Warning: Declaration of YOOtheme\Theme\Wordpress\MenuWalker::walk($elements, $max_depth) should be compatible with Walker::walk($elements, $max_depth, ...$args) in /customers/8/f/4/miriamsblok.dk/httpd.www/wp-content/themes/yootheme/vendor/yootheme/theme/platforms/wordpress/src/Wordpress/MenuWalker.php on line 112

“Hvem kan kontrollere, hvorvidt det er et uheld eller ej?”

collageNå, men jeg er forarget. Det er eller ikke et ord, jeg anvender særligt ofte, fordi jeg efterhånden synes, det bliver brugt i let hysteriske shitstorms og derfor mest associeres med folk, der trænger til et stykke chokolade og en krammer. Men i dag er jeg forarget, og jeg er det sågar over Renée Toft Simonsens ord, på trods af at jeg ellers altid synes, hun er velovervejet og fornuftig at høre på. I dag synes jeg imidlertidig, hun ryger over i en grøft, der er både usund, foruroligende og decideret respektløs.

I kan læse hele grunden til min foragt her. Kort og godt er situationen som følger: En kvinde har fundet sin drømmemand, som har store børn fra tidligere forhold og derfor er usikker på, hvorvidt han ønsker at skulle igennem hele møllen igen. Og hvad gør man så? Svaret starter egentlig ret fornuftigt. “At få børn eller ej? Det er et meget stort og eksistentielt valg og ovenikøbet et, der ofte træffes alt for let. For du har fuldstændig ret, det er hamrende besværligt at få børn – man skal indrette sit liv fuldstændig efter dem, og de forstyrrer alt. Freden, sexlivet og de dejlige, rolige og langsomme ferier og, og, og … så ja, det er et stort valg, og derfor skal det træffes med omhu.” Og så begynder det ellers at gå ned ad bakke, indtil psykolog Toft Simonsen reelt giver det råd, at kvinden jo altid bare kan smide p-pillerne og ikke fortælle sin kæreste det. Og ja, det er måske lidt “rabiat”, som hun skriver, “[m]en altså… enhver kan jo komme galt af sted, og hvem kan kontrollere, hvorvidt det er et uheld eller ej?” Hun går så vidt som til at skrive, at det var den løsning, hun selv ville vælge.

Og det er så ikke overraskende her, jeg bliver vred. For hvordan i hede hule helvede kan man retfærdiggøre over for sig selv at tage så livsændrende en beslutning på sin partners vegne? I særdeleshed når man rent faktisk skal forestille at være lige præcis den person, han kan stole allermest på i hele verden? Jeg har før nævnt, at det der med at smide præventionen uden partnerens viden faktisk er en af de mere hyppigt indsendte hemmeligheder herinde, og jeg bliver lige chokeret hver gang. For nej, jeg kan ikke sætte mig ind i det brændende ønske om at få et barn, men jeg kan sætte mig i den anden rolle. Og jeg kan ikke forestille mig noget mere skrækindjagende end som mand pludselig at få at vide, man skal være far, fordi ens partner har valgt at forråde en på en måde, der vil ændre ens liv for altid. Faktisk har jeg et overforbrug af dybt unødvendige graviditetstests, fordi jeg netop har en enorm frygt for pludselig at stå i en situation, hvor der er en baby på vej, og jeg ikke kan gøre så meget ved det.

Jeg synes ikke rigtigt, der er noget, der kan undskylde et sådant valg. Uanset om faderen ender med at være lykkelig for sit nye rolle, sin baby og sit liv. Det er en beslutning, han har ret til selv at være med til at træffe, og sådan at snyde ham ind i faderskabet er i min optik at besudle det smukke i at blive forældre. Hvis man vil det så intenst, og ens partner ikke er samme sted, så må man tage konsekvensen og gøre det alene eller finde en anden. Nej, jeg kan ikke forstå det, og jeg synes ikke, det er okay. Jeg synes tværtimod, det er temmelig sort/hvidt, og jeg er både forarget og ærgerlig over, at den ellers altid fornuftige Renée Toft Simonsen vælger fuldstændig skamløst at opfordre til en sort løsning.

Kommentarer (67)

  • Jeg giver dig fuldstændig ret!
    Bare fordi vi kvinder er ‘ovnen’ giver det os ingen ret til at fratage manden hans valg!
    Jeg synes det er ekstremt umodent.
    Der er også en anden side af det som er vigtig og det er barnet. For hvem siger far bliver hængende når han reelt set ikke ønskede barnet?
    Så hvordan vil du en dag forklare dit barn, at dets far ikke vil have noget med det at gøre, fordi du som mir var kæmpe egoist?

    Nej. Bare nej.

  • På trods af en stærkt og brændende træng til engang at skulle være mor, så synes jeg også, at det er fuldkommen grotesk at man kan få sig til at overveje den løsning. Jeg synes det er respektløst overfor ens partner. Hvis jeg nogensinde fandt ud af, at min partner havde været så respektløs overfor mig, så ville jeg i høj grad skulle overveje vores relation.

  • Jeg er enig med dig i, at når man er i et fast forhold, hvor man har en aftale om, hvem der sørger for at beskytte sig, så er det totalt tarveligt og egoistisk at snyde sig til en baby på den måde. Og utroligt, at en velrespekteret psykolog giver den slags råd.

    MEN jeg bliver godt nok vred, når voksne mænd brokker sig over, at den fuldstændig fremmede kvinde, de valgte at hoppe i kanen med efter en våd bytur, viser sig at være blevet gravid og vil beholde barnet, så de nu hænger på børnepenge i 18 år og visheden om at have et barn ét eller andet sted i verden. Hvis man er gammel nok til at skyde sin sæd afsted i et andet menneske, er man også gammel nok til selv at tage ansvar for, om den bliver til baby. Og det er SÅ nemt at være på den sikre side, det gider rigtig mange mænd bare ikke. Jeg kunne have snydt mig til ikke så få babyer, for der er fandeme mange mænd, der bare går ud fra, at jeg nok er dækket ind, hvis jeg ikke selv gør opmærksom på, at de skal bruge regnfrakke. Og det på trods af at de ikke aner, hvilke skumle hensigter, jeg kunne have med deres genmasse. Ingen sympati herfra.

    • Sidstnævnte er en helt anden debat, som jeg ikke synes, vi skal starte. Det er det med at opfordre til direkte at forråde sin partner, der generer mig gevaldigt!

  • Det er et kæmpestort tillidsbrud at snyde sin partner på den måde. Det ville jeg have svært ved at tilgive, hvis jeg var manden. Jeg vil selv meget gerne have børn en dag, men jeg ville absolut ikke have lyst til at få dem på den måde!

  • Jeg er helt enig!
    Jeg synes det en fuldstændig vanvittig beslutning at tage. Overhovedet at overveje det…
    Hvordan kan man retfærdiggøre, både over for sig selv, men da endnu mere over for sin partner at tage sådan en beslutning.
    Det kan aldrig være ok.
    Man skal da ikke påtvinge nogen en forældrerolle de ikke ønsker. Og endda har givet udtryk for at de ikke ønsker (så kan “jeg vidste det ikke” ikke bruges som forsøg på forklaring/undskyldning).
    Hvordan kan en forhold overleve en så egoistisk beslutning? Vil han nogensinde for alvor stole på hende igen?
    Jeg ville have svært ved det.
    Ikke at jeg, som kvinde, nogensinde havner i den situation (heldigvis)! Men kunne aldrig, ALDRIG så meget som overveje at sætte en mand i den situation.

  • Altså, det starter jo med, at kvinden er i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet vil have børn – og hun bliver så rådet til bare at få nogle mod sin kærestes vidende. Det er et ret vild svar!
    Hvis man ikke ved om man vil have børn, er løsningen vel mere at tænke lidt over det, i stedet for bare at få nogle og så håbe at man ikke fortryder?
    Udover det, er jeg selvfølgelig enig i, at man aldrig aldrig aldrig skal snyde sin partner til den slags.

  • Min far er blevet “narret” ind i et faderskab af en kvinde, da han var ung. Konsekvensen blev at han frasagde sig al kontakt til barnet.
    Først mange år senere da barnet var blevet voksen og selv havde fået barn, fik de kontakt, og i dag er min bror og hans familie en del af vores familie.
    Men det har været et hårdt valg for min far dengang. Det mærkede man virkelig, dengang han spurgte om vores holdning til nu at møde “barnet”. Der har helt sikkert været et sort hul i hans samvittighed, og han var meget lettet og glad over endelig at få kontakt.
    Derudover husker jeg tydeligt sorgen, da jeg fik at vide, jeg havde en bror. Ikke fordi jeg var ked af mit ukendte familiemedlem, men tanken om at et barn har måtte vokse op uden sin far, en far jeg selv havde haft hele mit liv, det gjorde ondt.
    For alle børn skal vokse op med deres forældre, hvis det er muligt og ingen forældre skal tvinges ind i rollen.
    Tak fordi du sætter forkus på det!

    • Det har været hårdt for din far, og det har helt sikkert også været hårdt for din bror. Trist hele vejen rundt på grund af en kvindes egoisme.

  • Jeg valgte en yngre kæreste der ikke ville have børn. Og jeg skubbede problemet fra mig gang på gang, selvom jeg stille og roligt blev 30, så 31 og så 32. Nu er jeg 34 og vi har, sammen, truffet en beslutning om at jeg ikke har været på p-piller i snart et år. Min kæreste er stadig ikke heeeeelt vildt solgt på ideen (hvorfor lave om på noget der fungerer) men vi har stadig *sammen* truffet beslutningen, han fordi han gerne vil gøre mig lykkelig. Med åbne øjne for eventuelle konsekvenser. Det er ikke optimalt, men vi forsøger at snakke åbent om vores tanker og følelser.

    Jeg har flere gange i løbet af vores snart 10 år sammen overvejet at droppe præventionen uden hans vidende, simpelthen fordi jeg var så ulykkelig. Men lige så snart tanken var tænkt, har jeg kastet den fra mig med afsky. Det er simpelthen the ultimate betrayal. Utroskab x 1000. At svigte sin kærestes tillid på den måde, at være så egoistisk, og at synes at man på den måde kan gøre sig selv til herre over en anden persons liv? Og det, den person man skal forestille at være allermest loyal mod? Ens partner. At fratage en anden det valg, fordi man har et egoistisk ønske. Og det at man altid, resten af sit liv vil have den kæmpestore hemmelighed for ens partner. Og barn.
    Tænk hvis det hele går i hårdknude og barnet ender med kæmpe issues fordi far ikke er moden nok, har lyst til eller på anden vis er en kæmpe hattenål som far – det er udelukkende på ens egne skuldre.

    Jeg mener at man som mand skal tage ansvar for prævention, og jeg har ikke respekt for mænd der gerne vil dyppe snablen uden gummi, og herefter tuder over at være blevet “ufrivillig” far. Men mænd der er i et forhold med en kvinde der påstår at hun bruger p-piller eller anden prævention skal simpelthen kunne stole på dette. Alt andet er skadende for hele den diskussion der er omkring ufrivilligt faderskab.

    Unpopular opinion:
    I mine øjne svarer det til at lyve om en voldtægt. Du skader alle de mennesker der er de reelle ofre, fordi der skabes en gråzone hvor vi pludselig skal diskutere om kvinder lyver om voldtægt/prævention når vi i virkeligheden skal diskutere reelle overgreb eller koncepter som juridisk abort.

    • Jeg synes, det lyder til, at I har valgt en rigtig god løsning for jer. Det er jo ikke nødvendigvis sort/hvidt, om man ønsker børn eller ej, men hovedsagen er netop, at der er dialog og fællesskab at komme efter.

  • For knap 13 år siden stod jeg i den ulykkelige situation at jeg skulle fortælle min kæreste at jeg var blevet gravid trods p-piller (vidste i at de ikke virker optimalt hvis man har haft lidt racerrøv, det gjorde 19 årige jeg ikke)
    Min kæreste og jeg havde været sammen i 3 mdr da jeg opdagede jeg var 1½ måned henne.
    Så det var ekstrem tideligt, yderligere så havde hans tidligere kæreste droppet p-pillerne uden hans viden og derfor var han i forvejen blevet far som 18 årig.

    Det var alt andet end sjovt at skulle tage den snak.
    Abort var kort oppe og vende, men ingen af os kunne lide den tanke heller så vi fik en dejlig dreng inden vi kunne fejre 1 års dag.

    Da jeg blev single 9 år senere og gik på tinder og lign. vidste jeg at jeg ville have flere børn, og skrev det faktisk som et krav i mine profiler.
    Netop for at frasortere mænd der ikke ønskede flere børn.
    Hvis min kæreste i dag kom og sagde at han alligevel ikke ønskede børn med mig, så ville jeg kraftigt overveje at gå fra ham på det grundlag, men ville aldrig snyde ham til at få børn.

    Det er så ekstremt et tillidsbrud.

    Det er faktisk lidt som fænomenet Stealthing hvor manden trækker kondomet af under sex uden at infomere om det.
    Det tror jeg ikke Renee vil bifalde.

  • Jeg kunne ikke være mere enig! Jeg bliver så forarget over kvinder der får børn uafhængigt af mandens ønske. Uanset om det er kvinder i faste forhold elle kvinder der finder et one Night stand. Hvis man vil have et barn kan man få en frivillig donor!!!!

  • Det er godt nok vildt, at hun faktisk opfordrer til det. En ting er tillidsbruddet og livsomvæltningen, som du nævner – men hvad med barnets tarv?
    Man risikerer, at det faderlige ophav fravælger at være en del af barnets liv, og sådan noget kan sætte dybe spor. Det ville jeg aldrig udsætte mit barn for.
    Jeg er helt enig i alt, hvad du skriver – men at skulle se sit barn lide, fordi dets far har fravalgt det… Jeg ville ikke turde tage chancen. Så meget hellere finde en mand, der gerne vil have børn.

  • Jeg synes det er trist, hvor ofte folk får børn for deres egen skyld.. At de kan opnå noget, på at blive forældre, fremfor at huske på at det er barnet det handler om, og ja at man er to om beslutningen. Hun lyder godt nok lidt egoistisk i denne her situation.

  • Enig med dig. For evigt. At få børn er en fælles beslutning. Hvis ikke manden vil, må hun gøre op med sig selv, om hun vil forlade ham. Jeg synes, at det er amoralsk at “lave et barn på en mand”. Også én, man bare knalder én gang.

  • Amen!!
    Synes på en måde at det især er tarveligt, når man tænker på al den snak om ligestilling og feminisme.. Forestil jer lige, hvis det var omvendt 😮 Stakkels mænd altså..

  • Jeg er fuldstændig enig! Jeg har altid drømt om at få børn tidligt, men min daværende kæreste var ikke helt med på den. Jeg kunne aldrig drømme om at misbruge min partners tillid på den måde, for at tilgodese mine egne behov. Hvis man ikke er enige, og ikke kan leve med det, så må man jo tage konsekvensen, og finde sig en partner der er. Jeg er nu 27 og har lige smidt pillerne for lidt over en måned siden – det har været aftalt med min kæreste i over et år.

  • Helt enig i at det ikke er okay at smide piller uden at manden vil have et barn. Men jeg synes ikke du skal udtale dig når du ikke er mor eller skruk. Det er simpelthen nogle naturkræfter som bare fucker med kvinders hjerner og det kan du tydeligvis ikke sætte dig ind i – ligesom meget af det du skriver om børn/mødre mestendels er fejlagtigt, forkert og misforstået.
    Men jeg elsker dine hemmeligheder og andre sjove føljetoner. Og du skriver fedt om alle mulige andre ting. Men i guder hvor burde du holde dig fra mor/baby emner! Hilsen mor til tre

    • Hej Julie. Jeg havde skrevet en laaang smøre, men jeg tror hellere, jeg vil holde det kort. Jeg synes, din kommentar er uheldigt nedladende, og jeg synes, det er dybt problematisk at skrive til anden kvinde, at hun “ikke skal udtale sig”, fordi hun har et andet synspunkt end dig. Dette emne interesserer mig, fordi jeg netop kan sætte mig ind i, hvordan det må være at blive presset til at være forælder, når man ikke ønsker det. Jeg meget uenig i dit hormonforsvar og synes egentlig, det sætter feminismen årtier tilbage at proklamere, at kvinder “ikke kan gøre for det”. Jeg skriver om de ting, der interesserer mig, og min sandhed er lige så valid som din. Hvis den provokerer dig, hvad det lyder til, så vil jeg anbefale dig bare at læse de andre indlæg, du godt kan lide. Men at diktere, hvad jeg skal skrive om, det vil jeg rigtig gerne frabede mig. 🙂

      • Helt enig i at det er håbløst at forsvare sig med skrukhed. Men havde du bare forventet alle var enige Miriam? Din retorik er lidt i retningen af “hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så skrid med dig”. Hvis du ikke kan lide kommentarer der ikke udelukkende understøtter din holdning ville jeg holde mig til de sjove indlæg og droppe dem der ligger op til debat. 🙂

        • S: Man må totalt gerne være uenig, men man skal være det på en ordentlig måde. Det hører ingen steder hjemme at fortælle nogen, hvad de skal eller ikke skal skrive om og slet ikke med den retorik, Julie lægger for dagen. Man kan sagtens på en pæn og ordentlig måde forklare, hvorfor man er uenig, så man kan få en saglig og konstruktiv debat. Fx er din kommentar jo fuldstændig sober, selvom du stiller spørgsmålstegn ved min reaktion. I dette tilfælde kunne man fx have skrevet. “Jeg er uenig, fordi jeg tror, at du som kvinde, der ikke har børn, har svært ved at have indblik i en situation som denne”, så havde det været helt fint. Men i princippet har du ret. Jeg synes faktisk ganske rigtigt, man skal lade være med at læse med, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet/indholdet på min blog. Hvad får man ud af at læse noget indhold, man ikke bryder sig om (altså ikke at man blot er uenig, men at man reelt ikke bryder sig om det)? Men i dette tilfælde handler det heller ikke så meget om, at Julie er uenig, men at hun føler sig provokeret at, at jeg i det hele taget ytrer min holdning – ikke hvad min holdning rent faktisk er – og det får hverken hun eller jeg noget ud af. Havde hun imidlertid syntes, indlægget var interessant, men været dybt uenig, så var det supercool. Det hele afhænger af, hvordan man vælger at udtrykke sig, og Julies retorik går over den grænse, jeg som moderator har sat. Jeg håber, det besvarer dit spørgsmål. 🙂

      • Tak for svar. Jeg kan godt se dit perspektiv ift du har følt dig presset til at få børn som kvinde. Det var en nuance som gav mening.
        Men med al respekt så er det akkurat så provokerende at udtale sig om moderskabet som det er at sige til en person med depression at de fx skal tage sig sammen. Derfor provokerer dine oplæg mig sommetider – og jeg tænker de også er stødende fx når du udtaler dig om hvor hårdt det er for dig at køre i bil med din søsters børn. Det er uindfølende og nej der er visse ting – såsom børn og moderskab som alle ikke burde have en mening om. Ligesom ikke alle burde ytre sig om depression hvis ikke de har været der.

        • Julie, jeg er meget uenig med dig her. Jeg synes slet ikke, du kan sammenligne de to ting. Moderskab er et valg, det er depression ikke. Depression er en sygdom, man slet ikke kan tage stilling til, før man sidder i den. Børn er noget, alle mennesker har inde på livet i større eller mindre grad. Hvis jeg begyndte at belære mødre om, hvordan man var en god mor og burde opdrage sit barn, så kunne jeg følge sammenligningen. Men det ved jeg ikke en fis om, så det skriver jeg af samme årsag ikke om. Jeg har imidlertid meget svært ved at se, hvordan mit personlige forhold til børn har en effekt på din rolle som mor. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, at det for DIG er stødende, at JEG har en reaktion på noget i mit liv, fordi du ikke har det på samme måde. Ville det være okay at skrive om, hvis jeg havde det stramt med hunde? Og omvendt kunne jeg fx også kalde dig uindfølende, fordi den primære grund til, at det er hårdt for mig at køre i bil med min søsters børn i 3+ timer er, at jeg grundet mine helbredsproblemer enormt hurtigt bliver overvældet og overstimuleret af deres intensitet. Det forekommer mig, at du kun respekterer dit eget synspunkt her og ikke er interesseret i at gøre plads til andres. Jeg får indtrykket af, at du føler dig personligt stødt over, at jeg ikke synes, børn som koncept ikke er det fedeste i verden, og det kan jeg oprigtigt ikke forstå, du synes gør, at jeg ikke bør ytre min holdning. Fordi du personligt føler dig stødt, gør ikke mine holdninger eller udtalelser universelt stødende eller for den sags skyld upassende. Jeg respekterer, at du har det sådan, selvom jeg ikke forstår det og er helt grundlæggende uenig. Det ville være skønt, hvis du viste mig samme respekt.
          PS: Tak for den pæne tone! 🙂

    • Selvfølgelig kan man udtale sig selv om man ikke er mor eller skruk! Etik handler, synes jeg, altså ikke om man har fået børn eller ej. Jeg har selv to børn og ville sgu egentlig gerne have nummer 3 (så er BÅDE mor og skruk) men min dejlige mand er færdig med stort F med at få børn og det respekterer jeg fuldstændig… og helt ærligt, så er der ingen vilde naturkræfter der bestemmer noget… Jeg kunne i hvertfald ikke forestille mig, at snyde ham til et barn og så leve med den viden, at han aldrig fik valget.

    • Jeg ved ikke hvilket belæg du har for disse “naturkræfter” som “fucker” med skrukke kvinders hjerne og hvordan du ved, at Miriam ikke bliver påvirket af selvsamme naturkræfter, blot uden at reagere på samme måde som du gør – men der er simpelthen ingen hormoner som eliminerer al fornuft og som forsvarer et (efter min mening) så stor bedrag.

      Vi får en fattig debat hvis vi ikke må tage del i diskussioner om emner, vi ikke har oplevet på egen krop.
      Jeg mener netop at det er interessant at høre Miriams mening, fordi hun har andre perspektiver end jeg selv har.
      Du har også lov at udtale dig om emner der berører barnløse, uden at få smidt i hovedet at du simpelthen ikke længere kan sætte dig ind i følelsen af, ikke at have børn.

    • @Julie
      Jeg forstår slet ikke den der med: “hvis du ikke er skruk eller mor” må/KAN du ikke have en mening om emnet. Ikke en der skal tages seriøst i hvert fald… Sådan er verden da ikke. Det her handler om etik og moral, og det kan man sagtens have masser af, selv om man ikke er skruk eller mor.
      Sådan sat en del på spidsen, så synes jeg nærmest det svarer til at sige, at hvis du aldrig har manglet penge, så må du ikke have en holdning til om det skulle være ok bare at stjæle dem fra andre (sult kan jo også være en ret overvældende naturkraft)… Og nej,som jeg skrev ved jeg godt det ikke er det samme, men alligevel…

    • Julie, sikke en skidt, ansvarsfralæggende kommentar. Hvis vi antager, at det hele skyldes ‘naturkræfter’ og hormoner, kan vi jo prøve at lave samme kommentar til et indlæg om en mand, der har forgrebet sig på en kvinde. It goes like this:

      “Helt enig i at det ikke er okay at forgribe sig på en kvinde uden at kvinden har sagt god for det. Men jeg synes ikke du skal udtale dig når du ikke er mand eller liderlig. Det er simpelthen nogle naturkræfter som bare fucker med mænds hjerner og det kan du tydeligvis ikke sætte dig ind i…”

      Såeh.

      • Du rammer simpelthen hovedet på sømmet her, Rikke! Tænkte præcis det samme med sammenligningen med mænd/voldtægt.
        Miriam, jeg elsker dig for dit perspektiv på denne debat. Det er ALDRIG okay! Vil næsten gå så vidt som til at sige at det er utroskab og voldtægt af en mand kombineret i én. Lige på dette punkt er jeg glad for at være kvinde og selv have kontrollen.

    • Sikke noget fis Julie. Jeg er mor til to, og har været dybt skruk så længe jeg kan huske. Har slået op med en fyr jeg ellers var glad for efter to år, fordi han var i tvivl om han ville have børn, og jeg vidste, at jeg ville have børn. Mænd skal sgu da ikke tvinges til at blive fædre, come on! Jeg fandt senere end mand, som jeg har fået to børn med. Jeg spurgte ham som noget af det første, om han ville have børn en dag, fordi det betyder meget for mig. Det ville han heldigvis, og så turde jeg godt blive seriøs med ham. Hvis man VED at man er skruk, så må man sgu sørge for at afklare det, som noget af det første. Man mister jo ikke evnen til at tage ansvar, bare fordi man er kvinde, naturkræfter eller ej. Det er decideret fordummende og kvindefornedrende at påstå andet. Og selvfølgelig kan man også udtale sig om det ansvar, hvis man ikke selv er mor eller kvinde!

    • Dumt svar af Renee. Man bliver nødt til at afklare som noget af det første, om manden vil have børn en dag, hvis man selv er meget skruk. Hvis han ikke vil, må man selv afgøre, om det er et fravalg man kan leve med, og ellers må man stoppe forholdet, selvom man er forelsket. Et barn har fortjent at være ønsket. Og ikke bare være et resultat af tilfældig skrukhed. Jeg kender en del mødre, der har været pisse skruk, har fået børn tidligt (hvor faren har været med på det), og så har de alligevel været rigtigt ulykkelige, fordi barnet stjal al deres tid og liv, på en måde man slet ikke kan forestille sig. Man skal VIRKELIG tænke sig om, før man får børn. Man skal være klar til at opgive sine egne behov i de første mange år, og det gælder både mor og far.

    • Jeg er fuldstændig chokeret over at man kan bruge det at være skruk som en undskyldning for at droppe p-pillerne i al hemmelig. For selvom du skriver at det ikke er i orden, så giver du med din kommentar udtryk for det modsatte, Tak for at reducere os kvinder til noget der bare er underlagt hormoner og naturkræfter. Der bankede du os lige mange, mange år tilbage. Øv altså. Sikke en holdning at have til sit eget køn.

      Hilsen en mor som i si tid også var forfærdeligt skruk, men selvfølgelig respekterede sin kæreste højt nok til ikke at snyde ham til at blive far.

  • Fuldstændig enig! Som jeg ser det, er det det ultimative svigt overfor en partner. Og egentlig også overfor det kommende barn.

  • Jeg sidder med tabt underkæbe.

    Det fatter jeg slet ikke, at man kan råde nogen mennesker til. Jeg har selv haft det meget tæt på livet, fordi en veninde blev hovsa-gravid, og har kunne se firsthand hvad det gør ved et forhold. For handler det om, hvad man vil udsætte sin partner for. Vil man være det bekendt at trække en baby nedover hovedet på ham?

    Jeg er slet ikke i tvivl om, at min kæreste bliver en fantastisk far – men det skal godt nok ikke ske, før vi er klar til det! Jeg kan godt lide at snakke om babyer med ham, men hånden på hjertet så er jeg SÅ glad for at vi “bare” har en kat sammen og ikke et rigtigt menneske.

    Nå, men spændende forslag fra psykologen. Man fristen til at sige, at den slags råd må betegnes som opsøgende arbejde.

    Ps. Flere indlæg i mor-kategorien!! Vi er alle kvinder og ikke alle føler, at det at blive nogens mor nødvendigvis er det ultimative i verden. Jeg er også rimelig vild med Miss Jeanetts tilgang til debatten.

    • Jeg synes faktisk især, det er problematisk, at hun giver det råd, når hun giver råd i kraft af sin uddannelse. Og ja, Jeanett er virkelig en stærk stemme i debatten!

  • Jeg kunne ikke være mere enig.. det SÅ dybt forkasteligt overhovedet at komme med den kommentar. DEN.SLAGS.GØR.MAN.BARE.IKKE!!! Længere er den ikke!

    Jeg er selv mor til to og kan fint sætte mig ind ønsket og driften i forhold til at ville være mor. Men det er den største beslutning i dit liv og den kan man simpelthen ikke snyde sig til, at tage for andre.

  • Jeg kender mere end et tilfælde i min tætte familie af netop dette. Stakkels, alt for unge, mænd, som har fået af vide af deres kærester at de ikke kan blive gravide på grund af sygdom. Og når det så er sket efter ganske få måneder at de er blevet gravide, så er det et enestående tilfælde og måske deres “eneste” chance for at få børn NOGENSINDE, og har på den måde fået overtalt de omtalte mænd. Jeg ved at de selv samme piger nu overvejer om der skal laves nogle søskende, jeg ved dog ikke om de er blevet raske i mellemtiden, eller om de håber på endnu et mirakel.

  • Ej! Hvordan en reflekterende og ellers klog person kan skrive noget så uovervejet er mig en gåde! At sætte et barn i verden er nok noget af det mest livsændrende man kan foretage sig og at “snyde” sig til det er for mig ubegribeligt. At fucke med et andet menneske, sin partner, på sådan en måde er da på grænsen til psykopatisk. Og giver plads til uendelige gnidninger og mangel på tillid.

  • Det er forkert, uanset hvordan man vender og drejer det, så er det fandme forkert at tage sådan en beslutning uden at inkludere partneren. Min mand blev snydt på den måde(af tidligere partner) , og hvorom alting er, elsker vi jo barnet uendeligt, men hvor er det dog unfair og hvor har min mand gennem gået et væld af modsættende følelser. Selvfølgelig elsker han barnet, og gør alt for hende, men at få et barn med en man ikke elsker og snyder en, på den måde, det er ikke lige til højrebenet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.