What’s in a Name?

Skrevet d. . Uploaded i mig,sjovhed.

What's in a Name?

I dag ville man nok ikke studse synderligt over et barn, der blev navngivet Miriam, men jeg er vokset op i en generation af Metter og Louiser, og derfor har det altså ikke altid været lutter lagkage at rende rundt med sådan et lidt sært navn.

Det er ofte problematisk, når jeg verbalt skal introducere mig selv. Den mest almindelige reaktion er: “En gang til?”, men jeg er også rendt ind i alt fra “Er det et navn?” til “Er du perker?” Mest frustrerende er det, når jeg fx skal bestille noget hjem eller have lagt tøj til side i en butik, og den stakkels ekspedient derfor skal gøre et forsøg på at skrive mit navn ned. Her ender jeg som regel med at erklære, at jeg hedder MI–RI–AM, men det er ret akavet på den måde at reducere sit eget navn til folkeskoleinspirerede klappestavelser, så ind imellem giver jeg fortabt og accepterer at jeg for en stund og lethedens skyld forvandler mig til en Mia eller måske en Maria afhængig af ekspedientens hørelse.

Det er dog ikke længere så galt, som det har været. Slet ikke. Sandsynligvis grundet den stigende popularitet af lidt mere specielle navne. På nuværende tidspunkt ville jeg næppe kunne tage røven på kundeservice, om jeg så ændrede mit navn til Princess Consuela Banana Hammock. Næh, i disse dage er jeg mere træt af mit navn, fordi det gør mig enormt stalkable. Især frustrerende i forbindelse med mit lille dating-eksperiment, fordi det er blevet almindeligt acceptabelt lige at give en kommende date en lynhurtigt googling, og selvom jeg ikke er typen, der værner udpræget meget om mit privatliv, så er der stadig visse ting, jeg måske gerne lige ville gemme til anden eller tredje date. Som fx mængden af tv-serier jeg ser eller mit sygeligt tætte forhold til Frank. Og det er lidt svært, når nu bloggen rent faktisk er gået hen og er blevet det allerførste resultat, hvis man bare skriver “Miriam” i søgefeltet.

Overordnet set er jeg nu ganske tilfreds med at hedde, som jeg gør. Det er godt nok jævnt sjældent, jeg finder nøgleringe med mit navn på, men omvendt har jeg heller aldrig været nødt til at gå under Miriam P., fordi der var fire af os i klassen. You win some, you lose some. 😉

Related Posts:

Kommentarer (39)

  • Trine :)

    Mmm… Nå er det ingen der hedder 100% mit navn, og med det for- og efternavn jeg bruger, er det fx kun mig findes på fx facebook. Ekstremt stalkable med andre ord xD

  • Anonym

    Jeg hedder RUNA. Hvor mange gange tror du ikke, at jeg er blevet kaldet Luna… eller skulle forklare, at jeg ikke hedder Rune da det da er et drengenavn. Suuk�� men mit navn er smukt ��

  • Maia

    Haha, jeg synes slet ikke at dit navn virker anderledes eller har en ''what?'' effekt. Jeg hedder Maia og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet forvekslet med Marie, Mia, Marianne and what not. Selv i e-mails og på Facebook bliver mit navn stavet forkert.. Det kan jeg slet ikke se hvordan det kan være så svært.. Jeg har vel forhåbentligt stavet mit eget navn rigtigt 😀

    Mvh Maia/https://fitskinnyandhealthy.wordpress.com/2015/10/31/atnu-product-review-giveaway/

  • Malene

    Det er sjovt med navne… Tænk, jeg vidste ikke at Miriam var sådan et “a hvad?”-navn. Men jeg har også en kusine, der hedder det. Bare med j i midten. Så måske er det fordi jeg er vokset op med det.

    Mit navn er der intet særligt ved… Alligevel skulle man tro det var løgn, hvor mange der ikke kan udelade et r midt i det hele. Folk staver mit navn forkert, selvom jeg selv har stavet det – uden r – lige ovenover. Det er altså sært…

    Min kæreste hedder tilgengæld Sigvard (udtales Sivert). De første måneder kunne jeg ikke abstrahere fra, at det ikke var logisk at udtalen var sådan og jeg havde så svært ved ikke at komme til at sige “sik-vart”, for sådan hørte jeg det, når jeg så det på skrift. Men hvad den man ikke må gå igennem af misforståelser… Simon, Sigurd, Sigfred… Han giver altid et kort med sit navn på, når han skal stave det for dem…

  • moller

    Jeg bliver som Sådan ikke kaldt det forkerte, men jeg har hele mit liv kæmpet for at folk skal stave det rigtigt.. Jeg hedder Ninna men folk vil åbenbart spare på det sidste N. Jeg bliver altid stavet Nina.. Så helt fra barn af, har jeg bare altid sagt “jeg hedder Ninna med 2 N'er i midten”.. Og så var folk jo så sjove at det var det de kaldte mig

  • Ane

    Jeg har heller ikke mødt mange, der hedder Ane og har ofte heddet Anne eller Anna. Jeg præsenterede mig engang for en ældre dame, der hvinede: “Ih, Ane! Sikke et dejligt navn!” og før jeg nåede at takke, tilføjede hun: “Jeg kender tre, der hedder Ane. To er over 90 år, og den sidste er død.” ….. nå, okay. Super.

  • Anonym

    Hov.. min besked kom ikke igennem, da jeg skrev på min telefon..
    Men jeg er den ene af 2, der hedder det navn i Danmark 😀 Så jeg kender alt til det.. jeg er så træt af at skulle forklare, hvordan man staver og siger mit navn.. selvom det altså er ret lige til 😀 .. og jeg hedder altså ikke noget helt skørt, men et helt almindeligt fransk navn 😉 Så jeg er altså også ret nem at finde … hvilket er lidt irriterende, når man skal søge job..

  • Katrine Kjaer

    Problemer udebliver ikke blot fordi man har et almindeligt navn. Jeg hedder Katrine, og selvom jeg siger; “det staves som det lyder”, insisterer alle på at sætte et h ind. HVORFOR? Så jeg har også lært mog selv bare sige: “Jeg hedder Katrine med K og uden H”.

  • Anonym

    “Sivert” er fynsk for sådan en prut der ligesom siiiiiiver ud mellem ballerne med en høj tone… Undskyld.

  • Tippe

    Mit navn er Tippe og jeg har også haft mine sære oplevelser i forbindelse med mit navn. De fleste spørger hvorfor jeg hedder som jeg gør. I folkeskolen havde jeg en vikar som konsekvent kaldte mig Tippi. Jep. Lidt indianeragtigt. Derudover har jeg haft et fritidsjob i en kiosk og der kunne man jo købe tips/lotto, dvs. man kunne tippe… Det var der en del kunder som morede sig vældigt over. Jeg har også engang være nødsaget til at vise kørekort fordi en person simpelthen nægtede at tro på mig. Når folk skal udfylde formularer med mit navn præsenterer jeg mig altid som: “Tippe. T-I-P-P-E.” Så slipper de for at spørge…
    Som barn var jeg ked af mit navn, men som voksen er jeg taknemmelig for det. Og på Starbucks kan man jo altid bare lyve – nej, jeg siger aldrig mit rigtige fornavn. Livet er for kort til at stave sit fornavn for en kop kaffe.
    Ps. På dst.dk kan man se hvor mange man deler navn med. Vi er 7 stk. Tippe.

  • Anonym

    Jeg kender en pige, der engang plejede at introducere sig som Christinna med to N'er. De fleste (inklusive mig selv) troede, hun snakkede om to ænder 😀

  • Mikie

    Og jeg er pige og døbt Mikie. Mange tror, at det er et kælenavn (en gymnasielærer spurgte engang, om jeg ikke hed noget mere borgerligt) eller at jeg har foretaget navneændring efter en tur til numerolog. Jeg er blevet kaldt til jobsamtaler, hvor de havde forventet at se en ung mand (til hårdt fysisk arbejde i grøntafdelingen) og “a'hva?” høres jævnligt, når jeg præsenterer mig.

    Men sådan har det været de sidste snart 27 år, så jeg har haft tid nok til at vænne mig til det 🙂 Som tilføjelse er navnet japansk, og stavemåden gør det til et pigenavn, hvorimod 'Mickey' er drengeudgaven. Det udtales dog totalt ens, sååå…

  • Anne-Li | GOWNSANDROSES

    Jeg har brugt hele mit liv på at lede efter en nøglering med mit navn på. Det var særligt slemt dengang, der måtte stå “Amalie” på mine Didl-klistermærker, fordi det var det, der var “tættest på”.
    Jeg er kommet frem til, at jeg må finde glæde i andre ting. Eller bestille et eller andet gøgl hos Vistaprint.

  • Sofie

    Som Katrinerne/Kathrinerne påpeger er det også os med ganske almindelige navne det går ud over 😉 Jeg har både gået i klasse med to andre med samme navn og blevet stavet med ph flere gange – da jeg boede i England blev det endda på et tidspunkt til Sophy på en kaffekop fra Starbucks 😉

  • Anonym

    Jeg hedder et rimelig anonymt navn: Sofie Hansen. Så jeg er aldrig rigtig blevet til Sofie H, men bare “Fie”, fordi det sgu var nemmere end at jonglere med alle de bogstaver i længden x)

  • Sasha

    Om jeg kender det, jeg troede dog ikke at Miriam var så 'besværligt'? Troede kun det var lidt bøvl om der var i eller j i.
    Jeg hedder Sasha, lækkert navn, ingen kan stave det, jeg er den eneste med mit navn (og det er kun min familie der har det, så stalker muligheden har bredt sig til hele familien.
    Og ingen kan stave mit navn, hverken fornavn, mellemnavne eller efternavn.
    Mængden af gange mit navn er stavet Sascha, Sacha, Sasja, Sacja, Saschja, Sascsha(??) eller den mest aparte: Shaha.
    Ikke engang min gamle chef lærte at stave mit navn, på trods af det jo står i den der firmamail, og stod på mit arbejdstøj…. Har også prøvet at en anden kollega konsekvent kaldte mig Tasha, igen på trods af flere muligheder for diskret at finde ud af at det er med S.
    Dog har jeg prøvet flere gange at gå i klasse med piger med samme navn, på trods af det på daværende tidspunkt (og stadig lidt er specielt).
    Det værste er sådan set at østeuropæere griner af mig når de ser mit pas, fordi det er et drengenavn i østeuropa (har rejst en del i østeuropa, og den er fast hver gang, de læser navnet op, kigger op og rundt, ser mig og griner. Nå. “You know it's a male name right?”, suk! :p
    Nogen gange ville Mia være nemmere!

  • Julie M

    Jeg har heller aldrig studset over “Miriam” til trods for, at jeg ikke kender andre med navnet.
    Jeg hedder Julie, hvilket for det meste er nemt og ligetil. Alligevel er jeg flere gange i mit liv, uafhængigt af hinanden, blevet kaldt Louise!

  • Trine

    Hedder noget så almindeligt som Trine, der både kan blive til Tine (hader når det sker, gik i folkeskole med en Tine, som jeg absolut ikke ville associeres med!), Line, Kathrine…. You name it. Har både mellem og efternavn som INGEN kan stave.

  • Anonym

    Jeg er også med på bølgen her.
    Ingen vil stave mit navn rigtig – Sasja. Jeg plejer direkte efter at stave det hvis jeg ved det noget de skal bruge…
    Og den med Østeuropa kan jeg godt nikke genkende til. Fik dog i sin tid afvide at Rusland var det mest almindelige sted at hedde dette

  • Anonym

    Mit navn er Tippe og jeg har også haft mine sære oplevelser i forbindelse med mit navn. De fleste spørger hvorfor jeg hedder som jeg gør. I folkeskolen havde jeg en vikar som konsekvent kaldte mig Tippi. Jep. Lidt indianeragtigt. Derudover har jeg haft et fritidsjob i en kiosk og der kunne man jo købe tips/lotto, dvs. man kunne tippe… Det var der en del kunder som morede sig vældigt over. Jeg har også engang være nødsaget til at vise kørekort fordi en person simpelthen nægtede at tro på mig. Når folk skal udfylde formularer med mit navn præsenterer jeg mig altid som: “Tippe. T-I-P-P-E.” Så slipper de for at spørge…
    Som barn var jeg ked af mit navn, men som voksen er jeg taknemmelig for det. Og på Starbucks kan man jo altid bare lyve – nej, jeg siger aldrig mit rigtige fornavn. Livet er for kort til at stave sit fornavn for en kop kaffe.
    Ps. På dst.dk kan man se hvor mange man deler navn med. Vi er 7 stk. Tippe.

  • Anonym

    Mit navn er ganske normalt, men til gengæld hedder min kæreste Bror! Jeg har endnu ikke oplevet, når jeg har stiftet nye bekendtskaber, at folk bare forstår det med det samme. De skal altid lige have det forklaret et par gange “ja, han hedder Bror, nej, han er ikke min Bror”. I supermarkedet kalder jeg ham altid “B”, da folk ellers kan kigge mærkeligt, hvis jeg siger “Bror”, og så kysser ham…. 🙂

  • Berith

    Kender også udmærket til navne-problemer.
    Mit navn er Berith, og udover at folk generelt kløjs lidt i det, og som regel skal have det gentaget 2-3 gange før det trænger ind. Så er det også yderst sjældent at det bliver stavet rigtigt. Folk kan ikke rigtig finde ud af at få “h” med.
    Selv it-afdelingen på min tidligere arbejdsplads kunne ikke finde ud af det, hvilket resulterede i at på samtlige emails jeg sendte, der var mit navn stavet forkert. I selve mailen stavede jeg det (naturligvis) rigtigt, men det føles lidt uprofessionelt at det første navn folk, som man mailer i arbejdsmæssig sammenhæng, ser, er stavet forkert.
    Oplevede dog engang en fra tv2news der, da jeg sagde “Berith, med th” svarede, “ligesom i Korinth”? Det er første og eneste gang jeg er blevet præsenteret for den reference, men hey, hun stavede rent faktisk mit navn rigtigt 🙂

  • Louise Støy Andersen

    Og i Tyskland er Sascha et drengenavn 😀

    Første gang jeg mødte min nu, tyske kammerat troede jeg at de alle tog pis på mig da de sagde at Sascha er et drenge navn i tyskland, men den er sgu god nok 😉

  • Betumle

    Jeg hedder Betina, og har også haft en del problemer med stavningen, da Betina kan staves på mindst 8 måder. Mine forældre valgte dog dette for at det skulle være lettest for mig at lære at stave. Men nøj, hvor har folk skrevet Bettina eller Betinna mange gange.
    Jeg har selv overvejet at indsætte et H i, bare for at gøre det lidt mere besværligt. Bethina. Det synes jeg er pænt, men ikke lige så let at skrive.

  • Anne

    Jeg bliver kaldt Anna konstant. Faktisk er jeg engang blevet kaldt det så længe, at det til sidst var akavet at påpege det.
    Jeg forstår ikke, at Anna/Anne/Ane kan være så svært? Anne er det mest brugte pigenavn i DK, hvorfor det virker mærkeligt, at man tit skal rette det 😉

  • Anonym

    Det er så mindre fedt at hedde noget så normalt som Kamilla med k, for jeg har været Kamilla M.S. fordi der både var en Camilla M og en Camilla S – og jeg kan stadig ikke finde mit navn på ting fordi det staves med k…..

  • Sacha

    En lidelsesfælle – ja, jeg hedder så Sacha og jeg kender også alt til de mange forskellige udgaver, sat sammen med et knap så almindeligt efternavn, så staver jeg også løs får at få navnet stavet rigtigt.
    Jeg har oplevet at jeg over en telefon blev spurgt om jeg var araber (jeg er bleg, med leverpostejfarvet hår og blå øjne) og sidste år var jeg på et kursus, hvor der var en deltager med stavemåden Sasia, hvilket betød for første gang i mit liv at blive kaldt mit navn plus forbogstavet på mit efternavn.

    De sjoveste oplevelser jeg har haft med navnet, er når jeg har mødt polakker, tyskere og franskmænd – de har set meget mærkeligt på mig, når jeg er blevet præsenteret.

  • Rita

    Kender det også. Hedder Rita, og lige fra dåben gik det galt, da min oldemor i gæstebogen skrev “Tillykke med lille Britta”! Og jeg ved ikke hvor mange gange jeg er kaldt Britta – især i telefonen. Og det er ofte stavet forkert som Ritta eller Ritha.
    Elsker dog de navne børn har givet mig, når de ikke har kunne udtale R'et: Sita, Dita og Hita 🙂
    Til gengæld har jeg altid været super glad for mit navn, det havde særlig betydning for mig, fordi det er min far der valgte det – der var ikke andre der hed det (altså hvor jeg voksede op – kun en gammel dame) og det var svært at moppe med, så det har jeg altid undgået 🙂
    Jeg har med årene mødt lidt flere med sammen navn, i forskellige aldre.

  • Miriam Bang

    Mit navn er også Miriam, og udover det så har jeg to ret specielle efternavne. Så jeg har aldrig fundet noget som helst med nogen af mine navne på. Men da jeg gik på efterskole, var min rumbo i et eller andet østeuropæisk land, og med sig hjem havde hun en nøglering, hvorpå der stod Miriam, stavet rigtigt og det hele. Den er lidt kikset og ret barnlig, men jeg elsker den!

  • Anonym

    Tror min kæreste kender det – han hedder Aron (og ikke med engelsk udtale). Første gang vi mødtes, skulle jeg også lige have navnet én gang til (:

Der er lukket for kommentarer.