En dag på Bispebjerg

En lillebitte lilla bule med en rød prik i midten, hvor nålen stak. Det er ikke meget, man får som bevis på en hel formiddag tilbragt på kardiologisk ambulatorium. Eddermame noget mere kedeligt end på Seattle Grace Hospital. Ingen code blue, ingen folk med økser stikkende ud af hovedet, intet drama overhovedet. Gab.

Jeg skulle ind for at have taget blodprøve og noget så fancy som et hjertekardiogram til min nye behandling. Jeg var fastende siden i går aftes per ordre fra lægen, og på trods af at være dukket op nærmest fra åbning var der alligevel 40+ mennesker ventende før mig. (En af dem var i øvrigt Benny Andersen! Hans kone er en awesome type med leopard smurt ud over det hele og kæmpestore solbriller.) Tiden sneglede sig af sted, og jeg var rockersulten og havde mest af alt lyst til at gå udenfor og tænde en cigaret. Men jeg gjorde det ikke. Jeg bryder mig ikke om at ryge på hospitalsområder. Der er syge mennesker over det hele, og så står man der med en smøg i kæften og nærmest skriger på en gang lungekræft. Flabet nok.

Ind kom jeg til sidst, der blev ordnet, hvad der skulle ordnes, og jeg gik derfra igen 10 minutter senere med et hul i armen og runde klistermærker fra elektroderne (altså ikke den type, man legede med som børn. Den type, der reelt er et mærke bestående af klister) rundt omkring på kroppen. Skønt.

Jeg kom imidlertid hjem til de glade nyheder, at SU-kontoret endelig har godkendt min lægeerklæring og giver mig min SU igen. Hurra! Det skal nu fejres med en bakke friske ærter og en morfar.

Glædelig onsdag!