Spottet i Fitness World

1948105_10153078928884777_2901860896073054491_n

Billede fra Fitness Worlds Facebook-side.

Jeg gider egentlig ikke gå ind i debatten, for jeg synes, den er åndssvag. Virkelig åndssvag. Men altså. For en måneds tid siden oplevede Line Haferbier at blive smidt ud af en Fitness World, fordi hun viste maveskind, hvilket er imod kædens regler om påklædning. Det er temmelig fjollet, når nu Fitness World stolt viser billeder som ovenstående frem som reklame. Jeg synes, Line selv meget godt forklarer problematikken med følgende udmelding: “Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor mit flæsk er så farligt, når nogle af modellerne i deres kampagner er helt nøgne. De signalerer, at det er ok at bruge nøgne kvinder til at sælge med, men en levende kvinde, som er noget mere påklædt, det er ikke ok.”

Men som sagt: Jeg orker slet ikke debatten. Jeg føler ligesom, jeg har taget den før. Så det eneste, jeg vil sige, er, at jeg måske synes, Fitness World enten skal håndhæve deres blufærdighedsregler eller revurdere dem. I dag i mit center har jeg fx set:

  • Fem mandenipples. (Jeg gætter på, den sidste gut også havde to, jeg så bare kun den ene.)
  • Et par camouflageboxershorts set igennem et par hvide, men meget gennemsigtige cykelshorts. (Så camouflerede de alligevel ikke mere.)
  • Et pikslips.
  • En mand med et hul i bukserne lige midt på venstre (ret behårede) balle.
  • To røvsprækker. (Den ene vedvarende i og med at den befandt sig på den stationære cykel lige foran mig.)

Så vil jeg helt personligt alligevel hellere se på labert pigeflæsk, men det er muligt, det kommer sig af latente lesbiske tendenser. 😉

Kommentarer (37)

  • Som jeg har forstået regelerne vedrørende bart maveskin, så skyldes det hygiejne. Jeg gætter på, at logikken går ud på, at jo mere bar hud = jo flere vildfarende sveddråber, som folk ikke altid er lige gode til at tørre op efter sig.
    Og det synes jeg egentlig er fair nok.

    • Bestemt. Men så skal man lade være med at reklamere med kvinder, der træner med bart maveskind i Fitness World. Og på tværs af alle centre give en reprimande/bortvise mænd, der heller ikke overholder reglerne. Det er fx heller ikke tilladt at vise brystkasse.

  • Men jeg er bare uforstående overfor, motivet for at træne i en mavekort top? Jeg mener… man er dernede for at træne, ikke? Ikke for at vise sig selv frem, eller for at se laber ud som var man på en dating side? Jeg synes sgu det er fair nok og jeg gider ikke glo på folks bare hud når jeg er nede og træne – flot eller ej – og ja selvfølgelig kan jeg kigge væk men jeg synes det er en fin regel og ja som sagt også af hygiejne hensyn. Jeg forstår ikke behovet for at træne så bart. Men jeg giver dig ret i, at det er dobbeltmoralsk at de så i deres reklamer bruger kvinder i mavekorte toppe.

    • Læs artiklen. Ikke alle træningscentre har aircondition, så det kan nemt blive rigtig varmt. Jeg synes i og for sig også, at reglen er fair, men så skal den håndhæves for begge køn – og reklamerne skal sløjfes!

    • Men det meste sportstøj er vel svedtransporterende? Jeg har selv trænet i FW hvor Air conditionen var i stykker. Men ja, bestemt, det skal da naturligvis gælde begge køn. Synes det er ligeså upassende med mandenipples eller bar overkrop for den sags skyld, i et trænings Center.

    • Jeg beklager hvis du føler jeg startede en debat. Jeg var muligvis lidt hurtig på tasterne og kan nu i dag se at du ikke bad om en debat men decideret frabad dig det. Så det beklager jeg, at jeg var for hurtigt ude. Det skal selvfølgelig respekteres. 🙂

      • Okke nej. Du stillede et helt oprigtigt spørgsmål. Der var ikke noget der, der opfordrede til lange, gennemresearchede svar! 😀

    • Altså, jeg køber personligt ikke, at det handler om hygiejne. Jeg kan ikke se, hvorfor den smule maveskind skulle gøre en forskel, hvis man alligevel sveder så meget. Men jeg kan godt forstå, at man vælger at bruge hygiejnen som den officielle undskyldning, fordi det lyder pænere. 🙂

    • Selvfølgelig er der forskel på om du fx ligger på en bænk med en tshirt på eller direkte med din ryg eller mave. Du sveder så direkte på maskinen og sveden bliver jo generelt ikke holdt tilbage som det gør når man har en tshirt på.

    • Mjaeh, hvis du alligevel sveder så meget, at du producerer dråber, så går de også igennem dit tøj og ned på bænken, selvom man ikke kan set det. Men under alle omstændigheder er det jo obligatorisk at afspritte maskinerne, når man har brugt dem, så det burde være et non-issue.

  • Jeg elsker elsker elsker, at der kommer betydeligt flere indlæg fra dig i denne periode! Det er fantastisk at kunne tjekke ind to gange i døgnet og få nye, spændende oplevelser

    • Jeg er glad for, at I er glade! Nu hvor jeg skal forestille at leve af bloggen er der jo klart mere tid, så jeg sigter som udgangspunkt efter at lave to indlæg om dagen i fremtiden. Så må vi se, om jeg kan leve op til det! 😀

  • Pyh, får det næsten helt skidt over røvsprækkerne. Det er bare aldrig et kønt syn – og der er altid alt for mange af dem. Ikke bare i fitness, men i verden generelt! Kunne vi måske indføre obligatoriske seler i fitteren samtidig med at de lige får klarlagt deres retningslinjer? 🙂

    // http://www.moonlitmadness.dk

  • Sad engang bag en fyr en hel spinning-time, hvor shortsene tydeligvis var for små. Kunne nærmest se hele røvsprækken.

    …- Overvejede kraftigt at putte en 5’er i, for ligesom at give tilskud til et par nye shorts 😀

    • Jeg lavede om på mit regelmæssige træningstidspunkt, fordi der var en mand, der trænede samtidig som mig og ALTID lige foran mig, så jeg skulle glo på hans røvsprække. :-/

  • Åh det minder mig om dengang (den éne gang) jeg i foråret besluttede mig for at stå en hel time på en crosstrainer, fordi jeg liige have lidt, jeg skulle indhente. 5 minutter inde i seancen, blev motionscyklen direkte foran mig optaget af en godt buttet midaldrende mand med et par godt løse shorts, der 10 sekunder inde i hans træning sad midt på numsen. Aldrig i mit liv har jeg stirret så intenst på mine resultater, som jeg gjorde den dag, men bare visheden om, at der en meter væk befinder sig cirka 10 kilo frigående numseflæsk er svær at have med at gøre.

    Desuden synes jeg, det er latterligt, kvinder ikke må træne i mavetop, når mænd må træne i trøjer med navledyb udskæring, men da jeg ikke kunne finde på at gøre nogle af delene, bliver det nok også mit sidste input i dén debat! 😀

    • Noooo! Ej, det er også bare virkelig upassende. Det er derfor, jeg altid går i bad derhjemme…

  • Handler det ikke bare om, at Line Haferbier ikke er lækker nok til at vise sin bare mave? At hun ikke har samme mave/krop eller six pack som modellerne Fitness World selv bruger? Hun er ganske enkelt ikke lækker nok set ud fra et fitness/model ideal. Og her taler jeg ikke om min egen mening eller, hvad der er smukt eller ikke smukt men, at Fitness World burde kalde en spade for en spade. Længere er den vel bare ikke.

    • Tjah, det kunne man godt fristes til at tro. Men hvis man indrømmede det fra Fitness Worlds side, så ville der nok komme en led shitstorm, så er det lettere at skubbe reprimanden ind under brud på regler. Men det sender godt nok nogle nederen signaler, når direktøren for hele foretagendet indrømmer, at der er forskel på, hvad folk må have på, alt efter hvordan deres krop ser ud…

  • ‘De signalerer, at det er ok at bruge nøgne kvinder til at sælge med…’

    I forvejen synes jeg at det er en ussel og nedværdigende måde at sælge sit produkt på, men netop den store fede dobbeltmoral i det her gør mig ret oprørt. Jeg har egentlig ikke nogen voldsom holdning til, om jeg synes man må træne i bar mave eller ej, men har man sagt a må man også sige b.

    Ville elske, hvis nogen lidt mere indflydelsesrige feminister end mig selv ville planlægge en ‘lad-os-alle-sammen-møde-op-i-fitness-world-i-vores-mest-skimpy-outfit’ dag 😀

    • Helt enig. Men jeg har godt nok ikke personligt lyst til at træne i skimpy træningstøj! 😀

    • Den der stribe af hår, der går fra navlen og ned til skridtet. 😉

      Og altså, crossfit er nok bare ikke mig. Jeg tror, det er for folk, der faktisk godt kan lide at træne. Jeg vil hellere sidde på en cykel og se Youtube på min telefon, så tiden går hurtigere. 😀

  • At starte med at skrive, at man ikke vil gå ind i debatten, for derefter at skrive et helt indlæg omkring emnet – seriøst, det forstår jeg ikke. Det svarer til at sige “nu er det ikke for at blande mig, men…” for så at gøre præcis dét, blande sig. Jeg tror vi har samme holdning til emnet, men stå dog ved det du skriver. Jeg får indtryk af, at du prøver at fraskrive dig ansvar ved at starte et blogindlæg ud på den måde.

    • At jeg vælger at dele min holdning er ikke ensbetydende med, at det er en holdning, jeg vil diskutere. Min blog er generelt et udtryk for mine tanker og ikke som udgangspunkt et debatforum, med mindre jeg laver et decideret debatoplæg. Jeg kan sagtens stå ved min holdning uden at føle det nødvendigt at diskutere den med andre. Dette er et emne, der hurtigt kan lede til lang og kompliceret debat, fordi folk lægger forskellige ting i det, og den slags kræver rent praktisk timevis af moderation og besvarelser i mit kommentarfelt. Det har jeg ikke tiden til pt, og jeg har heller ikke lysten til at bruge min energi der. Derfor gør jeg fra starten opmærksom på, at dette er et kommenterende indlæg, ikke et debatterende. Det er også derfor, jeg ikke går i detaljer med, hvad jeg min holdning rent faktisk er. Fordi indlægget udspringer af debatten, men ikke er en fortsættelse af den. Indlægget er derimod skrevet som en satirisk kommentar til emnet, som man kan læse i, hvad man har lyst. Og for den sags skyld kommentere, hvad man læser i det. Ellers ens overordnede syn på sagen. Men vil man ud i en dybdegående diskussion af emnet, så må man altså finde en anden platform, for som jeg gør tydeligt opmærksom på, så er det ikke indlæggets formål at lægge op til en sådan. 🙂

  • Hvorfor kan hun ikke bare acceptere og overholde reglerne om beklædning? Jeg kan ikke se, hvad beklædningsreglerne har med deres reklame at gøre. En reklame er ikke virkelighed, det ved vi alle; det er opstillet, redigeret, skuespil, perfektion med salg for øje.

    Det er også håndhævet for en fyr før, se fx her http://ekstrabladet.dk/kup/vagthundene/article4049463.ece og for en slank/trænet kvinde her http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/18902828 (godt nok fitness dk, men tænker ikke de skelner på mavens størrelse, når reglen hedder, at man ikke må træne i sports bh kun).

    Selvfølgelig burde de håndhæve reglerne ens for alle i alle centre, men det er nok ikke så nemt i praksis. Jeg træner i et FW center, hvor medarbejderne er SÅ uprofessionelle og ligeglade, tror aldrig de ville kommentere folks påklædning. Ved ikke om man så hellere vil træne i sådan ét center..

    • Hvis du læser både den artikel, jeg linker til, og den første, du selv linker til, så er problemet netop, at der teknisk set ikke overtrædes nogen regler, men at FW alligevel går ind og finder på en undskyldning for, hvorfor man ikke må iføre sig en beklædningsdel. Fordi det med direktørens egne ord bliver “vulgært”. Pointen med dette indlæg er at påpege det absurde i den måde, hvorpå de refererer til deres regler som de 10 bud, når de 1) tydeligvis kun håndhæves sporadisk og 2) man kan finde et utal af andre “vulgære” syn i sit træningscenter, som der tilsyneladende ikke er regler imod.
      Og så indrømmer direktøren i øvrigt selv, at de praktiserer forskelsbehandling, jævnfør den artikel du linker til, hvilket er dybt problematisk:
      – Hvordan hænger det sammen, at man nogle steder gerne må træne i undertrøje, og andre steder ikke må?
      – Aner det ikke! Det, jeg sagde, var, at det er op til den lokale centerleder at træffe en afgørelse. Og der er jo væsentlig forskel på, om du er 120 kilo tung og to en halv meter stor. For så ser du jo værre ud, end hvis du er en lille fugl på 45 kilo.
      – Så det har noget med folks størrelse at gøre?
      – Det er jo det samlede billede, der gør, om tingene passer sammen. På nogle piger er noget jo også til kanten, og på andre er den samme ting pervers.
      Artiklen om episoden i Fitness dk er ikke relevant – det er en anden kæde med en anden ledelse og de interne retningslinjer kan være vidt forskellige.
      Mht reklamen, så synes jeg bestemt, der skal være sammenhæng mellem reklame og virkelighed. Det er simpelthen for nemt, hvis man undskylder sig med, at en reklame ikke er virkelig. Det er virkelig dobbeltmoralsk at vise halvnøgne, trænende kvinder i sin reklame, når de decideret er forbudt i de virkelige centre. Synes jeg. 🙂

Der er lukket for kommentarer.