En helt aldeles uinteressant ferie… Og så alligevel.
Det værste ved at være voksen, når det kommer til sommerferie, er, at de fleste af os ikke har helt lige så lang tid som skoleferien varer, så vi har vores respektive ferier spredt ud over en længere periode. Det betyder som regel, at før man går på ferie, skal man se billeder af folk nyde deres ferie, og når man kommer tilbage fra ferie, skal man stadig se billeder af folk nyde deres ferie. The ferie-envy is real. Så altså, hvis nogen i disse dage fra min side skulle modtage en let passiv-aggressiv kommentar på deres seneste feriebillede, vil jeg gerne oprigtigt undskylde. It’s not you, it’s me.
Min hedengangne ferie har udover nærværende misundelse på andres nuværende ferie været ganske glimrende. (Det var ikke jordens mest elegante sætning, men jeg skal vel også lige tilbage i skrive-rytmen igen). Jeg havde jo egentlig sat mig for at sætte gang i den store hovedoprydning/rengøring, og jeg fejlede okay håbløst. Til ingens store overraskelse. Som undskyldning har jeg brugt, at jeg var løbet tør for sorte sække, og jeg var i op til flere forretninger efterfølgende, der alle havde udsolgt, og det tog jeg som et tegn fra universet om, at det ikke var meningen, jeg skulle i mål med det projekt. Sikke en skam. Men hvad kan man gøre? Jeg er blot én person, universet ved bedre. I stedet har jeg foretaget mig en masse andre mestendels nogenlunde trivielle, men markant mere fornøjelige ting. Jeg kan af gode grunde ikke byde ind med fortællinger fra storbyferier eller bountry-strande, men jeg har da set følgende:
- En hund lette ben op ad en Maserati og dens ejer småpanisk forsøge at slæbe den væk derfra.
- En bil i det der rensdyr-kostume, man altid ser ved juletid. Indsæt selv ordspil med jul-i.
- Et nygift par kysse ud foran en kirke. Hendes kjole var så pæn, at jeg havde lyst til at spørge hende, hvor den var fra, men min situationsfornemmelse bød mig at lad være.
- En gut projektil-ørle i et S-tog. Tre gange.
- Herbert forsøge at springe op på, hvad han troede var en vindueskarm, men i virkeligheden var nogle skrå fliser, hvorefter han skvattede ned på røven og kiggede snotfornærmet på mig, fordi jeg var ved at dø af grin.
- En mand strutte rundt ved vandet i hvide badeshorts, der blev usandsynligt gennemsigtige, efter han tog sig en dukkert. Hvidt badetøj burde forbydes.
- Buffalo-sko på tilbud, hvilket fik den 15-årige teenager i mig til at tigge og bede om, at vi skulle købe dem.
- To mennesker i Netto nærmest små-slås om den sidste pakke grillpølser.
Alt i alt en ganske solid ferie, skulle jeg mene.
Mette Hansen
Godt at have dig til tilbage efter ferie, du har været savnet 🙂
MiriamsBlok
Det er jeg glad for at høre – det er også godt at være tilbage!
Maria
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du selv var én af de to personer i Netto?
Håber, du har haft en dejlig ferie!
MiriamsBlok
Hahaha, ikke lige i dette tilfælde, men det kunne det snildt have været! 😀
Ditte K.
God ferie. Jeg bliver harm når jeg hører det nye P1 program der hedder hemmeligheder, hvor folk ringer ind med – ja, hemmeligheder. Den kvindelige vært bilder folk ind at det var et koncept hun opfandt på insta for to år siden…
MiriamsBlok
Jeg har ikke hørt programmet, men jeg kender Sanne, og hun kender helt sikkert til mine hemmeligheder, så jeg kan ikke forestille mig, hun tager æren for at have fundet på, at folk kan dele deres hemmeligheder. Det har jeg jo heller ikke. 😀 Kan hun ikke bare have sagt, at hun har fundet på, at folk indsender dem på Insta? For det er hun mig bekendt den eneste, der gør – herhjemme i hvert fald. 🙂
Malene
I øvrigt… fik du nogensinde lavet en strømpebuksetest eller trænger sådan en test til en opdatering? Tilbage på arbejde kræver lidt mindre hud, og synes strømpebukse markedet har ændret sig en del. Og lige ødelagt to par til 149 kr stk inden jeg fik dem på 😭
MiriamsBlok
Min erfaring blev i bund og grund, at jo tykkere strømpebuks, desto bedre holdbarhed. Hvilket burde have sagt sig selv, men jeg havde et håb om at finde nogle i 40 den, der ikke gik i stykker for et godt ord. Det skete ligesom ikke. Nu går jeg mere eller mindre altid efter Nettos i 60 den. De plejer at tjene mig godt. Føtex er jeg også glad for, de er dog lidt dyrere, hvis jeg ikke husker galt. Fakta har jeg dårlige erfaringer med – mest pga en underlig pasform/størrelse.