Læserhjælp #11
For dælen, jeg synes, I sender nogle svære dilemmaer ind. Den her gang kan vi dog måske være (u)heldige, at der er nogen, der selv har været i situationen eller måske kender nogen, der har? Hvad siger det kloge folk til ultimatummet?
Har man selv et dilemma, man gerne vil have råd til, kan det indsendes helt anonymt her.
Anonym
Jeg tænker, at du skal lytte til dig selv og tænke dig godt om, hvad der er bedst for dig og ikke din familie eller din veninde.
Jeg kan godt forstå, at din veninde vil have dig til at være lige så commited i forholdet som jeg går ud fra hun er er. Man kan ikke kun give lidt af sig selv i et forhold. Det skal være 100 %. Men hvis du ikke kan leve uden din families accept, så du sætte hende fri. Din familie bør sætte dig højere som person end blot din seksuelle præferencer. Jeg kan ærligt talt ikke se, hvad det kommer andre ved, hvilken seksuel orientering du måtte have. Uanset hvad er du stadig din families kød og blod. Prøv om du ikke kan snakke med dem om det stille og roligt – sig hvor meget det ville betyde for dig med deres støtte og at du stadig er den du altid har været. Hvis ikke de accepterer den du er, må du så også slå dig til tåls med det. Du kan heller ikke tvinge andre til at acceptere noget som de ikke ønsker – men du kan vælge at leve ærligt og med tro på at du har gjort det rigtige.
Anonym
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært et dilemma det må være at stå i. Men jeg tænker, at du også har noget vægt i forhold til din familie. Nemlig, at accepterer de dig ikke som du er, så kan de ikke få lov til at se dig, hvis du vælger at springe ud.
Jeg ved ikke om der er en stærk religiøs baggrund eller lign. der gør, at du forventer, at din familie ikke vil se dig, hvis (når) du springer ud. Men uanset hvad, så er der rigtig, rigtig mange forældre der lige så stille ændrer holdning, når de opdager, at de kan miste deres barn. Hvis du søger på “It gets better project” vil du kunne se ufattelig mange videoer fra folk, der har været i samme situation som du står i nu.
Og så er det en overvejelse om du kan leve sådan resten af dit liv. Om du vil kunne leve, uden at være ærlig over for din familie resten af dit liv.
Jeg er ikke sprunget ud overfor mine forældre endnu (Er over for alle andre), ikke fordi jeg er bange for, om de ikke vil se mig, men på grund af en masse andre dårlige undskyldninger. Og jeg kan mærke, hvordan det gør, at jeg trækker mig væk fra dem. Og det er jo egentlig dumt at trække sig væk i en relation på grund af en forudindfattet holdning om, hvordan de reagerer. Så jeg besværliggør min relation til mine forældre grundet fordomme jeg har om dem… Jeg håber du finder ud af det og om noget tid kan se tilbage på, at have fået løst den knude jeg forestiller mig, at du må have i maven.
Kram
Anonym
Jeg synes du skal være offentlig omkring din kæreste. Jeg har stået i en lignende situation med kæreste/familie og jeg synes man skal huske på at det er ikke din familie du skal leve resten af dit liv med – det er din kærlighed (og måske endda jeres egen nye familie) selvfølgelig håber jeg for dig det ikke bliver enten eller. Men ens forældre har valgt hinanden,søskende vælger deres partnere etc. – det er ikke familien der skal afgøre hvordan du lever. Ligesom du respekterer deres liv må de også respektere dit. Hvis muligheden er at leve med sin kærlighed men uden sin familie eller leve med sin familie med uden sin kærlighed.. så ville jeg vælge kæresten. Hvis det absolut skal være enten eller. Ønsker dig alt det bedste!
Anonym
Kære du. Sikke et dilemma at stå i. Jeg forstår til fulde din frustration. Jeg forstår også godt din kærestes frustration, men jeg synes, det er et hårdt dilemma, hun stiller dig i. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor længe hun har måttet vente, eller hvor mange gange hun har bedt dig om at committe og evt. tilbudt at hjælpe dig. Men jeg synes helt klart, det bedste, hun kan gøre, er at tilbyde dig hjælp med at komme ud af skabet på den bedst mulige måde, i stedet for at stille dig et ultimatum. Derfor synes jeg, du skal tale med hende og undersøge, om ikke hun vil være med til at gribe det an på den måde i stedet.
Som du allerede kan høre, så er min umiddelbare tanke nemlig, at det vil være det bedste for dig at komme ud af skabet. Jeg ved ikke, hvor gammel du er, og hvis du absolut ikke er klar til at springe ud, så skal du selvfølgelig lytte til det, men samtidig er du nok nødt til at erkende, at din seksualitet formentlig ikke vil ændre sig med tiden. Du vil altid være til piger. Og hvis du ikke kan fortælle din familie det, hvad vil du så gøre resten af din families levetid? Indrette dig efter den måde, du frygter de vil reagere på, og gå rundt og være ulykkelig? Før eller siden vil du være nødt til at stå ved den, du er, for at kunne være i dig selv og få et godt liv. Hvis du har en kæreste nu, som du elsker, og som elsker dig nok til at være hos dig gennem din proces med at springe ud, og hvis du er gammel nok til (principielt) at kunne klare dig uafhængigt af dine forældre, så tror jeg, at nu er et bedre tidspunkt, end så mange andre tidspunkter vil være.
Jeg kender selvfølgelig ikke dine forældre, men måske vil de også overraske dig ved ikke at reagere sådan, som du frygter. Jeg har selv haft en ven, som ikke turde fortælle sine forældre, at han var til mænd, fordi han var sikker på, at de ville skære hånden af ham. Jeg vil ikke lyve og sige, at det var let – især ikke for hans far – men de fortsatte med at ses som familie, kom igennem omstillingsprocessen sammen og har i dag et godt forhold til hinanden. Det, min ven i dag fortryder mest, er, at han ventede så længe med at springe ud. Alle de år, han ventede, virker som unødig smerte, nu hvor han jo ved, at hans familie ikke cuttede kontakten til ham, fordi han sprang ud.
Jeg ønsker dig alt det bedste xo
Susan
Du kan lige så godt springe ud nu som senere,man tror altid det værste om sin familie, men det er jo ikke sikkert at det bliver så slemt.
Du bliver et bittert menneske hvis du kun skal leve efter andres premisser.
C.
Kære ven,
Jeg er homoseksuel – for at gøre en lang historie kort, er jeg heller ikke sprunget ud for mine forældre, men har ingen kæreste. Mine tætteste veninder ved det. Jeg skriver dette, for at fortælle dig, at jeg sagtens kan forstå din frygt. Jeg har den selv.
Men på et eller andet tidspunkt i livet er du (og jeg) nødt til at komme over den frygt. Ellers kommer det til at være en hindring fremfor at omfavne dig for den, du virkelig er. Uden at vide andet om dig end dit dilemma, kan jeg alligevel forestille mig, at det skaber mange hindringer i din hverdag – specielt når det drejer sig om din familie.
Skal din familie ikke kunne elske dig for lige præcis den, du er? Burde det ikke være ligegyldigt for dem, hvilket køn, du elsker? Det er jo ikke fordi at din seksualitet ændrer din personlighed. Du er jo stadig dig; hvilket køn du elsker burde ikke være det, der var afgørende for, hvad de synes om dig.
Dermed ikke sagt, at du skal springe ud for enhver pris. Du må aldrig lade andre presse dig til at sige det højt, hvis du ikke føler dig klar. Ligegyldigt hvad jeg, de andre kommentatorer eller for den sags skyld, din kæreste, siger. For din kæreste stiller dig et hårdt ultimatum, og jeg har altid ment, at sådanne ultimatummer kan være meget usunde. Jeg ved jo ikke, hvor længe, I har været sammen, men jeg kan samtidig sagtens forestille mig den frustration, din kæreste kan sidde med. Det kan sagtens være et tegn på desperation.
Jeg vil foreslå, at du først og fremmest finder ud af, hvad du virkelig føler med din kæreste. Hvor længe vil du kunne se dig sammen med hende? Elsker du hende? Derefter synes jeg, du skal tale hele den her ultimatumsting igennem med din kæreste. Finde ud af, hvor meget hun støtter dig, hvis du vælger at springe ud til din familie, og dit værst tænkelige scenarie skulle ske – for derefter at finde ud af, hvad du selv vil.
Jeg vil ikke anbefale dig at gøre andet end at lytte til dit hjerte, ligegyldigt hvor meget den kliché end er slidt – for der er ultimativt ikke andre end dig selv, der skal have lov til at bestemme det.
Ligegyldigt hvad du bestemmer dig for at gøre, ønsker jeg dig masser af held og lykke. Og fra en fremmed til en anden: Du har fortjent at være lykkelig. Husk det. <3
Anonym
Jeg tænker, at beslutningen bør tages udfra følgende:
1. Hvor stor chance er der for at forholdet holder? I den sammenhæng synes jeg at jeres alder er relevant at tage med i betragtning. Kan jeres forhold holde til et så stort ultimatum? Kan du leve sammen med hende fremover uden at bebrejde hende? Baseret på egne erfaringer, så kan ultimatummer ødelægge selv det bedste forhold.
2. Hvad mister du egentlig ved at miste din familie? I den sammenhæng er det relevant, hvorfor de vil slå hånden af dig. Er det fordi de er nogle homofobiske røvhuller, så kan man jo argumentere for, at du er bedre tjent uden dem. Er der andre faktorer der spiller ind, er det straks mere kompliceret.
Eva
Jeg kan slet ikke forestille mig hvor forfærdeligt det må være at skulle foregive at være en anden en man egentlig er. Man bør forblive tro mod sig selv – det er i hvert fald min holdning. Derfor mener jeg også at hun bør fortælle sine forældre hvad hun føler og hvem hun i virkeligheden er. Måske ikke lige klaske den på bordet ud af det blå, men sætte sig stille og roligt ned med dem. Jeg håber virkelig ikke at det er nogle forældre som for alvor vil vende deres barn ryggen pga. sådan noget. Måske kræver det lige lidt tænketid men håber da virkelig de vil acceptere det – eller i hvert fald beslutte at leve med det. For alle fortjener at være lykkelige – og det er nu engang lettest når man er ærlig overfor sig selv og sine omgivelser.
Sender en masse tanker he des vej <3
Anonym
Min søster er homoskesuel og har haft sin kæreste igennem 1,5 år. De var “bare” veninder til at starte med, men vi andre kunne godt se, at det var mere. De holdte i hånd, nussede og småkyssede, så vi viste jo godt, at der foregik mere. Selvfølgelig accepterede vi hende og hendes seksualitet, men det var svært at omstille sig til, at de nu var kærester. Dog kendte vi hende jo godt og kunne lide hende, netop fordi hun havde været hos os så meget. Måske er det måden at gøre det på; få dem til at kunne lide hende som din veninde og værdsætte hende, så er det måske en lettere omvæltning for dem. De kan jo komme til at holde meget af hende som din veninde, og så kan de måske se, hvor god hun er for dig. Hos mig, har det ikke været svært for mine forældre at acceptere, kun at skelne veninde fra kæreste.
Anonym
Min bedste veninde i hele verden er også lesbisk. Gennem det sidste år er hun sprunget ud og har fået en kæreste. At være ude, og at kunne være sig selv, har været den største lettelse for hende. Dét, at være til eget køn, er ikke noget, som du selv kan gøre for; sådan er du født. Hvis ikke din familie – dem, som burde stå tilbage uanset, hvor sort det ser ud – ikke kan acceptere, at du er som du er, så synes jeg ærligtalt, at du bør komme ud blandt folk, som elsker, accepterer og respekterer dig, præcis som du er. Med ærlighed kommer man længst – sådan er det i samtlige at livets aspekter, og at skulle skjule en så væsentlig del af sig selv, som seksualitet nu engang er, gør livet hårdere.
Hvis du springer ud, og fortæller din familie om dit forhold, er du så sikker på, at du vil miste dem? Eller er det en formodning du har, fordi de normalt er fordomsfulde? Hvis ikke du er 120% sikker, synes jeg, at det er værd at tage den op med dem, og fortælle hvordan landet ligger. Du er som du er, og det er en forfærdelig situation at stå i, at være nødt til at lægge låg på hvem man er, for at please andre. Sådan burde intet menneske have det. Jeg ønsker og håber alt det bedste for dig!
Anonym
Det vigtigste er, at du står overfor et valg, du kun selv kan træffe. Det er skide irrterende, pissehårdt og der er ingen garanti for at lykken venter på den anden side. Bevares, for nogle bliver det bedre og de føler sig hele, men for andre bliver det værre og de føler sig fortabte. Familier skilles ad, måske for bestandig, måske for en tid men uanset hvad vil det sætte skår i både ens forhold til ens familie ens forhold til fremtidige partnere og ens forhold til en selv. Det bedste du kan gøre at tage en timeout fra din kæreste, fra dine nærmeste og fra din familie: Fokusere 100 procent på dig selv, finde ud af hvem og hvad du er udover din seksualitet, for HVIS du finder ud af du vil fortælle det er det vigtigt at holde fast i det med næb og kløer. Man bliver meget nemt reduceret til sin seksualitet når man springer ud, og man kan nemt fristes til at tro det er det eneste spændende ved én, og så er det vigtigt at huske der er mere og flere lag. Har du og din kæreste snakket om et kompromis? Har du forsøgt at lufte ideen om din seksualitet for dine forældre, inden du smider bomben? For det ER en bombe. Det er en meget svær ting at håndtere, og det kommer til at tage tid at komme tilbage til normalen. Jeg ved ikke, hvad du skal gøre. Jeg ville bare smide et par tanker i din retning, selvom dit hoved nok allerede er ved at eksplodere. Vær stærk og følg det, der er rigtigt for dig, ikke for din kæreste – ikke for din familie – ikke for nogle andre end dig selv. Det tærer nemlig ikke kun på forholdet til din familie, men også til din kæreste! Det kan være den ene bebrejder den anden, føler sig fanget eller føler sig for fri, føler sig skyldig, føler sig … ja. Det tærer på forholdet at stille ultimatummer, især når de involverer andre mennesker og noget så sårbart som seksualitet. At være ude kan påvirke ens liv på uforudsete måder, og det er man nødt til at forberede sig på. Har du prøvet en online support gruppe? Snakke med en, du ikke kender om de tanker du måtte have, der allerede er ude eller overvejer at tage springet?
Held og lykke <3
Anonym
Mange af kommentarerne foreslår, at du skal tænke over, hvor sikker du er på dit forhold til din kæreste. Det synes jeg faktisk ikke er så relevant. Jeg ved ikke, om du er lesbisk eller biseksuel, og det er heller ikke så vigtigt. Men jeg tænker jo bare, at uanset forholdets længde og seriøsitet, så er faktum jo, at du kan forelske dig i kvinder. Og det ændrer sig sandsynligvis ikke. Derfor skal du vel før eller siden fortælle dine forældre om din kærlighed – om du så har en kæreste eller ej.
Jeg er selv lesbisk og har heldigvis ikke siddet med lignende problemer i forhold til min familie. Men jeg kender det udmærket godt i forhold til at springe ud for alle mulige andre mennesker. Det er sindssygt svært. Men hvad der også er svært, så er det at leve i skjul og skulle kalde sin kæreste for “min veninde”. Det har jeg gjort i mange år, og det SUCKS. Jeg har lovet mig selv, at jeg vil være mere åben omkring min seksualitet. De gange, hvor jeg har været åben omkring det helt fra start, har jeg tydeligt kunne mærke, at jeg var mere afslappet med de mennesker, fordi jeg følte, jeg kunne være mig selv.
Jeg synes, du skal fortælle din kæreste, at du gerne vil snakke med din familie, men at du ikke kan acceptere hendes ultimatum. Sig du gerne vil arbejde på at være mere åben omkring din seksualitet, men at du har brug for tid. Tag det hele i små skridt, så det ikke bliver for voldsomt for dig. Det er jeg sikker på, hun forstår. Hvis hun rigtig gerne vil dig, så er hun også ved din side i det her.
Jeg ved heller ikke, hvad din familie er for en type. Om det er af religiøse årsager, at de ikke kan acceptere det, eller fordi de har mange fordomme eller whatever. Uanset så må du kunne snakke med dem, hvis du ellers har et godt forhold til dem. Det kan godt være, de lige skal sluge en kamel, og at det tager tid for dem at forstå og acceptere. Men jeg synes, jeg har hørt om mange forældre, der med tiden har vænnet sig til det og til sidst er blevet helt cool med situationen. Du er jo stadig deres datter. De elsker dig. Og de vil sandsynligvis bare gerne have, at du er glad 🙂 Og det kommer de til at se, når du er ærlig over for dem og for dig selv.
Anne Lotte
Jeg har ikke orket at læse de mange (og lange) svar igennem.
Her får du mit perspektiv på sagen. Måske gentager jeg nogen. So be it!
Det der er med livet er, at vi ikke kan træffe valg for andre end os selv. Din kæreste kan ikke bestemme om du skal springe ud over for din familie, men hun kan vælge, at fordi du ikke gør det, vil hun ikke være din kæreste.
Det er et valg hun må træffe alene.
Du har en god grund til ikke at ville springe ud. Du skriver, at du vil miste din familie, hvis du gør det, og jeg læser mellem linjerne, at det har du ikke lyst til.
Jeg tænker, din kæreste burde stå bag dig, bakke dig op og vente på, at du er klar til at træffe det valg for dig selv.
At hun presser dig, er under ingen omstændigheder okay. Men igen, hvis det er så stort et problem for hende, må hun træffe det valg, hun skal træffe.
Man kan sige meget om familie, og at du er bange for, at de ikke vil acceptere dig som homoseksuel, gør dem måske ikke til den mest fantastiske familie i verden, men det betyder ikke, at din kæreste har ret til at presse dig ud i den situation, hun gør.
Vi skal acceptere og respektere hinanden som mennesker, ikke stille krav og diktere. Det duer bare ikke.