Jeg sendte ikke manden i biografsalen et dræberblik. Men jeg havde lyst til det.
I sidste weekend var jeg inde at se “The Whale”, som Brendan Fraser for nylig (velfortjent!) har vundet en Oscar for sin hovedrolle i. Det er en rørende og utroligt hjerteskærende film. Der er en scene, hvor Fraser (lille spoiler!) har en ret voldsom overspisning, og det var en scene, der virkelig ramte mig i hjertet. Bag mig sad en mand og smågrinede, mens det stod på, og jeg tog mig selv i at blive enormt provokeret over hans reaktion. Det forekom mig at være en vanvittig mangel på empati. Jeg vendte mig ikke om og sendte ham et dræberblik. Men jeg havde virkelig meget lyst til det.
Jeg har tænkt lidt over det efterfølgende. Hvordan forskellige ting påvirker os alt efter, hvad vi har med i bagagen. Jeg bliver hidsig, når tvangsoverspisning ikke bliver taget alvorligt. Både i den specifikke situation, men også helt generelt. Når det bliver sidestillet med manglende selvkontrol eller grådighed og ikke den desværre utroligt udbredte spiseforstyrrelse, det er. Jeg har haft spiseforstyrrelser lidt for tæt inde på livet, og det er et ømt punkt for mig. Det var det tydeligvis ikke for manden bag mig i den biografsal. Måske var han slet ikke klar over alvoren i den scene.
Det er noget, jeg også oplever en del i forbindelse med hemmelighederne. At forskellige ting rammer forskellige mennesker. Engang imellem vil jeg få en (ofte ganske saglig og pænt formuleret) besked fra nogen, der mener, jeg har udgivet en hemmelighed, der er over grænsen. Som regel fra nogen, der har fulgt med i årevis og er indforstået med konceptet, men nu var der altså den her ene hemmelighed, de ikke mente, var okay at udgive. Det interessante er selvfølgelig, at det er en forskellig hemmelighed hver gang, og at den specifikke hemmelighed er over grænsen for den specifikke person grundet noget, de har oplevet i deres liv.
Vi kan tage et tænkt eksempel. Jeg udgiver en hemmelighed, der hedder noget i stil med: “Jeg overvejer at fake en kræftsygdom, fordi jeg savner mere opmærksomhed i mit liv.” Størstedelen af os vil nok mene, at det er en ret voldsomt tilgang til at løse det problem og helt sikkert ikke den optimale måde at gøre det på. Og så måske ikke tænke så meget mere over det. Men hvis man nu sidder i en situation, hvor man for nylig har mistet en af sine nære til kræft, så rammer den et andet sted. Fordi der er en dugfrisk oplevelse af, hvor forfærdelig en sygdom kræft er, og det er fandme ikke noget, man skal tage let på. Og derfor bliver den hemmelighed så meget værre for dem, end den er for de fleste andre.
Det er så nemt at antage, at alle andre ser verden, som vi selv gør. Fordi det er den eneste verden, vi selv har oplevet og derfor den, der giver mening for os. Jeg tror også, det er en af grundene til, at tonen i debatter og kommentarfeltet på internettet tilsyneladende kun bliver værre og værre. Folk bliver mere optaget af at fortælle andre, at de tager fejl, end de gør af at forsøge at forstå modpartens perspektiv. Eller forsøge at forklare deres eget på en ordentlig og sober måde. For det, der kan virke som logik for burhøns for en selv, er det måske ikke for andre. Hvad er udgangspunktet i debatten? Er det at forstå andre og have en snak menneske til menneske, eller vil man bare tromle den anden part ned, fordi de ikke fatter, at de tager fejl?
I en ideel verden var udgangspunktet altid nysgerrighed. Både på andre og på os selv. Uheldigvis er vi temmelig langt fra en ideel verden, og jeg kan ingenlunde heller selv påstå selv at være en helgen på området. Det kan være svært at holde sig i skindet, hvis nogen aktiverer ens forargelse, vrede, retfærdighedssans. Men jeg vil gerne blive bedre. Og det tror jeg, der er mange andre, der også gerne vil. Og det er måske ikke meget, men man skal vel starte et sted.
Lotte
Megagodt eftertænksomt indlæg! Jeg er enig.
MiriamsBlok
Tak!
Maria
Kender kender kender! Jeg var for nyligt ved at springe i luften over min kollega, der, lidt i sjov, fortalte om, hvor råddent hun kører i trafikken. Og hvor meget hun giver andre fingeren, dytter, råber og kører helt oppe bag i andre biler og presser dem. Og ikke mindst, at hun kører for stærkt med vilje. Men hun har heller aldrig været i uheld. Og hun har aldrig været angst for at køre bil eller prøvet, hvor presset man kan blive, når andre bilister presser en… (ja gæt min historie). Hun er ellers rigtig sød, men puha… i sådan en situation føler jeg mig altid lidt ødelagt. Og min retfærdighedssans er helt oppe at ringe. Jeg holdt mig i skindet, for jeg ved godt, at det ikke nytter at sige noget i en ‘sjov’ kontekst. Men hvor har jeg dog også lyst til at råbe op.
MiriamsBlok
Oh shit! Den ville jeg også have svært ved, men jeg kører heller ikke bil særlig tit, så jeg er altid hyper-opmærksom på alt omkring mig, når jeg så gør det. Ville aldrig være tryg nok til at opføre mig sådan bag et ret. Eller få lyst til det, forhåbentlig.
Sisse
Jeg er nysgerrig, siger du noget til hende? Jeg synes personligt det er helt okay at gå i dialog med folk, uden nødvendigvis at udskælde dem. Ellers kan en køretime jo være en glimrende fødselsdagsgave/nissevensgave/whatever til hende 😀
Sarah
Tak for et fint og reflekteret indlæg. Gid alle i verden var lige så empatiske og havde den samme evne til at mentalisere!
Jeg ville i øvrigt også have virkelig, virkelig stor trang, til at sende både onde øjne, og løftede pegefingre, i mandens retning. Totalt manglende situationsfornemmelse, og mangel på viden.
MiriamsBlok
Det er også en anden pointe – hvad man har lyst til/tænker vs hvad man rent faktisk gør. I mange situationer tror jeg ikke, det er gavnligt at reagere negativt, også selvom folk reelt er nogle kæmpe idioter. 😀
Mette
Jeg havde en ven som grinte på meget upassende tidspunkter i filmen ‘Jagten’ og som den absolut eneste i biografen.
Han fangede slet ikke pointen…
MiriamsBlok
Okay shit. Jagten fuckede mig seriøst op. Skal aldrig se den igen.
M
Jeg værdsætter virkelig det her skriv. Det er virkelig nogle gode og vigtige pointer (og det er smadder godt skrevet). Tak 😊
MiriamsBlok
Tusinde tak skal du have!
Maria
Man fornemmer næsten at Hemmelighederne kan blive en slags terapi/selvindsigt ift hvad rørte dig?provokerende dig osv? Lær dig selv og dine egne grænser at kende gennem hemmelighederne og øv dig i tolerance samtidig.
MiriamsBlok
Jeg ved ikke, om du taler om mig eller om læserne af hemmelighederne som helhed. Jeg føler ikke nødvendigvis, jeg bliver klogere på mig selv. Det er i hvert fald i mindre grad. Til gengæld er de med til at gøre mig meget klogere på andre mennesker. Hvordan andre agerer/tænker/føler – især når det afviger fra mine egne mønstre. Og det er fascinerende!
Henriette
Min (kloge) mor har beskrevet det som øer: At vi hver især står på vores egen ø og ser verden derfra. De er ikke nødvendigvis langt i mellem øerne. Men vi har haft hver vores rejse dertil. Og når vi først er ankommet, så kan det være umådeligt svært at forestille sig udsigten fra en anden(s) ø.
Mit udgangspunkt er, at ingen er et røvhul med vilje. Så ‘du har din ø, jeg har min’ er blevet mit mantra, når jeg er i en situation, hvor jeg simpelthen ikke forstår en andens gøren eller laden.
MiriamsBlok
Det er en dejlig tanke, at ingen er røvhuller med vilje. Og ofte tror jeg også, det handler om, at man ikke forstår modpartens perspektiv. Men der findes rigtig mange mennesker, der er røvhuller med vilje. Selv hvis vi ser bort fra voldtægtsforbrydere og seriemordere, så er der apropos emnet virkelig mange mennesker som bruger tid og energi på at opsøge fremmede mennesker og skrive grimme ting til dem. Og det kan godt ske, de gør det, fordi de har nogle issues og bliver ramt på nogle punkter, men det er stadig en aktiv beslutning om at være et røvhul.
Yasmin
Super godt skrevet. Jeg græd selv da jeg så den scene. Den ramte mig virkelig hårdt. Jeg tror ofte folk bliver lidt silo opdelt og kan simpelthen bare ikke igennem væggen og hvad der sker på den anden siden.
MiriamsBlok
Jeg tror også, det er noget, man aktivt skal opsøge. Man er jo sit eget lille ekkokammer ellers.