Chandler Bing-syndrom

Skrevet d. . Uploaded i mig,personligt.

gif-of-chanandler-bong-gif

Jeg har en exceptionel evne til at være socialt akavet, og fordi jeg har en sær forkærlighed for at give ting navne, har jeg døbt det Chandler Bing-syndrom. Som navngivningen antyder, er det helt basalt evnen til ikke lige helt at gennemtænke en sætning, før den kommer ud af munden og på den måde være overordentligt god til at komme med skrækkeligt upassende jokes eller smide en bemærkning, der opfattes helt anderledes, end hvad den var ment.

Tendensen er opkaldt efter Chandler, fordi den type opførsel unægteligt er meget karakteristisk for hans rolle. Det er sådan nogle episoder, der er virkelig underholdende at se i en komedieserie, men når man selv står i situationen, mangler den obligatoriske dåselatter til at opbløde den akavede stemning, og man har i stedet en fæl lyst til at grave sig ned. Det er selvfølgelig mit Chandler Bing-syndrom, der er skyld i de fleste Bridget-øjeblikke, og det er faktisk super nyttigt at skrive dem ned, så jeg ligesom kan owne min kiksethed og grine af mig selv i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med den.

Chandler Bing-syndromet er også en af de primære grunde til, at jeg aldrig bliver hende der den toptjekkede blogger, selvom jeg ind imellem gør et virkelig ihærdigt forsøg på at være en del af the it crowd. Til Sommeren ’92-arrangementet stod vi fx nogle stykker og talte om det der med at tjene penge på sin blog, og jeg begrundede min sløje indtjening med forklaringen: “Jeg har bare ret meget integritet i forhold til min blog.” Det, jeg mente, var selvfølgelig, at jeg er superkræsen med, hvad jeg reklamerer for i frygt for at gå på kompromis med bloggens udtryk, men det, jeg fik sagt, var en aldeles fremragende, insinueret anklage om, at alle de andre bloggere overhovedet ikke går det fjerneste op i, hvad de smider på deres blog, så længe der er penge i det. Hvilket er en af de absolut mest fornærmende ting, man kan få at vide som blogger. Fabelagtigt.

Men altså. Selvom det naturligvis ville være mere belejligt at være i besiddelse af Monicas rengøringsvanvid eller Phoebes ukuelige optimisme, så må jeg samtidig erkende, at Chandler er min yndlingsven. Og det er han ikke mindst på grund af sin sublime kiksethed, hvilket vel et eller andet sted må betyde, at jeg også er okay med min egen – i hvert fald når den medfører et godt grin… Bare kald mig Miss Chanandler Bong!

Related Posts:

Kommentarer (15)

Der er lukket for kommentarer.