Hvorfor er det så svært bare at sige tak?
Det er ikke, fordi jeg ikke har været bevidst om, at det er noget, jeg gør, det er mere, fordi jeg lidt har ignoreret det. Men de sidste par uger er jeg blevet gjort tilpas opmærksom på det til, at det har ligget og rumsteret en smule mere end vanligt et sted omme i mit baghoved. “Du kan ikke finde ud af at tage imod et kompliment.” Jeg har hørt det både fra veninder og bekendte og jer derude bag skærmene, når I prøver at sige noget pænt til mig.
Det er en sær ting. For det er jo ikke, fordi jeg ikke bryder mig om, at folk siger pæne ting til mig. Tværtimod. Men jeg får med det samme et intenst behov for ligesom at diffundere komplimentet. Så hvis nogen fortæller mig, at mit hår er pænt, siger jeg: “Jaja, men det er kun, fordi jeg lige har været i bad og ikke har været ude i blæsten endnu!” Og hvis nogen siger til mig, at jeg har pæne øjne siger jeg: “Men har du set den rynke, jeg er ved at få lige dér?!” Og det sjove er, at det oftest ikke kommer af usikkerhed. Jeg går heldigvis ikke rundt til daglig og synes, at der ikke er noget som helst ved mig selv, der er godt nok. Som regel kan jeg faktisk mægtig godt lide mig selv. Det er mere sådan et behov for at sige, at jeg jo altså ikke består af lutter gode sager. Okay, så mit hår sidder måske pænt i dag, men i morgen kan det sagtens ligne en virkelig dårlig permanent. En glorie af krusethed omkring mit hoved. Det er du med på, ikke? Du er med på, at mit hår også kan være en meget utiltrækkende bitch?
Det er så pisseirriterende. Hold kæft, hvor er det irriterende. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der gør det, for jeg oplever det selv helt urimeligt tit, når det er mig, der leverer komplimentet. Forleden fortalte jeg en veninde, at jeg synes, hun har de fineste læber i verden. Og så sukkede hun og påpegede det mindste ar, jeg nogensinde har set, som modargument. Det var hun ked af. Og nu har vi talt en del om irrationelle usikkerheder herinde på det sidste, så jeg skal selvfølgelig ikke råbe ad hende, at hun ikke må være ked af sit ar, men når jeg – ganske uvidende om miniature-ar – fortæller hende, at hun har verdens fineste læber, så betyder det, at jeg synes, hun har verdens fineste læber. Lige nu, lige i dette sekund hvor jeg fortæller hende det. Og den må hun altså æde. Om hun er uenig, om hun synes, det er for meget, om hun bliver en lille smule forlegen. Det er ikke en farlig ting. Det er et kompliment. Komplimenter er fantastiske, og vi skal blive bedre til både at give og tage imod dem.
Så det vil jeg nu øve mig i. Bare smile og sige tak. Og blive glad. Det kan sgu da ikke være så svært.
Tea
Jeg har taget mig selv i det samme mange gange på det sidste. “Sikke en pæn trøje du har på i dag” – “Nåh, denne her? Den er bare fra HM”. Det er noget mærkeligt noget… Jeg skal virkelig også øve mig i bare at sige TAK. Slut. Punktum.
MiriamsBlok
Tak er det eneste, man behøver sige!
Trine
Jeg øver mig også. Kommer altid med modsvar som får deres kompliment til ligesom at “være mindre rigtigt eller mindre værd” ved at påpege alt muligt. For jeg synes det er svært bare at sige tak. Jeg føler jeg bør give noget igen som det mindste… og hvis ikke jeg kan det, så påpege f.eks. at min fine bluse altså bare er en billig sag fra h&m (hvis de roser den) Jeg oplever altid det værende svært, blot at tage i mod.men jeg øver mig, ligesom du! Fordi andres komplimenter ikke skal pilles fra hinanden – de skal tages i mod 🙂
MiriamsBlok
Præcis! Det gør jeg også, og det er så dumt!
Sine
Var på kursus for et års tid siden omkring at lave at være mere robust. En af øvelserne var at tage i mod komplimenter, shit det var svært de første mange gange. Men nu er det virkelig rart at være i stand til at kunne tage ros og komplimenter til sig uden at vifte dem væk med bortforklaringer eller at man skal sige ‘i lige måde’
Føler at jeg har fået det så meget bedre efter at have lært at kunne modtage ros.
MiriamsBlok
Øvelse gør mester som i de fleste tilfælde!
Nana
Jeg tænkte faktisk over, at du var god til at tage imod mit kompliment i torsdags, hvor du så ekstraordinært godt ud. Well done 👏🏼👏🏼👏🏼👏🏼
MiriamsBlok
<3
S
Lifehack: I stedet for at sige tak, som kan føles svært, når man ikke er enig, kan man gengælde gestussen med et kompliment direkte tilbage. På den måde spreder man også god karma videre, og man lærer lige så stille sig selv at der er andre alternativer end selvbebrejdelse, i stedet for at bebrejde sig selv yderligere for ikke altid at have overskuddet til at sige tak 😉
MiriamsBlok
Den er jeg ikke så glad for. Når man med det samme giver et kompliment tilbage, så kan det føles lidt uoprigtigt.
Mette
Jeg siger altid pænt tak, når jeg får et kompliment. Netop fordi jeg altid har lyst til at trække et kompliment jeg har givet, tilbage når folk taler mit kompliment til dem ned.
Jeg mener det jo når jeg giver et kompliment, ellers ville jeg holde min mund. 🌸🌸🌸
MiriamsBlok
Præcis!
Line
Det er sjovt. Min farmor sagde altid til mig, at jeg var så god til at tage imod komplimenter og bare sige “Tak” i stedet for at komme med alle mulige undskyldninger. Og så kom jeg faktisk til at skamme mig helt og føle mig forkert. Var jeg så selvglad, når jeg bare tog imod det på den måde?
Det siger noget om, hvor indgroet – og forbandet – det er.
MiriamsBlok
Det er så vildt, at man ikke kan bare kan tage imod pæne ord uden at føle skam!
Camilla Grubbe
Håret kan sagtens ligne lort en anden dag, men hvorfor ikke nyde, at det i dag bliver kommenteret positivt? Der ene udelukker jo ikke det andet. Jeg er selv blevet god til at tage imod ros i dag, fordi jeg har tilladt mig selv at være i nuet. Tilladt mig selv at stoppe op og mærke efter, når rosen gives. Hvorfor er det nemmere at tillade sorgen (den skal bestemt tillades), men ikke at føle sig lækker og blive rost lige nu hvor det sker?