I Nepal har de Boblo og pomelo og måske også noget kultur af en art?

Skrevet d. . Uploaded i rejse,tilfældigheder.

Har I det nogle gange sådan, at ting, I gjorde, da I var børn, ikke rigtigt tæller helt som ting, I har gjort, fordi det er så lang tid siden, og jeres barne-jeg ligesom er en helt anden person, end jeres voksen-jeg er?

Okay, kringlet spørgsmål, jeg prøver lige at forklare på en anden måde: Jeg havde en samtale med et menneske, jeg ikke kendte særlig godt. Vi talte om, hvor vi havde rejst hen, og jeg nævnte, jeg havde været i Asien. Han spurgte hvor, jeg svarede Thailand og Nepal, hvorefter han spurgte nærmere ind til Nepal, hvilket giver mening, fordi Thailand er en ret populær turistdestination, hvor Nepal er det lidt mere usædvanlige valg.

Men sagen er bare den, at det ikke var mig, der traf det valg. Jeg var i Nepal i 1994, da jeg var otte år gammel, og mine forældre hev et halvt år ud af vores kalendere, som vi brugte på at rejse jorden rundt. Nepal var allersidste stop på rejsen, før vi fløj hjem til Danmark. Jeg var trods alt otte år, så det er ikke, fordi jeg ikke kan huske noget overhovedet, men de ting, der for alvor har brændt sig fast, er selvfølgelig på mange måder ting, en otte-årig ville bide mærke i.

  1. Jeg husker, at vi havde et pomelo-træ i haven, og det var kæmpe optur, både fordi pomeloen ikke var udbredt herhjemme dengang, og det derfor var en helt ny og spændende frugt, men også fordi skrællen på en pomelo er så tyk, at den som det eneste frugt ikke skulle skoldes, før vi kunne spise den.
  2. Jeg husker slagtere med afskårne dyrehoveder i vinduet og ude på gaden. Altså, som man kunne købe, ikke som pynt. Det var ret rådden pynt, hvis vi er ærlige.
  3. Jeg husker, at køerne var hellige og derfor gik rundt, som det passede dem, og jeg syntes, det var ret hyggeligt. Var mindre tilfreds med, at de hellige køer selvsagt også betød en vis mangel på burgere, som var min go-to, når mine barnesmagsløg ikke var helt cool med det lokale køkken.
  4. Jeg husker at have taget en lokal bus ud i bjergene og være 100% sikker på, at jeg skulle dø, hver gang vi rundede et hjørne, og der var en million meter ned.
  5. Jeg husker en hest ved navn Boblo, som jeg fik lov til at ride rundt på midt ude i ingenting med vanvittig smuk natur og udsigt til bjerge i baggrunden. Eller, det vil sige, personligt kan jeg kunne huske, hvor meget optur jeg havde over Boblo, jeg ved kun det med naturen, fordi Boblo og jeg blev fotograferet og efterfølgende kom op på væggen hjemme i Danmark.

Så altså, når nogen spørger mig til Nepal i dag, er jeg sådan lidt: “Det var nice! Boblo og pomelo!” Og jeg føler ikke helt, det er den form for info, voksne mennesker reelt er ude efter, jeg har bare ikke så meget andet at byde ind med. Hvis jeg tog til Nepal i dag, er jeg sikker på, jeg ville have en masse at skulle have sagt om kulturen, maden, menneskerne, historien, men som det er, kan jeg altså videregive relativt lidt info om min tur dertil, og derfor kan det godt lidt føles, som om den foregik i et andet liv og ikke helt tæller.

Måske skulle man se det om en undskyldning for at tage tilbage igen?

Related Posts:

Kommentarer (6)

  • Anonym

    Jeg har en lignende oplevelse af at have boet 2 mdr i Shanghai.. jeg var au-pair (hos en familie der ikke liiiiige var et godt match for mig) – og folk er sådan (især da jeg lige kom hjem) “Ej var det ikke mega fedt?” – altså jeg var aupair med en arbejdsdag på ~ 12 timer i døgnet 6 dage om ugen… lortebleer og Uno er sgu lidt det samme alle steder i verden ???‍♀️

    • MiriamsBlok

      Hahaha, det kan jeg forestille mig! Det er også det, man altid hører fra musikere på verdensturné. De får set koncertstedet og ikke rigtigt så meget andet!

  • Therese

    Kan sagtens forstå dig! Men dine barndomsminder lyder super!
    Men når corona er ovre, så tag da et smut til Nepal ❤?

Der er lukket for kommentarer.