Hotline Bling, ømme fødder og læbeaftryk

Vores hotel er fantastisk. Jeg hapsede det på en af de der dage, hvor der af en eller anden årsag var omkring halv pris, og så fik jeg ekstra 10% rabat, fordi jeg bookede hoteller som en motherfucker, da jeg var i USA. Men når jeg siger, det er fantastisk, mener jeg ikke så meget på den der luksus-måde, mere på den lidt sjove måde.

Vi ankom halvsent i forgårs. Vores fly startede med at være forsinket, og da vi var landet og skulle købe billetter til toget ind til det centrale Barcelona, slugte maskinen mit kort. (Jeg har fået det igen, gudskelov). Vi endte derefter på en stendød station, hvor vi skulle skifte videre til en metrolinje, som var forsvundet som dug for solen. Det var her, jeg insisterede på, at vi tog en taxa de sidste fire kilometer, og da vi ankom til hotellet, var den efter midnat, og jeg var ved at nærme mig et farligt hangry-stadie.

Hotellets lobby er nydelig, men musikken er det mærkeligste nogensinde. Det er moderne hits lavet om til stillere lounge-versioner tilsat skrøbelig kvindevokal, og således tilbragte vi det næste stykke tid med at lytte til en version af ‘Purple Rain’, som Prince helt sikkert ikke ville have givet sit stamp of approval. Derefter startede en ny lige så mærkelig sang, og derefter endnu en, og vi stod stadig i receptionen ventede på, at verdens mest langsomme hotelmedarbejder checkede parret foran os ind. Det er ikke noget, der afhjælper hangryhed, vil jeg lige sige.

Da det blev vores tur, viste det sig, at selvsamme medarbejder havde boet et år i Danmark, hvilket han fortalte om i entusiastiske vendinger, men på temmelig gebrokkent engelsk, der gjorde, at min søster og jeg måtte praktisere ‘smil og nik’-teknikken en del. Han var vild med rugbrød, Tivoli og Christiania, og hans yndlingsudtryk på dansk var “stille og roligt”, så det er sidenhen blevet turens motto. Det tog vel endnu et kvarter, før vi fik udleveret vores nøgler, og så smed vi taskerne fra os og gik på jagt efter mad. En kop insta-bolognese og en pose karamelliserede popcorn senere var alt godt, og vi kravlede ned under lagnerne, fordi dyner ikke er noget, man gør sig i i Spanien.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til morgenmaden, fordi hotellets billeder viste, at kageudvalget alene var spektakulært. Og det er det virkelig også. Resten er bare lidt noget hø. I går var der scrambled eggs, der helt sikkert havde stået en time eller fem for længe på varmepladen, i dag var der bare ingen æg. Med mindre de hårdkogte tæller, men de kom helt sikkert fra noget lage, så det ville jeg ikke anbefale. Men altså, hvis de tvinger mig til at spise kage til morgenmad, så må det jo være sådan. Det kan jeg også godt leve med. Det havde måske været federe, hvis kagen ikke var akkompagneret af et vandglas med et meget tydeligt, rødt læbeaftryk, men til gengæld var soundtracket en damestemme, der forsøgte at forvandle “Hotline Bling” til easy listening, og så bliver det bare ikke meget bedre. 😀

Kort og godt er vi helt pjattede med hotellet. Det er ikke perfekt, men det har personlighed, og det ligger centralt. Og det har senge hvorpå at hvile ømme kroppe, hvilket er nyttigt, for i går gik vi 20+ kilometer og om lidt sætter vi atter kursen mod nye eventyr.

Alt er godt. Send flere penge.