Jeg er jo Bridget Jones #417
1. Ærligt, havde bildt mig selv ind, at det der isolation var en skidegod anledning til at få gjort en masse praktiske ting, jeg normalt ikke ville gøre. Realiteten er mere, at jeg afrimede min fryser i forgårs og mest bare har klappet mig selv på skulderen over det lige siden.
2. Når jeg afrimer min fryser, tømmer jeg den i øvrigt altid og stiller derefter en Margrethe-skål med kogende vand derind for hurtigere at kunne fjerne rim og is. Der var en stor klump is, der rev sig løs og faldt ned i skålen, og jeg – i al min visdom – rakte straks hånden derned for at samle den op. Jarh, det var jævnt dumt.
3. Gav desuden mig selv en tømmerlus på elkedlen, mens jeg kogte førnævnte vand, så måske skal jeg også bare holde mig fra at lave praktiske ting.
4. Jeg har det derudover godt og er allermest træt af, at Disney+ ikke nået til Danmark, før alt det her gik løs.
5. Okay, jeg er også okay træt af, at jeg købte ind fredag, og da jeg kom hjem, opdagede jeg, at jeg havde glemt agurker, og så gik jeg hele vejen tilbage kun for at konstatere, at agurkerne var hamstret væk.
6. …Og jeg er også lidt træt af at bo i en helt uhyggeligt lydt ejendom, når vi allesammen kommer til at være hjemme mere eller mindre 24/7 det næste lange stykke tid. Nøjes fremover med kun at hviske til Herbert.
7. Jeg holder op med at brokke mig nu. Er desuden meget taknemmelig for mit badekar, bortset fra at jeg med jævne mellemrum, inklusiv i går, er lige ved at brække nakken, når jeg stiger ud af det.
8. Jeg bruger faretruende meget tid på at vinduesshoppe på internettet i disse dage, men nogen skal vel også holde økonomien kørende?
9. Har også set en del Masterchef, hvilket er bekymrende, for på nuværende tidspunkt er jeg stensikker på, at jeg er ekspert i både kammuslinger og ostesouffléer, og i realiteten ville jeg stensikkert være den, Gordon Ramsay råbte allermest ad.
10. Lidt nervøs for, hvordan jeg skal samle nok Bridget-punkter til næste uges indlæg, når jeg kun har min egen lejlighed at være kikset i. Se frem til mange flere streaming-relaterede punkter.
Nina
? Det tegner til at blive godt det her. Er du allerede så kulret, at du laver fejl i tallene? ❤️ Hihi.
MiriamsBlok
Haha, godt spottet. Der bliver rykket en del rundt på tingene i redigeringen – hermed rettet. 🙂
Jane
Jeg har allerede ommøbleret gæsteværelset og overvejet at sælge alle mine møbler – som er 1,5 år gange…. nåå ja og bestilt 2 pakker fra nettet.. godt jeg skal arbejde i morgen ??
MiriamsBlok
Jeg frygter også, mit dankort får farligt travlt de næste par uger! 😀
Susanne
Jeg binger også masterchef i disse dage ?
MiriamsBlok
Fremragende binge-tv, jo! Eneste problem er, at man bliver svært sulten! 😀
Susanne
Endnu mere problematisk er det at man jo ikke selv er i stand til at frembringe noget så lækkert ?
Anonym
Åh det lyder skønt. Jeg har knoklet 55 timer de sidste fire dage på at finde ud af hvad vi gør med vores medarbejdere. Gad godt jeg ikke var deres chef lige nu.
MiriamsBlok
Well, ikke rent skønt, desværre. Jeg får nok også nogle seriøse økonomiske problemer oven på Corona. Det er ikke en god tid for små virksomheder!
anna
Er det bare mig eller er der andre der synes Gordon Ramsey har noget udefinerbart lækkert over sig?
MiriamsBlok
Jeg ku’ så godt!