Det er ikke dig, det er mig.

Skrevet d. . Uploaded i mænd,mig,personligt.

Kender I det, når noget, man egentlig godt vidste, men ikke har lyst til sådan rigtigt at erkende, det begynder at gå og presse på, så man til sidst er nødt til at gøre noget ved det? Det er sådan, jeg har haft det med min indstilling til dating i lidt smålang tid efterhånden. Det startede nok allerede i sommer. Jeg sad på en restaurant med Matilde (kort tid før hun mødte Kristian), og vi talte om mænd. “Jeg vil rigtig gerne have en kæreste,”, sagde hun, og jeg kunne høre oprigtigheden i hendes stemme. Men jeg kunne ikke gengælde den, selvom jeg virkelig ville ønske, jeg kunne.

Det er nemt at skyde skylden på andre ting. For det er op ad bakke at date. Folk behandler hinanden uden respekt, Tinder er et kødmarked, og ærlighed er en sjældenhed. Men hvis vi nu var helt ærlige, ikke, så skal der to til at danse tango, og jeg har snedigt gemt mine dansesko bag ryggen. Gad vide, hvor længe det har været sådan, uden jeg har bemærket det? Gad vide, hvor længe jeg har ladet som om, fordi jeg ligesom følte, det var det, jeg skulle? Jeg har haft håbløse samtaler og dates og flirts. Mange af dem gennem årene. Men der har også været de andre. Dem med latter og kys og begyndende sommerfugle i maven. Dem, der måske reelt havde en chance for at udvikle sig til det, jeg påstod at lede efter. Men de fik aldrig lov. Lige så snart jeg kunne mærke, det var ved at blive farligt, skød jeg dem ned. I situationen har jeg altid været meget god til at rationalisere min beslutning, men på solid afstand kan jeg godt se, at der er tale om (u)bevidst selvsabotage.

Så what’s up?

Frygt. Jeg tror først for alvor, det gik op for mig, da jeg for nylig genlæste “Hele historien“. Det er slemt nok i sig selv at få knust sit hjerte. Man bliver ødelagt helt ind i sjælen af det skidt, og det kræver tid og energi og enorme mængder håb at genopbygge sig selv. Der ligger stadig partikler af mit sønderknuste hjerte inde på Kultorvet. Sådan er det. Men udover hjertesmerten, så røg jeg som konsekvens af det horrible forhold også ind i en årelang sygdomsperiode, som langsomt sugede livet ud af mig. Jeg ved ikke, hvordan det blev bedre. Til sidst havde jeg ikke mere at kæmpe med. Og det er dértil, jeg har sporet frygten. For det er den eneste erfaring, jeg har med at overgive mit hjerte totalt. Fuldstændigt livssmadrende katastrofe. Jeg er simpelthen panisk angst for, at jeg ville skulle igennem samme omgang, hvis kærligheden igen ikke holdt. Og sagen er den, at jeg er relativt overbevist om, at jeg denne gang ikke ville komme ud på den anden side. Det var så tæt på sidste gang. Jeg kunne ikke gøre det igen.

Så selvsabotagen er selvfølgelig en forsvarsmekanisme. I princippet har jeg vel vidst det længe, men hvis man skubber det tilpas langt ned, så slipper man for at tage det ind. Så bobler det kun over i en brandert ind imellem, hvor man sidder og tuder på sin venindes skulder med en halvt spist cheeseburger i hånden, og der er det heldigvis oftest glemt igen dagen efter.

Jeg plejer at joke lidt med, at min type er “psykopater i jakkesæt”. Dem, man ikke kan nå. Dem, der arbejder i døgndrift. Dem, der ikke vil prioritere mig. De gør det nemt for mig at holde afstanden. De påtager sig gerne skylden, for de er vant til det. Og så slipper jeg for at kigge indad. Sneaky.

Det er kæmpeskod at være nået hertil. Jeg foretrækker at runde den her type indlæg af med en fin, lille sløjfe af optimisme, men jeg er vist ikke der endnu, hvor jeg kan binde sådan en, hvilket indlæggets manglende røde tråd måske allerede har afsløret. Det er sucky at være fucked up; det er er alt, jeg ved lige i dette øjeblik. Nu vil jeg se Grey’s Anatomy.

Related Posts:

Kommentarer (51)

  • Mette Louise

    Jeg håber sådan for dig, at du måske får hjælp til at komme ud og have lyst til kærligheden igen. Det fortjener du❤

    • MiriamsBlok

      Jeg tror ikke længere, der er så meget hjælp at komme efter. Det er vist bare et spørgsmål om at gøre eller ikke at gøre. Så skal jeg bare finde ud af, hvad jeg vil.

  • L

    Jeg vil bare kaste en kommentar med på vejen. Jeg har selv været i et horribelt årelangt forhold med psykisk, og til sidst, fysisk vold og så meget smerte og mange tårer. Da jeg kom ud af det troede jeg aldrig jeg ville blive glad igen. Jeg gjorde alt for at prioritere mig selv, træne, lave hyggelige ting med mine venner og havde ikke på nogen måde behov for at kaste mig ud i et forhold igen. Alligevel gik der kun knapt et år før jeg fandt den kæreste jeg nu har været sammen med i mange år, som på alle måder har helet alle de sår jeg havde pådraget mig. Det krævede meget at genopbygge troen og tilliden på, at gode forhold findes og at det også kunne lykkes for mig, men vil bare sig at everything’s not lost. Heller ikke for dig. Det er du for god til 🙂

  • Nille

    Godt nok fandt jeg min kæreste på tinder… det skulle bare være sex.
    Det er knap 4 år siden.

    Men sådan behøver man ikke finde kærligheden.
    Den dukker op når man mindst venter det.
    Min mor var igang med real’en da hun og hendes klassekammerater var over ved den lokale købmand.
    Han havde så lige fået ny førstemand, og ham faldt hun for.
    Det var før datingsider på nettet, og ikke på datidens kødmarked som ungdomsbal.
    Hun skulle egentligt nok bare have en snack ved købmanden ?

    Der ud over er der heller intet i vejen at bare leve alene og være crazy catwoman resten af sit liv ?

    • MiriamsBlok

      Min mor siger også altid det der med, at kærligheden kommer, når man mindst venter den. Det er i princippet et dejligt udtryk, hvis det altså var sandt. Det er det sikkert for nogen, men realiteten er jo også, at for nogen kommer kærligheden aldrig.

      • Nille

        Men er det vigtigt at være i et fast parforhold?
        Du har tidligere ytret at du ikke ønskede børn, så der er jo ikke pres om kernefamilien derfra.
        Mindes jeg fornyeligt så et interview med en sej dame på omkring de 100.
        Hun havde aldrig haft mand eller børn.
        Men et vildt liv med mange rejser, modstandsmand under anden verdenskrig og meget andet.

        • MiriamsBlok

          Det er jo op til den individuelle. Jeg tror sagtens, man kan leve et fuldstændigt liv uden. Men jeg vil i sidste ende gerne opleve kærligheden igen.

          • Nille

            Så hold en pause nu og nyd at du ikke skulle drøfte det med andre at du fik en ny kat eller hvornår du vil rejse.
            Det andet kommer nok en dag når du er klar.

  • Diana

    Øv bøv… når man går og siger til sig selv: ‘jeg smiler, så jeg er glad’. Så kommer du med sådan et indlæg, så jeg nu sidder og tuder ned i fredagsslikket.
    Jeg smiler igen, i morgen..

  • Anne

    Jeg læste “hele historien-sagaen” forleden, og H.O.L.Y. FUCK(!!) hvor er det også en vild historie! Kan SÅ godt forstå at man ikke er den samme person efter man er blevet kørt igennem sådan en kødhakker af et forhold.
    Du har hermed min fulde forståelse, hvis mænd altid vil være en lille bitte smule nederen aller bagerst i dit sind.

  • Annemone

    Kæreste Miriam.
    Forstår og genkender din erkendelse. Og dine ord, får mig lige endnu engang til at se min egen erkendelse dybt i øjnene…… igen!
    Selvom lysten til at møde den rigtige er der, og især lysten til at mærke nærhed og alt det sjove og dejlige. Så er frygten for at blive afvist og såret igen igen bare også tilstede. Og den stinker BIG time.
    Jeg håber jeg tør slippe den så friheden til at forelske mig er der. Og håber det samme for dig ❤
    Ps: wow hvor er det det vildeste smukkeste billede af dig!!!!!

  • Jeanette

    Kære Miriam
    Jeg har sådan lyst til at give dig et kram – sådan et fysisk et. Men du må nøjes med et virituelt kæmpe kram!
    Ps. En dag står han der, og du vil ikke længere være single. En dag vil du være klar ❤️

  • Scaredy-cat

    Jeg kender så godt den situation, hvor man gerne vil have en kæreste, men ikke rigtigt kommer derud, hvor det er farligt at være. Men for mig er det totalt den modsatte grund – jeg er bange for IKKE at forelske mig. Jeg har aldrig rigtigt været ægte forelsket, tror jeg, og efterhånden føler jeg mig helt defekt. Kombineret med en solid plus size-figur og frygt for afvisning bliver det altså til rundt regnet nul dates….. Men uanset hvad er man nødt til selv at komme til et punkt, hvor man tør kaste sig ud i det med risikoen for at blive såret (eller såre andre). Ikke fordi man bør, men fordi man gerne vil. Så jeg håber, at du – og jeg – når dertil, og at det bliver med uendelige mængder af succes 🙂

    • MiriamsBlok

      Der har jeg også været. Nogle mennesker har væsentligt lettere ved at blive forelsket, tror jeg. Jeg har kun prøvet det én gang sådan helt ind i sjælen, og jeg kan også godt tænke, om det mon var den kvote kærlighed, jeg blev tildelt i denne livstid.

  • Line

    Jeg kan så godt forstå dig. Og hvor er det godt du selv har erkendt det. Jeg håber du finder vej ind og igennem din frygt. Jeg har hørt rigtig godt om metakognitiv terapi – der er meget fremtidsrettet. Det kan du jo overveje. Jeg hepper herfra ?

  • A

    Sender hermed en bunke virtuelle kram og så kom jeg til at tænke på noget jeg hørte i podcasten ‘hjernekassen’.. den handlede om stress, men jeg tror nu nemt det kan oversættes til krise, generelt. En af pointerne var, at fordi man har været langt nede er det ikke givet, at man aldrig kommer det igen. Men, med al sandsynlighed ikke SÅ langt ned- fordi man kender faresignalerne og forstår det sprog kroppen taler når den advarer. Jeg har ikke selv været i en lignende situation, men jeg synes det giver god mening og håber sådan for dig.. at skulle du stå i en lignende situation med hjertet på vej ud af brystet, så griber du det inden du rammer jorden ❤

    • MiriamsBlok

      Jeg er klart bedre til at aflæse min krop nu. Men problemet er jo lidt, at der ikke var nogen advarsel dengang. Jeg fik knust mit hjerte, og så fik jeg et sammenbrud. Så der er nok ikke så meget, jeg ville kunne gøre for at stoppe det igen.

  • Maria

    Åhh gud!!! Alt du skriver her – udover sygdom, så langt kom jeg ikke – beskriver alt jeg føler SÅ GODT! Har du læst mine tanker, eller jeg dine…

  • Astrid

    Jeg håber sådan du en dag tør at lukke nogen ind – du er så elskværdig og du fortjener en der kan bekræfte det <3 fra en der ikke havde lukket nogen ind i 6 år pga svigt, spiseforstyrrelse og angst, og nu har fundet sit livs kærlighed (det kan du også!)

  • Anonym

    Du er seriøst et fantastisk menneske og så mega elskværdig! Jeg håber du finder en mand, der er sød helt ind til benene og forguder dig, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det er det, der sker <3

  • Sara

    Åh Miriam
    Jeg VED bare at der findes en mand til dig et sted derude… jeg håber sådan at jeres veje snart mødes- det håber jeg oprigtig inderligt for dig.
    Jeg kender dig kun via din blog, men kan mærke din smerte og hjertesorg helt ud igennem skærmen, og det gør lidt ondt at vide, at der er tusindvis af mænd der også savner kærligheden, men som også famler i blinde, og måske også er et ‘brændt barn’ på kærlighedsfronten… jeg håber, jeg håber, jeg håber…
    Kh en trofast læser

  • Josephine

    Som én skriver, så er der intet galt i at være “crazy cat lady”, hvis det nu alligevel skulle vise sig, at du vitterligt faktisk ikke har lyst til at have en kæreste. Jeg skelner mellem lyst til kærlighed og så den skabelon, som de fleste lever deres parforhold efter. One size fits all. Måske frygter du ikke selve kærligheden, følelserne, men den relativt snævre opfattelse af parforhold, vi opererer efter. Måske kunne du godt leve med små doser kæresteri fra en ikke-psykopat i jakkesæt, hvis ikke det skulle mases ind i en skabelon, hvis du vidste, at han bare også har andre lidenskaber i sit liv, hvis han var der altid, men ikke sad lårene af dig. Giver det mening?

  • H.

    Kan så meget genkende det du skriver med din type… Jeg gør det samme. De er bare ikke psykopater i jakkesæt. Næee nej, Jeg dater gifte mænd. Ikke noget jeg er stolt over, men det er sådan jeg kan holde afstand og undgå at blive fravalgt pga. mig da det jo skyldes at der allerede er en anden der er første prioritet i hans liv. Ergo jeg behøver ikke at forholde mig til hvor meget han synes om mig, men blot at vi opfylder nogle behov hos hinanden.

  • Anja

    Det er virkelig genkendeligt. Da jeg læste Mathildes “Jeg vil rigtig gerne have en kæreste”, tænkte jeg meh, og så kom dine tanker lige efter. Jeg vil gerne, men jeg orker det næsten ikke… Det er som at stå nede foran Kilimanjaro, kigge op og tænke fuck… hvordan kommer jeg nogensinde derop?? Især når det føles som om, man allerede har vandret længe. Længe. Længe. Suk.

    Courage.

  • Lykke

    Ved du hvad – jeg er bare så glad for at du formår at skrive indlæg som disse. Ofte når bloggere skriver den slags type indlæg, så afslutter de det altid med en slags optimisme. Som om de kan klare alt i verden. Jeg ved ikke om det er for at løfte stemningen eller deres frygt for at fremstå skrøbelige og sårbare, men det er bare så dejligt, at der er nogen derude, der gerne indrømmer, at den slags optimisme er der ikke plads til lige nu. Så tak for det. Måske jeg bare er lidt træt af den gense måde man afrunder sådanne slags indlæg på. Men jeg synes du gør det godt her 🙂

  • Sofie

    Jeg kan virkelig genkende mig selv i dine ord. Nu er jeg endelig nået til at turde date lidt lettere, men nærmer man sig følelser, så stikker jeg stadig halen mellem benene. Det er så frusterende! Vores historier er slet ikke ens, men jeg håber det bedste for du og jeg.

    Jeg ville forresten holde mig til at græde ved en venindes skulder, og ikke i en kæmpe brandert til en familiefest. ????‍♀️

  • Maria

    Tak fordi du deler dette med os! Jeg er så… jeg ved snart ikke, hvad det rigtige ord er… imponeret, beæret, rørt, en blanding af alle tre over at du deler dette med os – komplet fremmede online. Det er det, at du er bundærlig, selv med det der gør ondt, der gør dig til min yndlingsblogger. Jeg føler du lader os komme til at kende dig… selvom det er svært for os at gøre gengæld.

    Men tak. Vid at det betyder rigtig meget, i hvert fald for denne læser.

  • Sissel

    Jeg har ikke stået i din situation, hvor hjertet er blevet knust så voldsomt at det også slår sindet itu.

    Min sind blev slået itu af andre ting. Så meget at jeg ikke tør binde mig til andre mennesker, fordi jeg ikke tror på jeg er helt værd at elske. Eller måske i virkeligheden, at de ikke kan rumme min sårbarhed og så skrider.

    Det gør sig især gældende når det kommer til mænd. Ud fra ‘hele historien’ vurderer jeg du og jeg til at være meget ens med vores kærlighed. Enten får den anden alt, eller intet. Vi kan ikke dosere vores kærlighed. Derfor river det også hele korthuset ned, når vi ikke bliver mødt på vores kærlighed. Du må rette mig, hvis jeg tager fejl.

    Jeg har det som du skriver, jeg lukker noget potentielt ned før det rigtig er i gang. Jeg gør det fordi, så bliver jeg ikke såret.
    Hvad jeg har indset er, at jeg måske nok ikke bliver såret af den pågældende mand, men jeg såre mig selv igen og igen fordi jeg lader fortiden bestemme min nutid og fremtid.

    Jeg tror det er et valg man skal tage om at turde. Det valg er bare ikke nemt når man frygter at korthuset står mere ustabilt end første gang.

    Men måske er selverkendelse vi hver især har gjort, det første skridt mod noget andet? ??‍♀️

  • Matilde // Ind til kernen

    Kan så godt spejle mig selv i det her!… går og har de samme tanker for tiden..
    Jeg har også en stor frygt for, at jeg aldrig finder en at dele mit liv med på den måde. Jeg er så vokset op med en mor med narcissistisk personlighedsforstyrrelse og efterfølgende også set en i en kort periode der var narcissistisk forstyrret. Når de basale relationer fra start af er f** så er det dæleme svært at tro på, at der kan komme sunde, nære relationer.
    At have sådan en mor har efterladt mig med ptsd, angst, så meget skam og forkerthed og en grundlæggende følelse af, at ingen kan elske sådan et menneske som mig.

    Jeg er lige blevet 28 og har aldrig haft en kæreste.
    Jeg minder mig selv om, at der er en grund til at det er svært for mig og at det er utrygt og at jeg i virkeligheden måske ikke er klar til det eller har lyst til det endnu. For det kræver også sit at være i et forhold, og min prioritet det er at få tryghed i mit liv og i de relationer jeg har nu og her.

    Tak, for at dele noget så personligt som dette, Miriam!…

  • Marianne

    Jeg kan se mig selv i det, du skriver, virkelig, og jeg har ikke nogle vise ord at smide med på vejen. Jeg vil bare lige sige, at du ikke er alene, jeg sender alt mulig god energi i din retning <3

  • Mona B

    Jeg sad straks klar med de vise ord, da jeg havde læst dit indlæg, men så slog det mig… det er den ENESTE erfaring du har med den dybe kærlighed. Hold kæft, det kræver mod at springe ud i den slags igen, når det er den erfaring du har med dig. At kærligheden er endt lykkelig for andre, kan du jo i realiteten ikke bruge til noget som helst.
    Det er faktisk rigtig trist. Jeg forstår godt din manglende optimisme lige nu.
    Sikke noget lårt. ♥️

  • Maria

    Åh altså, får lyst til at give dig et kæmpe kram ❤️ Jeg håber alt det bedste for dig. Der synes jeg du har fortjent.

  • Tine

    Åh, Miriam. Jeg kender godt følelsen. Jeg har i mange år gået og troet, at jeg var mega åben og klar til kærligheden, men fandt ikke lige en kæreste. Så mødte jeg en fyr, som fik mig til at åbne mig op, og jeg kunne godt se, at jeg ikke havde været åben tidligere, men at jeg altid havde holdt lidt tilbage p.g.a. tidligere erfaringer. Desværre skulle det ikke være mig og den fyr, som fik mig til at åbne mig op, selvom jeg var meget forelsket i ham, men jeg har fået mod på at date igen. Jeg håber, at du også finder fyren, som får dig til at lukke ham helt ind og jeg håber, at han behandler dig lige så godt som du fortjener! ? Tak for alle dine indlæg om kærligheden, jeg synes, at de er meget relaterbare og de hjælper mere end du aner ?

  • IM

    Jeg kan på ingen måde påstå, at jeg forstår, hvordan du har det, for jeg er en af de ultraheldige, der har været sammen med den samme søde mand, siden jeg var 19. Men alligevel er jeg meget glad for dit indlæg, fordi det giver sådan et fint og rørende indblik i nogle af de store problemer man kan stå i mht. kærligheden. Og jeg mener det er meget vigtigt, at vi prøver at dele vores problemer med hinanden, så vi får indsigt i hinanden på tværs af vidt forskellige livshistorier. Så tak fordi du deler. Du skriver virkelig, virkelig godt.

  • JMi

    Jeg var 28 før jeg mødte en mand, jeg ønskede at være i et forhold med. Vi er sammen på 10’ ende år, men jeg tænker stadig på mig selv, som en der lever livet alene

Der er lukket for kommentarer.