The Greatest Showman, indeed

Skrevet d. . Uploaded i anmeldelse,film.

collagekjnlkIndlægget indeholder reklame – jeg var inviteret til eventet

Jeg havde ikke hørt om The Greatest Showman, da der dukkede en invitation op i min inbox, men Google fortalte mig, at Hugh Jackman havde hovedrollen, og at det var en musical, så jeg så ingen grund til at sige nej tak. Traileren så fantastisk ud, men mine forventninger var alligevel ikke alt for høje, for tidspunktet var en søndag eftermiddag. Lugter det ikke lidt af en film, man føler, man skal gøre larm for, men ikke rigtigt har tillid til? Det syntes jeg.

Jeg tog fejl. Åh, men jeg tog så grueligt, grueligt fejl. Det er uden tvivl den mest gennemførte gallapremiere, jeg nogensinde har været til. Der var folk i kostumer og akrobater overalt, og den ene var mere gennemført end den anden. Lange kapper og stylter og glimmer ud over det hele. Det var næsten magisk. Og det var bare i foyeren! Vi satte os på vores pladser, og lyset dæmpedes, og to børn begyndte at danse på scenen. Indtil det ikke bare var børnene. Dansere myldrede frem, og mine sidemænd rejste sig op og begyndte at synge med i et kor, der var spredt ud over hele salen, og jeg fik kuldegysninger over hele kroppen. De gav to hele numre perfekt koreograferet og med så stor bravour (klip kan ses på min instastory lidt endnu), at jeg ikke kunne lade være med at tænke, at det var lidt farligt at få publikum så meget i stemning, hvis nu filmen ikke formåede at levere på samme spektakulære måde.

Men det gjorde den. I dén grad. Vi grinede, vi græd, vi dansede lidt i sæderne, vi var blæst bagover. Det var Moulin Rouge møder La La Land med en snert af Les Miserables og sågar en scene, der umiskendeligt mindede mig om Skønheden og Udyret. Alt var gennemført. Casting, kostumer, historie, skuespil. (Det eneste, der fejlede, var helt håbløse CGI-løver!) Og så var der sangene. Åh Gud, sangene! På én gang klassiske musicalnumre og moderne ørehængere. Nana og jeg kom vitterligt ud af biografen så glade og stadig nynnende, at vi blev stoppet til et interview, fordi vi tydeligvis var ved at sprænges af begejstring. Jeg gik direkte hjem og åbnede Youtube for at genhøre især titelnummeret, men også nummeret This Is Me, som er beyond fantastisk og mit nye go-to empowerment nummer.

Så ja, det her er en rave. Og jeg er glad for musicalfilm, but still. Seks ud af seks stjerner og et ønske om, at d. 25. december snart kommer, for jeg vil faktisk virkelig gerne se den igen. Snart.

Related Posts:

Kommentarer (8)

Der er lukket for kommentarer.