på IKKE at have lyst til børn (uden at nogensinde afskrive det), fordi et liv uden børn har virket fedt. Men altså. Så fik jeg en kæreste. Så blev jeg gravid. Og gud ved hvor mange gange jeg tænkte under den graviditet, at det bare var noget værre rod, og at jeg måske bare skulle ha’ fået en abort. Men fuck hvor er jeg glad for at jeg fik min søn. Og lige så glad for at ha’ fået hans lillesøster! De er så fantastiske. Og jeg elsker dem over alt på jorden. Jeg har aldrig ønsket mig dem. Men de kom til mig. Og nu kunne jeg ikke ønske mig det anderledes. De er mit et og alt og (for mig) er de blevet meningen med livet, selvom meningen med livet for mig aldrig har været børn.

    Med andre ord, så tror jeg altså ikke man behøver tænke så meget over det. Hvorfor i det hele taget tage stilling til, om man vil have børn eller ej? Man kan jo prøve bare at tage det som det kommer, og ikke overanalysere det. Og selvom det er en træls kommentar, så ved man jo faktisk ikke hvad man går glip af når man fravælger børn. Det er en kæmpe kliché, men der er altså mange ting man ikke forstår før man har fået børn. Sådan er det bare. Det ved jeg! For jeg har prøvet ikke at have børn. Og jeg har prøvet at have børn.

    Nå. Når det så er sagt, så skal man selvfølgelig ikke få børn bare for at få børn og fordi samfundet diktere det. Det er fint ikke at få børn.

    • MiriamsBlok

      Jeg er meget uenig med dig. Selvfølgelig elsker man sine børn, når man får dem – uanset om man var skruk eller ej, og selvfølgelig kan man blive gravid ved et tilfælde og være nødt til at tage tingene, som de kommer. Men derfor synes jeg stadig, det er allermest optimalt at tænke enormt meget over, om man vil have børn eller ej, for det er en livsændrende ting, man ikke kan lave om nogensinde. Og der findes mødre, der fortryder at være blevet mor, og det går ofte ud over børnene.
      Mht “[d]et er en kæmpe kliché, men der er altså mange ting man ikke forstår før man har fået børn”, så er det helt sikkert rigtigt, men det er også enormt nedladende at stille det sådan op, og det er lige præcis den holdning, jeg gerne vil til livs. Det er ikke fakta, det er din mening. Du kan ikke bare sige, at du har prøvet begge dele, og derfor kender du sandheden, for folk er forskellige. Du kender kun DIN sandhed. Selvfølgelig lærer man nogle ting, når man bliver forældre, men man glemmer også helt automatisk præcis hvordan det var før i tiden. Og ingen af de ting, man lærer, er livsvigtige eller gør ens tilgang til livet mere valid end andres er. Folk, der ikke har børn, lærer også nogle ting, som forældre ikke gør. Der er fordele og ulemper ved alle veje i livet. Nej, man ved ikke, hvilket liv man går glip af, hvis man ikke får børn, men hvis man får børn går man også glip af et liv uden børn. Man udvikler sig hele livet, om man så har børn eller ej.

      • Ida

        Sindssygt velformuleret svar, Miriam! Du gør det godt!
        Mine æggestokke rasler ikke, men når jeg visualiserer min fremtid, så er der mini-mig’er i den. Det betyder ikke, at jeg ikke evner at forestille mig, at andre ikke har det på samme måde som mig. Og det kommer da på ingen måde automatisk mig ved, om – eller hvorfor – andre mennesker ikke længes efter at avle…

        • MiriamsBlok

          Ida, tak! Det, jeg gerne vil frem til, er jo heller ikke så meget debatten om, hvorvidt ens liv er bedre med eller uden børn, men mere at der skal være plads til begge dele.

    • Anonym

      Jeg må virkelig give Miriam ret. Min mor skulle bestemt ikke har haft børn, og selvom jeg selvfølgelig er glad for at være i live, så har min barndom været utrolig svær.

  • Tine J

    Hvor er det et genialt indlæg, Miriam – TAK for at ‘tabuet’. Jeg har været sammen med min kæreste i 10 år, og folk spørger på daglig basis om vi ikke snart skal have børn – og nej, det skal vi ikke. Jeg føler, at det er en kamp at forklare folk, hvorfor vi ikke skal have børn. Jeg er træt af folk ikke bare kan accepterer det, jeg stiller ingen undrende spørgsmål hvor de vil/har valgt at få børn. Den værste kommentar jeg til dato har fået var fra en (daværende) veninde, som var fast besluttet på, at jeg ville få et dårligt og ensomt liv uden børn. Hun var sikker på, at jeg ville fortryde mit valg, når jeg sidder som 85 årig uden børn og børnebørn, at jeg ville være jaloux på hendes familie liv. Jeg ville gå glip af, hvad meningen med livet er. Jeg har aldrig drømt om at få børn eller at stifte familie – jeg har sågar hadet børn da jeg var yngre. Ingen har på noget tidspunkt spurgt mig om jeg ville være barnepige, fordi de vidste at jeg ikke kunne lide børn, og børn ikke kunne lide mig – det har dog ændret sig med årene, kan lide børn nu, jeg skal bare ikke have mine egne.

    • Tine J

      I den forlængelse vil jeg lige tilføje, at jeg elsker vores niecer og nevøer, samt venners børn. Jeg elsker bare endnu højere, at kunne lukke døren og kører væk fra det.

    • MiriamsBlok

      Det er faktisk medlidenheden, jeg finder mest nedladende. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor det for nogen ville være decideret unaturligt ikke at få børn, og jeg vil gerne have den respekt tilbage igen.

  • Sus

    Jeg er førstegangsgravid og var 35, før jeg var klar til at gøre det. Min kæreste var heller ikke skruk. Jeg er helt sikker på at vi kommer til at elske det barn, men jeg er også fuldstændig sikker på, at det at blive mor ikke kommer til forandre mit syn på helt grundlæggende ting. Det er så sindssygt nedladende, når bedrevidende forældre i varierede vendinger fortæller ikke-forældre om “det ægte realiserede liv” og alt det “man ikke ved når man ikke har børn”. Man modnes med alle oplevelser i tilværelsen og jeg kan blive så skingrende arrig, når folk mener, at man ikke er i live før man er blevet forælder. Man skal virkelig ikke dømme andre mennesker på, hvor de har deres erfaringer fra.

  • M

    Jeg er en af dem, der har drømt om børn, siden jeg selv var barn. Og jeg forguder min datter og elsker at være mor. Fordi det er det helt rigtige for mig. Men mennesker er forskellige, og jeg kan godt forstå, at nogle kvinder fortryder, at de har fået børn, hvis de ikke helt ville det. For der er mange kompromiser og megen sætten-sig-selv-til-side. Og for mig er det uden tvivl det hele værd. Men det er det ikke for alle. Sejt, at du sætter fokus på emnet. Det er vigtigt! Alle skal jo gøre det, der er rigtigt for dem. Vi er alle forskellige og hurra for det!

    • MiriamsBlok

      Lige præcis. Jeg er et mega-egoistisk menneske, og det har jeg ikke et problem med at indrømme. Som situationen er lige nu, ville jeg totalt klandre et barn for at rykke min tilværelse op med rod, og det ville være døduretfærdigt over for barnet.

  • Anna

    Må lige tilføje, at vi fra naturen side selvfølgelig er skabt til at få børn og da evolutionen ligesom har medført, at vi alle er børn af nogen som valgte at få børn, så er det begrænset med videreførelse af gener fra dem der ikke vil have børn. Ikke fordi det er forkert, men fordi de ikke fører deres gener videre (hvis vi generaliserer groft og påstår, at alle der får børn har lyst til at få dem). Gav det mening? Så du er ikke forkert, du er tværtimod lidt sej fordi du ikke gør som alle andre. 😉 Bare smid den i hovedet på dem der kommenterer dit valg næste gang – du vælger frit modsat os som drives af biologien.

      • Anna

        Evolutionært set, jo. Det betyder ikke at alle der er børn af nogen der havde lyst til at få børn, selv har lyst. Ligesom det evolutionært set har sikret menneskets overlevelse, at vi traf bestemte beslutninger som urmennesker, så betyder det jo ikke at ALLE traf de beslutninger. Du kan også godt have brune øjne og få et barn med blå øjne? Intet i biologien er uden undtagelser. Indenfor psykologien mener de fleste at det er 50/50 med nature/nurture. Altså, du er dannet både af biologi og af det miljø du vokser op i. Nogle ting / lyster kan godt nedarves uden at man taler om det. Hvis du ikke tror på evolution, så er det dumt af mig at forsøge at forklare min pointe. Forsøgte bare at forklare det ud fra hvordan vi (som “tror” på psykologi og synes hjerner er spændende) mener at mennesket biologisk er indrettet 🙂

  • Rose

    Jeg er 21 år. Jeg har ALDRIG følt en trang til at få børn, og som lille pige har jeg heller ikke ønsket at lege far mor og børn, da jeg dengang ikke ville være mor. Det har ikke ændret sig. Jeg er ikke skruk, har aldrig været det, og når min omgangskreds får børn, kan jeg endnu mere mærke, at det bare ikke er mig. Jeg kan slet ikke lide børn – ikke engang dem, der er familie. Det kan lyde voldsomt, men de irriterer mig forfærdetligt. Børn for mig signalerer uhygiejne, rod, larm og negative synonymer. Jeg kan på ingen måde se mig som mor.

    • MiriamsBlok

      Og så skal man jo bare lade være. 🙂 Jeg har tidligere haft det virkelig stramt med børn, men det er blevet meget bedre, efter min søster og veninder har fået deres egne. Men jeg vil stadig ikke have dem selv.

  • Anna

    Jeg skal have børn, men jeg tror ikke jeg kommer til at elske hvert sekund af det. Jeg hader uforudsete ting og ikke at kunne planlægge mig ud af ting samt ikke at vide hvad der kommer.

    Det der er sindssygt skræmmende for mig, er manglen på fortrydelsesret. Forstå mig ret, men man kan altid blive skilt, sælge huset, sælge katten (groft sagt, men det er jo rigtigt), men børnene er der altså for evigt og de skal have al den kærlighed de overhovedet kan få fra deres forældre. Men hvad hvis nu man faktisk ikke sådan super godt kan li’ dem? 😮 Hvad faen gør man så!?

    Anyways, jeg har ikke travlt, men det mener min omgangskreds nu…. Jeg er 27, har kæreste på 8. år, hus, bil, kat osv. Jaja, det passer da meget godt, men der er nogle omstændigheder som gerne skal være bedre, inden vi sætter børn i verden. Men vores venner har også utrolig travlt med om vi nu ikke snart skal giftes og skal vi nu ikke også snart have nogle børn?

    • MiriamsBlok

      Lige præcis det med manglen på fortrydelsesret er en af grundene til, at jeg synes, det ideelle er at overveje grundigt, om børn er noget for en. Jeg kender flere, der synes, det er nederen at være mor. De elsker deres børn, selvfølgelig gør de det, men ikke rollen.

  • Louise

    Årh. Godt indlæg Miriam.
    Jeg synes det er SÅ svært at snakke med folk om. Man bliver simpelthen dømt så hårdt. Folk synes man er meget egoistisk når man snakker om ikke at få børn eller at det ikke er afgørende for ens livskvalitet. Men jeg synes omvendt at beslutningen om at få børn også er en egoistisk beslutning.
    Min kæreste og jeg vil gerne have børn. Snart. Men ikke nu. Vi har dog snakket meget om at det ikke er afgørende for vores samliv at vi for børn. Hvis vi ikke kan selv, så har vi allerede aftalt at vi ikke vil adoptere. Der findes par derude for hvem det er så afgørende at få børn at jeg synes de skal have glæden af at adoptere dem.
    Børn er et tilvalg til vores liv – men livet er ikke forbi hvis vi ikke kan få børn. Så får vi nogle andre muligheder i livet. Hvilket også er grunden til at jeg ikke vil købe hus på forhånd. Jeg gider ikke have mit liv forudbestemt og gå i spåner over at det så ikke gik som jeg troede.
    Rodet kommentar. Men jeg er glad for at du tager fat i problemstillingen om den nedladende attitude, man møder, hvis man ikke har det på samme måde som mødre eller kommende mødre.

    • MiriamsBlok

      Jeg synes, det er SÅ fjollet, når folk siger, man er egoistisk, fordi man ikke vil have børn. Det er da tusinde gange værre at blive forælder og så gå og bære nag til barnet, som har ændret på ens liv.

  • LL

    Tak for et spot-on indlæg, Miriam. Jeg er 34, barnløs og pt. single, hvilket åbenbart er at betragte som en stående invitation til A) at fortælle mig, at det da er ret atypisk for en kvinde i min alder (og det er relevant for mig lige at blive mindet om, fordi …??), B) at understrege at jeg bare skal tage det roligt – der skal nok komme én til mig (kan ikke erindre at jeg selv har udtrykt utilfredshed med min selvvalgte situation, så din ‘trøst’ er i alle henseender virkelig upassende), C) at spørge om jeg fejler noget alvorligt eller har sygdom i familien, som jeg ikke vil føre videre (igen, bare upassende…), D) at fortælle mig at mit liv ikke er at betragte som fuldendt før jeg har oplevet glæden ved at få børn (fortjener faktisk ikke engang et svar) – og jeg kunne blive ved. D’eren var faktisk en kommentar fra min gode veninde. Hun toppede den med at sige, at det i hendes øjne var vigtigere at jeg fik et barn, end hvem jeg fik det med. For det var moderrollen, der var essentiel og definerende for en kvinde. Der må jeg indrømme at jeg stod af og påråbte mig retten til helt basalt bare at være uenig. Mit problem er ikke så meget at ophavskvinderne (for det er vist primært kvinder, der finder dette emne kommentérværdigt) siger nogle ting, der faktisk er både stødende og nogle gange virkelig ubetænksomme – det handler også om at deres ord ikke er en bønne værd i det øjeblik de er blevet mødre. For tanken om IKKE at være mor er for dem et spørgsmål om at skulle tænke sig en verden uden deres barn, hvilket må være decideret forfærdeligt. Men det er jo ikke det, der er tilfældet, hvis man vælger ikke at få barnet i første omgang. Det er måske liiige hårdt nok sat op, men det er altså den grad af nuancering, min formuleringsevne rækker til lige nu..
    Og jeg har slet ikke taget en beslutning om børn eller ikke børn. Finder det bare helt urimeligt at skulle forsvare det, hvis at jeg ender med at vælge et barnløst liv til. For jeg ville jo aldrig blive afklaret en forklaring, hvis jeg valgte at få et barn.
    Det blev en længere smøre, end jeg lige havde tænkt – men tak for ‘taletid’ 🙂
    Og tak for dit altid vidunderlige sprog, Miriam.

    • MiriamsBlok

      Rigtig god pointe. Hvis man ikke føler et behov for at blive mor, føler man heller ikke, at man ‘går glip’ af noget som helst.

  • Mette

    Tak, tak, tak og tak. Jeg er 27 år og ønsker ikke at få børn. Har seriøst opbygget en “argument-bank” til når jeg skal diskutere med (sommetider fremmede) mennesker om, hvorfor jeg ikke ønsker børn. Det kommer netop oftest til at lyde nedladende og det føles endda som om, at nogle mennesker simpelthen mister respekten for mig, når jeg fortæller det.

    • MiriamsBlok

      Jeg mister respekten for folk, der fortæller mig, at børn er meningen med livet for hele menneskeheden. Nej. Det er fedt, hvis du har fået børn og dermed fundet DIN mening med livet, men du skal fandme ikke diktere min!

  • Anja

    Miriam, da jeg ikke troede jeg kunne elske bloggen højere – så kom det her indlæg. JEG BØJER MIG I STØVET FOR DIG! <3
    Du har lige beskrevet præcist hvordan jeg har haft det siden før jeg fyldte 18, og stadig har, her 7 år senere – børn er ikke for mig. Jeg ved godt at en bekendt sagde det samme i mange år, og nu har børn, men bare fordi det er sandheden for nogle, så er det altså ikke for andre. Jeg bliver som oftest mødt af "du skal nok ændre mening, du er jo stadig så ung", og måske jeg gør. Det gør jeg bare ikke lige nu, men vi kan være enige om at man har et standpunkt til man tager et nyt. Undtagelsen til den regel er så, at hvis jeg skal høre på "hvad sagde jeg?!" resten af livet, så tror jeg sku jeg holder stædigt fast i mit udgangspunkt, for helt ærligt, det magter jeg altså ikke. Jeg synes allerede jeg har hørt nok på forældre-oraklerne*, og de har ret i én ting; Jeg ved ikke hvad jeg går glip af før jeg selv har børn, så måske det bare skal blive ved det!

    I øvrigt har jeg verdens dejligste gudbarn, som jeg knuselsker – MEN det gør mig altså ikke skruk. Færdig basta!

    *på INGEN måde møntet på de forældre, der ikke har hovedet i bleen og kan se fornuften af at meningen med livet ikke er børn for alle 🙂

    Beklager det blev lidt langt, og et halvsurt opstød. Men alle jer der selv har hørt de famøse ord "bare vent, du skal nok ændre mening" mere end en håndfuld gange, vil jeg påstå forstår mig fuldt ud!

  • Astrid

    Jeg forstår simpelthen ikke, at man (mødre) mener, man har fundet meningEN med livet fordi man har fået børn. Jeg har selv to, som jeg holder meget af, men hverken de, eller min mand, er det eneste, der får min verden til at dreje rundt. Det, kan jeg hilse at sige, er også noget, der fører sin egen portion shaming og kommentarer med sig. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn, men jeg kan ikke påstå, at det at have dem er en dans på roser. Det medfører mange afsavn, stress, mistede karrieremæssige muligheder og belastning på parforholdet. Det er bare heller ikke legitimt at sige. Så jeg forstår udmærket godt, at man kan finde på at vælge børn fra. Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke altid at være mor. Ville jeg gøre det om, hvis jeg kunne? Helt sikkert, for mig er det det værd, men som jeg ser det er det en privatsag og en beslutning hver enkelt må tage for dig selv.

    Jeg forstår heller ikke, at man kan få sig selv til at spørge. Hvad hvis man ikke er frivilligt barnløs og det faktisk er en stor sorg, at man ikke har børn? Hvorfor er det legitimt at spørge ind til de her ting, som imo er yderst private?

    Og vedr evolutionsdelen af det: nu er det jo ikke sådan, at ingen af de barnløses gener bliver videreført. Via søskende, som man i gennemsnit deler 50% af sin genmasse med, videregives således 25% af ens gener. Der er god videnskabelig evidens for, at den sociale adfærd mange dyrearter, inkl mennesker, udviser, netop er et produkt af selektion for de gener, der koder for omsorg. Så argumentet om, at vores formål udelukkende er selv at få børn holder ikke vand. I en tid med knappe resourcer vil børn, som har en stor udvidet familie formentlig haft bedre overlevelseschancer end børn med små familier, simpelthen fordi der har været flere voksne til at samle mad og give omsorg.

  • Julie

    Det her er første gang, at jeg kommenterer et af dine (ellers fantastiske) indlæg Miriam. Men du sætter ord på noget, som jeg ellers føler mig utrolig alene om at gå og tænke på. Så tak! Jeg har læst alle indlæggene, og synes der mangler en “som mig” blandt kommentarerne. For jeg ville gerne have børn – men det kan jeg ikke. Som i slet ikke grundet alvorlig sygdom tidligere i livet. Jeg er 31, bor i en forstad med min kæreste og er nu den eneste på både mit arbejde og på min vej, som ikke har børn. Jeg bliver mødt af spørgsmål dagligt vedr børn. Fordi det er jo meningen med livet. For den som spørger. Og det gør ondt hver gang. Hver gang bliver der rodet op i en sorg, som vi stadig bearbejder. I lang tid gled jeg af på spørgsmålet (måske, vi ved det ikke osv) , da jeg ikke følte alle fortjente det ærlige svar, som er meget privat. Slet ikke fremmede. Men det medfødte præcist den moralprædken som du nævner. Derfor siger jeg nu sandheden… men det medfører bare kommentaren “jamen så skal i jo adoptere”, og her bliver jeg rent faktisk tit lidt vred. For vilkårene for adoption er vildt svære – meget er sket siden 70/80 ‘ erne, hvor der var mange børn at adoptere – og vi har valgt at det ikke er os. Og med det spørgsmål konkluderer folk jo stadig, at børn er meningen med livet… suk. Hvor ville jeg ønske at folk tænkte sig mere om, inden de spørger løs. Eller i hvert fald spørger på en anden måde. Og husker på at det altså ikke for alle er lykken … eller en mulighed.

    • MiriamsBlok

      Endnu en rigtig god grund til at folk simpelthen skal holde op med at tro, at det spørgsmål er valid smalltalk. Man ved aldrig, hvad man lige ripper op i.

  • M

    Vildt spændende at læse både dine tanker og kommentarfeltet! Jeg synes i det hele taget det er sært, at det med børn/ikke-børn/flere børn/timing er så ‘offenligt’ et emne. Jeg mener, det er halvfremmede og semibekendte der er begyndt at spørge mig hvornår jeg skulle have børn, efter at jeg i foråret fik fast job, boede med min kæreste etc. De kunne selvfølgelig ikke vide at forholdet kørte skævt og jeg ikke anede hvad jeg ville (og at vi nu er gået fra hinanden) – men hver gang de spurgte, mindede de mig da lige pænt om det! Synes faktisk det er et emne, forbeholdt dem man kender bedre end kun på navn..(Og blogs 😉 )

    • MiriamsBlok

      Sådan har jeg det også, men af en eller anden grund anses det for værende acceptabel smalltalk. Måske fordi folk stadig mener, det er så naturligt, at alle får børn?

  • Celia

    Sådan, Miriam! Rigtig godt indlæg fra din hånd og nogle virkelig gode tanker, du gør dig, uden overhovedet at nedgøre de kvinder, for hvem moderskabet er hele meningen med deres liv!

    Jeg har det lidt som dig. Jeg har aldrig oplevet at blive skruk, men jeg er meget glad for børn, særligt min bedste venindes lille søn, men jeg har slet ikke den der “gid det var mig”-følelse (endnu).

    Jeg forestiller mig dog, at jeg skal have børn en dag. Men helt ærligt, der er intet galt i at have 0,2 eller 10 børn. Og der er heller ikke noget galt i at skifte mening! Det kan alle gøre. Lige nu kan jeg ikke forestille mig at få et barn, men håber, jeg får lyst en dag …

    Til gengæld er der noget galt, når folk postulerer, at man “nok skal skifte mening”. Hold. Så. Kæft. Det er simpelthen det mest flabede, man kan sige, og jeg har selv fået den i flere forskellige sammenhænge, og det gør mig så stjernetosset!

    Så: you go, girl! Jeg er sikker på, at du træffer den helt rigtig beslutning for dig, og det er sgu ligeså godt som alle andres. Om du skifter mening en dag er ikke bedre, end hvis du ikke gør, men hvis du gør, så er det sgu også fint!

    Så er den vist ikke længere. <3

    • MiriamsBlok

      Jeg har slet ikke et behov for at nedgøre kvinder, der stortrives i rollen som mor og synes, deres børn er alt. Det er da kun fedt for dem! Jeg efterspørger bare, at de accepterer, at ikke alle har det på samme måde.

      • Celia

        Og det er så cool! Jeg synes desværre, at der har været en del kvinder i debatten, der ikke har haft et ønske om børn og dermed har følt, at de kunne tale nedladende om kvinder, for hvem deres børn var hele meningen med livet. Og så kommer man bare aldrig videre og er ikke en disse bedre selv, end de mødre, der ønsker at presse moderskabet ned over alle andre kvinder.
        I øvrigt fik dit fabelagtige indlæg her og de mange fantastiske kommentarer, du har fået, mig til selv at gå til tasterne på min egen blog. Slet ikke med samme impact som her hos dig, of course, men det er sgu vigtigt, at det bliver talt om. Så tak for inspirationen!

        • MiriamsBlok

          Nej, altså, så gør man jo lige præcis det samme mod dem, som man anklager dem for at gøre. Og så kommer vi lige præcis ingen vegne!

  • Line

    Det indlæg der er spot on, Miriam!
    Jeg er selv 23 og mange (!) kommenterer på at jeg jo bare skal glæde mig til at få børn.. Øh der er en detalje, jeg bryder mig ikke om små børn der ikke kan klare sig selv, så snart børn er 2+ år hvor de bliver mere menneskelige så kan jeg godt underholde dem, men alt det der med bleskift osv. det kan jeg ikke holde ud at tænke på!
    Og så nyder jeg bare roen når folk er taget hjem med deres børn, al den larm er slet ikke mig!

    • MiriamsBlok

      Den hektiske livsstil, der følger med børn, er også en af mine grunde. Jeg trives ikke med det. Jeg ved godt, at man hurtigt tilvænner sig, men jeg vil faktisk hellere være fri.

  • B

    Virkelig godt indlæg! Jeg ville faktisk ønske, at der var flere der mærkede efter, om det med børn nu også var noget for dem, eller om de får det fordi normen er, at man selvfølgelig får børn. Har selv et barn, men var længe i tvivl, om min mand og jeg skulle have børn – indtil jeg blev skruk! Havde vi haft et godt liv uden – ja selvfølgelig havde vi det, men for os begge blev det et fysisk behov på linje med mad og søvn – det at få et barn. Og jeg kunne ikke forestille mig et bedre liv. Til gengæld er jeg ikke sikker på, at vi skal have flere (og vi får i øvrigt jævnligt at vide at det er synd at vores barn ingen søskende får…)

    • MiriamsBlok

      Man kan uden tvivl have et godt liv både med og uden børn – hvis bare folk ville acceptere det, så ville det være meget lettere! 😀

  • Mette

    Jeg er efterhånden så træt af børnesnakken. Jeg er også en af dem der slet ikke har lagt planer om børn i mit liv. Hvis jeg gik hen og opdagede at jeg var gravid i morgen, ville jeg føle det som et personligt nederlag.
    Jeg er 25, har hus og kæreste gennem de sidste 7 år – børn er bare ikke på tegnebrættet. Jeg bliver så frustreret når man får smidt “det kommer nok” eller “når du er 30…” – det kan da godt være, det kommer, men respektér da lige mit valg hvis det ikke gør. Nå!

    Så TAK for dit indlæg. Jeg er vild med den fokus både du og Miss Jeanett sætter på området i øjeblikket 🙂

    • MiriamsBlok

      Haha, åh ja, ‘når du bliver 30’-argumentet. Jeg har lyst til at sende personlige told-you-so-hilsner ud til alle, der har sagt det til mig, for nu er jeg 30, og jeg har ikke ændret mening!

  • Pia

    Jeg har en veninde, som i mange år har sagt, at hun aldrig ville have børn, og jeg skal da være det første til at indrømme, at jeg har været den skide irriterende veninde, som igen og igen skulle have udpenslet præcis hvorfor hun kunne have det sådan, men i virkeligheden handlede det jo om min “sorg” (og min egoistiske indgangsvinkel), over at vi i siden børnehaven har delt A-L-L-E faser i livet, og ikke ville skulle dele den temmelig store begivenhed, og den fase i livet hvor man bliver forældre, og så handlede det ikke mindst om at jeg var bekymret for om vi ville vokse i hver sin retning pga vores to vidt forskellige liv. Dermed ikke sagt at jeg ikke ville holde fast i vores venskab, med næb og kløer, selvfølgelig vil jeg det, og jeg ved at vi nok skulle klare det og stadig ville prioritere hinanden, men bekymringen kommer alligevel.
    Jeg prøver bare at sige, at når man spørger igen og igen, er det ikke altid fordi man ikke kan respektere beslutningen. Fx mht min veninde, så ved jeg da godt at jeg aldrig ville kunne overtale hende til det fordi JEG siger det, jeg prøver bare at forstå hende, så det også kan give mening for mig, sådan helt igennem egoistisk :D.

    • S

      Det er vel hendes egen sag, om hun vil have børn eller ej? Hvis du er hendes veninde er det vel din opgave at støtte hende i sin ret til at vælge børn fra, ligesom det er hendes opgave vice versa? Det er da netop tegn på disrespekt, at du ikke kan eller vil acceptere de svar hun nu end giver dig, på trods af at hun ikke skylder dig nogen. Det handler ikke om at overtale nogle til noget, det handler om helt almindelig gensidig respekt. Hvor fedt ville du have det, hvis hun forsøgte at overtale dig til jævnligt at droppe kæresten og børnene? Ikke specielt fedt vel? Eller hvis hun gang på gang spurgte dig om meningen med livet virkelig kan være at passe unger, skifte bleer og skændes med en doven teenager? Og så er det da en ringe trøst at det skulle være for at I kunne nyde det barnløse singleliv sammen, fordi I har nydt alle andre ting sammen. Min bedste veninde ønsker børn, mand og hus, og jeg kan ikke se mig selv i det samme liv som hende. Men jeg ønsker da for hende at hun opnår de ting, og jeg er mindst lige så spændt som hende i sin graviditet, ligesom hun er mindst lige så spændt på mine vejne når jeg oplever succeser eller glæder mig over noget i mit undskyld mig, barnløse liv. Det er okay, hvis du banner kommentaren Miriam, men jeg føler mig liiiige lidt stødt over denne her. Jeg har forsøgt at skrive pænt.

    • MiriamsBlok

      Jeg er nok nødt til at give S ret her, Pia. Der kommer et punkt, hvor du bare må acceptere, at hun har et andet syn på livet end dig. Jeg har veninder med børn – det kan sagtens lade sig gøre. Det er ligegyldigt, hvad din personlige grund til at spørge igen og igen er – for din veninde er det jo lige frustrerende, at du ikke bare kan acceptere hendes beslutning. Hun prøver jo heller ikke til at overtale dig til ikke at få børn, så I kan følges ad, vel?

  • Anne

    I really, really hear you.

    Jeg er begyndt at variere historien om, hvorfor jeg ikke vil have børn. I længden er det for trættende at høre mig selv på repeat.:)

    • MiriamsBlok

      Jeg er begyndt og gå over til at rulle med øjnene som svar. Ikke så konstruktivt, men meget effektivt. 😉

  • Lærke

    Fuld respekt herfra 🙂 Hvis man ikke ønsker børn, skal man ikke have dem. Og særlig respekt for at du ikke permanent fratager dig selv muligheden for at vælge. Jeg må erkende at respekten er sværere at finde for kvinder der som 18-årige lader sig sterilisere, mest fordi at man i den alder måske burde have indset at ens holdninger og ønsker har det med at ændre sig over tid. Fint hvis de ikke gør, men hvorfor foretage et permanent valg når alternativet er at leve på samme måde men bare holde mulighederne åbne.

    • MiriamsBlok

      Jeg synes heller ikke, det er en god idé at lade sig selv sterilisere så ung, men som med alle andre permanente løsninger, så er man jo også selv ude om det, hvis man så skifter mening igen…

  • Josefine

    Helt vildt interessant emne at tage op, og jeg kan ikke lade være med at tænke om det er noget meget dansk. Min mand og jeg har kendt hinanden siden vi var 22, blev gift som 26-årige og er nu i starten af 30’erne. De sidste fem år har vi boet i udlandet og er nu vendt hjem til Danmark. Vores amerikanske venner har aldrig spurgt ind til om ikke snart vi skulle se at lave nogle børn (hverken dem med eller uden børn), men hver gang vi var på besøg i DK og især efter vi er flyttet tilbage er det noget der jævnligt dukker op. Indtil flere har endda sagt at det må være derfor vi er flyttet tilbage nu, for så kan vi jo rigtig slå os ned og få nogle børn. Og vi “bliver jo ikke yngre”. Jesus Christ hvor jeg synes det er grænseoverskridende. Vi vil faktisk gerne have børn, men har ikke travlt -men det er så heller ikke helt ok. Ej, jeg bliver så træt af det her emne, men kæmpe kudos for at tage det op. Og, ikke mindst, for at advokere for en mere åben og accepterende indstilling til de mange forskellige måder at leve livet på!

    • MiriamsBlok

      Njaeh, nu har jeg ikke levet i andre lande, mens det har været relevant, men især i USA ved jeg da, at der findes mødre, der er lige lidt for ivrige efter at blive bedsteforældre!

  • Isabella

    Tak. Bare tak. Hvor er det rart at vide, at man ikke står alene med følelsen af, at det er helt ok, at mine æggestokke er så stille, at jeg næsten kunne tvivle på, om de er der.

    • MiriamsBlok

      Det ville faktisk være ret fint, hvis de ville gå i dvale. Så slap man også for menstruation og så’n. 😀

  • Mille

    Børn er IKKE the shit, absolut ikke! Hilsen en der har 2 børn, og som aldrig kunne finde på at spørge folk og par, om de ikke snart skulle få sig nogle – tværtimod! Hylder (også) det barnløse liv, for fuck hvor giver det en noget helt fantastisk og skøn frihed 😊👍🏼 Dette er dog heller ikke en mening der er velset eller acceptabel at have som mor, hvorfor jeg elsker dine hemmeligheder. Her kan jeg nemlig få kanaliseret alle mine ikke- acceptable holdninger og meninger om børn ned 😊

  • Anonym

    Jeg er evighedssingle på snart 30, der er nået til det stadie, hvor folk har opgivet at spørge. I starten kom spørgsmålene om jeg ikke skulle finde en mand og få nogle børn. Så kom spørgsmålene om jeg var lesbisk. Og nej, det er jeg ikke. Og nu er den larmende stilhed så ramt. For mig er stilheden næsten den værste. For det er lidt som om, at når snakken falder på mand og børn, så har folk opgivet på mine vegne. Det nytter ikke engang længere at sige “han skal nok komme”. Jeg er rimelig afklaret med, at jeg ikke skal have børn, med mindre Mr. Fantastic kommer dumpende ned fra himlen og kaster tryllestøv på mine æggestokke. Skulle han gøre det, kan jeg faktisk godt forestille mig, at jeg kunne komme til at blive brændende skruk og ønske et liv som kernefamilie. Men i min verden virker det ganske urealistisk det sker. Gennem årene har jeg grublet lidt over alternative måder at få børn på. Ikke fordi lysten til at få børn har været der. Men fordi jeg gerne vil have en familie. En, der ikke nødvendigvis behøver at inkludere børn. Nok mere kompensere lidt for, at jeg aldrig har følt mig knyttet til den smule biologiske familie jeg har, som jeg nu ikke længere har kontakt det. Ensomheden på længere sigt skræmmer mig også, selvom den er fin nok nu, mens jeg stadig er ung. Men i sidste ende er jeg kommet frem til, at det ikke er værd at sætte børn i verden, som jeg egentlig ikke ønsker, bare for det. Skal jeg have børn, skal det være fordi jeg har noget at give dem, og ikke fordi de skal give mig noget. Men jeg ønsker mig stadig inderligt at leve sammen med nogen, jeg kan føle som en familie – om det så er mand, børn, eller bare nogle andre tosser, jeg føler mig knyttet til.
    Så selvom jeg er rimelig afklaret, så gør stilheden næsten mere ondt, end de spørgsmål, som du så fint beskriver i indlægget. For, modsat stilheden, signalerer spørgsmålene i det mindste, at folk ikke har givet op på ens vegne.

    • MiriamsBlok

      Det lyder lidt, som om du projicerer din egen frygt over på dem. Jeg er fyldt 30, og jeg bliver stadig spurgt – i stigende grad, faktisk. Hvis folk er holdt op med at spørge, så hænger det som regel sammen med, at jeg tidligere har givet dem et svar, der giver udtryk for, at det er et uvelkomment spørgsmål.

  • B

    Da jeg var yngre, måske faktisk frem til jeg blevca 20, var jeg sikker på at jeg skulle have børn. Jeg tror det var en blanding af at jeg altid godt har kunnet lide børn, og “det er jo det man gør”. Jo ældre jeg er blevet (er lige rundet 34), er jeg blevet mere og mere sikker på at jeg ikke skal have børn.
    Jeg kan stadig rigtig godt lide børn. Både min søsters og mine venners. Men jeg kan også rigtig godt lide, når jeg afleverer dem igen. Jeg skal ikke kunne sige om mit holdnings-skifte hænger sammen med at jeg ikke har fundet manden i mit liv. Det kan da godt være jeg ville have overvejet det, hvis det var et stort ønske fra drømme-mandens side af. Hvem ved.
    Men lige pt: børn, nej tak

  • malene

    Jeg er enig. Har været sammen med min kæreste i snart 8 år, og er ved at være en smule træt af “nu SKAL i da også snart i gang” eller “Du skal nok nå det..” Jamen jeg VIL ikke nå det. min mor blev nærmest sur.. 😀

  • Nus

    Spændende indlæg!
    Som kvinde i midt 20’erne, er tanken om børn også begyndt at fylde hos mig.
    Jeg har altid været sikker på, at skulle have børn på et tidspunkt, men er nu blevet i tvivl om, det er fordi jeg har set det som et selvfølge mere end et reelt ønske.
    Det popper op omkring mig, med børn, som i alle venner, bekendte, tidligere skolekammerater osv. Og jeg tager altid mig selv i at tænke, at de får frarøvet deres frihed nu, hvor de skal være forældre.
    Jeg ved godt, at denne tanke stensikkert ikke holder, men jeg tror det er fordi jeg lever et meget alternativt liv ift dem (udenlands dansker, bor rundt omkring i verden, skiftende jobs osv.)
    Jeg kunne slet ikke forstille mig (lige nu) at skulle bytte det her liv ud for et med kæreste, hund, realkreditlån og børn (groft sagt). Jeg ville føle, at jeg fik taget en stor del af min frihed til at kunne gøre, og leve som jeg synes. Det er en enorm befrielse for mig, ikke at skulle tænke og tage hensyn til andre end mig selv.
    Jeg er udemærket klar over, at dette ikke er en særlig populær holdning, men det er nu engang sådan at jeg har det.

    Jeg håber virkelig, at den rigtige lyst kommer til mig indenfor et par år. For samtidig er jeg også lidt gammeldags. Jeg vil gerne have kendt den potentielle far i nogle år, og føle mig sikker på, at det skal være ham og os, der skal sætte et barn i verden sammen.
    Udover det kunne jeg godt tænke mig, en stor familie og nogen at elske og blive elsket af. Igen, er jeg dog ikke sikker på om det mere er et egoistisk ønske om ikke at være alene og ensom, fremfor et ønske om børn fordi jeg har lyst til børn (giver det mening?).

    Børn skræmmer mig også. Jeg synes de er nuttede at kigge på, men enormt akavede at være sammen med og snakke med. Derfor ved jeg slet ikke hvordan jeg skulle kunne håndtere mit eget.
    Jeg har aldrig været vant til at være sammen med børn, vokset op alene med en mor (der brændende ønskede sig et barn, arbejder med børn og generelt elsker børn) og har altid haft det mærkeligt akavet med det.
    Samtidig har jeg også stadig følelsen af, at det er pinligt (ja, jeg ved det er langt ude) at skulle fortælle og være gravid overfor min familie. For mig virker det som noget ekstremt intimt, og ikke særlig let eller rart at skulle dele med dem.

    Jeg er i stor konflikt med mig selv om hvorvidt det hele mere har været en forstilling om mig selv som mor, med børn og mand og mennesker omkring mig, fremfor et reelt ønske.
    Hver gang jeg prøver at overbevise mig selv om, at det vil blive godt, kommer tvivlen og ikke mindst frygten for at skulle komme til at fortryde. Som en anden også sagde, kan man jo ikke bare fortryde et barn.
    Jeg er meget flyvsk af natur, og jeg elsker at prøve, opleve og udforske nye ting.
    Jeg elsker mænd. Jeg elsker nye mandlige bekendtskaber og at udforske mine egne behov og lyster.
    Jeg føler også at et barn, ville sætte en stopper for dette, og det er jeg bange for, at jeg slet ikke er klar til.

    Alt i alt, kan jeg vel konkludere, at jeg på nuværende tidspunkt, ikke er klar til at skulle sætte mine egne behov, til side for andres.
    Jeg håber stadig, at det kommer en dag 🙂

    • MiriamsBlok

      Det er også sådan jeg har det – at jeg faktisk er meget glad for mit live lige nu og ikke har lyst til den ændring, børn medfører. Men selv hvis det kommer, så haster det jo ikke.

    • Jabbadabbadoo

      Jeg forstår dig. Jeg har selv 2 små børn, og jeg må sige, at ja, friheden bliver taget fra dig når man får børn. Man giver afkald på meget, og det er hårdt. Så kommer friheden igen, bevares, gradvist og i små bidder til at starte med, og så større og større bidder. Men man er aldrig mere uden ansvar for et andet menneske. Jeg behøver ikke nævne alt det, som børn kan berige ens liv med, for det er vel omverdenen i forvejen god til at prædike. Jeg ville egentlig bare tilkendegive at du har ret, at man giver afkald på meget ved at få børn, og at jeg tænker det er meget sundt og realistisk at stille spørgsmål ved om man synes det er det værd.

  • Louise

    Lidt forsinket har jeg fået læst både indlæg og kommentarer, og jeg føler jeg er nødt til at skrive en kommentar.
    Jeg er vild med dit indlæg! Jeg syntes at man generelt skal være bedre til at respektere andres valg, selv om man måske ikke forstår dem. Nogle gange skal man simpelthen huske på respekt og rummelighed. Forskellighed er i min optik en interessant, og nødvendig, ting.
    Personligt har jeg længe vidst at jeg gerne vil have børn, og jeg har også de sidste mange år været sammen med ham som jeg gerne vil have dem med. De sidste to år har vi prøvet, uden at det er lykkedes. Og i størstedelen af den tid jeg har været sammen med min kæreste (9 år) har vi fået kommentarer om børn, og de sidste 3-4 år er det blevet mere påtrængende med kommentarerne. Og hvor har det bare gjort ondt de sidste par år, hvor vi forgæves har forsøgt. For det er jo ikke noget man reklamerer med når man prøver. Nu skal vi snart igang med fertilitetsbehandling, og de nærmeste er klar over dette, så forhåbenligt tænker de over deres kommentarer fremadrettet. Men man skal huske på at man kender ikke altid hele historien, og nogle ting er simpelthen private og kan være smertefulde. Jeg er ihvertfald blevet meget bevidst om at det ikke er alt man skal kommentere på, og man i øvrigt skal respektere andre holdninger. Bevares, jeg går går også ind for at stille spørgsmål til tingene, men i sidste ende skal man acceptere at man har forskellige holdninger – og gudskelov!
    (og nu presser tårerne sig på, hvilket kommer bag på mig. Sorgen er nok større end jeg gik og troede).

  • Anonym

    Måske det også bare handler om at dvæle lidt ved det der er lige nu?
    Jeg har aldrig været mere i tvivl om, om jeg skal have børn end jeg er lige nu – og det er til trods for, at ‘rammerne’ er i orden. Kæreste på 5. år, hus, 2 biler og fast job.
    Jeg føler mig bare ikke klar! For jeg er jo lykkelig NU sammen med min mand, og vi har det SÅ godt og SJOVT, bare os to. Og det vi har lige nu kommer bare ikke igen. Jeg er ret sikker på, at alternativet er godt, men man ved jo hvad man har, og ikke hvad man får.

    • MiriamsBlok

      God pointe. Og endnu en god grund til, at folk skal blande sig udenom. Hvis man er i tvivl, er det ikke nødvendigvis et emne, man vil diskutere med andre end sin partner.

  • Julie

    Jeg har egentlig altid forestillet mig at skulle have børn en dag. Det vil jeg stadig gerne, hvis det en dag skulle flaske sig i den retning, men samtidig har jeg lidt en frygt for at sidde med et spædbarn og synes det er et helt vildt kedeligt liv. Hvis man fravælger børn har man muligheden for en anden slags liv. Så det handler for mig om at vælge, hvilken type liv, der tiltaler mig mest. Jeg er ret sikker på, jeg ville vælge børn, men jeg er sgu også bevidst om, at jeg samtidig vælger nogle andre ting fra. For jeg vil gerne mere i i mit liv end “bare” være nogens mor. Måske lider jeg lidt for meget af FOMO 😉

    • MiriamsBlok

      Ja, det er jo to forskellige liv. Jeg kender også folk, som ville vælge om, hvis de havde muligheden, men man ved det jo aldrig, før man står i det!

  • Sanne

    Først og fremmest tak for et skønt indlæg.
    Jeg er selv med i gruppen af kvinder, der ikke ønsker at få børn.
    Det er en kamp at være en kvinde på 31 år, der absolut ikke ønsker at skulle føde et barn.
    Jeg har sågar haft en overlæge og op til flere sygeplejersker/læger på OUH til at stå og forklare mig, at jeg ikke var gammel nok til at beslutte om jeg ville have børn, for det vil alle kvinder jo – det er naturligt for kvinder at ville have børn.
    Jeg bor sammen med en fantastisk mand (vi har været sammen i 9 år nu), der har 2 børn på 11 og 14 år fra tidligere ægteskab, og ja selvfølgelig knuselsker jeg de møgunger, men lysten til selv at skulle have et barn har aldrig været der og kommer aldrig.
    Jeg har også fået diverse svadaer om, jeg nok skal blive klogere, og jeg skal bare møde den rigtige. Og ja klassikeren – du bliver ensom, når du bliver gammel og kommer på plejehjem… Jeg er ikke bange for at dø ensom og alene på et plejehjem – der skal nok sidde en flok skønne kvinder/mænd, der har masser af børn, børnebørn og oldebørn, der heller aldrig får besøg af deres familier.
    Eget barn bliver bare aldrig mig – jeg har så svært ved at se det skønne i nybagte forældre, der kommer med deres baby, og påtvinger mig at skulle holde denne og sige den er smuk, guds gave, dejlig og skøn – for det er den bare ikke for mig, men jeg kan jo ikke sige til disse stolte forældre, at jeg synes deres baby ligner en deform alien og at den lugter virkelig mærkelig!
    Så jeg sidder selvfølgelig med deres lille guldklump for at glæde dem, man kan jo ikke takke nej og lægge babyen på gulvet, når den er smidt i dine arme.
    Jeg er så nået dertil i mit liv, hvor jeg har valgt at blive steriliseret, for så skal man ikke komme med de lange forklaringer om hvorfor jeg ikke ønsker at få børn og så skal jeg ikke altid huske den lille blå pille, der har sparet mig for mange tusinder kroner og søvnløse nætter.
    Der er mange børn i periferien i mit liv, og dem vil jeg da ikke undvære – jeg er tante til tre fantastiske trillingedrenge på 6 år og en lille 2-årig gut på gule plader. Og ja, jeg er hende, der farer rundt med ungerne i diverse forlystelser, samler Lego og kører ATV med dem.
    Jeg elsker mit liv, hvor jeg kan bruge min tid som jeg har lyst; min mand, min hund, Carbage Run (Orienteringsløb i biler) og rødderne hver anden weekend.
    Mange hilsner fra endnu en kvinde med musestille æggestokke…

    • MiriamsBlok

      Jamen jeg er så rørende enig med dig, Sanne. Og hvor er det dog frustrerende at man ikke må have det sådan uden at skulle retfærdiggøre sit valg over for resten af verden.

Der er lukket for kommentarer.