Catfishing, koldingensere og katteallergikere

Jeg har en irrationel frygt for at komme til at catfishe folk ufrivilligt, når jeg dater online. Det er en hårfin balance, ikke? Man vil selvfølgelig gerne vælge de billeder, hvor man synes, man er pænest, men det skal jo ikke kamme over i, at ens bedste vinkel bliver så god, at modparten bliver chokeret over de andre vinkler, når de ser dem.

En af de mere uoriginale profiltekster, man støder på på datingapps, er “hvis du ikke ligner dine billeder, så giver du drinks, til du gør”, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor udbredt det mon er? Folk, der smider lidt for redigerede billeder på deres Tinder eller bruger billeder, der er ti år gamle?

Jeg tænker, det selvfølgelig bunder i usikkerhed, når nogen får forvildet sig ud i den slags, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at de uundgåeligt må vide, at den ikke går for evigt. Jeg mener, på et tidspunkt skal man jo typisk mødes med den anden part. Og måske er der et håb om, at vedkommende på det tidspunkt er blevet så vild med ens personlighed, at alt andet er lige meget, men umiddelbart er det vel ikke det bedste grundlag for at starte et forhold. Uærlighed.

Personligt har jeg heldigvis aldrig oplevet at mødes med en, der så markant anderledes ud end deres billeder. Men jeg har prøvet at mødes med en mand, der fortalte mig, han boede i København. I realiteten boede han i Kolding. Og Kolding er sikkert en dejlig by, men der er dælme langt dertil fra Østerbro, og jeg har været i et langdistanceforhold engang og har ikke umiddelbart planer om, at det er en fiasko, der skal gentages. Hvilket jeg faktisk havde fortalt ham, hvorfor jeg gætter på, han stak mig, hvad der var en ikke helt hvid løgn. Den var som minimum koksgrå.

For mig kræver det ret meget emotionel energi at date, så jeg gør det kun i perioder. Så har jeg brug for en pause igen. Og jeg bliver lidt frustreret, når jeg så får smidt min opsparede datingenergi et sted hen, hvor den virker spildt. Fordi der er nogle helt konkrete faktorer, der gør, at det ikke er et match. Og så er begge parter vel sådan set bedre tjent med at komme videre i teksten med det samme.

Og hvis der her er nogle, der har lyst til at pippe ind med, at man er selv ude om, at man er single, hvis man aldrig giver nogen en chance, så vil jeg gerne vide, om I synes, mænd med nonstop snotnæse er frække, for det var det, der skete, da jeg besluttede mig for at give den et skud med en katteallergiker. Og han var sød, men der var bare ikke nok antihistaminer i verden til at bekæmpe Herberts pelspragt. Nogle dealbreakere er altså reelle nok! 😀

Det blev lidt en rodet omgang. Jeg swiper videre!

Comments (19)

  • Man kan faktisk. Til en anden gang du møder en katte allergiker. Få indapeøjtninger. Nuvdl dyre og tidskrævende. Som fjerner ens katteallergi for good.. hvis man kan tåle dem. Det kan de fleste…😃

    • Jeg har hørt om det, men jeg ved ikke nok om dem til, at det er noget, jeg vil foreslå – virker måske også lige hidsigt nok at bede folk om at få sådan en, når man har været på én date. 😀

  • Altså der er jo kæmpestor forskel på at kræve, at en fyr er over 180 høj, arbejder i et kreativt fag, elsker børn men ikke har nogen, SKAL gide lave mad, etc… og så nære et ydmygt ønske om, at han f.eks. lever i samme landsdel og ikke har en næse, der tapløber ved mødet med kat 😀

    Nogle krav er totalt okay!

    • Helt enig! Men jeg er virkelig overrasket over, hvor ofte jeg får at vide, at jeg burde give alle en chance – for jeg ved jo ikke, om de kunne være drømmemanden. 😀

      • Jeg har haft så mange diskussioner med venner om mine mange mange præferencer og hvordan de nærmest føler sig hellige fordi sådan nogle har de i hvertfald ikke, de er åbne over for alle. Og. Det. Er. Løgn. De har også endeløse mængder af dealbreakers, de vil bare ikke stå ved det. Forstår virkelig ikke den fremherskende tendens med at være moralsk fordømmende overfor folk der ved hvad der ikke fungerer for dem. Og alle de mænd på tinder der bliver vildt sure når jeg ikke synes at vi er et godt match efter at have skrevet lidt.

        • Jeg tror, det er nemmere at føle, man ikke har dealbreakers, når man ikke selv står i situationen. Jeg oplever det især fra dem, der har været sammen med deres partner i 15+ år. Fordi man var mindre “færdigbagt” som menneske dengang, og så er det nok lettere ligesom at vokse videre som par. Der er flere parametre, der ligesom skal matche, når man er 30+.

    • Gurl what, synes det seriøst at det er meget at kræve at han laver mad…..? Og gerne vil have børn……? Kh. En der selv er 180cm og arbejder i en kreavtiv brance 🤣

  • Ej jeg kender også godt cat fishing frygten, samtidigt tænker jeg også på at man er vant til reklamer på tinder/online dating, så man trækker lidt fra, så jeg er også bange for at blive fravalgt pga almindelige leverpostej billeder. Jeg plejer at have en blandning.

    Matchede med en hvis billede var fra hans bryllup for 10 år siden, start 30’erne til start/midt 40’erne går sjældent sporløst forbi, det gjorde det heller ikke for ham.

    • Jeg prøver også at blande lidt, men det er svært at vide, hvad den optimale blanding er, synes jeg! 😀 Men shit, nej, bryllupsbilleder er i hvert fald ikke vejen frem – især ikke når bruden også fremgår af dem! 😀

        • Ja, eller i hvert fald nogle af dem, der mangler lidt forståelse for, hvorfor det ikke er en god idé. Ofte er det fordi de ikke har andre billeder – eller måske endnu værre fordi de syntes, de så nice ud på deres bryllupsdag, så hvorfor ikke bruge de billeder? 😀

  • Årh, ufrivillig frygt for at komme til at catfishe. Jeg føler den 100%. Jeg har taget en del på, men jeg har ikke lyst til at tage nye billeder, fordi jeg er i benægtelse. Så derfor er jeg ikk på datingapps, indtil jeg accepterer min størrelse og tager nye billeder 😀 Præcis grundet den frygt.

  • I mine hedegangne singleår var Tinder fantastisk genstand for morskab, spænding og cringe dates! Den der står allerskarpest i min hukommelse, er manden på 33, jeg brugte 2 uger på at skrive om løst og fast med, og som på alle sine billeder havde pænt hår og langt skæg. Da vi endelig mødes, er han 3 kvarter forsinket, fordi han bor i Hjørring og ikke ved hvor lang tid det tager at køre til Aalborg(!?) (hvilket er en køretur på 40 minutter give or take).
    Jeg spejder efter ham i et godt stykke tid og bliver forbløffet, da en mand siger mit navn. Foran mig står en fyr, som jeg skyder til at være midt i 40’erne, uden et eneste hår på toppen af hovedet, men som kører måne-stilen, som har daggamle skægstubbe på den meget lidt frække måde, og intet skæg, og en stor topmave, som ikke var at se på nogle billederne – og så lugter han af surt vasketøj, der har lagt for længe i maskinen. Intet af det havde været et problem for mig (måske minus lugten), hvis hans billeder bare ikke havde været mindst 10 år gamle- det er bare så dårligt et førstehåndsindtryk at starte ud med.

    • Åh ja, den sure lugt havde helt sikkert også være en dealbreaker for mig. Men man kan ikke lade være med at tænke over, hvad de ellers har været uærlige omkring, hvis noget så simpelt som billederne ikke stemmer overens!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.