Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

Hoarder-tendenser er vel også okay, så længe de sparker joy?

Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvorfor så mange (storby)mennesker på et tidspunkt vælger at flytte i hus. Det handler ikke om at få en have, have overnattende gæster, eller at børnene kan få hver deres værelse, det handler om at få plads til alt sit crap.

Jeg flyttede sidste gang for ti år siden, og jeg kan huske, at nedpakningen tog uhyggeligt lang tid. Jeg kom fra en lejlighed på beskedne 40 kvadratmeter, så det var ikke, fordi der i princippet ventede mig en uoverskuelig opgave, men nedpakning betyder som regel samtidig en sortering i ejendele, og det er virkelig imponerende, hvor mange sære ting man opdager, man er indehaver af. Jeg kan huske, jeg faldt over en megalang pisk (en af dem, der rigtigt kan svirpe), jeg engang havde købt i Djurs Sommerland, og lykken var enorm. Havde 100% glemt, jeg havde den. Og så ved jeg godt, Marie Kondo nok ville mene, at når man har haft noget så længe og glemt alt om det, så er det et tegn på, at man ikke skal beholde det. Men Marie Kondo mener jo også, at man skal beholde ting, der sparker joy (nej nej, danskificeringen fungerer ikke, men det kan den blive nødt til), og jeg skal love jer for, at jeg straks begejstret tænkte i kommende kostumefester med Indiana Jones-tema.

Og okay, well, det kan godt ske, jeg i årtiet siden ikke rent faktisk er blevet inviteret til en sådan fest, men jeg føler mig ret overbevist om, at jeg stadig har pisken et sted. Og det elsker jeg, at jeg har.

Problemet er, at jeg har det sådan med det fleste mere eller mindre åndssvage ting, jeg ejer. Øverst i mit klædeskab ligger en hårbøjle med julekugler klistret på i en dekorativ formation. Bag den ligger der en dinosaur-onesie. I en skuffe i skabet i gangen har jeg mit gamle Nik & Jay-svedbånd, mit sygesikringsbevis fra da jeg stadig boede i mit barndomshjem og en lille (og helt uhyggeligt grim) lysestage, jeg fik af en dreng på min efterskole. På loftet spottede jeg sidste gang både mine ridestøvler og et lille sidebord, jeg har købt på et loppemarked, der på ingen måde er plads til i min nuværende lejlighed.

Ret skal være ret, det er ikke, fordi jeg ikke også ejer enormt meget crap, som jeg sagtens kunne smide ud uden at blinke med øjnene. Og det burde jeg nok også gøre. Men det meste crap vil jeg oprigtigt gerne beholde. Det er følelser og minder og nogle gange en lille forhåbning om noget, der kommer til at ske i fremtiden, hvor jeg så triumferende vil kunne finde fx mine blondehandsker frem og triumferende råbe, at jeg vidste, jeg ville få brug for dem en dag.

Jeg er bare ikke et minimalistisk menneske. Og jeg har ikke lyst til at være et minimalistisk menneske. Jeg har lyst til at gemme alle random ting i verden – også dem jeg aldrig nogensinde vil få brug for. Og jeg har lyst til at købe flere semi-tvivlsomme ting på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og med hjem fra KiK (den ultimative rodebiks) i Tyskland. Det gør mig glad. Det sparker joy. Jeg skal bare bruge noget mere plads!

PS: Nej, stadig intet nyt om større lejlighed. Folk flytter åbenbart ikke på denne tid af året. Men håbet lever!

Comments (13)

  • Det første de fleste plejer at sige, når de besøger mig første gang er “….. Du har virkelig mange…. Ting….” Ja! 🥰 Heldigvis ofte fuldt af et “Hvor er det hyggeligt” 👏

  • Kender det. Er lykkelig over opbevaringsplads i hus. Vi har kælder, loft over garagen, vetrineskabe og forrådskammer.

    Min mand har flere gange sagt at mine bøger, hæfter fra uni osv skal ud. Det bliver højst ud på loftet over garagen. Fordi følelser!

  • Som en person der også har studeret museer på et akademisk niveau så er jeg altså bare fan af maksimalisme. Det er bare så fedt at ting har en historie.

  • Når jeg ser (store og små) minimalistiske hjem, kan jeg godt mærke et strejf af misundelse (på de store), men jeg kan også tænke “hvem bor der”, for det er oftest et hjem uden nogen form for personligt udtryk, men snusfornuftigt praktisk. Tricket er en smart og overskuelig måde at opbevare sit crap på.

    • Jeg bliver også altid lidt småmisundelig, men jeg tror ikke, det ville føles som “hjem” for mig at leve sådan.

  • Hahha vi har sgu alle de der ting vi nægter at give slip på. Min søster har et overfyldt ringbind med diddle papir

  • Og så flytter man i hus, føler mig har alverdens plads i verden, får tre børn og i løbet af 3.5 år begynder man at længes efter 50 kvm mere, fordi skabene allerede er fyldt op. Det får aldrig en ende

Skriv et svar til Yasmin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.