Jeg er jo Bridget Jones #507
1. Var ude et sted, hvor der var fælles garderobe, og min jakke endte med at hænge op ad en faux fur, der fældede værre end den gennemsnitlige golden retriever om foråret. Der er gået fem dage, og jeg har stadig ikke fået det hele af.
2. Da jeg forleden var med metroen, var der en dame, der fik en bøde, fordi hun havde glemt at checke ind. Det virkede som en oprigtig fejl, men der var ingen kære mor, og mens hendes bøde blev skrevet, overvejede jeg seriøst at stå af toget, fordi jeg pludselig ikke kunne huske, om jeg havde checket ind, selvom jeg aldrig nogensinde har glemt det før.
3. Vitterligt dagen efter var jeg med det offentlige igen, og da jeg forsøgte at checke ud, sagde maskinen “check ind mangler”, så nu kan jeg for evigt tage den paranoia med mig, når der kommer kontrollører. Fedt, fedt.
4. I torsdags havde jeg et kæmpe brain fart moment. Jeg skulle lave mad i min wok, og af uransagelige årsager besluttede jeg mig for at undersøge, om den var varm nok ved lige at sætte en finger på panden.
5. Herbert har udviklet en vane med at miave, hvis han er i nærheden, når jeg skal op at tisse om natten. Hvilket er lidt nuttet og samtidig giver mig enormt dårlig samvittighed, for det er kun opstået, fordi jeg i groggy tilstand (og i en meget mørk gang) er gået ind i ham eller sågar har jokket ham over poten en gang for meget.
6. Var ved at spise en sandwich med svinekød, da et imponerende stort stykke ben pludselig flænsede min kind op.
7. …Ja, det var ret træls, men nu er jeg jo sådan en, der har en kunstig tand, og der vil jeg bare sige, at hver gang sådan noget sker, når jeg at blive absolut panisk over, hvorvidt det er tanden, der er røget og nu flyver rundt i kæften på mig, og jeg skal ofre hele mit feriebudget på en ny af slagsen. Så er en flænset kind trods alt at foretrække!
8. Når man misser en Wørdle efter at have stirret på den i, hvad der føltes som flere timer og endelig være nået frem til, hvad der måtte være det rigtige svar. Det var det ikke, og jeg blev oprigtigt skidesur.
9. Besluttede mig for en hovedroprydning i min mail-indbakke, fordi jeg har en tendens til at glemme at slette semi-relevante nyhedsbreve etc, når jeg bilder mig ind, jeg vil læse dem engang i fremtiden. Fandt udover alt muligt ikke-vigtigt også to mails, der skulle have været besvaret for i hvert fald to måneder siden.
10. De sidste tre gange jeg har købt ind, har jeg glemt at købe tandpasta. Jeg er faretruede tæt på ikke at kunne mase mere ud af den tube nu, så jeg er spændt på, om det rent faktisk lykkes mig at købe en ny, før den situation opstår.
Pia-Maria
Pro tip apropos nr 4: Kan – heller ikke – anbefales at bruge en bar næve til at fjerne et stegetermometer fra ting i ovnen når det har været derinde et godt stykke tid 🤦♀️
MiriamsBlok
Av, for helvede!
Freja
Apropos nummer 4 – min mor gik engang forbi komfuret i køkkenet i en lejlighed vi boede i, og konstatere at det føltes varmt. I stedet for at kigge på knapperne om en af pladerne var tændt, eller bare sådan svæve hånden et par centimeter over, valgte hun at tjekke med flad hånd full-on på pladerne hvilken der var varm. Det var ikke 1, det var ikke 2, det var ikke 3, men det VAR så sandelig 4!
Vi kalder hende stadig Diddl hånd nogen gange. Det er ved at være 20 år siden.
MiriamsBlok
Jeg føler mig mindre alene nu, tak! 😀
Yasmin
Alle med kat har dårlig samvittighed over det. Hvis de siger de ikke har gjort det er jeg overbevist om de bare lyver 😂. Derudover er jeg enig! Når man har en falsk tand er man konstant paranoid. Jeg skær også altid æbler nu.
MiriamsBlok
Æbler er også farlige på det punkt, jeg er enig! 😀
MS
Jeg har en gang forsøgt at gribe en (meget skarp) kniv jeg tabte. Kan heller ikke anbefales….
MiriamsBlok
Uh, det har jeg gjort med kaktus! Heller ikke rigtig godt. 😀